Dato: 3. september 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Locle paa Jurabjergene den 3die September 1833.

I Dag for 14 Aar siden forlod jeg første Gang Odense og begyndte mit Livs store Eventyr, nu 14 Aar efter sidder jeg oppe paa Jurabjergene hos en venlig Familie der har indbudet mig til sig, de forstaae ikke et dansk Ord, og de smaae Børn skrige Ordene høit i det de troe jeg er døv, naar jeg ikke fatter deres fremmede Barnetale. jeg har Ild i Kakkelovnen, det sneer udenfor, Skyerne ligge paa Skoven, men jeg veed at nedenfor Bjerget finder jeg Sommer og modne Druer. Bag Alperne skal jeg snart igjen drikke den varme Luft. Hvormeget Smukt har jeg ikke seet siden jeg forlod Paris; fra Jurabjergene nød jeg den første Udsigt over Alpelandet. Vi kjørte paa en Landevei tæt ved den dybe Afgrund, hvar Skyerne svømmede nedenfar; med Eet var der en Aabning mellem Fjeldene ag dybt nede laae saa saftig grøn det deiligste Landskab man kan drømme, det var Genf ved sin himmelblaae Søe, hvor Rhonefloden løber, saa blaae, at Vandet nærved synes farvet. - Sam violette Glasbølger med glindsende hvidt Skum, stode høit op paa Horizonten Bjergene. Et Par Dage efter seilede jeg med Dampskibet over Søen til Lausanne, saae langt borte - Montblanc, hvid sam Møens Klint, men Klinten er kun en Taare Montblanc har grædt. - Jeg kjørte senere til Vivis hvor Rousseau har digtet sin Heloise ag vandrede derhen i en Varme, der første Gang svarede til mit eget Hjertes; det var en paradisisk Vei hen til det gamle Slot Chillon, (De kjender det fra Byrons Digt: De Fangne i Chillon;) Landeveien var saa smal ag bugtede sig mellem Agre med Viinranker. Græskar ag Meloner voxte hen aver Bøndertagene; ja rundt om en Bjelke der understøttede en skrøbelig Bro, hang to store Meloner. Genfersøen var saa stille; stare, gamle Kastanietræer bøiede sig ud over Vandet og hele Baggrunden var himmelhøie Bjerge hvar Skyerne laae. Et Fjeld stod med Iis ag Snee, skinnende hvid, oppe i den klare Luft. - Nede i Fængslet i Chillon fandt jeg Byrons Navn, han selv har hukket i Muren; jeg holdt i den Jernring hvori den ulykkelig Baniward sat fanged 6 lange Aar. I Gaarden skrev jeg et lille Digt; Jette Wulff har det. - Det er meget uroeligt i Sweits, men her paa Bjergene er saa stille. Store mørke Granskove omgive mig, en død Eensomhed, som jeg aldrig har kjendt. Det er som ved Midnat, skjønt Solen skinner; ganske underligt virker det ind paa mig, jeg har været i et Slags Exstase i nogle Dage og i disse ganske fuldført Agnete - og jeg er tilfreds der med; Slutningen vil langt anderledes gribe Dem, end Begyndelsen, (den kjender De jo?) - Om det er denne Exstase eller det kolde Veir der virker paa mig veed jeg ikke, men jeg er underlig angreben, føler Feber i Blodet og kan ikke sove. Om 8te Dage reiser jeg bort. Dette Brev bringer min Agnete Dem, tag smukt venligt mad dette danske Bam født paa Grændsen af Frankerig og Schweits i en nardisk Natur tæt ved det blomstrende Syden. - Dette Brev vil jeg først slutte ved min Afreise fra Locle.

Le Locle den 12 September 1833.

Overmorgen reiser jeg over Martinach, seer Pischewache, kommer ved Foden af Montblank, bestiger maaskee Genimi, gaaer over Simplon til Lago Magiore og er den 23 September i Milano. Næsten 14 Dage har det været daarligt Veir her i Locle, sneet og regnet. Sneen laae meget høit og Vent de bisse blæste, alligevel har jeg gjort en deilig Tour (paa 1 Miil) til Doubfloden, vi seilede der paa en lille Baad, mellem lodrette Klipper, de til høire vare i Schweits, de til Venstre i Frankerige. Vandet var saa stille at den hele Omgivning stod som malet paa Floden. Længere nede kom vi til en Mølle, her begyndte mindre Fald paa nogle Alen men snart styrtede det lodret 28 Fod ned over en Klippe; det saae ud som den hvideste Mælk, og som steeg der en klar Røg op imellem de mørke Graner, jeg har paa bedste Maade tegnet det af; skade jeg slet ikke kan tegne; dog mine Afkradsninger har dog moret Dem før, jeg lægger derfor et Blad her i Brevet. Det ene forestiller Slottet Chillon ved Genfersøen. Det andet er den magre, melankolske Udsigt jeg har her i Locle fra mit Vindue. En lille Have er foran og bag ved seer De Bjerget, ganske grønt og som en Kjæmpevold, reise sig meget steil i Veiret; Qvæg skulde der gaae, men jeg er endnu slettere Dyrmaler end Naturtegner[;] altsaa maa De selv suplere det Manglende. Dette grønne Bjerg har jeg seet paa mens min Tanke var paa Havets Dyb hos Agnete. - O hvor jeg længes efter at høre hvad Indtryk hun gjør paa Folk hjemme! men hun vil, hun maa erkjendes! Man har sagt i Maanedskriftet om mig »en Digter, som eengang lovede Noget!« og det sagde man, efter selv mine Maaneder vare udkomne; de Ord hænge mig som Giftdraaber ved Hjertet, gid Agnete nu faae Roes og Solskin nok, der kan dampe disse dræbende Dele bort! - Bare hun nu er grammatikalsk nok! desværre eller desbedre, jeg havde ikke Else Skolemesters i Tanken, men Aphrodite, da jeg hævede min Agnete fra Bølgerne. - Her i Huset leve to gamle Søstre, Jomfruer, de ordenligt dæge for mig, baldyre mine Hoser, stopper Pariser Hullerne og give mig Blomster og Syltetøi! det ere Søstre til Urban Jürgensens Enke hjemme. I 25 Aar har de ikke seet deres Søster, de smile saa veemodig, naar jeg nævner Danmark! - det forundrer mig og rører tillige, den store Godhed og Forekommenhed jeg finder overalt; Vennerne voxe mig om Hjertet, ikke blot i Dannemark, men selv mellem Bjergene. Vor Herre veed hvad Rart der er ved mig! her kan jeg dog ikke vinde Folk ved mine Digte. De forstaae ikke et Ord. »Dommage!« - Men nu lev vel! i Rom faaer jeg Brev fra Dem. Adressen veed jeg ikke selv, men Jette Wulff hjælper nok der med. Har De faaet to Billeder fra Paris? - Lev nu ret vel! hils Dine og Sønnerne. Gid det gaae Ludvig godt med Examen! Lev vel!

med sønlig hengivenhed H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost