Dato: 13. september 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Otto Frederik Müller
Sprog: dansk.

Le Locle den 13 September 1833.

Kjære, kjære Ven!

Du er ved Gud, en sød Unge og skal komme i min Barneverden! saaledes at kunne skjære et Stykke ud af Broderens og Moderens Breve, nei, det kunde jeg ikke have gjort! jeg vil ret gjemme det, som et smukt Træk klippet ud af Dit danske Hjerte. Din smigrende Lignelse om Agnete»et skjønt Aftryk af en skjøn Form«, er jo ganske poetisk. Du er igrunden en Rad i at skrive Breve, Ludvig bliver en Zinke mod Dig! Bare jeg dog havde Dig her Du kjære Menneske, med den ækle Hat, skulde jeg lukke Grotten op, hvor min Agnete, useet af Andre end mig, staaer lyslevende som en nordisk Aphroditte, opsteget af Havet. Ja, hun lever! og jeg er ret den gode Gud taknemlig for hun er saa smuk, føler jeg! de underlige Mennesker i Verden, troe at en Digter ret er en forfængelig Fugl, der kroer sig af sin Sang, nei jo bedre han selv føler den, jo ydmygere bliver hans Sjæl, jo kjærlige[re] klynger han sig til Gud, ved hvis Hjerte han lærte disse Toner; saaledes gaaer det mig og jeg ligner de andre Poeter i saa meget, saa de bestemt ligne mig i dette. - Hvad jeg har skrevet i Locle, altsaa hele anden Deel, staaer bestemt 10 Gange over hvad Du kjender! I fire Dage sprang Agnete ud af mit Hjerte, her i den forunderlige Eensomhed hvor jeg sidder ved en varm Kakkelovn mens Sneen falder udenfor. Over 8te Dage blundede hun, fik nogle nye Drømme og med disse og i en ny, reenskreven Kjole sendte jeg hende igaar til Dannemark. Jeg har ogsaa lært hende en heel Deel Grammatik, for det see de meget paa hjemme. Bare de nu ikke slaae hende itu for at see om hun er mathematisk nok construeret! - Alvorlig talt ønsker jeg at hun maa gribe dem Hjemme, jeg trænger til Roes, Opmuntring, Kjærlighed! (true nu ikke af mig med Fingeren!) et Digterhjerte er en Sydvæxt, der kun kan voxe under Kjærlighedens Glasklokke, men der gribe de den med plumpe Hænder, som var det en Brændenælde. »Maanedskriget mod Litteratur« har sagt om mig i Foraaret: »en Digter som eengang lovede noget«, og det sagde man efter at mine Maaneder vare komne ud! disse Ord hænge som Giftdraaber ved mit Hjerte! gid Agnete bringe Solskin nok til at bortdampe disse dræbende Dele. Jeg har maatte kjæmpe med Mere end nogen anden Digter; Ubillighed, alfor stræng Kritik & vil vel ikke kunde slukke den Flamme der nu engang boer i mig, jeg er Digter og vil blive det, men den vil tilintetgjøre min Væren, dræbe mig før Tiden; det er Svaghed veed jeg nok, men en medfødt Sygdom hos Poeterne, det er maaskee den samme Pirrelighed Muslingdyret har naar det sætter sin Perle og døer. - Men lad os lukke til for det sorte Gemak, at jeg lader dem titte derind viser min Kjærlighed til dem! - Imorgen forlader jeg Locle og flyver ene over Alperne, sover en Nat hos Munkene paa St Bernhard, gaaer over Simplon til Lago Magiore og derfra til Milano, hvor jeg indtræffer den 23. September. Her finder jeg Lieutenant Dinesen og Kammerjunker Neergaard, vi danne nu et nordisk Kløverblad og som »en Ven af Sydens Skjønne en Skræk for deres Mænd«, angribe vi Genua, indtager Livorno, Pisa og Lucca og reiser saa til Florents for at glæde denne stolte Stad med vor høie Nærværelse. Midt i October ere vi vidst i Rom, hvor Paven skal vadske vores Fødder og Prindssessen tørre dem. Jeg glæder mig meget til denne Fest og ønsker at Du var med, saa skulde Du faae Lov at holde Servietten og Din Hat kunde nyde den Ære at gene til Vandbale, en Ting den synes at være skabt for. - Locle har ellers viist mig alle sine Mærkeligheder. Skoler, Vandmøller og lignende Maskiner. Her er meget politisk; Konerne ere for Preusen, Mændene for Schweits; i Chaux de Fonds, en lille By her tæt ved er det kommen til blodig Strid, behageligt er det just ikke i Schweits; 3 Batallioner staae paa Grændsen for at sige: »Puf!« Nu er jeg ellers ganske bekjendt i Locle, »en reisende Digter fra Dannemark.« - Det er ellers en reen Uhrmagerby. - De smaa Børn blive endogsaa født med et / Uhrværk. - Af Naturskjønheder har jeg seet noget ganske fortræffeligt Snee, nogle vaade Skyer og paa min Promenade traadt i bare Kokasser. Man elsker meget min Sang og har foreslaaet mig at give en Consert paa Mundharpe her paa Byens afbrændte Raadhuus,jeg har bestemt at vilde naar de skaffer mig gamle Catalani, hvor de finder hende, thi jeg vil nok stikke det gamle Orgelværk ud. - Inden i dette Brev ligge to til Carstenskjold, det ene til hans Hjerte, det andet til hans Posttaske, giv ham dem begge to. Hans er aabent, ligesom Dit røde Hjerte Brev var hos ham, Du kan derfor læse det, til Gjenjæld lader Du ham læse dette igjen, saa skriver jeg noget forskjælligt til Eder hver. Skade Du var i Paris under Julifesten, jeg skulde ellers fortælle Dig om Ballet. »Dronningen var gammel, saa bleg og lidende ud, man siger hun skal have taget sig Julirevolutionen meget nær; hun var ogsaa stærkt allieret med den bortreiste Familie!« - Men det er sandt det veed Du jo! Hils nu alle de danske, Hafner ikke at forglemme; den unge Mand der ariverede Dagen før min Afreise, Delon & - Naar Du kommer Hjem da tal til Din Fader om det lassenske Legat for mig næste Aar, jeg er høist trængende og en værdig Trængende, Eduard har alt besørget Ansøgning. - Skriv mig til i Florents, men skriv i det mindste 8 Dage efter Du faaer dette. Lad Brevet være post restante. Jeg stoler paa Dig! Lev nu ret vel min kjære, kjære Otto og hils dem hjemme fra

Din Andersen!

[Udskrift:]

a Monsieur

Monsieur Otto Müller

Candidatus juris Hotel Vivienne rue Vivienne No 14 a Paris

fr:

[Tilføjelse i marginen til s.l:]

Skriver Du til Florents, faar Du et langt Brev fra Rom!

Tekst fra: Solveig Brunholm (også lig med microfilmscan 78, 270-71)