Dato: 14. december 1851
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 236. Fra Henriette Wulff.

St. Thomas d. 14 Dec. 1851.

Min kjære fortreffelige Andersen!

Hvor har jeg i Dag, som altid saa meget at takke Dem for, Brev2464 - ud­trykket af uforandret Godhed og Venskab for mig og nu - Deres herlige Bog,2465 som jeg modtog for nogle Dage siden, og lever bestandig med i Glæde og Beundring! Hvilke Timer fulde af Nydelse har jeg tilbragt og til­bringer dagligen med at læse den, nu for tredie

Gang! Og naar De nu som De plejer spørger mig hvad jeg deri holder meest af, svarer jeg - Alt! Det er et Digtertræ der bærer vidunderlige Blade, Blomster og Frugter af Alleslags og for Alle, de meest forskjellige Nature, jeg er blandt de Mange Lykkelige - der elsker det Hele! H. C. Ørsteds Aand har svævet Dem ubevist - eller maaske bevist - over en Deel af det Sidste i Bogen, den Hele [er] en Lovsang til Videnskab, og Digtkunst skjøn, ædel - Dem vær­dig! Syng, syng endnu længe og før os som i Poesiens Californien2466 ­Hvor glæder jeg mig til at sende den engelske Oversættelse til Miss Mary Plane,2467 til det Land hvor De alt er saa beundret og elsket. Deres Bog vil føje et he[r]ligt frisk Blad til den Digterkrone, som det frie Land

alt sætter paa Deres Hoved. ­

De vil nyfigen have modtaget Longfellows Digte, sendte Dem af ham selv, det glædede mig at høre, siig mig Deres Mening om ham, naar De faaer læst ham. Jeg holder af ham, især behager mig for sin simple Skjønhed »By the seaside«. Hans Oversættelser ere mesterlige. Det er de første Oversættelser der nogensinde har tilfredsstillet mig. Men det er ikke den eeneste nordamerikanske Forfatter, der har glædet mig, skjønt saa ung endnu, er den Literatur alt riig paa gode Forfattere af Prosa som Poesi, jeg haaber Frederike Bremer snart gjør Europa bekjendt med den, hendes lange Ophold i Fristaterne, som hendes hele Liv der, gjør hende jo ret i Stand dertil.2468 De vil nu have talt med hende, og hun vil have fortalt Dem saa meget derom, at jeg ikke vil gjøre det, det var jo for Dem, kjære Ven, at sætte en Bondemand oven paa en Herremand, som Ordsproget siger. ­- Snart nærmer nu Julen sig, den vækker meer end nogen anden Stund Mindet om Hjemmet, den kjære søde Juletid deroppe i Norden, naar Frost og Snee knager under Fødderne, og Juletræet lyser i den varme hyggelige Stue - her - hvilken Forskjeld! Den evige tropiske Sommer lader os her pynte Juletræet med friske duftende Blomster. I Dag skal jeg just ned i Byen og kjøbe Legetøj til Børn, det er nærmere end nogensinde den var­meste Sommerdag hjemme, man er klædt saa let og tyndt, som aldrig i Europa, med Silkesko; og naar jeg saa tænker hvordan vi i de Dage før Julen vade

om paa Østergade derhjemme i smæltet Snee og Halvmørke med Støvler, caloscher, indsvøbt i Foerværk, huha! Og dog bliver Hjertet varmt og Taarene kommer mig i Øjnene ved Tanken derom! Du kjære hellige Fødejord, der gjemmer mine elskede Forældres Støv, hvor endnu saa mange Elskede vandre, mit Hjerte hænger med de ømmeste Følelser ved det Sted - og dog tænker jeg ikke uden en Slags Gysen paa at vende tilbage, kunde vi ikke Alle, der endnu er her paa Jorden mødes i det bed­ste Land der er til, hvor der er Soelskin og Frihed!

- Siig mig i Deres næste Brev kjæreste Andersen om De for fuld og fast har besluttet ikke

at rejse til Nordamerika til Sommer? Siden jeg kom tilbage derfra, har jeg nu i nogle Maaneder levet paa mit lille eensomme yndige S: Jan, og haft det gandske fortreffeligt, læst en heel Deel, redet og touret lige saa meget, og er altid glad og fornøjet og taknemlig af mit inderste Hjerte for Guds uen­delige Godhed mod mig, at jeg lever og seer denne dejlige Jord, lærer at kjende ædle gode Mennesker, og i det Alt Hans uendelige Miskunhed mod den hele vidunderlige Verden, hvoraf vi kun kjende et Støvgran, men ahner glad meer! Og kan man være saa glad og lykkelig som jeg føler mig, ved Ahnelsen - hvad vil det da blive engang! - Min kjære gode Andersen, jeg holder saa inderligt af Dem, Noget De jo veed ligesaa godt som jeg selv, men jeg maae dog altid fortælle Dem det, naar mit Hjerte ligesom strømmer over af kjærlige gode Følelser for mine Egne, hvoriblandt jeg regner Dem som min Broder, men undertiden holder jeg ligesaa meget af hele Menneskehe[de]n, for jeg synes i Grunden den er god, og kan ikke saa rigtig fatte at man snakker om at den er saa frygtelig slet, jeg seer en Deel Svaghed hos mig selv og lidt hos Andre, men Herre Gud - svag er jo vores Natur - men god - ikke sandt Andersen? Jeg har en saadan Masse Ting at tale med Dem om, min gode Ven, men det vilde blive altfor vidt­løftig at skrive om, med Guds Hjelp samles vi nok engang, hvor det saa bliver. De vil snart skrive mig til et rigtigt langt Brev. Giid jeg kunde sende Dem lidt af det dejlige Soelskin jeg har her, det er saa smukt og vel­signet at det skinner mig lige ind i Hjertet. De skulde blodt see hvor her er dejligt paa S: Thomas - her fra mit Vindue at see Skibe fra alle Ver­densdele sejle ind i den sikkre Havn omringet af grønne Bjerge, som hvide Svaner. - Men nu Levvel, hjertelig Levvel, min gode broderlige Ven, Gud velsigne Dem for alt godt! De omfavnes af den tro Søster

Jette.

[I Marginen paa 1. Side ] Tilgiv disse Klatter!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost