H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff 17. september 1833

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. september 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Brieg391 ved Foden af Simplon den 17 Sept: 1833.

Dersom et Brev kan blive interessant ved at skrives fra interessante Stæder, saa skal dette blive det. Flyv nu med mig over Alperne ind i Deres forjættede Land, jeg ender først disse Linier i Rom. Den 14 Sept: forlod jeg Locle, de gamle Tanter392 der, havde strikket mig Moppediser for Kulden, baldyret mine Hoser saa de kunne fremlægges til Prøve paa udenlandsk Kunstflid, de gave mig Madkurv, Druer og Draaber med paa Veien; de smaae Børn i Huset græde høit da jeg reiste bort;393 det havde jeg ikke troet, at de Uskyldiges Taare skulde flyde for mig i Schweits. Aftenen var saa smuk da jeg nærmede mig Neufschatel! hele Alpekjæden laae saa klar og deilig for mig! Foden var himmelblaae, Toppen sneehvid; det syntes mig som Jordens store, sammenlagde Vinger;394 hvad om den opløftede dem, tænkte jeg, om den udbredte de store Fjær med de brogede Billeder af sorte Skove, vilde Fosser og svømmende Skyer! hvilket Billede! paa Dommedag løfter den vel disse Vinger, flyver mod Gud og brister. Neufschatellersøen var blikstille, en Baad med hvide Segl flød som et Elskovs Brev derude. Morgenen efter reiste jeg derfra til Lausanne; da strøg en sort Sky, som en uhyre Rovfugl hen over Fladen og skjulte med sin brede Hale de stolte Alper, Aftenen den 15de var jeg alt i Deligensen fra Lausanne, det lynede over Genfersøen, hele Natten strømmede Regnen ned og da jeg kom til Martinack395 var det reent umueligt at gaae til Chamony-Dalen eller St Bernhard; jeg bleve ganske bedrøvet, vilde saagjerne have sovet en Nat oppe hos Munkene. Valiserdalen med den brusende Rhone er deilig; Alperne Kjæmpefjelde, men de overgaae ikke min Phantasie og det havde jeg ønsket! min Tanke er flyvet høiere end de, skjøndt her gik Skyerne i 5 a 6 Afdelinger over hinanden. Pischewasche396 er et imponerende Vandfald, man havde sagt mig i Skolen, at det saae ud som en Tagrende, hvilken Snak! Det var meget bredt og høit, Skyerne kyssede det, i det de fløi forbi. Ruiner og gamle Slotte hilsede os. Rhonefloden brusede mellem Granitmasser, Vinden gik gjennem de mørke Skove, det var en Musik! - Mod Aften blev det smukt Veir, jeg krøb uden paa Deligensen og fløi nu forbi Afgrundene. Jeg var den eneste der blev i Brieg; Reisen har noget udmattet mig og jeg vil ikke komme søvnig ind i Italien. - Pengefeber397 overfalder mig imellem, det er haardt, især naar det gjælder for at man reiser paa det Offentlige, at det dog gaaer ud over det Private med. Jeg er jo ogsaa den der fik mindst,398 rimeligviis fordi jeg er den ubetydeligste! - Paa hele min Reise er Brieg den første By, der ret synes anderledes end der hjemme; imorges mødte jeg paa Gaden en Skovbroder i sin brune Kutte, han smilede saa vanvittig til mig. Her er et stort Jesuitter Colegium med en deilig Kirke; Jesuiterne ere unge, smukke Mennesker der næsten vise mig en krybende Høflighed. Jeg har besøgt dem; Nonnerne vilde jeg ogsaa ind til, men Portnersken opløftede et høit Skrig over mit dristige Ønske, jeg hørte Søstrene synge; men det lød som et Operachor; paa Altanen stod en gammeldags Lænestol, det var alt hvad jeg saae. I Aftes spadserede jeg langs med Rhonefloden, jeg var i sorte Klæder,399 saae noget geistlig ud, da kom der med et en Bonde og faldt paa Knæ for mig, jeg blev ved Gud ganske forskrækket, thi jeg vidste nok at han ikke havde hørt at Gjengangeren har bragt mig ind i Helgenernes Tal, jeg troede han var gal og vendte derfor om igjen.

Isola bella Boromea400 den 20 September.

Bene levato! - Medens jeg venter paa Dampskibet skriver jeg her til Dem midt i Lago magiore. Jeg er i Deres Canaans Land. Hør min Flugt! - Hvilken Vei over Simplon. Det er Giganten Napoleon, der med sin Finger har ridset Slangebugter gjennem Jordens Rygrad401. Veiret var slet, men det passede just godt til den vilde Natur. Dybt nede i Afgrunden laae Skyer; Toppen af Bjergene vare indsvøbt i Skyer; jeg saae ingen Grændse af Jord og Himmel, kun de uhyre Klippeblokke. En Lavine havde revet et Stykke af Veien bort, vi maatte derfor over en gyngende Bjælke broe. - Flere Stæder vare Klipperne sprængte, vi rullede gjennem de vilde Klippehuler; en Ørn fløi os forbi, det var jo Napoleons Fugl, dens Slægt vil stedse flagre som hans Vaaben-Mærke over dette hans stolte Værk. Gletscherne saae ud som grønne Glasbjerge og Steenblokkene vare ærtsgrønne. Vandfald bruste ved Vandfald. - Uh! hvor jeg frøs! Ved Issella kom jeg ind i Italien. Med Eet blev Naturen frodig. Kastanier og Figen voxte ved Landeveien, men Himmelen var graae som i Danmark; men det er jo poetisk smukt, at jeg har Hjemmets Himmel med mig. Viindruerne hang saa store, Luften var saa mild og deilige Børn legede og sang ved de smaae Capeller. - Iaftes kom jeg til Baveno og har i Dag for den skændige Priis 8 Frank (næsten 3 Rdlr) leiet en Baad til Isola bella, hvor jeg skriver dette. Søen »Magiore« er smuk, men heller ikke mere! den staaer langt under min Forventning; Sligt har jeg seet hos os selv hjemme, disse venlige, lave Kyster. Genfersøen er meget smukkere. De boromæiske øer maae have faaet deres Berømthed fra ældre Tid, da man ikke reiste saa meget, ikke kjendte saa mange Herligheder, som jeg alt har seet. - Nyelig seilede nogle Fiskere forbi mig, de sang saa smukt, hver havde sin Stemme, ikke som naar Folk kjøre fra Dyrehaven og skrige liig Hottentotter. - Jeg har her paa Øen gaaet i Laurbærtræernes Skygge, seet en deilig Venus af iiskoldt Marmor, der gjorte mig ganske varm. Hvilke Former! Napoleon har skrevet sit Navn i en stor Ceder. Om to Timer seer jeg den hellige Borromæi-Statue402 og i Aften er jeg i Milano. Lev vel!

Milano403 den 24 Sept 1833.

Gratulerer til den kjære Fødselsdag! i Middags drak Dinesen, Neergaard404 og jeg Deres Skaal ved Bordet og ønskede at De havde været her. - Hvilken Kirke! det er et udhulet Marmorfjeld, Notre Dame i Paris falder reent igjennem ved Siden. Den er saa dunkel indvendig, Menneskene see ud som Myrer og Lyset dæmrer gjennem de brogede Ruder. Rundt om ere herlige Marmorbilleder; jeg har været oppe i det høieste Taarn, mod Norden stode Alperne indsvøbte i Skyer, mod Syden reiste Apeninerne sig i den rene Luft. To Dage før de Andre kom, gik jeg ganske ene her i Milano, besøgte da Theatro La Scala;405 det er da noget! 6 Etager! mutters ene vandrede jeg hjem i den fremmede By, ud paa Natten, der laae nogle Lazaroni paa Kirketrappen, jeg begyndte at føle lidt Hjerteklabappelse, men jeg vilde ikke af Frygt for at gaae ene, blive fra Operaen, jeg vil modkjæmpe dette Cujoneri hos mig, og man kan hvad man vil! - det var ellers den sletteste Opera og Ballet jeg endnu har seet i denne Verden!

Hvilken Luft! Himmelen er alt doppelt saa høi som hjemme, hvad vil den ikke blive paa hiin Side Appeninerne! jeg drikker den i store Drag. Man skriver fra Kjøbenhavn om min Hjemvee,406 at den udtaler sig i Agnete! nei, nei, jeg kjender den endnu ikke og vil ikke heller; mine Venner ønsker jeg hos mig, men jeg længes ikke efter at sluge Taage, fryse og høre vrøvle, naar jeg kan drikke en Luft, jeg aldrig har kjendt, spise store Druer og høre de deilige Stemmer, som smælte Hjertet, men ikke med Hjemvee, nei snarere med Vee, for at forlade dette Paradiis! - Frankerig og Tydskland er dog kun lidet! nei, bag Alperne ligger Edenshave, med Marmorguder, Toner og Guds rene Himmel! Gid at De, før Deres næste Fødselsdag, aande den Luft der strømmer gjennem mit aabne Vindue, nu sætter jeg mig derhen, seer paa den klare Blaahed, tænker paa dem hjemme og paa Ideen til en nye Tragedie. - Jeg er jo grusomt roest i Kjøbenhavnsposten for mine Digte,407 man seer nu at jeg er ude! dog har det glædet mig meget for jeg er tidt et Barn endnu. Først om to Dage reise vi herfra, jeg begynder at kjede mig lidt, thi Milano er en stille By, Folk gaae i Kirke, Gaderne selv dufte med Røgelse, i Dag saae jeg den første Capuciner, det var et smukt ungt Menneske. - Fruentimmerne her ere ikke Skjønheder, - Apropos. Frøken Schulz408 fra Sverrig, der har reist i Italien, er for i Vinter blevet engageret ved den store italienske Opera i Paris. - Lev vel! Lev vel! Det er sandt, samme Aften jeg kom her til blev udenfor Byen en Vogn overfaldet409 af 10 a 12 bevæbnede Bønder, de røvede Alt, men dræbte ingen; i Milano er man sikker, der gaae Soldater hele Aftenen og Natten paa Gaden. - adio!

Genua den 1ste October 1833.410

I Dag for fem Dage siden forlod vi Milano og gik hertil paa 2 1/2 Dag med en Vetturin, prøvede alle de Plager og Skjændigheder Italien byder den Reisende, Alt gaaer her ud paa at bedrage ham, her er et Svinerie, hvorom De ingen Idee gjør Dem; vi har maatte true med Politie, vaaget over vort Tøi, seet Røvere blive slæbt afsted af Soldater etc. etc. - men jeg vil ikke spilde Papiret med alle de Ubehageligheder en Reise frembyder her, men kun holde mig til Lyspunkter; lige fra Milano var der en feed, grøn, eensformig Flade, Viinranker og Viinranker; Apeninerne vare, meget ubetydelige, vi sov den sidste Nat inde mellem dem i en ussel By, men hvor Madonnas Billed var af Marmor selv paa det fattigste Huus. Regnen skyllede ned og holdt os hele den første Dag411 inde her i Genua, men nu har vi seet Byen, den er næsten ligesaa interessant som Paris. Palais ved Palais, o, en blændende Pragt, hvilken Architectur! deilige Malerier af Coreggio, Guido Reni og Raphael har jeg seet i denne Vrimmel af Kirker, jeg har været i Dogens prægtige Slot og seet Gruset af Fjeskos412 Huus; som et Amphitheater ligger Byen op af Bjergene, rundt om den deilige Bugt. - Vandet er blaat som i Genfersøen; jeg synes her at være Danmark nærmere, maaskee Bølgen der slaaer mod Muren under mit Vindue har drukket af de Danske Kilder. - Theatret er næsten som La Scala, 6 Etager, øverst udenpaa staaer en deilig Marmor Apollo, som formet af den hvideste Snee, de gave »Elskovsdrikken«, med en ny, italiensk Musik;413 om Aftenen da vi gik derhen hørte vi to Tiggere synge paa Gaden en Duet, uden alt Acompagnement, saa harmonisk deilig, at vi alle tre forbausedes! - I een af Gaderne er en Broe Carignano der forbinder to Gader og gaaer højt over 6 Etages Huse; der stod et med 10 Etager og dog laae der Palaier over dette igjen. Broen har kostet 5 Millioner at bygge. Hos Admiralen af Genua skaffede vi os en Tilladelse til at see Arsenalet,414 vi kom her ind til 600 Galeislaver, de fleste havde de afskyeligste Ansigter man kan tænke sig, to og to saae vi lænkede sammen, som var det kun eet Legeme, vi vare inde i deres Soveværelser; langs med Væggen laae de lænkede fast og toge Huerne af, da vi traadte ind; vi saae Sygestuen, 3 laae med grøngule Ansigter, lange sorte Haar og brustne Øine og ventede Døden, det angreb mig saa frygteligt, jeg hørte hvor man laasede os inde med dem, Eet af disse Væsener mærkede min Svaghed og da han saae mig præsse Øinene til, loe han saa afskyeligt og rystede med Lænkerne som et vildt Dyr; i Gaarden gik en ung Mand, klædt som de Andre, men i det fineste Tøi, det var en Riig fra Genua der havde bestjaalet og bedraget Staden hvorfor han var dømt til at være her paa Galeierne i 10 Aar, han arbeidede vel ikke, ja spiiste de bedste Retter, men maatte om Natten sove med de Andre, lænket til Brixen! Var det mig, jeg døde af Skam eller dræbte mig! Bjergene rundt om er begroede med Olivenskove, der give dem et sort, sørgeligt Udseende, men Genua selv er i Sandhed »La Superba«; over Havemurene hænge Citronerne, som Æbler hos os, de stolte Genuesere gaae med deres røde Huer paa Gaden, Capucinere trave barbenede om og Nonnerne synge bag de mørke Gittre. - Jeg saae en Tigger i Dag kysse Christus paa Fødderne og en riigklædt Dame knæle paa Marmortrappen hvor vi gik forbi.

Pisa den 5te October 1833.415 Nei, nei, det er ogsaa for deiligt hvad vi have seet, vore Plager vil jeg springe over, den ene Dag sove vi som Jeppe paa en Mjøding, den anden Dag paa Baronens Slot, nu ere vi i Pisa, nu har jeg først ret en Idee om Italiens Deilighed; er Frankerig Fornuftens Land, Danmark og Tydskland Hjertets, da er Italien Phantasiens Rige; Alt er Malerie! Hvad pan jeg vel udpege? Jo, et Punkt udenfor Genua, paa Veien her til! tænk Dem, til Venstre Bjerge med Myrter og Oliven, Bønderhusene med Citrontræer og nu til Høire det dunkelblaae Middelhav, en steil Klippe, beegsort og taarnet mod Skyerne ragede ud i Vandet, et Skib med udspendte hvide Segl laae i Solskinnet under den og paa Veien foran vor Vogn kom en 8 a 10 Capuciner Munke med characteristiske Ansigter. Et andet Sted saae vi et gammelt Fangetaarn halv ude i Vandet; vi kjørte der over en lille Flod, hvor den murede Broe, overgroet med Eviggrønt, var faldet sammen og tæt ved gik tre gamle Koner, med gule Ansigter og hvide Haar og spandt Hør af et langt Kosteskaft, det vare de livagtige Parcer. Vi gjorte en lille Omvei for at see Marmorbrudet i Carara ; som nysfaldet Snee skinnede det frem og jeg synes ordenligt at der inde i Bjerget sad Guder og Gudinder bundet fast i Stenen og ventede paa en Mager, som Canova og Thorvaldsen der skulde udløse dem, jeg fik mig der, til Dem, en lille Skaal til at rive Farve i, der ikke har anden Værd end at den er af ægte cararisk Marmor; De faaer den vist ikke før jeg selv kommer til Danmark. Vor Vetturin kjørte da vild med os, og istedet for Pisa holdt vi ved Lucca , nu blev han forskrækket, og vendte ligeom. Med et brændende Lys i Haanden kjørte han os gjennem Pisas Gader til Hotellet; i Dag have vi besteget det skjæve Taarn, seet det interessante Campo Santo , her var et smukt Bas relief af Thorvaldsen, »Tobiæ Helbredelse«,416 Thorvaldsen har givet sit eget Billed som den unge Tobias. Deilige Malerier havde vi set i Kirken; imorgen gjøre vi en lille Lysttour til Livorno, men kun paa halvanden Dag! - De skulde see Vinen voxe her mellem Bjergene, det er ikke som i Tydskland og selv i Frankerig, Stiklinger op om en Stok, nei Guirlander mellem Træerne; Grøfter og Trætoppe bedækkede med uhyre Druer, de voxe i en Fylde at det er forbausende! for en 2 Skilling Dansk kan vi faae begge Hænder fulde, vi spise de Bedste og kaste de andre paa Landeveien! Men jeg maa dog fortælle Dem det Moersomme vi oplevede igaar; det er nemligt lige den modsatte Tiltale til Hestene Kudskene have her, som hjemme, skal de staae sige de »Hy! Hy!« men skal de løbe raabe de strr! tirr!« vor Kudsk var gaaet fra os, med eet begynde Hestene at gaae og nu ville vi standse dem og raabe uvilkaarligt alle tre: »trr! trr!« men saa løb de just, det skulde De have seet! Vi have da ogsaa kørt med vor Vienervogn bundet fast til en Vogn trukket af Stude, thi vore Heste kunde ikke gaae længer!

Livorno417 den 6 October 1833.

Ingen af os synes meget om denne By, vi begynde at blive kræsne; her er meget smudsigt og kjedsommeligt; Havnen med det deilige Hav, hvor vi har gynged i en Baad er det smukkeste; fra vort Vindue saae vi Solen dugge ned i det og lidt efter blev Vandspeilet saa blaat, som vor nordiske Himmel i en klingrende Frostnat, Bjergene vare en lyseblaae Taage og den rene Luft hang med ildrøde, sønderrevne Skyer. Af Byens Mærkeligheder vil jeg nævne Dem Jødekirken,418 den skal være den rigeste og smukkeste i Europa; men den gjorte et modbydeligt Indtryk paa os; den var propfuld med Jøder, Alle havde deres Hatte paa, Alle sladdrede de i Munden paa hinanden, nogle Rabiner stode paa en ophøiet Stol og grinede; oppe ved Tabernaklet puffede og stødte de hinanden, som ved Theaterdøren i Kong Salomons gyldne Dage419 hos os. - Skidne Børn stode op paa Bænkene, der var ikke Tanke om Andagt, det var en reen Børs, eller rettede - en skiden Børs. Oppe paa Gallerierne sad alle Fruentimmerne bag tætte Gittre, de skal holdes meget strengt og føre et genert Liv. - Imorgen tage vi til Pisa igjen for næste Dag at komme til Florents.

Florents420 den 12 October. (Gratulerer Moderen og Søsteren!)421

Corsica og Elba422 har jeg da seet i Afstand, været anden Gang i Pisa og er nu i Muser og Gratier[s] Sæde: Florents, og det alt paa femte Dag. - Man siger jo, at Gudinderne boe paa de mørke, snevre Tagkamre423 hos Kunstnerne; som saadant et snevert, hæsligt Tagkammer seer ogsaa Florents ud; ingen af os troede det var denne By, da vi kørte ind i den; det er Intet mod Genua! men da vi nu kom til Gallerierne, til Kirkerne, til al den indre Kjærne - - o Gud, hvad kan jeg fortælle Dem! spørg den Døde, hvad han seer, naar han opvaagner og seer Gud og Engle over sig og Verdner rundt om?424 Det er et chaotisk Billet jeg endnu har af det Hele, men enkelte Punkter skinne, som Stjerner frem og dem vil jeg pege paa, men tegne dem kan jeg ikke. Jeg har seet Niobe-Gruppen, Laokoon og alle de deilige Madonnaer af Raphael; jo, jo, Gjengangeren har Ret: Formen er vigtig! hans Digtervæsen fatter jeg nu; han er ingen Raphael, ingen Tanke-Maler, men han er en ypperlig Chaligraph, han skriver en nydelig Haand, lutter Skjønheds Linier; skulde man ikke kunde aflære ham det samme, og saa gribe Penselen, med denne vilde man dog kunde give varigere Billeder end med den spidse Pennefjær, som han. - Titians Venus er den jordiske Skjønhed i al sin Fylde, men den medicæiske,425 er den himmelske! Jeg har siddet over en Time for hende; Marmorøiet uden Seekraft fik ved alle Delenes Harmonie et mægtigt Liv!, - der seer man dog at Guderne ere udødelige! staaer hun ikke ung og levende der, fra Slægt til Slægt, og selv som Marmor smælter Hjertet. - Madonna del cardelino,426 de fire Cybeler af Volterano,427 Pampalonis428 nøgne Pige og di Vincis Medusa,429 vil jeg aldrig kunde glemme! Medusahovedet havde noget magisk der trak mig til sig, det er Afgrundens Skum i den skjønneste Form, det er Helved der har skabt et Madonna Hoved; den varme Gift damper af Munden og Slangehaaret rører sig mens man selv forstener. Gid jeg nu var »kun 17 Aar«430 og havde de samme Følelser og Ideer som nu, da skulde der nok blive noget af mig, nu seer jeg kun at jeg intet veed, intet kan, og Livet er saa kort, hvor skal jeg dog lære det uhyre Meget! det er en Følelse jeg aldrig har kjendt, den gjør mig inderlig bedrøvet!

Jeg havde betænk[t] at ende dette Brev i Rom, det var jo da ogsaa fra meget interessantere Steder? De og min kjære Eduard vare de eneste to der skulde have hvert sit, men nu hører jeg af Sonne431 her i Florents at Brevene til og fra Danmark forfeile ofte, han har endog, til for kort Tid siden i 7 Maaneder maatte vente paa Creditivet og derved været i stor Forlegenhed; jeg seer ogsaa hvorledes Alt for Øieblikket gaaer til her i Landet og dette har gjort mig meget forskrækket, især da mine Penge er paa Heldingen, jeg ender derfor her i Florents Brevet til Dem og lægger denne lille Seddel inden i til Eduard,432 vil De slaae et Convolut om den og strax sende ham den, det er, som De seer, om mine Pengesager. Fra Rom, hvor jeg kommer om otte Dage, sender jeg Brevet til ham433 og De skal da til Gjengæld faae en lille Sæddel, stor, som den De giver ham, der skal fortælle Dem om min Ankomst til Rom og altsaa kunde gjælde for Beslutning af dette Brev. - Jeg haaber at alle mine Venner som kan , purrer den ædle Møsting,434 at mit spinkle Stipendium kan faa en pille Fedt, thi ellers bliver jeg til Skind og Been. - Min hjemsendte Agnete vinder vel nogle Hjerter og holder mig »paa Bølge«,435 et Udtryk jeg veed man har brugt om mig da man lod mig reise! - Vil De bevise mig det Venskab at lade Fru Lessøe læse dette Brev, thi ellers skal jeg skrive det samme til hende og jeg vil heller variere, det er ogsaa en halv Verden der ligger mellem os og to kjære Hjerter kan jo nok have godt af een og samme Blomster-Bouquet, meddeel ogsaa Fru Drevsen og Collins deraf, thi først om 8 Dage faaer nu Eduard sit, dersom han bare faaer det, ja jeg kan vel sige, om - De bare faaer dette, gid en god Engel holde sin Haand over min Brev Due og snart bringe Dem min Hilsen. - Har De talt noget med Eduard om mig? Den kjære, trofaste Sjæl, vi ere meget forskjellige og dog holder jeg af ham, som var det min Broder! gid at De ret kjendte ham og han igjen Dem i lige Grad. - Men nu maa jeg til at slutte paa mit lange gamle Brev der er flyvet over Alperne og Appeninerne, har paa hele Reisen ligget ved mit Hjerte for at jeg kunde havde det paa rede Haand til at skrive deri. - Imorgen Klokken 3, før nogen endnu er oppe, tænker jeg at vi sidde i Vognen, vi gaae over Terni til Rom, da vi vil see Vandfaldet; - Tragedien436 jeg har talt om her i Brevet, bliver nok snarere et Drama, jeg er endnu ei ret paa det Rene der med; men Frihed og Kjærlighed gjælder denne Gang min Sang, og jeg haaber at Muser og Grazier vil række mig Haanden thi de har seet mig halv knæle for deres døde, men sjælfulde Marmorbilleder. Jeg synes at her i Italien bliver mit Hjerte mig forstort, og dog kan jeg ikke omfatte dermed den hele Herlighed! Lev nu vel! Dette Brev skal De give mig et ret langt et for, thi De seer hvor jeg har tænkt paa Dem! Hils Faderen, Moderen, Brødrene og det kokske Huus, Weyse og fælles Venner især Collins og tænk tidt paa Deres broderlige

Andersen. (neden under staaer fra Fætteren.)437

»Neden under staaer fra Fætteren« skrev jeg, han sagde ogsaa at han vilde, men nu det kommer til Stykket snakker han saa meget, om hvad han skal skrive? Hvad han kan sige oven paa mit interessante (?) Brev! Om de mange smaae Breve han kommer med, at han heller fra Rom vil skrive et langt Brev til Dem - og jeg veed ikke hvad! jeg har ogsaa skændt paa ham. Vi ligge meget i Strid, skændes ofte og ende med at blive gode Venner igjen! han vil have formeget Mening og jeg vil maaskee ogsaa, Neergaard spiller den forsonende Genius. - Siig mig noget om Kenilworth, om Agnete (sidste Deel) denne er jeg overtydet om behager Dem! siig om De har seet noget af mig paa Theatret, hvad Folk sige om mig, og glæd mig snart med et Epistel, lige saa langt som dette! gid De var her mellem Cypresser og Druer; dog De vilde fryse, her er koldt, meget dansk koldt i Florents. Lev vel!

NB: kun til Grændsen her kan jeg frankere dette Brev, det bliver Dem altsaa dyrt, frankeer derfor ikke til mig.

[Udskrift]

NB er Frøken Wulff bortreist aabnes Brevet af hendes Fru Moder.

a Mademoiselle

Mademoiselle Henriette Wulff

Adresse Mr: P. Wulff, chef de l'Academie des cadets de la

marine Royale Danoise

(Søecadetacademiet i Bredgaden.)

a Copenhague en Dannemark

par Hambourg

Tekst fra: H.C. Andersens Hus