Glorup den 19 Juni 1851.
Kjære Ingemann!
tak for Deres kjære hjertelige Brev; det er fra Kjøbenhavn reist efter mig ud til Christinelund, hvor jeg var en otte Dage, nu først, jeg er paa det stille, hyggelige Glorup, kommer denne min Tak og Hilsen. - Den kolde Sommer med Regn og Blæst har fulgt mig hele Tiden og jeg maa mere være i Stuen end i Skoven. Denne saae jeg iaar i al sin Friskhed ude hos Henrik og Jonna Stampe, de leve meget lykkelige i en lille Gaard, der er pudset op og ligger ved Udkanten af Skoven tæt ved Fjorden. Allerede forrige Aar blev der lagt et Hjul op paa Taget for at Storken skulde komme at bygge, men der kom ingen. "Ja vent til jeg kommer, saa have I Storken med!" skrev jeg i et Brev, og er det ikke et eget Tilfælde, et lille Stykke NaturPoesi, netop den Dag jeg indtraf til Christinelund, kom om Morgenen to Storke, / satte sig paa Taget, følte sig velkomne og begyndte paa Reden. Nu har Madammen lagt Æg og Storkefader staaer ved Siden og føler sig. Fra Jonna har jeg særdeles mange Hilsener til Dem; den lille Rigmor er det venligste Barn jeg endnu har seet, naar den Tid kommer at hun kan læse Deres Romaner, vil hun nikke mod Sorø Skove til sin Digter der!
Gamle Excellense paa Glorup har paalagt mig at hilse fra sig; han er saa rask og rørig; en stor Fest har han bestemt at give Soldaterne den 7 de Juli, det skulde have været den 6te, Fredericia-Slaget, men den Dag kan han ikke faae Musiken fra Nyborg. Alle de paa hans Gods Hjempermiterede, omtrent 160, ere indbudne, de komme til Middag og om Aftenen komme Kjæresterne; thi da skal Dandsen staae; hele Forsamlingen bliver over 400 Personer; et meget stort Dandsetelt reises i Haven, og mig er det overdraget at være Festens Bournonville, der styrer Arangementet. - Blus og / brogede Lamper tændes, et lille Skib tiltakles. - Skjolde med Navnene paa vore Seiers-Steder, samt paa flere af Krigerne, blive malede og ophængte, en Vise har jeg allerede skrevet; det kan blive meget net! og det er smukt af den gamle, halvblinde Mand, saaledes stadigt at tænke paa de flinke Soldater.
Nogle Dage efter Festen reiser jeg til Udlandet, det vil sige, først besøger jeg Idsted og Dannevirke; om jeg tager til Paris eller Wien, deri er jeg endnu ikke enig med mig selv. Weimar kommer jeg neppe til, ligesom jeg aldeles omgaaer Berlin og flyver paa det snareste gjennem Nordtydskland, mit danske Sindelag vil der føle sig uhyggelig, jeg vil ikke udsætte mig for at føle mig ilde berørt. - Det er sørgeligt at see hvor megen Løgn der endnu gaaer ud fra flere nordtydske Blade.
Tak for de venlige Ord om "I Sverrig"; fra Hauch fik jeg, kort før han reiste til Norge, et ligesaa smukt Brev, han dvæler især, ved den uforandrede Ungdommelighed hos min Musa; Beskow synes at jeg har viist ham og hans / Landsmænd saa meget i Sverrig i et nyt og poetisk Lys, at han spaaer mig den bedste Tak derfor. - Ellers er det underligt at de danske Blade, paa Flyveposten nær, saa lidet omtaler denne min nyeste Virksomhed. Nathanson, der ellers har en Spalte for hver Gang "Kong Renes Datter" opføres i en tydsk By har ikke med et Ord omtalt min Bog, det er vistnok ikke ganske Ret!
Hils deres kjære Kone saa hjerteligt og kjærligt fra mig og er De selv en Dag i en smuk Solskins Stemning, saa glæd mig med et lille Brev, Glorup ved Nyborg, er Adressen.
De veed da at Sophie - Hartmann og Componisten Gade ere blevne forlovede, det er et smukt Par, de passe vist herligt for hinanden og for Hartmann med. Igaar fik jeg et Brev fra dem begge to; de ere saa usigeligt lykkelige; naturligviis manglede i Brevet baade Sted og Dato, men for Lykkelige glemmes saa let Sted og Tid, det er ganske i sin Orden. Lev nu hjertelig vel!
Deres inderlig hengivne
H. C. Andersen
