Dato: 9. juni 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

237. Til E. Collin.

Glorup den 9 Juni 1851.

Kjære Ven!

De og Deres ere tagne paa Landet, skriver Theodor, dog De kommer jo daglig til Byen, dette mit Brev træffer Dem der, mine Hilsener heri, vil De bringe Deres Kone, som jeg senere skriver til, og hele Ungdommen. Jeg blev da en otte Dage paa Christinelund, Jonna og Henrik vare hjertensgode, jeg følte mig meget velkommen og hjemme, men det var meget koldt, vindfulde Dage; gamle Baronnen, maatte jeg da sammen med, men hun var mild, som en nyslagen Sølvskilling. Ved min Ankomst, i Mandags til Glorup, fandt jeg et meget smukt Brev fra Professor Hauch, der udtalte hans Glæde over min nye Bog, hvori han især seer min ægte Digter Natur i, som han skriver, i en en evig frisk Ungdom; Bogen har just i sin Heelhed grebet ham og just den Aand der aabenbarer sig i Sverrigs Land, synes han er fremmanet. Igaar fik jeg da ogsaa Brev fra Beskow, der var meget hædret og glad ved at jeg havde dediceret ham Bogen; han synes det er eet af mine bedste Digterarbeider, og spaaer mig en særdeles Tak fra Sverrig; ogsaa fra Kongen har han Hilsen til mig, med Tak for at jeg har givet de smukke Billeder af hans Land.–Boghandler Bonnier skriver mig til sin og Oversætterens Glæde over denne »sindsoplivende Bog«; altsaa fra hiin Side Sundet vifter det meget godt, fra Kjøbenhavns Blade, med Undtagelse af Flyveposten, hører jeg ikke et Ord, Reitzel anmælder heller ikke Bogen, enten maa den nu gaae af ved sig selv, eller den allerede der er glemt og mugner, jeg synes det var, i det sidste Tilfælde, Reitzels Interesse at anmælde den.–

Gamle Excellense paa Glorup har bestemt at give en stor Fest for alle de, paa hans Gods, hjemkomne Soldater, det er nok henved 200, det har været bestemt til Dagen for Isted-Slaget, 26 Juli, men da jeg ikke er her den Tid, er det nu ansat til Slag?Dagen Fredericia Seiren, den 6 Juli, det er altsaa sikkert at jeg ikke kommer herfra før den 7de Juli, dog derom skal jeg senere og mere bestemt skrive.–De husker at jeg skrev et Brev til Kammerherre Beaullieu i Weimar, om hvorvidt jeg vilde finde det ubehageligt at komme der, igaar fik jeg hans Svar, øieblikkelig syntes jeg ikke om dette Brev, i Dag da jeg læser det seer jeg det anderledes, kun at han ikke har svaret mig paa hvad jeg meente, thi jeg antog naturligviis, at hverken han eller nogen dannet Mand vilde saare min danske Følelse, derom kunde jeg ikke spørge, jeg meente om Folk i Almindelighed, Massen, Pøbelen, var fanatisk, da det vel endnu ikke var klaret op for dem hvor galt de saae den danske Sag. Jeg sender Dem hele Beaullieus Brev, læs det, siig mig Deres Mening og hver da saa god at gjemme hans Brev til mig, til jeg kommer hjem. Naar De en Dag har lidt mindre travlt end sædvanligt, da er De jo nok saa god mod mig at oversætte medfølgende Par Ord til Arvestorhertugen af Weimar, jeg har fattet mig i Korthed, som De seer.–Veed De noget om der er paa Madam Prices Forestilling sagt en Prolog af mig, jeg skrev, efter Løfte, en saadan for hende, da jeg var paa Christinelund og sendte den til Directeur Lange, da jeg havde bortkastet Madam Prices Adresse, det var efter min Beregning betids nok, men jeg seer ikke af Aviserne at den er blevet givet. Nu har vel Deres Kone læst i Sverrig, hvilket Billed trækker hun ud af Bouquetten, som Hjertestraaet? fra Deres Fader fik jeg, som sagt, tilsendt flere Breve, paa et af disse stod tegnet 32 Skilling, disse og maaskee flere ere vistnok lagt ud i Amaliegaden, enten af Deres Fader eller af Anders, vil De klarere for mig disse Udgifter og de, som senere kunde komme; naar De eengang for alle sagde det til Anders, at han hævede Sligt hos Dem, saa var det i Orden.–

Hvad mon der gaaer af Corsaren? See dog det sidste Nummer! Han vil ikke optage noget af »Ondskaben« mod min sidste »Smukke Bog« og synes at det er paa Tiden at man seer mod de solrige Partier af denne Forfatters Arbeider«.–Er det mod Verdens eller mine sidste Tider? Indlagte til Deres Fader er De saa venlig at sende ham. Hils Familien og vore fælleds Venner!–Naa, jeg tænkte det da, Sophie og Niels blive et Par! naa, hvor han vil komponere !

Deres hjertelig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost