Dato: 1. september 1833
Fra: Otto Frederik Müller   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Paris, den 1ste Septbr - Hôtel Vivienne No 18, det berømteste Værelse i Hotellet.

Kjære gode Andersen!

Hjertelig Tak for Dit rare lille Brev, som jeg ønskede at kunne besvare i samme muntre og hjertelige, poetiske Tone. Men vor Herre har nu eengang ikke givet mig et saadant Fond af Følelse som han har givet Dig: med mig og Ludvig maa Du tage til Takke, som vi nu ere - vi yde og give tilvisse Alt hvad vi kunne! - For nogle Dage siden havde jeg Brev fra samme "lille Menneske" - jeg sender Dig her hans autographum, klippet ud af Brevet til mig, og ligeledes nogle Linier, klippede ud af min Mutters Brev, hvilke Du engang i Tiden kan bruge som et Document til at kræve hende for "lækkre Pandekager med dygtig Syltetøi i". Men det er jo ei alene i Bispegaarden, at Man holder saa meget af Dig - ja det er ved Gud ækelt, hvor hele Verden kjæler og dægger for det lange Menneske, som dog altid vil have mere, altid mere Kjærlighed. Men lad mig nu til at gjennemgaae Dit Brev. Du tager Dig jo meget smukt ud deroppe paa Bjergene, mellem Skyerne, hvor Du ret maa have Leilighed til, ligesom paa Din Marsch til Rundetaarn, at høre "Sphærerne klinge" - Køernes Klokkeklingning har Du jo allerede "fornummet", det maa nu være Din grand opera; men hvorom Alting er, maa jeg troe, at et saadant Ophold som Dit Locler, bliver høist velgjørende for Dit Gemyt, især formedelst Kontrasten / med det støiende Pariserliv. Og hvad der indvirker paa Dit Gemyt, faae vi jo igjen i Dine Digte, der jo altid er troe Aftryk af Hans Christian Andersen. Vi - jeg mener Dine Venner og Dit store Publicum - burde jo derfor altid holde Dig i godt Humeur, i en blid og tilfreds, munter-alvorlig Stemning, thi det kommer igjen, sagde Skræderen, da han gav sin Soe Flæsk. Du veed, at Ludvig og jeg have givet os meget af med at støbe Paster, jeg beholder derfor Lignelsen med Aftrykkene og tør bemærke, at der gives vel-lykkede og mis-lykkede Aftryk, at der gives Aftryk, som gjengive Originalens Feil og Aftryk, som have deres egne, alene grundede i Støbningen, og disse Feil kunne nu atter enten ligge i Skjødesløshed, eller i Mangel paa Kundskab, i Materialet o.s.v. Men endeligen gives der Aftryk, hvorover man udraaber: næ Gud hvor det er deiligt, - fortræffeligt! - Man veed ikke, om man meest skal beundre den skjønne Form eller det vellykkede Aftryk. Agnete vilde jeg saaledes kalde et skjønt Aftryk af en skjøn Form - ja nu leer Du af mig, og raaber: næ vil man bare see, den Jurist, den Criticus, den jammerlige Gibsstøber! - Men tag Dig vare, jeg kjender En, som gaaer sammen paa Ruscollegium med Fætteren til ham, som skriver i Kjøbenhavnsposten, og saa - - - Men vi bleve jo staaende ved at snakke om den Indflydelse, som Dine nuværende Omgivelser maae have paa Dig; jo Agnete vil / vist have godt af den friske Bjergluft. Chillon har jeg desværre ikke seet, men Dit smukke Vers derover passer til saa meget andet smukt, jeg har seet, saa at jeg har lært det udenad, eller rettere sagt, det har hængt sig fast i mig uden at jeg vilde det. Tak for Hilsenen fra Puerari, Din gode Modtagelse der kan Du næst efter Din egen Fortrinlighed takke mig for, som havde fortalt dem saa meget interessant om Dig. "Men nu skal jeg til at skjænde", siger Du, "jo Du er en god Een med den Overregning, det kostede jo næsten 100 fr til Geneve" o.s.v. Jeg erindrer mig meget vel at have angivet 90 fr som de netto Udgifter: og har Du nu med Din velbekjendte Ulve-Appetit havt nogle smaae Ex[t]ra-Depenser, indseer jeg ikke, hvorledes Du kan undre dig over at have brugt næsten 100 Francs!! For Middagsmaden i Schweitz har Feddersen og jeg aldrig betalt mere end 3 fr i de første Auberger, men Dit noble Udvortes og Din engelske Tournure gjør vel, at Du maa betale lidt mere end Andre, og iøvrigt maa jeg tilføie, at mit Overslag kun indeholdt hvad F og jeg, der forstode os vel paa Oeconomien, havde brugt, og at jeg forresten raadede Dig til at tage noget rigeligt med, da det i fremmede Lande altid er ubehageligt at komme i Forlegenhed.

Men jeg vil ikke ende mit Brev med slige kjedelige Huusholdningsaffairer. Ja vist tænker jeg ret ofte paa Dig, kjære Andersen! / Ja vist tale vi her ofte om den langbenede Digter, og alle Landsmænd have bedet mig at hilse Dig ret meget fra dem. Vil Du høre noget om vort Liv her i Paris siden Din Afreise, da seer jeg nu efter i min Dagbog, men den indeholder kun lidet, som kan interessere Dig. Det var den 15 Aug, Du reiste, den Formiddag blev mig saa lang, saa lang, det er dog saa hæsligt at skilles ad, men desto behageligere Gjensynet, thi - at Du ei mere ønsker at komme tilbage, er ei Dit Alvor, og at Du ei skulde leve saa længe - aah bah - Du er jo en stærk Tamp, endskjøndt Du har det blege, smægtende Udvortes. Jeg gik paa Louvre den Dag, spiste til Middag med Landsmændene og var om Aftenen i Tivoli med Cast. og Haffner. Spaakjellingen spaaede mig og sagde blandt Andet, at mit foregaaende Liv ei havde været saa lykkeligt, men Fremtiden vilde blive bedre. Dette har længe været mit faste Haab, og det er naragtigt, at sligt Udsagn af en Spaakjelling, naar det stemmer med vore egne Forestillinger, strax gjør et Slags Indtryk paa Een. Siden har jeg været paa Montmartre, seet Abattoirs og Gobelinfabrikken, palais royal, naturhist. Samlingen, Bibliotheks-Museet, besøgt Versailles og St.Cloud, Invalidernes Hotel og de Deputeredes Kammer. Jeg har nu gjort flere franske Bekjendtskaber; iøvrigt er jeg hver Dag paa Bibliotheket og har begyndt at være flittig. - Nu er ved Gud den fjerde Side fuld med, og dog er jeg ikke nær færdig. Hvis Du ei havde allerede en saa udbredt Korrespondance, vil jeg bede Dig om et lille Brev endnu, jeg bliver her til l Nobr og er hjemme til 10 Dcbr. I hvorom Alting er vil Du nok engang imellem tænke paa den

Dig hjertelig hengivne Otto Müller.

[Tilføjelse i margenen s. 4:] Dit Brev til Ludvig er besørget, til Jørgensen ligeledes, men han reiser ei før om nogle Uger.-

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 78. 453-56)