Dato: 24. september 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

71. Til E. Collin.

Milano den 24 September 1833.

Før jeg kom til Rom skulde De intet Brev have fra mig, men i Dag fik jeg Deres velsignede Linier, »De længes ret meget efter at høre fra mig«, hvorledes kan jeg da opsætte det. – Jeg er i Italien! er nu først ret ude i Verden. Paa denne Side Alperne føler jeg mig et ganske andet Menneske; jeg kan ikke selv forklare hvad der er foregaaet med mig, men jeg har med eet faaet en ganske anden, klarere Anskuelse af Verden og Livet om mig. Troe mig kjære Eduard, Reisen forandrer mig, og som jeg haaber til det Bedre, jeg siger dette, just fordi De i Deres Brev yttrer en Tvivl, dog Tiden bedst vise det! – Jo Mere jeg seer, jo mere jeg tumler mig herude, opdager jeg, hvor saare lidet jeg veed, men kan komme til at vide! Jeg vil gaae Deres Brev igjennem, der er saa meget deri jeg har at svare Dem paa. De troer, at jeg ikke kan taale at høre Deres Hjertes Mening om Agnete, ikke taale at høre et alvorligt Ord af min meest trofaste Ven! O, Eduard, frygt ikke derfor! det var i gamle Dage, jeg strax fik Vand i Øinene. De synes ikke om første Deel af Agnete, og hvad De bemærker kan De have nogen Ret i! min Personlighed spiller saa stor en Rolle; den lyriske Digter udtaler sig selv! det er nu en Egenhed hos mig at jeg hidtil har været saa ganske lyrisk, men det taber sig og jeg troer Agnete gjør Overgangspunktet. Husk paa, hvor kort Tid efter at jeg forlod Hjemmet, jeg begyndte paa dette Arbeide; hvor meget jeg endnu maatte være den samme! Anden Deel af Agnete har alt et ganske andet Præg, som De nu alt vil have seet! forandre noget i første Deel, gjør jeg ikke, jeg holder paa Pilati Ord:»Hvad jeg skrev, det skrev jeg!« – Vil De derimod i Zigeuneren[s] Replik udelade de to Linier:

»Den hele vide Verden er vort Hjem,

Og paa slig Vandring skærpes Blik og Tanke«

da troer jeg, at den preciosaiske Liighed er borte; i Efterspillet troer jeg at i Havet siger i første Chor »Vægge, Kubbel, hvert et Kammer straaler nu i Maanens Flammer«, ligeledes synger 3die Chor, »grønlig, matte Maanens Flammer etc.« vil De her begge Steder rette det til »Solens Flammer«, thi det er ved Solens Nedgang. Enkelte Steder har De ogsaa reent misforstaaet mig, skjøndt jeg troede det var læseligt skrevet; De læser, »Qvinden ligner Urten der er dømt til at voxe qvægende om Roden«, men det er »Reden«, med et »e«; ligeledes at »Stormen klipper Mænd og Heste af Bølgerne«, det var jo noget reent Sludder af mig; nei den klipper af »Skyerne«. Læs endeligt rigtigt, naar De lader Bogen trykke, jeg troede saa vist at De godt kjendte mine Kragetæer. Naar De nu kjender det Hele vil De ogsaa bedre kunde bedømme det! Hvor glad var jeg ikke blevet om De havde været lykkelig over min Agnete! Mange vil sige strængere Ting om hende end De, men uagtet Pletterne vil hun dog staae, i det mindste som et smukt Overgangspunkt til min nye Digter-Virken. – Roes, uendelig Roes, som jeg oftere har sagt, vil virke mest velgjørende paa mig, De kan ikke yde den til mig, nu vel, jeg lader ikke Hovedet synke, bryder heller ikke i Graad, men gjemmer det Altsammen i Hjertet, medens jeg gaaer frem hvor jeg maa og skal! Havde jeg Manuscriptet da havde jeg vist i første Øieblik efter at have læst Deres Dom at De »ikke finder det godt«132 kastet det Hele i Ilden, thi hvad skal vi med det Middelmaadige, men det havde været galt af mig, er Agnete ikke af carisk Marmor, saa er hun dog heller ikke af Graaesteen. – Min Personlighed troer jeg herefter ikke mere vil træde frem; naar De opdager det, Eduard, da siig mig det, peeg ikke paa det Mørke, men hellere paa det frembrydende Lys! Tak for Deres Op­rigtighed, giv mig altid den. Naar De har faaet dette Brev, skriver De mig strax til i Rom, jeg venter det sikkert, og hører da mere om Agnete, Deres Faders Mening faaer jeg ogsaa at vide! – Anmeldelsen af mine Digte, har glædet mig! man seer at jeg er ude. Den fik mig Taare i Øinene og fyldte mit Hjerte med barnlig Tak til Gud. – De siger ellers om Anmelderen at han »ikke udtrykker sig paa det Bedste«, tilgiv mig min Ondskab, kommer denne Yttring fra Dem ikke fordi, han taler om et Stykke »med en Matros i en Jolle«, De havde sagt at Alt i den nye Nytaarsgave var sin Forfatter værdigt, hvilket jeg har taget i en god Betydning. – Dette Spøgelse, jeg mener Gjengangeren vil altid lægge sine kolde Fingre mellem vore Hjer­ter, men det bliver nok Dag og saa have Gjengangere ingen Magt. – En anden Yttring, som De giver Navn af Bebreidelse, kommer jeg nu til at berøre: flere hjemvendende Danske bemærke at jeg bruger min halve Tid til at skrive Breve (naturligviis i Paris) det er kun meget lidet Ondt, dog forbittrer det mig; for det første angaaer det ikke disse hvad jeg anvender min Tid til! dernæst er det en Slags Usandhed. At De, kjære Eduard, har taget Notits deraf forundrer og bedrøver mig mere end Deres Yttring mod Agnete. – Medens mine gode Landsmænd i Paris intet bestilte eller ogsaa – – dog, det kommer ikke mig ved! skrev jeg til Hjemmet, fordi jeg var træt af at tumle mig i Byen eller af at læse eller digte. Desuden kostede Brevene ingen Postpenge som nu, og jeg skriver i een Time, hvad de andre bruge tre til. – Naar de sagde »Fanden med dem hjemme, jeg gidder s gud ikke skrive« havde jeg de modsatte Følelser, og jeg vil med Guds Hjælp vise at min Reise ikke har været ganske en Fornøielses Tour. Med Hensyn til det franske Sprog, saa naar jeg undtager Schram og Stage, gjøre de andre bedst i at tie stille, jeg kunde desværre lige saa slet fransk som de; mit Ophold i Locle har hjulpet mig godt, jeg maa tale dette her i Italien, til jeg lærer Landets Sprog og troe mig det er ikke saa let at arangere og hjælpe sig i et saa fremmed Land, hvor Alt gaaer ud paa at bedrage den Fremmede De siger, at jeg i Hemming skildrer mig selv, at mange af hans Udtryk har jeg selv brugt til Dem; men troe mig kjære Ven, havde De kjendt Schiller eller Byron, saaledes som De kjender mig, da vilde De have hørt dem sige meget af hvad deres Digte udtale med samme Ord. De taler om en sygelig, blød Stemnings hos mig, just den, ja det troer De neppe, anseer jeg for den store Lykke at jeg eier Dem, har Deres Venskab og nu eier en oprigtig trofast Ven. For at gjøre Dem dette tydeligt maa jeg berøre en Stræng der maaskee bedrøver Dem, som den altid knuger mig til Jorden. – Vore Characterer er noget forskjellige, just min Blødhed, var istand til at bøie mig efter Dem! havde jeg hjemme den Følelse, der nu rører sig i mig, da havde Deres Maade at være paa stødt mig aldeles bort, den Gang jeg ikke kjendte Dem. – Med et Barns hele Tillid bød jeg Dem mit broderlige Du og De afslog mig det! Da græd jeg og taug, altid har det siden staaet som et aabent Saar, men just min Blødhed, min halve Kvindelighed, lod mig hænge fastved Dem, da kom jeg til at see saa mange andre herlige Egenskaber hos Dem at jeg maatte holde af Dem og huske paa at det dog kun var en lille Feil hos saa meget godt. – Misforstaae mig ikke Eduard! nu er det mig der maa bruge denne Yttring De saa ofte giver mig! – Oprigtig bør vi to være mod hinanden, min Sjæl skal ligge aaben for Dem. Indtil min Afreise var jeg slet nok til at kunne troe, at Deres Afslag om at sige »Du« reiste sig fra, at en mere glimrende Stilling kunde vente Dem end mig og at dette fortrolige Du da kunde genere. Ved den evige Gud, nu troer jeg det ikke, jeg anseer det kun for en Egenhed hos Dem og beder af Hjertet om Forladelse. De har i 2 Aar, uden at vide det, ladet mig haardt lide for en Barnagtighed jeg kunde yttre som Ønske: – men i de to Aar er jeg ved at klynge mig til Dem kommen til at kjende det meget Gode hos Dem, jeg har vundet Dem, som jeg altid vil elske som en Broder! – Men nu Noget om min Reise her til. Fredag den 14de September efter et Ophold af 20 Dage, forlod jeg Locle. De gamle Tanter havde strikket mig Moppedisser for Kulden, syet mig Belte og gav mig Viin og Kage med, de smaae Børn græd; det havde jeg ikke troet, at de Uskyldiges Taare skulde flyde for mig i Schweits. – Det lod til at man holdt meget af mig! – Houriets Pige og de gamle Tanters gav jeg hver 5 Frank (altsaa 10) det var min hele Udgift. Fra Neufschatel saae jeg den hele Alpekjæde, som Jordens store Vinger halv løftede mod Himlen; den uhyre Dyrhed i Schweits nødte mig til at ile samme Dag og Nat, gjennem Lausanne, St Maurice og Martinech, det slette Veir forbød mig Udflugt til St Bernhard; Skyerne fløi i 4 a 5 Afdelinger over hinanden og dog dybt under Bjergtoppen, de kyssede Pischevasche i det de fløi forbi! – I Brieg blev jeg to Dage for at vente paa Dilegancen og for at gaae til Furca, men Regnen skyllede ned og jeg fik intet at see uden den store Catolskhed i denne lille By; her ere mange Jesuitter, de gaae paa Gaden i store Flokke, jeg besøgte dem og fandt en særdeles, næsten krybende Høflighed, Nonnerne vilde jeg ogsaa have været ind til, men Portnersken opløftede et Skrig da hun saae mit mandlige Væsen betræde den hellige Tærskel; om Aften[en] var det smukt Veir jeg gik langs med Rhonefloden og spadserede, jeg var i sort Vest, Frakke og Buxer, saae noget geistlig ud og tænk Dem da, som jeg bedst gaaer møder jeg en Bonde der falder paa Knæ for mig, da jeg nu ikke kunde troe at han vidste at Gjengangeren har sat mig mellem Helgenerne troede jeg Manden var gal, thi man har endnu aldrig knælet for mig og jeg gik derfor med raske Skridt fra den bodfærdige Sjæl; siden mødte jeg en Skovbroder der var saa skiden, saa guul, at det var ækelt. – Den 19 gik jeg over Simplon! hvilken Vei. Det er Giganten Napoleon der har furet med sin Kjæmpefinger gjennem Jordens Rygrad; i Bjergkløf­terne laae Skyer, over os hang Skyer og rundt om kun vilde Klippestykker ærtsgrønne. En Lavine havde revet et Stykke af Veien med i Afgrunden, saa at vi maatte over en gyngende Bjelkebroe. Gletscherne saae ud som grønt Glas med Snee, de hang høit over Skyerne; Vandfald bruste ved Vandfald, Sneen fygede og Ørnen, Napoleons Fugl fløi, som hans Vaa­benmærke over det store Værk. – Strax paa den anden Side Alperne var Luften mild, Figentræer og Castanier voxte paa Veien, Druerne hang store og tunge og de smukke Børn sang saa smukt foran Capellerne. I Baveno overnattede jeg og leiede nu en Baad for at roe ud til Dampskibet paa Lago Magiore, men tænk Baaden kostede 8 Frank og Seiladsen var neppe en Time; Hvor dybt staaer ikke Lago magiore under min Forvent­ning, her er smukt, men ikke mere!, venlige flade Kyster, vi have dem lige saa romantiske Hjemme! Bella isola boromea har vidst sin Berømthed fra ældre Tid, da Folk ikke reiste saa meget og saae langt herligere Ting; her spadserede jeg under Laurbærtræer og mirabile dictu, talede Latin og Fransk mellem hinanden med en Geistlig, der kun kunde meget lidet af disse Sprog, men kun italiensk. – Den 20 om Aftenen var jeg i Milano, i en lille By her tæt ved var et Opløb, en Reisevogn var blevet overfaldet af 10 a 12 bevæbnede Bønder, der133 havde taget alt med sig; i Milano er der meget sikkert, thi i hver Gade gaaer Soldater, jeg gik strax den anden Aften i Theatret la Scala, en Kjæmpebygning; 6 Etager indvendig og saae den Letteste Ballet jeg endnu har seet og en daarlig Opera »I due ser­genti«. – Klokken 12 var det forbi og jeg travede mutters ene gjennem de døde Gader, tænkte rigtignok paa Banditter, da jeg saae nogle sovende Karle paa Kirketrappen, men jeg vilde ikke blive fra Theatret af Frygt for at gaae hjem, dette ækle Kujoneri der stikker i mit Blod vil jeg be­kjæmpe, man kan Alt hvad man vil! Domkirken her har imponeret mig, det er det første i sit Slags, det er et udhulet Marmorbjerg, man arbeider endnu derinde; her er halv Tudsmørke, thi Lyset kan neppe trænge gjen­nem de brogede Ruder. Paa Opera buffa har jeg igaar seet »Landsby­sangerinderne«, som De kjender hjemme fra. For en halv Time siden kom Lieutnant Dinesen og Kammerjunker Neergaard, om to Dage reise vi her fra sammen til Rom, det er ret behagelig og noget oconomisk, da Post­indretningerne ere slette og man, uden at træffe Veturiner nødes til at tage en Vogn allene. – Vi gaae nu først til Genua, derfra til Lucca, Pisa, Livorno og Florents hvorfra vi gaaer med en Veturin til Rom, der ere vi, naar De modtager dette Brev; i Rom finder jeg jo Brev fra Dem, men naar De faaer dette, vil De see hvorlang Tid det har været underveis og vil alt­saa kunde slutte fra den dobbelte Tid, hvorlænge Deres Brev fra Danmark med Creditivet bruger for at gaae til Rom; ved Juletider holde mine Penge op, De maae derfor sende mig det nye Creditiv i spanske Pjaster saaledes at jeg faaer det lidt før denne Tid, hellere meget for tidlig end lidt for sildigt; i November altsaa maa Pengene gaae hjemme fra, see for Guds Skyld til at de sendes vel adreserede. – Siig mig hvad Haab jeg har om det Lassenske Legat og om jeg ikke, ligesom Andre der ere ude, kan faae Tillæg, da jeg jo reiser paa det Offentlige, sige Alle, kan det vel134 ikke gaae halv ud paa det Private, jeg maa ved Juletid vide hvad Haab jeg har om Penge, siig mig alle Udsigter, thi efter disse maa jeg lægge min Reise­plan og vide om jeg i Januar skal gaae til Neapel eller om jeg tør blive læn­gere i Rom. Kjæreste Ven skriv ret udførlig herom og siig mig da noget mere om Agnete, De synes altfor flygtig at have læst den og just af Kjærlighed til mig, faaet Frygt og seet større Skygge end der maaskee er! – Da De klager over at jeg skriver for mange Breve, burde jeg vel ikke sende Dem dette, men jeg maa tale med Dem, thi De er Nat og Dag i min Tanke, Alt deler jeg aandeligt med Dem! gid De kunde135 fatte min Kjærlighed Andre Mennesker faae heller ikke Brev som De og Jette Wulff, see kun om Ludvig faaer! – Der var endnu saa meget at skrive men her er ingen Plads. Hils Gotlieb og Gusta fra mig, jeg glæder mig ret for deres Lykke. Nu, hvad siger Deres politiske Bjerring? Igrunden er det et Skabedyr, De skulde høre i Paris hvor han altid talte om sin Vaudeville og om Republiquen. – Af Nyheder herude fra, veed jeg kun at den svenske Frøken Schulz der paa Sangens Vegne reiste i Italien er blevet engageret ved den italienske Opera i Paris i denne Vinter. – De hils[t]e mig ikke fra en Sjæl hjemme, men det er vel en Forglemmelse. – Tilgiv at jeg maatte opponere mod Dem i dette Brev, men Deres var saaledes skrevet at det ikke var en Critik, men en Udfordring, her er min Haand Eduard vi ere de gamle trofaste Venner, i jeg veed, at giver De mig Malurt er det for at hjælpe paa min daarlige Mave.

Deres broderlige

Andersen.

NB. De har dog faaet sidste Deel af Agnete? Hils dem alle derhjemme!

Efterskrift.

Endnu maa jeg tilføie Lidet, med Hensyn til en Yttring i Deres Brev, at Hemming udtaler »min Hjemvee«! denne Følelse kjender jeg endnu slet ikke, det er altsaa ikke min Personlighed De her har fundet; jeg har ingen Hjemvee, snarere et Slags Vee, naar jeg tænker paa at jeg engang skal hjem, i de gamle Forhold, hjem til mange bittre Krænkelser; jeg føler mig hjemme overalt hvor jeg kommer, Verden synes mig mit Fædreneland; dog siig ikke det til de Andre, de vil misforstaae mig; Danmark er et deiligt Land, men koldt, taaget, og meget Smaat i selv dets Store[.] Jeg hænger med Sjæl og Tanke ved enkelte Mennesker hjemme, jeg faaer en underlig Hjerte-Banken naar jeg tænker paa hvorlangt jeg er fra dem, hvor længe jeg ikke faaer dem at see; jeg glæder mig alt som et Barn ved første Gang igjen at flyve dem i møde, men jeg frygter for den Tid, jeg skal blive be­standigt derhjemme; o Eduard havde jeg Dem, Deres og et Par Mennesker til her bag Alperne, hvor gjerne blev jeg da ikke her, min Natur er slet ikke nordisk! Hvilken Luft, hvilket Liv gjennemstrømmer mig ikke alt her! – Jeg har faaet Ideen til en ny Tragedie, Fru Heiberg skal deri være Chr: II som ung Prinds! jeg troer den italienske Luft vil vifte gjennem denne nor­diske Bøgeskov, men maaskee bliver den ikke antaget, jeg frygter det, thi jeg troer der vil blive Poesie deri. – Dersom De Eduard har forandret Me­ning om Agnete, »det er ikke godt!« da skylder De mig Opreisning og jeg veed jeg faaer den. – Mit Brev her kan jeg kun betale til Grændsen, det bliver Dem derfor dyrt og jeg beder altsaa De ikke betaler Deres til mig. Endnu engang paalægger jeg Dem med Hensyn til Pengene, hellere for­tidlig end for seent. Julehellige Dage er den seneste Termin de maae ind­træffe til Rom; glem ikke at sige mig om Tillæg etc., alt, for at jeg kan indrette min Reise derefter, bliv mig altid som nu trofast og god, Deres Brødre kan ikke holde mere af Dem end jeg. Lev vel! hils Viggo!

[I Margen paa Brevets 3. Side: ] En Reise i Tydskland og Frankerige er i Grunden intet Fremmed136: først bag Alperne ligger den nye Verden!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost