H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 11. oktober 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 11. oktober 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

73. Til E. Collin.

Florents den 11 October 1833.

Kjære, kjære Eduard!

Først fra Rom sender jeg Dem dette Brev (gid De maa faae det!), jeg vil ikke længer udsætte det med at gjøre Begyndelsen, efterdi jeg har saa meget at skrive om, saa meget at fortælle Dem, om alt det Nye i og om mig. Hvad Tydskland og Norden er for Hjertet, Frankerige for Forstanden, det er Italien for Phantasien; Alt er Malerie, ja, kjære Eduard, her er utroeligt deiligt, men Folket, jeg mener Almuen, thi den Dannede er eens blandt alle Nationer, er noget ækelt Rak! Alt gaaer her ud paa at bedrage den Fremmede og saa er her et Svinerie, hvorom Fru Meisling ikke engang har givet mig Idee. Den 27 Sept: gik jeg med Lieutenant Dinesen og Kam­merjunker Neergaard fra Milano, vi tre ere nu de Uadskillelige. –

Rom den 18 September.

Kun ovenstaaende fik jeg skrevet i Florents, eller rettere reenskrevet af et langt Brev jeg havde begyndt paa, men som jeg klogeligt ikke vilde sende afsted da jeg havde i al Uskyldighed fortalt137 nogle Anecdoter, som man ved at aabne Brevet i dette mistænkelige Land kunde have brændt det for, hver Dag gav mig saa meget at bestille at jeg har maatte opsætte det med at skrive til i Dag og det er her i Rom, hvor jeg ankom for 8 Timer siden. – Jeg tager nu fat paa at fortælle igjen lidt fra Milano. – Da vi kjørte ud af Milanos Porte mødte vi to Gens d armes med en Røver; Folkene i det pie­montesiske havde afskyelige Ansigter, Egnen var eensformig og Byerne begravede i Snavs, vor Veturin var en ækel Karl der gjorte os mange Knu­der, ja vi maatte endog hente Poletiet; da vi kom til Po-Floden kunde vore Bæster ikke trække længer, det blev Aften og vi nødtedes til at lade vor Vienervogn spænde fast til et Møg Læs der blev trukket af Stude; saaledes nærmede vi os Genua. Paa Forsædet sad en Engelænder der havde gjort det høitidelige Løfte, ikke at aabne Munden og han holdt det mesterligt i de 3 Dage vi krøb til Genua. Apeninerne ere ubetydelige, naar man har seet Alperne. Genua – ja, det er en By! hver Bygning synes et Slot! Marmor er dynget paa Marmor! herlige Malerier og Statuer, og saa den deilige Beliggenhed. Havet er blaat som vor nordiske Vinterhimmel! Citroner og Appelsiner hænge paa Murene, som Æbler hjemme, jeg har været paa Dogens Slot og seet Gruset af Fjeskos Huus. Luften er ellers kold og een Dag var det hele Tiden Skylregn, Admiralen tillod os at besøge Galeierne, vi fandt 700 Slaver, to og to lænkede sammen, vi saae deres Soveværelser, man laasede os inde med dem; flere var lænkede til Sengen, to droges med Døden, de vare grøngule i Ansigtet; det gjorte saa afskyeligt et Indtryk paa mig, at jeg præssede mine Øine sammen. Eet af disse Væsener her mærkede min Svaghed og loe mig lige ind i Ansigtet, i det han rystede med Lænkerne. Vi fandt en ung Mand mellem dem, han var vel klædt som disse, men i det fineste Tøi, arbeidede heller ikke, men blev med de andre smedet til Sengen om Natten; det var en fornem, riig Gavtyv fra Genua man havde faaet Fingre paa. – Den første Dagtour fra Genova var saa mageløs deilig at jeg aldrig glemmer den; vi kjørte mellem vilde Fjelde, tæt ved det herlige Hav! mødte stolte Fiskere med dristige Ansigter og hæslige, barfodede Capucinermunke! store Klostre tittede frem mellem Cypresser og Pinier, paa Søen seilede store Skibe og i Grøfterne duftede Krusemynterne saa herligt, jeg følte mig saa vel, tænk[t]e paa dem alle hjemme, men især paa Dem Eduard! det er dog bedrøveligt at jeg ikke kan dele det med Dem. – Efter at have sultet i tre Dage og sovet oven paa skidne Senge, kom vi til Pisa, besteeg det skjæve Taarn, saae den smukke Orke og spiiste os igjen Kræfter til i et ypperligt Hotel, men af Alt gjorte Campo Sancto med sine Monumenter og Fresko-Malerier dybest Ind­tryk paa mig; dog lad mig ikke glemme vor lille Udflugt til Carara og siden til Livorno; det første Sted med sine hvide Fjeldstykker, syntes mig ret en forstenet Verden med Guder og Gudinder bundne fast i Fjeldet og suk­kende efter Forløsning; havde jeg været en Canova, jeg havde strax løst de deilige, dandsende Grazier ud. – I Livorno haabede vi at træffe vor Fregat, jeg glædede mig meget til at tale med Emil, men alt for 9 Dage, sagde man, var den seilet bort. – Florents tog sig slet ikke ud, snever og skiden laae den for os, men da vi havde sovet, kom ind i Kjernen, de her­lige Gallerier blev jeg ganske henrykt. – Den medicæiske Venus henrev mig ganske, jeg skrev et lille Digt til hende, som De kan læse paa den lille Sæddel jeg har lagt inden i dette Brev til Jette Wulff, vil De ikke nok slaae et Omslag om den og sende hende den. Jeg skrev hende til fra Florents med en lignende Seddel til Dem om mine Penge-Sager; thi Sonne forskrækkede mig meget med Underretning om hvor usikkert Brevene gik fra Danmark, jeg besluttede derfor at skrive Dem til to Gange om det samme, den ene Gang i Jettes, den anden Gang i dette Brev, thi tænk, i hele 6 Maaneder har Sonne ventet paa Penge og været til nu i den største Forlegenhed, mine ere stærk paa Hældingen og jeg skrev derfor omtrent følgende, at De vil være saa god strax efter Modtagelsen af dette Brev at sende mig det nye Creditiv, saaledes at jeg faaer det i Begyndelsen eller senest Midten af December-maaned her i Rom. Oeconomien i Italien have vi endnu ikke fundet, ligesom alle de Efterretninger Sager og Hafner gave os ere som om disse Mennesker aldrig havde reist her. Her gaae ingen Poster, men Veturiner og disse ere rene Kjæltringer; Touren fra Genova, langs med Havet, ned til Livorno var den dyreste, da denne Egn er kun lidet besøgt, men er den skjønneste i hele Italien; vi gave tilsammen for en lille Vogn 105 Frank og havde vi ikke været tre havde jeg aldrig kommet den eller maatte betale dobbelt saa meget som jeg gav. Det at vi have været tre har gjort Reisen behagelig og betydelig billig med Hensyn til de Sager vi have seet og med Drikkepenge, saa at jeg derved har kunde spare noget, men Spisning (Middag 3 1/2 Frank i de store Byer) etc. etc. trækker uhyre, mine Penge holde bestemt op midt i December og jeg beder Dem derfor indstændig lad mig endelig faae dem til eller før den Tid. – Jeg haaber at De gjør alt hvad De kan for at jeg faaer 100 Species i Tillæg, det er dog vist mueligt, klap Faderen eller Møsting lidt fra mig, maaskee komme de to til at holde lidt mere af Agnete end De, thi jeg kan ikke faae Deres, (min gode Ven Eduards) Mening i Hovedet at det er: ikke godt; naar første og anden Deel læses sammen vil De nok see Eenheden, finde at min Reise gjør nogen Forandring, som De jo ikke sporer (?) Hvor jeg brænder af Begjærlighed efter at vide om De dog ikke har faaet bedre Tanker om Ag­nete og mig, naar De kjender hende heel! Men til Pengene igjen; gjør hvad De kan for at jeg faaer Tillæg; læg dette til de 250 Species, samt hvad De faaer for Agnete, og hjælp mig, det samme gjør vist Ludvig, at jeg faaer det Lassenske Legat; for at jeg ikke skal leve i Penge-Uvished og evig tage i Klatterie der gjør det baade usikkert og kostbar (thi Asenet Torlognia tager en Species for hvert Brev med Penge hos ham) saa arangeer det for mig saaledes at mit Creditiv udstædes hos Hambroe paa en større Sum end den jeg har, hvad jeg optager af denne i Udlandet meldes ham og da først afbetales det ham hjemme, saaledes have de Fleste det indrettet og det er det Bedste indseer De. Hvad der udfordres her til, er blot at en saalid Person arangerer det hos Hambroe; og De arangerer det jo. – Kjære Ven, De kan ikke tro hvor Penge-Frygt piner mig paa Reisen, forbittrer mig mangen Glæde. Nu jeg første Gang skulde ret indaande Livet, nu For­nuften, Gud skee Lov, bortdufte mange sygelige Ideer og Drømme der pinte mig hjemme, nu komme Penge-Sorgerne, tag Dem dog endelig ret meget deraf. Det bedrøver mig ogsaa at det er just Dem at jeg skal plage dermed; at mit Hjertes kjæreste Ven er den jeg skal beile til paa denne Maade; det gjør ligesom et Slags Skillevæg mellem vore Hjerter, forstaae mig ret, det er mig ubehageligt at et saadant Forhold skal være mellem os; gid jeg var riig og kunde dele med Dem kun lad[e] mit Hjerte holde ved Dem og ikke ved store Forbindtligheder staae som den Ringere, der al­drig kan udøve det samme. Det er dog et Uforhold, der saarer min delicate Natur. – Men bort herfra og igjen til Reisen. Vi vare jo paa Galleriet i Florents, hvilken Verden! jeg kan endnu ikke ret samle den! de bløde deilige Billeder af Perugino, Titians Venus, i sin blændende Nøgenhed, og de levende Madonnaer af Raphael, Niobe-Gruppen og de store Mestres Grav Monumenter. Den 13 September forlod vi Florents for i 6 Dage at giøre Reisen til Rom; det vare 6 Lidelses Dage der bragte os til Fortviv­lelse. Italiens Skjønhed kan neppe opveie dens Griserie. Det er en sand Svinestie! Vertshusene vare saa usle, saa skidne, saa fulde af Udtøi at vi kun sov en Nat i hele 6 Nætter; vi maatte gaae paa Gulvet, tye ned i Stal­dene og dog bleve vi halv opædte af Lopper og giftige Fluer. Den første Nat havde jeg 137 Stik alene paa min ene Haand. Vore Ansigter opsvul­mede og den Mad vi fik var ikke til at nyde. Suur Viin, Hanekamme stegt i Olie og raadne Æg; mine to Reise-Kammerater tage til Søes fra Italien de vil ikke mere den Vei og jeg gruer for Tilbagetouren næste Aar! Vi bleve formeligt afkræftede og vor eneste Tanke ved Synet af Rom var: nu kan vi faae noget at spise! – Vi kom her til Klokken to i Middags og har da seet paa Reisen her hid, det smukke, berømte Vandfald ved Terni, der dog ikke er noget mod de i Schweits. – Efter overstaaet Pas, Port og Vetu­rin-Vrøvl traf vi paa vor Landsmand Bravo, der skaffede os nogle smukke Værelse tæt ved Caffe Græco. – Vi kom ret heldigt i Dag til Maleren Ra­phaels anden Jordefærd. Man havde paa Academiet et Dødning Hoved, som man sagde var den store Mesters, for at forvisse sig derom fik man Til­ladelse til at aabne hans Grav, hvor han laae heel og holdende med Hoved og alt, nu skulde han da begraves igjen, i det gamle Pantheon og dette var just Begravelses Dagen. Raphael laae der som en Helgen, man gik i Pro­cession og jeg saae Thorvaldsen med stort Voxlys i Haanden; (fortæl Liunge denne Nyhed og hils ham meget fra Bøtker, der nu har faaet hans Brev, siig ham ogsaa min Ankomst til Rom og Flugt over det deilige Ge­nua). Landsmændene toge kjærligt mod mig, ja flere sagde de havde længtes, men det er vel en romersk Talemaade.

Rom den 19 October 1833.

I Dag til Morgen bragte Christensen mig Deres kjære Brev, De kan ikke troe hvor jeg blev glad! Gud velsigne Dem derfor. Første Deel af Agnete »var« De »meget imod«, dette var betyder vel ikke er længer; men De taler ikke meget om det Hele, dog De og de 3 andre kjære have været rørt, nu – jeg er tilfreds! – Er De ikke glad over Agnete? Siig mig det Eduard, troer De ikke det er godt? De yttrer at jeg har »saadan Hastværk«, med at faae Agnete trykket, skaf mig Pengene for den, og hun maa gjerne ligge, kan det fornøie Dem! Det er for Pengene at jeg vilde have hende ud, for at vise Folk at jeg har noget bedret mig paa min Reise og saaledes at gøre mig værd til forøget Understøttelse, uden hvilken jeg ikke kan komme ud af det! her i Rom synes Alt billigere, jeg har nu gjort den dyreste Deel af hele min Reise, Schweits og Italien, og jeg troer at ikke mange gjør den billigere, den kunde have blevet behageligere, thi i Grunden er det endnu kun Erindringen der er saa smuk, paa hvert Sted har jeg lidt af Penge Feber og det er afskyeligt. – Vil De recomandere mine Breve til min Ban­quier, saa koster det mig rigtignok en Specie, eller ogsaa til Caffe greco; lad mig endelig faae Creditivet indrettet som jeg har skrevet, saaledes at det indtræffer til mig først eller midt i December (i Mark Banquo).

Thorvaldsen tog hjerteligt imod mig, viiste mig sin rige Malerie-sam­ling, som han har testamenteret Danmark sagde han; han arbeidede for sin Fornøielse paa et Basreliefover Raphael, denne sidder paa nogle Ruiner, hvor Grazier og Harmonien er udhugget, han tegner efter Naturen – og Kjærligheds Genius holder hans Tavle og rækker ham en Valmue (en Hentydning til hans tidlige Død af Udsvævelse) en Genius138 staaer veemo­dig og holder sin Fakkel for ham og Seiren holder sin Krands over hans Hoved. (Fortæl Liunge det). Alle de Danske velsigne Dem for Biblio­theket jeg har nu lovet at ordne det. – De have alle bedet mig takke Dem. Petsholdt er mellem Bjergene for at male, men kommer snart! Lev nu vel, skriv mig snart til, en halv Verden ligger jo mellem os, husk paa hvor nøie jeg veier Deres Ord, derfor bedrev mig ikke, finder De noget godt, da siig mig ogsaa dette, hils dem alle! Jette, Luise, Fru Drevsen etc. etc. og vær min kjære trofaste Eduard, lev vel! lev vel!

Deres

Andersen.

[I Margen 1ste Side: ] Hertz er endnu ikke kommet til Rom, han er paa Veien siger man.

[do. 2den Side: ] Pengemangel synes alt at yttre sig hos de Danske! ja hjemme har man ikke Idee om at reise!

[do. 3die Side: ] Jeg kan ikke frankere mine Breve, lad De derfor ogsaa være, saa gaaer det lige op!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost