Dato: 30. april 1851
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 30 April 1851

Jeg har lovet Dem at skrive Dem et Par Ord til om Deres Bog [I Sverrig ], som De har været saa venlig at sende mig, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg gjør det med Fornøielse. Jeg vil aldeles ikke skjule det for Dem, at denne Bog tiltaler mig endnu meget mere end Deres tidligere Basar, netop for De ikke har udbredt Dem over saamange Ting, men holder Dem til det Nærmeste. De har her sammentrængt Deres Følelse og Phanatasie ligesom i et Brændpunkt, der, netop fordi alle Straaler samles her i et mindre Rum, ogsaa skinner saameget des klarere. Denne Bog er i mine Tanker just, hvad den skal være; den er fra Begyndelse til Ende gjennemtrængt af den Aand, der kun kan møde os i Sverrig, og denne Aand har De opfattet og skuet med et friskt og levende Blik. Det glæder mig at see, at De saaledes har bevaret, hvad jeg anseer som Prøvestenen paa en sand Digternatur, nemlig en usvækket aandelig Ungdom, der er aldeles uafhængig af Tiden; jeg haaber, efter havde jeg her og andensteds har seet af Dem at denne aandelige Ungdom skal følge Dem lige til Oldingsalderen og til det Grændseskjel, hvor Dødens Arm griber os, og hvor ogsaa det ydre, jordiske Støv bliver bortvasket af Lethefloden. At Digtere blive gamle og aandelig udtørrede, er ellers ikke sjeldent, og dette kan skee, selv længe før den ydre Sommer er afblomstret; mig synes, at jeg sporer noget Sligt hos Flere, blandt Andre hos Hertz, der heller ikke efter mine Tanker nogensinde har været synderlig ung. Men Apollo er evig ung, og den, han i Sandhed har beaandet og indviet, han beholder ogsaa Ungdommen bestandig, uafhængig af den jordiske Maske, som Tiden lægger om vort sande Aasyn; virklig at forældes er jo egentlig det Samme som ikke at være Digter meer; men det, mener jeg, De ikke behøver at frygte for. - Jeg vil egentlig nødig fremhæve enkelte Steder i Deres Bog, da den har virket paa mig som en Heelhed, hvilket er det, som jeg mener, De helst maa ønske med Hensyn til Deres Læsere. Skal jeg imidlertid fremhæve Noget, saa vil jeg fornemmelig nævne, hvad De fortæller om Wadstena-Kloster, om Gustav Wasa, ligeledes det smukke Eventyr om den strenge Præst, der prædikede den evige Helvedsstraf, men ikke kunde finde nogen, som han nænte at finde værdig dertil; men fremfor alt Andet den høist poetiske Begivenhed med Græsstraaene, der, da den tilige er grunde paa ydre Sandhed, jo desuden er saa mystisk selsom, som nogen Digternatur kan ønske det; er det Overtro, der her kommer frem, saa er den idetmindste af den Art, at Poesien ikke godt kan lade sig den berøve. Hvad Overtroen angaaer, saa ønskede jeg nok at tage den noget i Forsvar baade mod Dem og Ørsted. Poesien kan vanskelig ganske undvære den; det have de Græsstraae, De selv sammenknyttede, ligesom saa mange andre mystiske Sammentræf beviist. Ja, den dybsindige Ørsted er jo netop en af dem, der allerbedst forsvarer den Sætning, at der er en Verden af Anelser og Forudfølelser, der kan fremmanes af vort Indre ved Konstens Hjelp; thi derpaa beroer jo hele hans Theorie om det Skjønne og om Geniets Skabelser. Men hvad der her er virkelig Anelse, det beroer paa et indre Skjøn, paa et dybt Instinct, hvorved den ene Sjæl opfatter, hvad den anden endnu ikke kan fatte, og hvad han med sit svagere Instinct nødvendig maa kalde Overtro. Grændsen er her vanskelig at drage, og meget som vi nu kalde Overtro, kunde vel med Tiden eller efter den vise sig at være grundet paa dybere Sandehder end den største Deel af vores nuværende Viden.

Mellem Ørsteds Papirer findes der, som vel var at vente, fortræffelige Ting. Jeg beder Dem, saasnart De kan, at sende mig de Breve, hvori De troer, at der kunde findes Bidrag til hans Charakteristik. Jeg gaaer nu rigtignok til Norge med Studenterne; men naar jeg kommer tilbage, øsnker jeg nok at see de omtalte Papirer. - Jeg glæder mig ret til denne Reise, thi jeg kan med Sandhed sige, at jeg tilhører baade Norge og Danmark. Danmark er mit Fædre-, Norge mit Fødeland og dertil det Land, hvor min Mødreneslægt har sit Hjem. Derfor er jeg ogsaa i mange Aar bleven dragen tilbage til de norske Fjelddale, hvori jeg tilbragte min Barndom, med en Kraft, der var saa stærk, at den bragte Roserne til at visne paa mine Kinder, da jeg kom herned, og endnu, efter saamange Aars Forløb, vandrer jeg mangen Nat i Drømme paa hine Steder, hvor jeg hendlevede min Barndomsidyl.

Min hele Familie, ligeledes Ørsteds og Andre, som jeg har talt med, have gjennemlæst Deres Bog med stor Fornøielse, og jeg haaber vist, De skal opleve Glæde af den. - Lev vel! Fornøi Dem godt paa Deres Reise! Hvis De ikke reiste saa snart, skulde jeg have sendt Dem en forøget og forbedret Udgave af min Guldmager, men den maa nu vente paa Dem,til De kommer tilbage

Med Høiagtelse venskabeligst og hengivnest

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost