Dato: 22. august 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Joachim Melchior Grevenkop-Castenskiold
Sprog: dansk.

Lausanne den 22 Aug 1833

Nu jeg er borte fra Dem, føler jeg først hvor kjær De er blevet mig, jeg er ret et underligt Menneske saaledes jeg kan komme til at holde af Folk. Jeg troer at en heel Nation kunde have godt af al den Kjærlighed jeg har, det er af den jeg lider, og er saa pilmaver. Alvorligt talt, det vil glæde mig usigeligt dersom de virkelig har faaet Venskab for mig, her er min Haand kjære Castenskjold lad det være for bestandigt! Hvor meget herligt har jeg ikke allerede seet, hvormeget har jeg ikke nydt (paa en anstændig Maade) - Jeg var ret bedrøvet da jeg forlod Paris, jeg veed ikke selv hvorfor, det var som havde jeg noget tungt paa Hjertet og dog havde jeg intet ret ondt gjort. - I vognen blev jeg nødt til at tale Fransk og det gik tilsidst fortræffeligt, de andre forstode mig meget bedre end jeg selv,men de vare ogsaa stivere i det Franske. Vi havde en lille Dreng paa 8 Aar hos os, der ganske ene reiste fra Paris til Dole, han var Fader- og moderløs, det gav os Interesse for ham, men han var saa vild, saa uopdragen / ja, han var næsten lige saa næsviis som Faucoulds Børn og det er meget sagt. Ikke sandt! Vi bandt tilsidst Hænder og Fødder paa ham og saaledes indtraf han i Dole. I Geneve fandt jeg en fortræffelig Modtagelse hos Prof. Puerari, der kom til at sværme for mine Digte og den ene Datter saae mig lige ind i Sjælen, skade at der er ikke Plads for hende, men jeg troer at for et Aar siden kunde jeg have blevet forliebt, nu bliver jeg det aldrig mer, nu er jeg et fornuftigt Menneske. Jeg var i Opera her og saae Barberen i Sevilla, der havde det Mærkværdige at det spilledes af lutter gamle Folk. I første Etage, hvor jeg var, sad en gammel Dame, der i et Væk slog Takt, for at vise sit musikalske Gehør, thi Hænderne var det næppe for at stille til Skue, de saae ud som indskrumpen Hyldemarv. I Dag er jeg med Dampskibet kommet her til til Lausanne jeg skriver dette par Ord for at pluddre lidt med Dem, og gaaer / nu ud i Manneskin for at see paa det qvindelige Personale der søger efter en Endymion. I Locle meer. Lev vel! Gud veed hvad De nu bestiller

Locle paa Jurabjergene

den 26 October 1833 [skal være 26. August]

Her er jeg da nu! En underlig vild Eensomhed rundt omkring! Store Granskove og dødsstille. Her er meget koldt! imorges hang en Sky lidt ovenfor mit Vindue, jeg troer den bragte mig Hilsen fra Norden, thi den var som Iis. Jeg har ellers gjort en deilig Tour til Chillon, det gamle Slot, Byron har besunget. Egnen her er noget af det høieste jeg har seet. Tænk Dem nogle stolte vilde Fjelde med Snee, en blikstille Søe og en Vei der bugter sig mellem frodige Viingaarde, saa har De Maleriet. Konen som viiste mig om i Slottet var meget galant, hun lod mig skrive mit Navn paa en Tavle, hvor alle andre kun havde faaet lov at skrive paa Rammen, men sagde hun: "De er heller intet almindeligt Menneske!" - Jeg gav hende en Frank mere for denne Frase. - Glæd mig i min Eensomhed med et Brev, jeg bliver her i Locle i 14 Dage, siig mig da om De reiser til Italien og om vi mødes. Neergaard har jeg Intet hørt fra. Det lader til at være saare elskelige Mennesker jeg er hos; de smaa Børn tale meget med mig og naar jeg ikke forstaaer det, troe de at jeg er døv og skriger da Ordene af fuld Hals. Vil de ikke nok besørge indlagte Brev til Jette Wulff; det er nedrigt af hende hun ikke skriver mig til, vær De et bedre Menneske. Deres oprigtige Ven.

H. C. Andersen

Efterskrift

Jeg maa dog fortælle et Eventyr fra Jurabjergene. Om Natten var jeg ganske ene i Deligensen jeg fik da i en lille By, to unge Piger ind, der var saa nysgjerrige efter at vide hvorfra jeg var; jeg svarede Copenhage og de gjentage stedse Corporal. De vare ellers færdigt at gaae mig ind paa Livet; næste Station skildtes vi ad. - Det var vist to Skovnympher men de fik ikke Magt over mig. - Lev vel!

Tekst fra: Solveig Brunholm