Dato: 30. august 1833
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 30te August [1833]

Iforgaars fik jeg Deres Brev, og idag skriver jeg allerede igjen, det er dog ærligt, og hvis jeg ikke paa en Maade var nød til det, fordi De ellers let kunde gaae Glip af denne Herlighed, saa fortjente jeg ordentlig lidt Roes for min Punktlighed, ikke sandt? nu derimod kan jeg ingen Fordring gjøre derpaa thi at lade Deres vakkre underholdene Brev ubesvaret, det vilde siden ærgre mig selv meest, og da min Drivefieder, saaledes for størstedelen er Egoisme, er det just ikke meget værd! – Det er altsaa i Neufchatels Omegn hos Familien Houriet at De modtager vore Breve174 ; den Familie maae De endelig fortælle os noget om, naar De igjen skriver; men – glem det nu ikke*! Paris er jo ret bleven Dem kjær. Det maa ogsaa have været en meget interessant Tid De tilbragte der; jeg gad nok have havt en lille Plads med paa Tønden175 ; men nej, i saadan en Trængsel det havde jeg dog ikke havt Mod til; men at staae i en sikker Krog i den store Balsal paa Raadhuset, det havde just været noget for mig ! – De har jo ret været pyntet den Aften! Naar jeg i gamle Dage, eller rettere i mine unge Dage, kjørte til Børnebal, saa opvakte Glæde, og Forventning altid saadan en besynderlig højtidelig Følelse hos mig, saaledes bilder jeg mig ind, at De maae have været tilmode, da De rullede til Raadhuset med Attacheen. – Fra Kjøbenhavn og af Bladene veed De vel at Heiberg, hans Kone, Foersom, Rosenkilde, Mad. Winsløv, Jfr. Fonseca (Julie) Pätges, og Hansen have været i Odense, og givet 5 Forestillinger176 , alle for fuldt Hus, jeg var der 4 Gange, saae blandt andre: Feiltrinet, Seer jer i Spejl, første Akt af De Danske i Paris, Amors Genistreger, og Dronningen paa 16 Aar. Gud, hvor er Fru Heiberg yndig! Den 15de August, den Dag De forlod Paris saae jeg hende som Dronning Christine, og jeg troer næsten at jeg kunde have tilgivet de Bury om han havde glemt sin Emma for hende, nej, det er dog ikke mit Alvor; men – Medlidenhed vilde jeg dog have havt med ham, endskjønt han i Herr Hansens Person just ikke tog sig ud til sin Fordeel; ligesom De nok kan forestille Dem, at Rosenkilde heller ikke var paa sin Plads som Oxenstierne, og at Rollen rigtignok tabte meget i hans Hænder; men Fru Heiberg erstattede Alt**, jeg tør nok sige at hun den Aften var alle Hjerters Dronning, og vore Odense Herrer kunne endnu slet ikke glemme hende, ja selv min egen gamle*** Fader og Biskop Plum blive ganske henrykte, naar de tale om hende. – Heiberg og hans Kone, Mad: W – og Jfr. F – vare en Formiddag i Tolderlund tilligemed et andet Selskab. Fru Heiberg talte jeg kun lidt med, da de vare der saa kort; men Heiberg talte meget med mig, blandt andet om Dem; "Naa," sagde han "iaar har De ikke Andersen paa Tolderlund, har De hørt fra ham, hvordan er han fornøjet i Udlandet osv – Heiberg har noget ganske overordentlig forbindtlig hos sig, og dog tyder hans Ydre paa Arogance; hans Artighed forekommer mig som en Stadsdragt han undertiden tager paa; men aldrig bærer ret længe ad Gangen fordi den i Grunden generer ham, jeg synes ikke om ham, hvorfor, kan jeg egentlig ikke sige. – Jeg kan slet ikke faae mine Tanker fra den kunstige Have paa Raadhuset i Paris, der maa man da ret have været som i en Trylleverden, min Phantasi kan næsten ikke rumme Alt hvad De fortæller os om Julidagene, jeg faar Hovedpine af at tænke derpaa, og havde jeg selv bivaanet disse 3 Dage troer jeg bestemt (ja nu maae De ikke lee for jeg er ellers ikke saa zart et Væsen,) at jeg var død deraf. – De har jo ret været flittig siden De alt har fuldendt første Deel af Deres Angnete177 . Det vil fornøje mig om Fru Læssø fortæller mig noget om den naar hun skriver, bede hende om det kan jeg ikke da hun skylder mig Brev, thi at skrive til hende uden først at have faaet Svar det kan jeg ikke beqvemme mig til, dertil interesserer hun mig for meget. – De Andre her hjemme beskylde mig for, at jeg glemmer at hilse fra dem naar jeg skriver til Digteren, er det vel sandt? Dennegang vil jeg sende Dem to Hilsener fra hver især, og 3 fra Caroline, saa tænker jeg da at jeg har gjort mine Sager godt ! –

Hvad er det De skriver om at sove ind i Italien, hvor kan De nu tænke og sige saadan noget, det maa De ikke, det bedrøver os allesammen, og ikke sandt? De er jo et alt for godt Menneske til at ville bedrøve Deres Venner? – De sammenligner Dem selv med Deres Agnete; men lader ikke til at være glad over den Overensstemmelse De finder mellem Dem, og hende; men om det nu er denne urolige Higen og Stræben De bestandig føler, der gjør Dem til Digter? saa kan De dog ikke have Aarsag til, at være saa utilfreds med den, og om Deres Ønsker end ere nok saa mange, saa frembyder jo dog Livet endeel forskillige Lykkeskugler som nok ere værd at gribe efter, og imidlertid ruller jo den store Verdenskugle uformærket fremad, med os, og vore Ønsker, hen mod det sikkre, rolige Maal. – Levvel gode Andersen, og glem ikke Deres Løfte, blandt Schweizes Bjerge, at mindes det lille Odense, og Deres Venner der ! –

Henriette.

*

Fortæl ogsaa den Noget om os, og hils Schweitzerne fra den gamle Nordmand, som ogsaa fremsender sin Lykønskning til Deres opnaaede Held og sine bedste Ønsker for deres Fremtid !

J. Hanck en emballant

** Ja tilvisse Alt; thi der var intet Hofpersonal, og et Slot, som en Kostald (J. H. Hancks Haand).

*** Fanden er gammel, Du (Sammes Haand) .

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.