Dato: 26. august 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Müller
Sprog: dansk.

Locle paa Jurabjergene den 26 August 1833

Kjære Ven!


Er det trofast af Dig at skrive mig saa lidet til? Du begriber ikke, hvor kjær Du er mig, og dog kan Du ikke faae tid til at qvæge mig med nogle Ord! Din Broder Otto og jeg have nu levet sammen i Pairs, ere komne til at kjende hinanden bedre; han er et ganske fortræffeligt Menneske, som jeg er kommen til at holde meget af. Vi sige nu "Du" til hinanden. - Da jeg kjørte over Jurabjergene til Genève, havde jeg den første Udsigt, jeg kjender. Nedenfor laae et frugtbart Land med Mais og Druer, selv kjørte jeg tæt ved den steile Afgrund, Skyerne gik dybt under mig, og ligefor laae Alperne som uhyre Glasbølger med Sneeskum, de syntes at seile paa et Hav af gjennemsigtig Taage. Rhonefloden er saa blaa, som den var farvet, og hele Genfersøen klar som vor Vinterhimmel hjemme. I Geneve fik jeg en hjertelig Modtagelse af Puerari og hans Familie. Fra Lousanne har jeg gjort en Tour til Slottet Chillon, bekjendt af Byrons smukke Digt, jeg fandt hans Navn, som han selv havde indgraveret i en Pille nede i Fængselet. Egnen her er den første jeg kjender. Himmelhøie Fjelde med Snee, en speilklar Søe og deilige Viingaarde. Melonerne voxte store og gule hen ad bønder husenes Tage. Her ere ogsaa smukke Piger, der nikke venligt til mig paa min Vandring; vidste de at jeg var Digter, gave de mig vist et Kys. Du skulde see mig i min Bluse, en broget Hue og et - Knebelsbart; Ottos er rigtignok større, han drillede mig ogsaa med, at hans var smukkere. Nu sidder jeg paa Jurabjeregene, mange Favne over Havet. Jeg boer i Locle hos en elskværdig Familie der har indviteret mig; de forstaaer ikke et dansk Ord; Børnene snakke meget og naar jeg ikke kan fatte dem skrige de himmelhøit i de de troe at jeg er døv.

Her er meget koldt og rundt om dybe Granskove; næsten stille som i Graven. Jeg bliver her 14 Dage. Reisen i Schweitz er ellers meget dyr; jeg faaer ei det Halve at see af, hvad jeg vilde. Mangel paa Penge er en Mare, som rider paa mit Bryst, selv i den meest skjønne Natur, Du maa endelig tale med Din Fader om, at jeg kan faae det Lassenske Legat, der er intet Andet for; jeg er bestemt den meest Trængende. Edvard vil indgive en Ansøgning for mig, tal Du til Faderen derom. Det er jo godt nok, at en Poet ikke forspiser sig; men sulte ihjel bør han dog ikke. Jeg stoler meget paa Dig. - Skriv mig nu endeligt et langt Brev til Rom, før tør jeg ikke bestemme noget Sted. - Hils Dine Forældre og Sødskende Frøken Snelleven etc. etc., og vær i Hjertet en bedre Ven imod mig, end Du er i Pennen.

Din trofaste Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm