H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Mathilde Ørsted 14. juli 1852

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. juli 1852
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Frankfurt am Main den 14 Juli 1852.

Kjære Frøken Ørsted!

Ved min Ankomst hertil igaar modtog jeg Deres prægtige Brev; Tak derfor! - - - Før jeg forlod München, hvor jeg, som De veed, havde det særdeles godt, var jeg i en af disse Situationer, man som offentlig Person kan komme i, og [som] er mindre behagelig, nemlig: jeg indbødes til et meget stort Selskab og lovede at komme, og da, i sidste Øieblik, erfarede jeg, at jeg der skulde føres sammen med von der Tann og flere slesvig-holsteenske Personer; jeg indsaae, at der kunde komme en smuk Skildring af dette Møde i "Augsburger-Zeitung", og lykkeligviis - hvad der jo ellers ikke var behageligt - blev jeg syg, kom altsaa ikke, og laae næsten to Dage paa Sophaen. Det var Finalen i München! Ved min Ankomst her til Frankfurt igaar besøgte jeg den oldenburgske Minister Eisendecher, hvis Frue, De veed, jeg længe har staaet i Brev-Forbindelse med; her ventede mig en stor Overraskelse. "De maa nødvendigviis med os idag eller imorgen kjøre til Homburg", sagde Ministeren; "Hertugen af Augustenburg og Prindsesserne have paalagt os særdeles at føre Dem derud, naar De kom!" - "Det er Deres Spøg!" svarede jeg; "Hvor kan jeg besøge Augustenburgerne?" - "Tør De ikke for Deres Landsmænd?" - "Det har jeg ikke tænkt over; men jeg veed, det er aldeles mod min Følelse at see den Familie, der har bragt Ulykke over mit Fædreland; det: at møde den paa Gaden, vilde selv være mig piinligt; jeg kan det ikke, jeg gjør det ikke!" Og jeg gjorde det naturligviis ikke. - De seer altsaa, at om jeg [end] har mange Behageligheder fremfor andre Landsmænd, har jeg fremfor de Andre ogsaa Øieblikke, hvor jeg mere end Hine tænker paa at repræsentere, jeg er Dansk. Dog, disse anførte Historier skal der ikke tales videre om, beder jeg Dem. Mageløst forekommer det mig imidlertid, at Hertuginden vil indbyde mig, kan udsætte sig for det meget naturlige Afslag. Lad hende nu imidlertid sige, hvad hun vil! Hvad iøvrigt Reisen angaaer, da hører De den vel i levende Billeder fra Deres Søster og Svoger. Touren over Splügen er særdeles storartet; man kjører som igjennem Jordens Ribbeen. Via mala snoer sig langs Rhinens svimlende Dyb. Veien er sprængt gjennem Klipperne, og det ene prægtige Vandfald ved det andet glider man forbi. - Ved Comosøen hilsede jeg igjen paa de kjære, kjendte Cypresser og Pinier; vel ere de kun smaa mod dem ved Neapel; men det var dog et Stykke Italien, lige til Varmen, den djævelske Deel af Landet. Ja, Luften var som en Flamme, og i Milano laae jeg næsten som død den hele Dag; kun Morgen og Aften vovede jeg mig ud. Ved Sol-Opgang stod jeg paa Milanos Dom, dette underlige Fee-Slot, ligesom formet af Snee og smykket i al Kunstens Herlighed, med hele den sneedækkende Alpekjæde mod Norden, og Apenninerne mod Syd. Den Morgen, jeg kom, bleve sex Røvere hængte; de havde, i Selskab med sex andre, faa Dage forud plyndret de Reisende med Diligencen, og det tæt udenfor Byens Port. Jeg saae en interessant Væddekjørsel paa Arena; der var 30,000 Tilskuere, og vi sade paa romersk Viis paa Steenbænkene hele Amphi-Theatret rundt. - Veien over St. Gotthard førte os forbi en nedstyrtet Lavine; Viggo Drewsen og jeg kastede hinanden over med Snee, som var det Vintertid; men Solen brændte dog heroppe, som var den en Lue. - Uendeligt storartet og herlig er Farten over Vierwaldstädtersøen; dette dybe, blaagrønne Vand, de vældige Fjeldmasser og Sneetoppene rundt om, gjøre et mægtigt Indtryk. Vi kom forbi Tells Capel og Rütli. Luzern er en af de skjønneste Schweitzerbyer; derimod mishagede mig særdeles Zürich, hvor vi ogsaa havde 28 Graders Varme. Vandfaldet ved Schaffhausen livede igjen op; det er som een uhyre, grøn Bølge, der vælter frem og pludseligt forvandler sig i hvirvlende Skyer. Gjennem Schwarzwalds sorte Skove, hvor Kulmilerne røg, kom vi til Freiburg, og her paa Jernbanen saae jeg et gribende Syn. Det var en Deel Udvandrere til Amerika; der var en Jammer og Graad; Gamle og Unge vrede Hænderne ved Afskeden. En gammel Kone klyngede sig til Dampvognen og maatte rives derfra; hun sank med et Skrig til Jorden, og vi fløi afsted. - Nu gaaer det ad Rhinen, og om en otte à ti Dage er jeg i et lille Besøg i Kjøbenhavn, hvor jeg haaber at træffe Dem Alle friske og tilfredse. - Hils Deres Moder og Sødskende, ligesom Deres fortræffelige Onkel og Alle i hans Hjem! Og nu, lev hjerteligt vel!

Deres inderligt hengivne H. C.

Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus