Dato: 21. februar 1852
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Til Frøken Henriette Wulff i Westindien.

Kjøbenhavn 21 Februar 1852.

Min kjære søsterlige Veninde!

mit sidste Brev - og det var et langt Brev - er gaaet op i Luer med det ulykkelige Skib »Amazone«, det var da kun et ringe Tab mod hiin store, forfærdelige Begivenhed. Dette Brev vil naae Dem, i deiligt Solskin under grønne Træer; vi have det herhjemme med en mærkelig mild Vinter, Søen har ikke været lagt til, Storken kom alt i Januar, og Marken har været grøn hele Vinteren, men saa har vi prøvet det med Taage og Regn, hu, vaade Trappe-Gelændere, jeg har skrevet en Vise derom, De skal faa den; men nu er det lidt Frost og i forgaars de vidunderligste Nordlys; det var, som maaneklart og vexlede med grønblaa Flammer og et Ild-Hav. Jeg er glad ved at De er saa vel og at De ret nyder Guds deilige Natur, ja jeg er næsten angest for Dem naar De kommer her hjem, men saa maa Deres Nærmestes Kjærlighed være Dem for den tropiske Sol, og vore Digter­værker give Dem Natur-Friskheden, Farverne og den milde Luft. Her er dog et ganske smukt aandigt Røre! - Et Par unge Digtere dykke op, af Een faae vi snart paa Scenen en Episode af Evalds Liv.2508 De skal see Jerichaus2509 Jæger og hans sovende Pige, det er fortræffelige Arbeider; Fru Jerichau har malet et ægte dansk Stykke, Bønderbørn der lege med et Lam. Marstrand har under Arbeide »Festen i Lecksand«, saa farvebroget, som den er deroppe. [HCA 1983/167]. Gade componerer Romanzer2510 - jeg skriver Historier, men det er sandt De skulde have min Vise.2511 ­

Mel: Menuetten i Elverhøi.

Naar hjemme man paa Gadens Bræt,

Faaer Saugspaan blæst i Øiet,

Forstyrres i sin Fortougsret,

Saa er man misfornøiet;

Man finder meget ferskt og tamt

Og smaaligt, reent forbandet,

Sit Trappe-Rækværk vaadt og klamt, ­-

UH ! Det er Fødelandet!

Man reiser - og som det gaaer frem,

Erindrings Englen kommer,

Han synger om det kjære Hjem,

Om Solskin der og Sommer,

Om Vintertid med Stjerners Pragt;

Hvad Bittert er vi glemme;

Og i vort Modersmaal er lagt

Et Kys fra Moder hjemme.

Flyv Verden rundt paa Dampsnel Baad,

Vor Fart er længselsblandet,

Os binder en electrisk Traad

Altid til Fædrelandet;

Jo længer bort, des mere fiin

Vil Traaden blive spundet;

Du Blodets Hjem, den Magt er din,

Dybt i Naturen grundet!

Ja, Hjemmets Jordbund har en Magt

For Syden, som for Norden;

Det er, som var en Rav-Bund lagt,

Der drog, selv gjennem Jorden!

Og denne Hjemvee, sund og sand,

Engang paa større Vinger,

Os op til Aandens Fædreland,

Til Gud, vor Fader, bringer!

---------------

See, den Vise kan De synge og tænke paa os! selv flyver jeg nu snart ud,2512 jeg gaaer til Nürnberg og München, paa det sidste Sted - jeg har faaet Brev fra Theaterdirecteuren - vil man give: »Hyldemoer«; derfra tager jeg til Schweitz og Nord-Italien; jeg reiser fra Kjøbenhavn den 10 Mai, altsaa kan jeg nok faae Brev fra Dem endnu - sidst i Juli er jeg hjemme; da sees vi jo, da tale vi ret sammen! - De har jo nu faae[t] Dagæreotypperne, hvor jeg er den ene fjerde Part, hvad synes De om dem alle fire? Er De hos Rothes2513 naar De faaer dette mit Brev, da hils dem begge fra mig, jeg er, naturligviis ogsaa Student med Rothe; seer De Feddersen da siig ham at han er venlig i min Tanke! jeg husker ofte paa vort korte, smukke Samliv i Paris. - De veed da, at Victor Hugo og Alexander Dumas have ansøgt Senatet i Hamborg om de maa boe der;2514 skeer det, da komme de vist i denne Sommer til Kjøbenhavn; maaskee kommer ogsaa Rachel. Fra Fru Ørsted og Mathilde har jeg mange venlige Hilsener til Dem, ja jeg kunde ogsaa bringe Dem en hjertelig Hilsen fra endnu Een, som ikke har paalagt mig det, thi hun troer De ikke bryder Dem derom, men som i den sidste Tid tidt har spurgt om Dem og venligt beklaget hvor fremmede de ligesom ere for hinanden, det er Ingeborg Drevsen. De kan ikke troe hvor hun i de sidste Aar har taget en mærkelig dyb aandelig Retning, hvor meget hun i det ædleste og Bedste har udviklet sig; Hun er en usædvanlig Natur, og hun skatter Dem og taler saa smukt om Dem, at det virkeligt er mig en Trang at sige Dem det. - I ethvert Tilfælde er det jo ikke ilde at høre Folk være een god! - Fru Abrahams2515 skranter desværre bestandigt, hendes Mand er stadigt den samme livlige, venlige veltalende Person, som man maa holde af. De veed at han har en prægtig Haandskriftsamling,2516 den var ifjor nær brændt, har jeg fortalt Dem derom? Den mindste af Drengene,2517 havde været ene inde i Stuen, tændt en Svovlstikke der stak Ild i Gardinet, dette tændte i Skabet, men man fik det betids slukket; det Morsomme derimod, som jeg vil fortælle, er at da det brændte skjulte Drengen sig og - da een af Brødrene saae ham sidde i en Krog, - sagde »jeg er ulykkelig! Papa vil jage mig bort!«, og nu tilstod han hvorfor, og sagde: »Gardinet brændte, og saa, spøttede jeg paa det for at slukke, men jeg havde ikke Spøt nok!« - See det var den Historie, lad den flyve over Havet! Lev glad, frisk og lykkelig!

Broderligst Hans Christian Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus