Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. august 1833
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

68. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d. 29de Aug. 1833.

I de sidste 8 Dage har jeg ved alle de hjemkommende Leiligheder faaet en heel Deel smaa Breve fra Dem. Tak, kjære Andersen, fordi De tænker saameget paa mig. Jeg vil nu gjennemgaae Deres Breve i chronologisk Orden. Schram var hos mig i Dag, hilste fra Dem og bragte en lille Gliedermann til Viggo. Igaar overleverte jeg Viggo høitideligt et Exemplar af Deres samlede Digte (omtrent 360 pag). De andre 9 Expl. skal jeg besørge ud­deelt efter Bestemmelsen; eet gjemmer jeg til Dem. Det til Øehlenschläger lader jeg indbinde i pænt simpelt velsk Bind.

De klager over mine korte Breve; i Grunden har De Ret; men ved den forskrækkelig megen Brevskriven jeg maa give mig af med, vænner man sig til at fatte sig i Korthed. Dette skal blive desto længere; De seer vel, at jeg har begyndt at skrive meget tættere, end jeg pleier.

Paris har været Dem et dyrt Opholdssted; men De har jo ogsaa havt megen Fornøielse, og seet meget; kun Skade, at det er gaaet saa daarligt med Sproget, som De selv siger, og som de Hjemkomne attestere. See endelig at indhente dette i Locle; der maa De kunne spare; giv ikke Pre­senter, det har De sandelig ikke Raad til, De kan jo skrive et Vers til Ma­damen.

Det resterende Reisestipendium skal De bestemt faae i Januar, eller, dersom Omstændighederne nødvendig skulde kræve det, endog før. I Tiberen skal De ikke springe, men ialfald er De da for lang til at drukne i den. Naar det nærmer sig til Penge-Tiden, minder De mig jo i Tide derom? Hvad det Lassenske Legat angaaer, da skal jeg, naar jeg hører fra Ludvig og hvis det kan hjelpe, gjerne skrive en Ansøgning. – For en god Time siden fik jeg Deres Agnete. Jeg foer strax i den, men har naturligviis ei læst den endnu. Den skal blive leveret til Vedkommende, og kun til dem.

Kobberne med Bjerring har jeg faaet og takker for Uleiligheden. Dette og lignende Udlæg kan jeg siden liquidere eller refundere Dem, naar ieg sender Dem Vexel. La Fontaine beholder jeg naturligviis, skjøndt jeg ei har seet den endnu. Til Otto Müller vil jeg skrive om at kjøbe mig Md. Cottin. Om Vaudevillerne kan jeg ikke sige Dem noget videre. Der kan vist ikke gjøres noget ved dem, før De kommer hjem.

Deres Sange har jeg læst. Den trykkelige synes jeg godt om, og har sendt Liunge den, tilligemed Deres tidligere lille Seddel til ham. Den utrykkelige er jo kun for en vis Kreds, og kan der have været ret moersom.

Kjøbenhavn har i den senere Tid havt mange sørgelige Nyheder: 3 unge søofficierer: Dahlerup, H. Bang og Krieger ere druknede, Vagtskibet ved Nyborg er forliist og Capitain Ellebrechts Søn druknede, Smakken mellem Kallundborg og Aarhuus er forgaaet, Kammerassessor Petersen, som De vel ikke kjender er druknet; to Drenge fra et Finlapper Skib ere blevne revne ihjel af nogle Hunde, men nu hører jeg, at det er Løgn. – Lotte Phister har faaet Brev fra Directionen, at hun ei kan antages; Familien raser, hun har været hos Kongen, men uden Virkning. Hvad siger De om Følgende: i dette Efteraar skal Gottlieb og Augusta have Bryllup, de skulle boe hos den gamle Petzholdt; er det ikke en glædelig Nyhed? Apropos om Augusta: af den Vise, som jeg skrev ved Augustas og Lovises Hjemkomst fra Jylland forrige Aar, har De stjaalet nogle af de meest udmærkede og vittigste Stropher til Deres Sang, nemlig: la, la, la, la. etc.

Nu skulde jeg til at læse noget i Agnete.

d. 30te August. Nu har jeg læst omtrent det Halve deraf, men jeg su­spenderer min Dom, til jeg har læst det Hele. Kjøbenhavnsposten for igaar indeholder en Anmældelse af de samlede Digte, underskrevet B., saa ly­dende: »Anm. tør forsikkre, at disse Digte ere noget ganske andet end Ravnen og Br. fra L. Det er vist ikke alene i vor Litteratur et sjeldent Phænomen, at der udkommer en Samling af Smaadigte, stor 359 Sider, hvor maaskee knap de 20 indeholde noget Middelmaadigt, men den store øvrige Deel af Bogen deels har fundet deels fremtidigen vil finde en inder­lig Gjenklang i det dannede Publicums Hjerter. Naar Hr. Andersen der­for siger (p. 29): »Verden glemmer mig og mine Sange«, da maa Læseren ryste paa Hovedet og smile, ligesom muligt Forfatteren selv har smilt, da han skrev dette. Hr. A. aner vist ret godt, at hans Navn om 100 Aar, naar Professoren i den danske Litterairhistorie holder Forelæsninger ved Uni­versitetet, paa ingen Maade vil kunne forbigaaes, men Forfatterens egne Ord (p. 53) ville da kunne anvendes paa ham: »og jeg er med i Paraden«. Paa Bogens Indholdsliste ere mange af Digtene smykkede med en Stjerne; denne Stjerne maa imidlertid ikke ansees for et Tegn paa, at disse Indivi­duer skulle nyde fortrinlig borgerlig Agtelse fremfor de andre, det er ingen Orden, intet Ridderbaand; det er ikke Forfatterens Hensigt i den litte­raire Verden at ville indføre den i det daglige Liv stundom sete slemme Skik at ville poussere yngre Personer fremad og hædre dem fremfor ældre, fortjenstfuldere Mænd: nei, Stjernen betyder blot, at Digtene ere nye. Den bedste Egenskab ved de to Oversættelser: d. 5te Maii og Mørket, er, at de kun ere to. Igjennem Andersens Bog skal man ikke gjøre sig bekjendt med Byron og Beranger, heller ikke gjennem B. og B. i Bogen med An­dersen. Som selvstændig Forfatter staaer Hr. A. paa et ganske andet Punct. Dog udgjør jo ikke denne lille Mangel noget Væsentligt ved det smukke Hele – saae vi ikke, endog ved hiin berømte Udstilling i det sidstforløbne Foraar, midt blandt de herligste Blomsterstykker, ved Siden af det store, prægtige Malerie, der forestillede Naturens og Kunstens Genier, et underligt lille Søstykke med en Matros i en Jolle paa Havet, der langtfra kan sammenlignes med det øvrige Gallerie? – Tidens uro­lige, stridbare Elementer have ogsaa gjæret i den ellers som fredelig Mand bekjendte Digter; han har i Samlingen leveret en polemisk Artikel: For­mens evige Magie. En underlig Modsætning til den belliqueuse Stemning er Tidens Tilbøielighed for det Sentimentale: for flere Aar tilbage fore­trak alt Mange Baggesens: »Da jeg var lille« for alle de sunde, livlige, kraf­tige Stykker af samme Forfatter; Andersens Døende Barn synges overalt, men hans Sneedronning, hans Aftenlandskab, hans Moderen med Barnet maae staae tilbage!« Derefter fremsættes som en Prøve Digtet: »Lille Viggo«. Det er da endelig engang en Critikus, som mener Dem det godt, om han end ei udtrykker sig paa det Bedste.

Nu har jeg læst det Tilsendte af Agnete ud. Jeg er i Uvished med mig selv om, hvad jeg synes om den; i det Hele troer jeg ikke den svarer til min Forventning: De vil jo vel, at jeg skal sige Dem min oprigtige Mening. Hvad der meest har stødt mig, er, at der findes saamange trivielle, eller om De vil kalde det, almindelige Tanker, lange Tirader, som man seer i hvert andet romantisk Skrivt: f. Ex. hvor Zigeuneren beskriver sit Liv, vide Høvedsmandens Monolog i Preciosa, men især i mange enkelte Stro­pher, som det her vilde være for vidtløftigt at udhæve. De 4 Bølgechor efter Agnetes Monolog og Havmandens paafølgende Sang, hvor han i alle sine Lignelser gaaer ud fra Gjenstande paa Landet, hvilket synes mig unaturligt, kan jeg ikke lide. Triviel er i Samtalen mellem Agnete og Havmanden Betragtningen over Qvindens Liv; et urigtigt Billede paa samme Sted synes det mig at være, at Qvinden »ligner Urten, der er dømt at voxe fast og qvægende om Roden«. Urter voxe ikke qvægende om Roden.

Nu fik jeg endelig hos Bogtrykker Schultz Visen om Agnete:

[Her har Collin afskrevet Visens 20 Vers. ]

Jeg gaaer atter tilbage til mine Bemærkninger om Agnete: Hvor Hav­manden har forladt Agnete, og hun alene hensynker i sig selv, kommer en Dialog mellem Alferne i Græsset, der i sin Idee aldeles er en Efterligning af Scenen i Aladdin, hvor Lympha og Zephyr færdes om den sovende Aladdin. Et andet Sted er ogsaa aldeles en fra Aladdin taget Idee, hvor Havets Chor, i Efterspillet, fortælle den Ene efter den Anden, hvorledes de have bygget Brudeslottet for Agnete; dette er kun en local Variation paa Scenen i Aladdin, hvor Lampens Aander bygge Slottet. En besynder­lig Idee synes mig det er, at Bølgerne, der synge for at lokke Agnete, for­tælle hende, at »Stormen klipper Mænd og Heste af Bølgerne hun seer«; der er, hvis jeg ei har misforstaaet det, at behandle hende som et Barn, som man kan lokke med Legetøi. Og da Agnete hører denne Sang, finder hun, at den klinger som et gammelt Drapa. Deres egen Personlighed træ­der paafaldende tydeligt frem i Hemming; H. taler i sin Samtale med Ag­nete paa samme Maade, ja, jeg forsikkrer Dem det, i Udtryk, som jeg ofte har hørt af Deres egen Mund til mig, naar De i en vistnok sygelig blød Stemning syntes, at jeg ikke holdt nok af Dem. De beskriver Deres egen Hjemvee, ikke Hemmings, Spillemandens, i Efterspillet. Overhovedet kan mod denne Characteer siges det samme, som Ingemann engang i et Brev sagde om Deres Phantasier og Skizzer, med Hensyn til Deres frem­trædende Personlighed, og Rimeligheden af Sindslidelser hos Dem – Grunden til disse kjender jo jeg af Deres Erindringer. Og imidlertid med alt dette, er Digtet prydet med saamange skjønne, virkelig høipoetiske og gribende Situationer og Udtryk, Planen synes mig saa heldig, m. m. at jeg endda kan forsone mig med det; men de omtalte Skyggesider – som de efter min Mening ere – have sandelig bedrøvet mig. De synes at tyde paa, at Reisen ei vil forandre Dem; Digtet har den samme Andersenskhed, det vil sige, skjønnere Sider, end Deres ældre Sager, men ogsaa de samme Feil, og Hovedfeilen i Alt hvad De har skrevet er, efter min Mening, Deres Mangel paa Objectivitet – De tilgive mig dette æsthetisk-affecterte Ud­tryk. De spiller selv med i det Liv, De skildrer, De nedskriver Deres Følel­ser, idet De med Liv og Sjæl er inde i Situationen, men De har ikke den Besindighed og den faste Overvægt og Magt over Deres Tanke, som Dig­teren har, der betragter sig som staaende paa et Punct udenfor den Ver­den, han skildrer. Dog, hvad skriver jeg! kan jeg troe, at De vil lægge Dem disse Ord paa Hjertet, uden paa den Maade, at De vil tænke: »Kan Edvard nænne at skrive mig saa haardt til, vil nu ogsaa han begynde at recensere mig?« Jeg veed, at De vil tænke saaledes, De vil blive bedrøvet; men, kjære Ven, hvis jeg bedrøver Dem, hvis er da Skylden? jeg vil nødig bedrøve Dem, og derfor betænkte jeg mig ogsaa paa at skrive disse Bemærkninger; men da De har forlangt, at jeg endelig skulde skrive ret meget om Agnete, hvor kunde jeg da forsvare, at rose, hvad jeg ei finder godt? Og i Sandhed jeg siger ellers ikke: amicus Andersen, magis amica veritas; thi jeg kunde gjerne falde paa at skjule Dem min virkelige Mening, naar jeg vidste den vilde bedrøve Dem.

Jeg længes ret meget efter at høre fra Dem, efter at De har læst dette Brev. De har saa tid misforstaaet mig, og ligesaa ofte vendt tilbage til mig igjen, at jeg ikke frygter for, at dette Brev skal gjøre noget vedvarende Ind­tryk paa Dem; det maa det mindst af Alt gjøre. Andersen! riv Dem, riv Deres hele Tanke ret bort fra Hjemmet, og Deres gamle Omgivelser, ellers kan De ei nyde Reisens sande Nytte. Vil De atter misforstaae mig, naar Jeg gjør Dem en Slags Bebreidelse, som er foranlediget af flere hjemvendende Danskes Bemærkninger, at De bruger Deres halve Tid til at skrive Breve: skriv ikke for meget hjem! Dersom De ikke misforstaaer mig, da jeg skriver dette, dersom De erkjender, at det er et velmeent og godt Raad, da viser De mig i Gjerningen, at De anseer mig for

Deres sandeste Ven

E. Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost