Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. juni 1851
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

239. Fra E. Collin.

Kjære Andersen. De er vist meget frapperet over, at De ikke endnu har hørt fra mig i Anl. af Deres sidste Skrivelse. At det ikke skete strax, var grundet i, at Beaulieus Brev i den Grad afficerede mig, at jeg strax satte mig ned og skrev et Brev i den Anledning; men naar jeg skriver noget i Lidenskab, sover jeg, om muligt, paa det, før jeg afsender det; denne Gang har jeg sovet for længe.

Jeg betragter Beaulieus Brev som en fuldstændig Fornærmelse imod Dem. At han vil nu opdiske de forslidte Avistheorier og Anecdoter, dumt og smagløst; men at han vil byde Dem, ingensinde at komme til Weimar, dersom De ikke kan finde Dem i, at der spottes over de Danske, det er raat; og at han i modsat Tilfælde lover Dem en Modtagelse som »ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht über Politik spricht«, det er Haan, det er at behandle Dem som et Legetøi. Dette »eben« seer jeg tydeligt sagt med Hr. Kammerherrens spodske Smiil. Skal De, Andersen, være tolereret mellem saadan Hofpøbel?

Min første Tanke var at sende Dem hvad jeg havde skrevet'ndash;nemlig et Brev til Dem, hvilket De kunde sende Beaulieu, for at vise, hvad Ind­tryk han havde gjort paa Deres Venner'ndash;; derpaa gik jeg fra det igjen, fordi jeg forudsaae, at det vilde bedrøve Dem. Men nu, da jeg dog har gjort Dem bekjendt med mine Følelser (som deles af Fader og alle de Andre) vil jeg dog sende Dem det, ganske overladende Dem, om De vil gjøre noget, og hvad, om De f. Ex. vil benytte noget af mit Brev til et fra Dem selv. Lad mig høre, hvad De bestemmer Dem til.

17/6 51

Deres indignerede

E. C.

[Konsept]

[Juni 1851 ].

De har, kjære Andersen, meddeelt mig, at De har spurgt Kammerherre Beaulieu om hans Mening om, hvorvidt Stemningen i Weimar i Henseende til det Danske maatte være saaledes, at De kunde finde Dem hjem­lig der og ikke have nogen Ubehagelighed at befrygte. De har derhos med­deelt mig hvad Kammerherren har svaret, og spørger nu om min Mening.

Jeg forstaaer Deres Tvivl: De vil nødig bryde med en Mand, som har viist Dem Opmærksomhed, og som, efter Deres Skildring, maa være en dannet, aandrig Mand, og en elskværdig Familiefader; men De kan ikke være i Tvivl om, at hans Brev til Dem er fornærmende; det er kort sagt: et raat Svar paa et godmodigt Spørgsmaal. Deres Spørgsmaal var, som De meget rigtig bemærker, rettet derpaa, om der var nogen anti-dansk ophidset Stemning hos Massen, hos den lavere udannede Folkeklasse; det kunde ikke falde Dem ind: at spørge om, hvorvidt De havde noget at be­frygte af dannede Mennesker, som Kammerherre Beaulieu og dennes Omgang. Nu, ved Himlen, jeg synes De har faaet et tydeligt Svar paa Alt; thi naar Gjestfriheden hos de Dannede skal vise sig saaledes mod Dem, som Hr. B. spaaer, med Spot og Haan, da kan De beregne, hvad De har at vente af Massen. Beaulieus Forudsætninger, under hvilke De skal tage Dem iagt for no­gensinde at komme til Weimar, ere efter det mig meddeelte Uddrag af hans Skrivelse, at De er saa dansksindet:

a. »daß Sie nicht begreifen, wie man das Dänische Casino-Ministerium für ein Erzeuggnib der Demokratie ansehn kann«.–Det er høist naivt af et Medlem af det store Tydskland, som har giort sig berømt af sin Leflen med Demokratiet'ndash;til en Afvexling med de tidligere Presseforfølgelser, Huusundersøgelser, politiske Fængslinger etc.–at, siger jeg, et saadant æret Medlem vil bebreide vort Ministerium en demokratisk Oprindelse. Det lader til at Hr. Beaulieu antager, at Ministerskiftet i 1848 fandt Sted hovedsagelig for at Folket skulde komme til Magten; han ignorerer altsaa, hvad der bragte Folket i Harnisk, Begivenhederne i Hertugdømmerne, disses Udsendinge hertil, kort sagt: at Folket reiste sig mod det tydske Overmod. Thi, det sværger jeg, her, hvor det hele Land reiste sig, besjælet af een Følelse, der vilde ikke een Tusendedeel have reist sig for at formaae Kongen til at afgive noget af sin Magt. Ligesom den hele nuværende tydske Bladliteratur hænger fast ved et staaende Udtryk'ndash;Casino Ministeriet'ndash;som et Skjeldsord (det er forresten ikke et Tegn paa gode Argumenter, naar man bruger et Skjeldsord saa hyppigt) saaledes har ogsaa Hr. Beaulieu her faaet det anbragt; det lader til, hvis han for­ øvrigt sigter til det nuværende Ministerium, at han ikke veed eller ikke vil vide, at ingen af de saakaldte Casinomænd har nogen Portefeuille nu. Det kunde mulig interessere Hr. Beaulieu at vide, at der i Ministeriet er 4 Adelige, deriblandt 2 Grever, og at Conseilpræsidenten er en af vore rigeste og anseteste Aristokrater.

b. »daß Sie sich ärgern, wenn man darüber spottet, dab vor jedem Dänischen Beamten und Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden muß«–Dersom det ogsaa er sandt, hvad jeg virkelig ikke veed (men i Tydskland veed man jo bedre Besked om vore Forhold) at en Officier i Angeln for det lille af ham occuperede District havde udstedt hiin latter­lige Befaling, da reducerer denne Historie sig til et enkelt Menneskes Smagløshed og Malconduite. Men fordi denne Ene er en Dansk, derfor gjør denne Historie saa uhyre en Lykke, at Digteren H. C. Andersen skal risquere at blive spottet dermed i Göthes og Schillers By, det høitdannede Weimar!–Du gode Gud, skulde de Tydskere, som i Hundrede­viis besøge Kjøbenhavn og nyde Gjæstfrihed her, høre Spot for alle de Dumheder, (for ikke at sige noget værre) som Tydskerne have begaaet, da'ndash;naa, det er ikke værd, at blive bittrere end nødvendigt.

c. daß Sie auf Seiten Dänemarks alles Recht, alle Treue, alle Vernunft, und auf Seiten Holsteins alles Entgegengesetzte finden. Denne Forud­sætning smager lidt af Mangel paa at kunne sige noget andet; man pleier dog ikke at antage om En, der ikke er en Nar, at han skulde ansee sig selv som den eneste Fornuftige.

Jeg overlader Dem at benytte dette Brev som De vil, selv at sende det til Hr. Beaulieu, til Afbenyttelse for en fornem Latter; kun turde det, med Hensyn til min Competence til at yttre mig saaledes, være rigtigt deels at henvise til mit Forhold til Dem, som berettiger mig til [at] tilbagevise den

Haan, der tiltænkes Dem, deels at gjøre ham bekjendt med, at dette Brevs Forfatter er en Embedsmand af l'ancien regime, at jeg ikke er nogen Ynder af, men allermindst nogen Erzeugnib der Demokratie.

Og jeg haaber, at De vil refusere den Ære, at kunne spadsere uantastet mellem Weimars Stormænd, som »ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht von Politik spricht«.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin