H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 2. september 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 2. september 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

69. Til E. Collin.

Le Locle paa Jurabjergene den 2 September 1833.

Det er alt længe siden jeg talte med Dem min kjære Ven! hvorunder­ligt er det ikke at være saalangt borte fra de120, man ret holder af! Det er alt en Tid siden vi saae hinanden, vi ere begge blevne nogle Maaneder ældre og ude i den vide Verden, gjør hver Maaned saa meget som et Aar hjemme. Hvormange Ting har ikke grebet mig i den sidste Tid! Jeg forlod da Paris den 15 August, og var ordentligt ganske veemodig der ved, maaskee kom­mer jeg her aldrig meer og der ligger mig altid noget smerteligt i at sige et Farvel for stedse fra Noget jeg har faaet kjær. Kammerjunker Carsten­skjold og Lieutenant Dinesen vare mig to kjære Landsmænd og Otto Müller boede jeg sammen med og fandt saa meget elskværdigt hos, at jeg, ved ganske ene at forlade Paris, syntes at gaae ud i en ret fremmet Verden. Otto var oppe med mig Klokken fire om Morgenen og fulgte mig paa Vog­nen, hvor det gik bedre med det Franske, end jeg havde troet. – Vi forstod godt hinanden og jeg generede mig ikke men lod Munden løbe, (rigtig nok ikke saa stærkt som hjemme). I Dijon saae jeg den smukke Kirke i Maaneskin, og paa Veien stjal en lille Dreng blandt Pasagererne Druer, som han deelte med mig. Der var nok af dem, hele Marken stod fuld. Fra Dole kjørte jeg ganske ene i den store Diligence, saa jeg kunde lægge mig paa langs derinde og sove ret godt; Jurabjergene begyndte, de ligne gan­ske Harzen, Jorden viser ret sine nøgne Steenknokler; mange Steder121 seer det ud som det var Snee der laae. – Om Natten, i en lille By, jeg troer Champagnole, kom der to unge Pigebørn ind i Vognen til mig, de saae ud som Præstedøttre hjemme. De spurgte mig først om jeg var en Enge­lænder, siden om jeg da var Spaniol; de vare særdeles nysgjærrige efter at vide Navnet paa min Fødeby, jeg sagde Copenhague og de gjentoge »Cor­poral«, anderledes kunde de aldrig udtale det; den ene sagde, »det er i Stokholm, jo jeg kan nok Geographie, jeg husker det!« – Næste Station forlod de mig alt. De vare mig ellers temmelig nærgaaende, men det er nok den sydlige Natur der begynder at yttre sig. – Høit oppe paa Jura­bjergene, hvor vi kjørte tæt ved den dybe Afgrund, uden Rækvæ[r]k, og med Skyerne under os, mødte vi Deligencen fra Geneve; vi holdt, jeg stod ved Vognen og sang »Kong Christian«, da kom der en Mand til mig og sagde paa maadeligt Dansk: »God Morgen, De nok ere en Danske?« Det var en Kjøbmand fra Altona, som kjendte Melodien og som nu kom og gav mig et Landsmands Haandtryk. – Landeveien gik som i Luften, og det morede mig at stirre ned i det svimlende Dyb, hvor Landsbyerne laae som Blomsterpartier i en Have. – Hvad jeg troede var Røg fra Hytterne under mig, var Skyer, som laae paa Bjergene, nu kom vi til et Pas og jeg saae Genfersøen og Alperne for mig! – O kjære, kjære Ven, havde De dog været med! jeg var færdig at græde, det var saa stort og smukt. Som violette Glas Bølger med Sneeskum, malede høit op paa Horizonten stode Bjergene, de svømmede alle sammen paa en blaalig Taage, og Dalen neden under var saa frodig, saa frisk grøn, som i den smukkeste Tid hjem­me hos os. Veien gik i Ziksak ned af Bjerget, vi svævede i Luften – og det faaer jeg maaskee aldrig meer at see! – I Geneve, hvor jeg ankom den 18 August, besøgte jeg den gamle Puerari, der ret hjerteligt modtog mig, talte Dansk og ret levende og kjærligt erindrede sig Danmark og alle Danske. – Et Par Aftner var jeg hos ham og Familie, og han har givet mig et Anbefalings Brev med til sin Søn i Milano, hvori det blandt andet hedder om mig. »Ses inpirations partent du cæur. Jamais de recherche tout est nature, vraie sensibilité, point de sensiblerie. Quand j'entends ses vers, il me semble que je viens de les faire et qu'il a ercrit ma pensée. Ils resterons. Il a beaucoup de raport avec Baggesen!« etc. etc. Jeg fandt her min gamle Fodreise. Puerari oversatte det døende Barn paa Fransk, men i Prosa for at en god fransk Digter kunde give det i Vers for de Franske. Det er en nydelig, fredelig By Geneve, jeg hørte flere rørende Træk, hvor­ledes den Enkelte gjorte Alt for Staden. – Paa Theatret her, saae jeg Scribes La maraine, og Rosinis »Barberen i Sevilla«, der havde det mærke­lige at den blev udført af bare gamle Mennesker. Figaro lignede noget Cetti, især paa den fede Mave! Den fire og tyvende, tog jeg med Damp­skibet fra Geneve til Lausanne, Søen var saa blaae, at neppe nogen Maler tør male os den saaledes, den syntes farvet. Montblank viiste sig nogle Øieblikke, men svøbte sig derpaa ind i Skyer. Det var en deilig Dag. Fra Lausanne har jeg deels med Posten, dels til Fods gjort en ganske herlig Udflugt til Vivis og Slottet Chillon, bekjendt ved Byrons smukke Digt: De Fangne i Chillon. – Vandringen fra Vivis til Chillon er det Første af den Slags jeg har seet. - Tænk Dem en snever Landevei mellem Mais­marker og Viingaarde. – Bøndernes Tage overgroede med Meloner; – tæt ved den blanke, klare Søe, hvor store Kastanietræer kastede Skygge. – Det gamle Slot Chillon med sine skumle Mure og hele Baggrunden ind­sluttet af Fjelde, hvor Skyerne laae høit oppe, og hvor den øverste Top var hvid af Snee i det klare Solskin. – O Gud, hvorfor har jeg Dem dog ikke med, min kjære, kjære Eduard! – Jeg var nede i Fængselet, holdt ved Jernringen hvor den ulykkelige Boniward sad122 lænket til i 6 Aar; øverst paa Pillen viiste man mig Byrons Navn, som han selv 1826 har hukket ind i Muren. I Slotsgaarden skrev jeg et Digt, et lille Hjerte Udbrud til ham, Friheden og – en Dame, der hjemme!–De kan faae det en anden Gang!–Dagen efter tog jeg med Posten til Neufschatel for at besøge Houriets (Mad: Jürgensens Broder) her i Locle. Det seer uroeligt ud i Schweits; i Basel har det været meget blodigt, Flere ere dræbte og saarede. – Man ventede i Neufschatel paa en endelig Afgjørelse af Cantonets Skjæbne. Det seer ud til en Borger Krig; her ere tre Partier, et for Preusen, at Can­tonet ganske skal være preusisk, et andet at det bliver ved det Gamle, et tredie vil en sveitser Republik. I denne Uge skal det afgjøres. Jeg er dog et underligt Menneske, hjemme vilde jeg have frygtet for at være her, nu jeg er paa Stedet, har jeg ikke Tanke om Frygt. Lad skee hvad der vil! – I Søndags den 25 kom jeg til Locle, en lille By i en Dal høit oppe paa Jura, den ligger 1787 Fod over Neufschateller-Søens Flade og endnu betydeligere over Havet. – Bjergene er særdeles grønne, dybe sorte Granskove omgiver det Hele. Her er en forunderlig Stilhed, Skyerne ligge paa Bjerget hvor Køerne græsse! her er særdeles123 koldt; i Dag har det sneet og regnet, jeg har faaet i Kakkelovnen; det er som Vinter. – Familien jeg er hos, er ganske elskelig, især to gamle Søstre til Mad: Jürgensen; de beboe Stue-Etagen, og der indviteres jeg om Formiddagen ned paa Kaffe og Honning. Man forstaaer ikke et dansk Ord i hele Huset, i hele Byen; det er ganske fortræffeligt for mig; jeg maa sige Alt paa Fransk og jeg skal i disse 8te Dage jeg alt har været her, [have] gjort betydeligt Fremskridt. Ja tænk jeg oversætter dem Phraser af mine Digte paa Fransk og – mirabile dictu – de forstaae det. – Det er moersomt med de smaae Børn her, naar jeg ikke forstaaer dem, skrige de Ordene af fuld Hals, i det de troe at jeg er døv. – Disse 8te Dage har jeg fra 6 om Morgenen til 8 om Aftenen kun spadseret, digtet og spiist. Den dybe Eensomhed i de tætte Skove, det forunde[r]lige Halvmørke mellem Bjergene og Granerne, har ganske forunderligt grebet mig; det er første Gang i mit Liv at jeg har været saa ganske ene, thi her er slet intet for Adspredelse i denne By; jeg har været formelig hensjunken i Digtningen af min Agnete; hjemme har jeg kun i Øieblikke, naar jeg skrev et lyrisk Stykke, følt slig en124 Fornemmelse, her har jeg i fem Dage været i denne Exstase og Resultatet er at jeg har fuldendt Agnete. – Jeg føler mig lidt angrebet deraf, men jeg er tilfreds med mit Arbeide, De vil ogsaa glædes, thi vi faae Ære af det, spaaer mit Hjerte mig. Jeg bliver her endnu 8te Dage i Locle; al den Tid anvender jeg til at file paa det Skrevne, sætte til og reenskrive, saa at jeg, den Dag jeg reiser herfra kan sende det hjem, paa Ouverturen nær til anden Deel, den faaer De i et Brev fra Rom, strax ved min Ankomst der, hvor jeg, om en Maaned, ganske vist125 venter at finde Brev fra Dem og høre deri om De har modtaget Ag­nete. Det maa være sikkert! Trykningen kan da begynde og Bogen kom[me] ud ved Juletid Reitzel maa give 100 Rdlr Sølv for den, han kan godt vove det og jeg faaer 12 Exemplarer. – Pengene sender De mig med Stipendiet for næste Aar, det er da tilsammen 300 Species. – Reisen her i Schweits er mageløs dyr. En Middagsmad koster 4 Frank, (De veed 5 Frank er omtrent en Species) tusind Udgifter trænge sig paa, man mindst drømmer om; saaledes kostede det 10 Frank i Paris for at faae mit Pas paaskrevet. De gjør Dem ikke Idee derom. Nu eier jeg 450 U Banko paa Creditivet og har 10 Napoleondorer i min Lomme, med disse 10 skal jeg give Drikkepenge i Locle, gjøre Reise i Schweits og naae Mi­lano; jeg kan ikke faae det halve at see af hvad jeg vilde; kommer slet ikke ind i det Midterste af Schveits. (Bern, Uri, Untervalden etc.) men maa vælge een bestemt Vei, jeg tager da den vildeste, over, Martinack, Leuk, Simplon og Domo d'Osola til Lagomagiore; af Vandfald faaer jeg da kun Pischewasche at see, og nogle smaae ved Foden af Simplon. Jeg forud­seer tydelig at mine Penge slippe126 ved Aarets Udgang og at jeg vil have meget lidet at begynde det næste Aar med, tør derfor ikke flyve om som jeg vilde og skulde. – Jeg kan næsten græde derover; jeg vilde saa gjerne have seet Staubbach! – Da jeg nu har viist at jeg ogsaa arbeider, og min Agnete er hjemme, send mig da Pengene saaledes at de indtræffer ved Nytaarstider; ja hellere før end efter; jeg vil blive meget ulykkelig hvis jeg kommer i Forlegenhed, og De kan troe, det staaer sig vist ikke stort bedre med de andre Landsmænds Finantser. Deres Fader har ogsaa sagt at i December kunde Stipendiet alt sendes mig. For Guds Skyld kjære Eduard, jeg lægger Dem ret paa Hjertet, heller for tidlig end for sildig. – Lad mig endelig faae det ved Nytaar eller selv Juul, og husk paa at der gaaer en Maaned næsten, med et Brev fra Kjøbenhavn til Rom. – Adreseer det, saaledes som De vel har gjort til Bindesbøl eller Post restante; med Hensyn til Vexelen, da lad Hambroe udstæde den paa spanske Pjaster, thi ellers bliver jeg skammeligt narret af Snyderen Torlonia i Rom, det sige alle Reisende. – Mine Klæder holde neppe længer ud end til den nye Ladning Penge komme, men briste de127, saa trøster jeg mig ved at der er varmt og maaskee nok findes stærke Figenblade. – De skulde see mig i min graae Bluse og brogede Hue; De kjendte mig vist knap. – Lev nu vel min kjære, kjære Ven, hils Fader og Moder, Sødskende og Kjæreste ret meget fra mig. Før til Rom skal De ikke skrive men gjør det, omtrent 14 Dage efter De har faaet dette Brev, thi tænk paa den lange Vei det har at gaae; jeg vil blive meget uroelig finder jeg ingen Brev i Rom. Send mig for Guds Skyld Pengene til den omtalte Tid, skriv en Ansøgning for mig til Müller om det lassenske Legat og vær mig kjær som altid. – Af et Brev fra Odense, hører jeg at Prinds Christian har været i Hospitalet hvor min Moder er, spurgt efter hende og da han hørte jeg havde skrevet hende til, fundet dette saa ganske elskværdigt, (det underlige Menneske, det er jo naturlig), at han har holdt Lovtale over mit Hjerte. – Paa den Maade høre der kun lidt til at vinde ham, men det er jo altid godt og jeg har tænkt paa, skulde vi ikke dedicere ham Agnete? Hvad siger Deres Fader? Lev nu vel min inderlig kjære Ven! Gud lønne Dem for Deres broderlige Sind mod mig,

Deres trofaste

Andersen.

[I Margen: ] I dette Øieblik fik jeg et herligt Brev fra Jette Wulff, den velsignede Pige. Eduard glemmer mig. Nei! nei! nei!

Locle 2 September.

Kjære Eduard!

I Paris fik jeg et lille Brev fra Hartmann hvori han og Holstein beder mig skrive en Vise for Pantalone i Ravnen, istedet for den Scene med de 3 Masker; dette er ingen let Opgave; nu har jeg forsøgt det og sender det her paa samme Papir, vil De klippe det af og give Hartmann, han sætter da en smuk Musik til og saa er jo den Qval hævet. Nu kan altsaa hele første Scene gaae ud i 2den Act og Pantalone synge dette Stykke. – Naar han er færdig og gaaet, forandres Scenen som før og Millo kan tage fat. Er det nu godt? – Skriv mig endelig til om mine to Vaudeviller; om vi endnu ere begavede med de samme Theaterdirecteurer og hvad der er sagt om Udgaven af mine Digte: »han iler saameget med at give ud! han har taget Alting med! den sædvanlige grammatikalske Skødesløshed. etc. etc. etc.« Ikke sandt! Gud veed hvad de finde at sætte ud paa Agnete; da hun er saa mange Aar i Havet maa hun dog endelig have vadsket sig! – Send Mad: Jürgensen medfølgende Brev. Hvad siger min lille Viggo og de andre Børn hjemme? Hils dem ret meget. Min Reiseplan fra Milano, er over Genua, Lucca, Pisa, Florents til Rom, der bliver jeg i Vinteren, tager i Foraaret til Neapel, mod Efteraaret 1834 over Rom og Florents til Ve­nedig, vandrer om i Tyrol, gaaer over München, til Wien, hvor jeg ønsker at være næste Vinter, i Foraaret til Prag og Dresden og da ud paa Somme­ren til Danmark. Smukke Drømme! – Det Lassenske Legat faaer jeg vel, og fra Rom sender jeg vist et nyt Epos hjem; hvis Gud vil (?) Lev vel.

Deres hengivne Ven,

Andersen.

[I Margen:] Agnete, sender jeg ufrankeret med Posten, hvad De betaler er De saa god at trække fra mine Penge hjemme.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter