242. Fra Henriette Collin.
Den Længste Dag i 1851.
Tak fordi De skrev til mig kjære Andersen det var smukt af Dem og jeg skjønner meget derpaa.–
Vores debut herude er ganske i samme Stiil som de Dage De tilbragte hos os herude sidste Sommer. Blæst Regn og Kulde, det sidste er unægtelig det mest trykkende for mig der ikke som Børnene kan holde Varme ved at lege Tagfat og polkere hele Dagen igjennem. Blæst og Regn udenfor, derimod, fører gjærne med sig en Roe og Stilhed indenfor, som engang imellem er høist velgjørende og styrkende især naar man, som jeg, hele Vintren fører et kjøbenhavnsk og temmelig broget Liv; man faaer da Tid til at samle Stumperne af sit eget adsplittede Jeg og man har Leilighed til at gaa irette med sig selv og'ndash;holde Dom. Vel den der gjør det med samme Nøiagtighed over sig selv som over Andre!–
Børnene har det godt og sænder 1000 Hilsner[;] Louise taler ofte om at skrive Dem til, jeg troer det eneste der afholder hende er at hun ikke kan blive enig med sig selv om Overskriften »Kjære« siger hun er saa almindeligt, »Søde« finder hun passer aldeles ikke til Forholdet, og da jeg proponerede hende hendes eget Yndlings?Udtryk »Udmærkede« blev hun vred og erklærede at saa vilde hun heller reent lade være at skrive.
Mimi har havt en stor Sorg idet hendes bedste Legekammerat, den lille Hund Cognac, paa Grund af sine mange Forvildelser er bleven sat i Lænke, den vil nemlig lege Tagfat med Ællingerne og i sin naturlige Glæde ved at fange dem tager han saa haardt fat at den lille Ælling aldrig leger mere,–Nu sidder den med Jernlænke om Halsen ved siden af den tomme Tjæretønde der for Fremtiden skal være dens Verden;–Et Billede paa den dybeste Melancholie og Anger'ndash;men paa den anden Side af Tønden sidder Mimi paa sin lille Træstol; med sit Haandarbeide i Skjødet og store Taare i Øinene søger hun ved milde Ord og Kjærtegn at trøste og husvale sin lidende Ven.–Det er virkelig et sødt lille Billede kan De tro!
Fra Hartmanns har jeg mange kjærlige Hilsner, Sophie er som en eneste Solstraale over hvis Glands Erindringen af og til sænder en lille Skye der knap formaaer at dæmpe dens lyksalige Smilt [;] Gade seer glad og tilfreds ud, og Hartmann er kommet sig godt paa Sjæl og Legeme ved den norske Reise som for ham, som for Alle der have deeltaget i den, har været en uafbrudt Række af Nydelser.–Stemningerne vare paa begge Sider ganske fortræffelige og de skandinaviske Sympathier have faaet et mægtigt Stød fremad.–
De spørger mig kjære Andersen om hvilket Hjertestraae jeg har draget ud af »I Sverrig«, og havde jeg Bogen herude skulde jeg give Dem et langt og udførligt Svar.–Desværre er den i Byen og uden den ved min Side kan jeg ikke rigtig udtale mig'ndash;Historien om Svinene er et glimrende lille Afsnit og Skjærgaardene ere henrivende deilige'ndash;Om »Tro og Videnskab« vil jeg ikke udtale mig skriftlig, der er aldrig den resico ved at prostituere sig mundtlig som til Pens, da det uudslettelige Sort paa Hvidt staaer og seer ud som uigjenkaldelige Dumheder.–Altsaa kjære Andersen, dersom De, naar vi sees vil holde mig værdig, en Samtale om »Tro og Videnskab«, saa tvivler jeg ikke om at De nok vil hjælpe mig til det Udbytte deraf, som jeg ved min egen Hjælp ikke er istand til at faa ud, Jeg har saa ofte glædet mig ved at høre Dem udtale Dem om religiøse Gjenstande, netop fordi det forekom mig som om Følelse og Tænksomhed saa smukt smælter sammen hos Dem og De har tillige en Klarhed i Deres Tale om slige Ting som er overbevisende og velgjørende.–Jeg skrev gjærne endnu længere kjære Andersen, men jeg tænker mig den gruelige Mulighed at De er kjed af at læse hvad jeg skriver og derfor siger jeg Dem Lev vel, vil De gjøre mig en Glæde saa lad mig ved Leilighed høre lidt fra Dem, De veed De lever i den kjærligste Erindring hos Deres trofaste
Jette Collin.
