Dato: 24. september 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 233. Fra H. C. Andersen.

Til Frøken Henriette Wulff ved Niagara.

Kjøbenhavn 24 September 1851.

Min kjære, søsterlige Veninde!

Det er Deres Fødselsdag i Dag! min Tanke er hos Dem; havde vi en electromagnetisk Traad gjennem Verdenshavet, da kunde alle disse mine Ord endnu i Dag naae Dem, nu gaaer der Uger og saa er det: »en gammel Historie«; Deres Festdag har her hjemme været med Solskin og Sommer­varme, ja i tre hele Uger har det været som een smuk Sommerdag, jeg erindrer ikke en saa yndig September under vor[e] Himmelstrøg; det er nu ogsaa tre Uger siden jeg kom her til Byen,2430 fra min lille Udflugt i Tydskland, De har hørt at jeg vilde det, De har fra Glorup, før jeg drog ud faaet et lille Brev fra mig; deri hørte De om Festen for vore Soldater, Festen den gamle Excellense gav og hvor jeg var den Virkende. - Jeg reiste derpaa gjennem Hertugdømmerne, gjorde i Slesvig Bekjendtskab med Helgesen,2431 som ret behagede mig ved sin jevne, godmodige Lige­fremhed, der var i den Noget der erindrede om den samme Natur hos Thorvaldsen. Jeg gik over Hamburg og Leipzig til Dresden, var i Teplitz og Prag, det var den hele Fart, men jeg havde taget Viggo Drevsen med mig, en ung Student, et meget begavet Menneske, ham jeg engang sang til »Lille Viggo!«2432 Det fornøiede mig at see hans Glæde i Beskuelsen af Madonna2433 og i den for ham ny Natur, de fremmede Byer og Mennesker. Jeg fandt dernæst hos alle Dannede en særdeles god Stemning for os Dan­ske og ikke Faae sagde »Die Dänen haben Recht!« - Nogle havde læst Wegeners Bog2434 og vare ganske for os, de som derimod ikke deelte disse Anskuelser udtalte sig med særdeles Erkjendelse af vor Armees Fortræf­felighed, af det Sammenhold den Aand der har viist sig i det danske Folk. Ude føler man ret hvor fast man er voxet til sit Hjem og det var deiligt at være Dansk. Jeg var nogen Tid paa Landet, nogle Miil fra Dresden, hos en riig Familie,2435 der holder af mig, da jeg for 7 Aar siden var der sidst,2436 gik jeg med Fruen hen ad Fjeldveien; der laae henkastet et lille knækket Fyrretræ, men det havde Rod, jeg bandt Træet sammen, gik ud paa en Skrænt hvor der i Klipperevnen var lidt Jord og plantede det. - Fruen har pleiet og opelsket dette Træ, i syv Aar er det skudt op og blevet tre Gange saa langt, som jeg, og har baaret en Plade med Indskrift: »Den danske Digters Træ«. Under Krigen have Mange spurgt »hvad er det?« ­Forrige Aar var det imidlertid kommet til at mit Træ ved sin stærke Væxt kom i Berørelse med en stor kraftig Birk, der i sin Skjønhed var særdeles beundret af vor Ven Dahl,2437 mit Træ vilde blive forkuet, og tænk - da slaaer Lynilden ned, splintrer Birketræet, nu sees kun dets Stub, og det danske Træ stod og staaer frit, svaiende for Vinden, høit over den bratte Afgrund Tilfældet har virkelig sin Poesie.2438 - Jeg nævnede Dahl, han spurgte meget om Dem; han er, synes jeg, ret vel, maler endnu flittig store Stykker, og Sønnen2439 smaa, - men, mellem os, Sønnen er endnu mere genial end Faderen, der er Poesie og Lune i ham. Paa Udstillingen i Dresden var af ham et Stykke, det alene vil sige Dem det. Det var en Pappegøie der gyngede stolt med aristokratisk Bevidsthed, tæt ved de halv optøede Vinduer, gjennem hvilke man, udenfor, saae to fattige, forsultne Spurve knuge sig op imod Muren. - Det var et deiligt Billede. Her hjemme har jeg, og netop i Dag, ogsaa seet et Billede, som ret har henrykket mig, det er af Fru Jerichau, hun har malet to fattige Bønderbørn der ligge paa Marken og glæde sig ved at give et Lam Græs.2440 Det er saa Dansk, som en Kløvermark er det, som en Kjæmpehøi midt i Kornmarken ved den aabne Søe. Igaar saae jeg ogsaa et smukt Stykke, et nyt Drama af Hauch: Æren tabt og vundet.2441 Det spiller i Tydskland men med lutter Svenske; jeg blev ganske rørt og sært opløftet; Provst Tryde sad ved Siden af mig og gjorde spidsborgerlige Bemærkninger og endelig den at Hovedcharac­teren var forfeilet, men den Mand kan ikke opfatte store Characterer, det har han viist i sin Tale over Ørsted og Thorvaldsen.2442 Skuespiller Rosen­kilde2443 sagde ogsaa noget partiskt mod Stykket, men det hjælper ikke, det er godt, og det bliver det. Kjøbenhavnerne have i denne Tid to Themaer til Konversation: Tardini2444 og Grundtvig; den første er virkelig sørgelig, en stakkels Luftskipper der faldt ned og druknede i Kallebodstrand. Konen og en lille Dreng der gik op med stode i Vand til Brystet over en Time til de frelstes. Præsten Grundtvig2445 denne underlige Personlighed, der snart er genial stor, snart Gadedreng, mistede for et halvtaarstid siden sin Kone; de vare gifte en 40 Aar, og nu forlover den gamle, 70 aarige Mand sig med en ret ung Enke, Fru Tofte, der har Gaard og Rigdom. Bruus Niagara! bruus! ja gid jeg kunde høre Dig! bruus i Din Storhed, den jeg aldrig faaer at see, men nok ønsker det. Hvor det maa være underligt der at høre om alt det smaa Menneskevrøvl! De boer der nærved Jenny Lind, De har Brev til hende, men venter dog ikke at det skaffer Dem til hende; gid det dog var skeet, hun er mere end Niagara! lad det bruse i een Tone Guds Storhed, hun synger i Melodier hans Hjerte! - Jenny Lind har nu forladt Amerika2446 siger man, ellers skrev jeg hende et Par Ord til og jeg veed det, i min Tillid til det Gode og Skjønne her paa Jorden, at hun kjærligt og venligt vilde modtage Dem og naar hun lærte at kjende Dem, skatte Dem, som De hende. - Er hun der endnu - send hende dette

Brev med et Par Linier fra Dem, Brevet faaer De tilbage og en ædel Menneskesjæl har De mødt, men at hun ikke modtager Alle, hun som vidst plages af Tusinder!, finder jeg aldeles rimeligt. - Min sidste Bog »I Sverrig«, som ogsaa er ud­kommet paa engelsk, tydsk og svensk, skaffer mig megen Glæde, overalt omtaler man den vel - undtagen i Norge, der er den revet ned i et Blad,2447 skrevet i den Stiil, som man skrev om mig i, for 10 Aar siden, Normæn­

dene ere altid endnu bag efter hvad Poesi angaaer. Men nu lev vel, tilgiv at mit Brev næsten ender med at nævne de Norske. Lev glad og frisk.

Deres broderlige Ven Hans Christian Andersen.2448

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost