Dato: 18. juni 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

240. Til E. Collin.

Glorup 18 Juni 1851.

Kjære Ven!

I denne Aften fik jeg Deres Brev og nu mod Midnat sidder jeg ved Skrivebordet for at tale med Dem, for at takke Dem, for at trykke Deres Haand; jeg kan just imorgen tidlig faae dette mit Brev afsted til Nyborg da der just gaaer en Vogn derind. Da jeg fik Beaulieus Brev blev jeg ved den første Læsning deraf ilde berørt, jeg følte mig afficeret, senere, i en roligere Stemning, læste jeg det, jeg huskede tillige saa mange hjertelige elskværdige Træk hos denne fortræffelige Mand, havde dernæst i Tanke hvor opblussende han var, jeg vilde see hans Ord i det bedste Lys, og jeg var næsten derved, men dog ikke rigtigt, og ønskede at jeg maaskee ved Læsningen havde været for pirrelig, og derfor sendte jeg Dem det.–Forleden fik jeg et Brev fra Deres Søster Ingeborg, deraf saae jeg hvorledes De

og hun havde følt ved at læse hvad han skrev mig til, jeg havde imidlertid samlet mig og skrevet mit Svar, det jeg følte Trang til at sende ham, De maa nu have faaet det af Deres Søster, og vil, som jeg bad hende, bede Dem om, oversætte det for mig og sende mig.–Det er forskjelligt fra hvad De har givet mig i Deres »Concept« og dog ikke saa forskjelligt, jeg vil ønske at De i Hjertet maa være tilfreds med mit, vistnok bløde Svar, men, som vil gribe ham, thi Beaulieu har dyb, stærk Følelse, De har seet den kan flamme op til Lidenskab.–Hvad De har skrevet til min muelige Afbenyttelse, vilde jeg kunde sige ham mundligt,–slet ikke som een af mine fortroligste Venners naturlige Udtalelse om denne Sag. Jeg maa huske, at er Beaulieus Brev Resultatet af en Stemning, da burde jeg ikke have viist det til nogen'ndash;De er virkelig ogsaa den eneste jeg havde denne Fortrolighed til; (jeg kunde dog ogsaa have viist Deres Søster Ingeborg det, men ellers til Ingen).–Imidlertid Tak for hvad De skrev og gav mig! Deres ærlige danske Sjæl lyser ud deraf, Deres Venskab for mig føler jeg ogsaa deri! tak, hjertelig tak! men sig mig Forbeholdent, om De ikke troer, at min Skrivelse, sprunget naturlig ud af min Sjæl, vil have samme Kraft og om De ikke ogsaa synes at den er bedst at sende.–Jeg kommer ikke til Weimar!–Hvor smerteligt dette er mig, hvor mange Følelser og

Tanker der krydse, ja det er til ingen Nytte for Dem eller mig, her at sige.–At kjøre paa Jernbanen tæt forbi denne By, hvor jeg har nydt saa meget godt, saa meget Venskab, men hvor hele min danske Følelse'ndash;der nok kan maale sig med Enhvers hjemme'ndash;styrer min Villie, vil bringe mig i en saa tung Stemning at jeg heller ikke tager forbi!–Gjerne tog jeg slet ikke til Tydskland'ndash;dog, dette siger De ikke til Nogen, jeg forudseer jeg vil føle mig smertelig berørt i dette Land, men jeg har lovet Viggo

denne lille Udflugt, jeg glæder mig endnu til det, at føre ham ud til noget Nyt, og Smukt,–hvorledes jeg vil føle mig i Dresden veed jeg ikke ret, dog der er jo Uger til endnu, jeg har nemlig bestemt Afreisen til den ellevte eller 14de Juli, een af disse to Dampskibs?Dage, dog derom betids nærmere, naar Pas skal besørges.–Den sjette Juli, til Erindring om Fredericia?Slaget'ndash;vil gamle Excellense give en stor Fest for de her hjempermiterede soldater, da vi imidlertid til denne bestemte Dato ikke kan faae Musiken fra Nyborg, saa bliver Festen Dagen efter, den syvende Juli.–Der komme i alt en 400 Mennesker og der spares ikke paa nogen Ting, jeg har paataget mig det festlige Arangement og skrevet en Vise, som jeg med næste post sender Dem; der skulde hos Bjanko?Luno trykkes 250 Exemplarer og disse med Regningen sendes til Excellensen. De er jo nok saa god at læse Correcturen; ja jeg plager Dem skrækkeligt, skammer mig derover og plager Dem dog igjen!–En tydelig Beskrivelse af Festen skal De faae fra mig, thi Aviserne bringer Dem den neppe.–De sidste Dage have endnu været mere kolde end de tidligere, det stormer i et Væk og jeg har da begyndt at være plaget af min gamle Tandpine, den jeg i et Par Aar var fri for, imorgen skal jeg have en Tandbyld skaaret og medens jeg skriver dette sidder jeg med stor Krydderpose om Kinden; er mit Brev derfor lidt løst i Stilen, saa veed De hvorfra det har sig. Hils Deres Kone, jeg skrev hende et Brev til med sidste Post. I Dag, samtidig med Deres Skrivelse fik jeg et rart Brev fra Augusta Collin, det glædede mig saa meget, siig hende foreløbig min Tak.–Ogsaa fra Qvisthuusgaden kom Brev, det halve fra Sophie, som jeg havde skrevet til og gratuleret, det halve fra Gade, de ere saa lykkelige begge to, saa ungdomsfriske, med den aabne lyse Verden, hvor Nutid og Fremtid synes dem eet! De lykkelige! Skriv mig næste Gang et Par glade Ord til, et Par Ord'ndash;som jeg trænger til!––Hører De noget om »I Sverrig!« Nathanson anmældte den aldrig!–Har der i engelske Blade, f Ex »Atheneum« eller »litterary Gazette« staaet noget om den, spørg Gerson, der kommer i Atheneum; jeg er bange at Bogen er saa daarlig oversat at den kun lidt læses, eller at Oversættelsens Mangler ere udpegede. Lohmeyer pleier ellers før altid at sende mig de engelske Blade, hvori staaer noget om mig. Fra Lorck, om den tydske Udgave, har jeg heller intet hørt; derimod fra Sverrig faaer jeg stor Tak og et Par Danske have glædet mig med at udtale deres Tilfredshed.–Men nu lev vel!– jeg føler der gaaer graat Veir gjennem mine Tanker, det er ogsaa nu Midnat forbi! Gud glæde og velsigne Dem, min ældste, min altid hjælpende Ven, den meest deeltagende'ndash;vi ville glemme Beaulieus Brev, gid jeg kunde give Dem i een Sum de smukke Erindringer jeg har om ham, som jeg maaskee aldrig mere møder!

Deres trofaste

H. C. Andersen.

E.S. Hils Børnene, hils Deres Fader og Theodor, og nik til Søsteren paa i Strandveien. Er der iøvrigt Noget i dette Brev der støder Dem, saa bær over med mig, kjære Ven!–

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost