Dato: 4. november 1833
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

N. 32. Fra Henriette Wulff. Søe Cadet Academiet d 4de November 1833. Anfang.

Efter i lang Tid ikke at have talt lidt med min kjære Andersen, er Lysten dertil saa stor i Dag, at jeg ikke kan modstaae den, jeg har ogsaa en stor Taknemligheds Gjeld at afbetale, som jeg rigtignok ikke kan; men vil som Figaro: »hellere være i Deres Gjeld mit hele Liv, end negte den et Øjeblik«.450 Det er for Deres fortreffelige Breve fra de yndigste Punkter i mine Længslers Paradiis. Ja det har i Hjertet glædet mig, at høre nogle venlige Ord fra Dem, fra hine Steder, og hvad end de fornuftige Mennesker 451 sige, saa bliv endelig ved at tænke paa dem der holde af Dem i Hjemmet og meddele dem af Deres Glæder, ach De kan jo derfor meget vel pleje Deres Lærdom. Men til Brevet igjen, der som sagt glædede mig usigeligt, tale det igjen over med Dem, havde jeg Lyst til; men destoværre maae jeg spare paa mine kjedsommelige Øjne, der ere blevne daarligere; dog maae jeg forsikre Dem, at jeg troelig har fulgt Dem og seet Alt dejligt med Dem; jeg lever kun i Italien i denne Tid, da jeg læser Napoleons Historie, og er just ved Felttoget i Italien; Deres Brev gjorde endnu alt mere levende for mig. - Aber ein dummer Streich har jeg vist begaaet; men som er skeedt i den bedste Hensigt; De bad mig meddele Ingeborg Noget af Brevet, og i min Glæde over det, som jeg gjerne vilde deele med Andre, sender jeg hende hele Brevet. Nu har vores lærde Ven, Edouard Collin, som - med Permission er en Despot, holdt en Tale over, hvor skadeligt det var for Dem at leve saa meget for Deres Breve - und so weiter. Men De som en Helt vil jo ikke lade Dem forskrække, men vedblive at skrive hjem, ikke sandt? - Naar jeg har takket Dem for dette kjære Brev, flyve vi strax hen og tale om Agnete, men som jeg destoværre kun kan sige lidt om, da jeg kun har galloperet første Deel igjennem og ikke seet Anden for mine Øjne; hvor det gjør mig ondt, kan De begribe, der kjender min Deeltagelse for det skjønne Pigebarn og hendes Fader, hvorfor Collin ikke har i sin Naade sendt mig den, maae Gud vide, og jeg maae nu prøve min Taalmodighed til den kommer ud i Trykken. De siger maaske at jeg kunde have bedet om den - min kjære Andersen jeg er en Løjerlig Fyr, som Broer Peter siger der iblandt andre ideer ogsaa har den, aldrig at bede om hvad der tilkommer mig med Rette, og mindst Mennesker, der ej gefalle mig, som jo destoværre denne unge Mand ikke gjør, hvor meget jeg end ønskede det. - Første Deel af Agnete læste jeg just igjennem paa min Geburtsdag og jeg takker Dem at De glædede mig paa den Dag. Der er mange meget smukke Steder! Hvor Henning taler til Blomsterne452 da han er lykkelig, er yndigt. Agnetes Monolog453 bliver smukkere jo længer man kommer ind i den og Havmandens første Sang454 henrev mig. Der var vist mange flere Skjønheder end de Enkelte jeg her har udpeget; men De veed at naar man farer i en Schnellpost forbi de yndigste Egne, gaaer der meget tabt, og jeg var omtrent i det casus, da jeg læste den, Collin havde forlangt den saa snart som muligt tilbage. - I ethvert Malerie er jo Lys og Skykke, og det var der vel ogsaa i denne Deel af Agnete; det der meest støtte mig, var at det gamle lidt sygelige Klynkerie455 stak igjennem hos Henning, som egentlig, unter uns gesagt, ingen anden er end den gode Ego selv, der gaaer igjen i Agnete, med sine Bredgade Lidelser!! - Kjære Andersen er De vred? See paa mig! Forstaaer De mig ikke nok? Var De her brød jeg mig ikke om et Øjeblik at gjøre Dem lidt vred paa mig; men saa langt borte vilde jeg saa nødig have det. Egentlig burde jeg aldeles Intet sige om Agnete, hverken for eller imod, da jeg jo saa godt som aldeles ikke kjender den. At jeg med Længsel seer imøde at den skal komme ud, begriber De, og glæder mig som et Barn til den Nydelse at læse den. - Vi vente i denne Tid vores gode ærlige Castenschiold hertil Byen, paa sin Gjennemrejse til Sverrig; veed De at han er ansat i Stockholm som Legations Secretair, med 900 R Gage? Det er et godt Spring han har gjordt, og vi tage Alle hjertelig Deel i hans Held. Faderen456 er lutter Glæde, og Juulens Glæder, der forhøjes for ham ved Melchiors Udnævnelse skal fejres i Fryd og Gammen paa Friedricklund,457 , hvor begge Brødrene tage ud, gjerne var jeg med, men jeg Stakkel maae nok fejre baade Juul og hele Vinteren her inden mine fire Vægge. Ja jeg har ret været syg, især mine Øjne, Tiden falder mig lidt lang; men mine to elskede trofaste Brødre forkorte den for mig ved at læse for mig, og være bestandig om mig. Det er Aarsagen hvorfor jeg saa længe ikke har skrevet Dem til nu jeg begynder at blive bedre, er det det første jeg gjør, om det saa kun er et par Linier om Dagen, til sidst kommer dog et Brev i Stand, og endelig ankommen lykkeligen i Deres Hænder vil det sige Dem hvad jeg hundrede Gange har sagt at vi Alle her hjemme mindes Dem kjærligen, tale ofte om Dem! og jeg som Tolken, kan nok faae Lov at sige at jeg ret længes efter Dem, men ønske dog ingenlunde at De skal komme hjem; nej bliv bare borte saa længe De kan, bliv i det skjønne Italien, der læges alle Saar, kun der bliver man styrket paa Sjel og Legeme!

For Deres samlede Digte takker jeg Dem, da de ere gamle Venner de Fleste, glæder det mig dobbelt at gaae dem igjennem. Foruden Digtets eget Værd knytter der sig næsten bestandig en eller anden personlig Errindring af Dem ved det, som naar vi talte og disputerede om det ved Læsningen. Selv det døende Barn holder jeg af, et c'est beaucoup dire! - (begynd nu med det Røde paa første Side.)458

Jeg kan ikke beskrive Dem hvor meget jeg holder af Frue Lessøe, og det vilde være mig den sandeste Nydelse ofte at kunde være med hende, destoværre gjør min elendige Helbred, at jeg kun sjelden kan besøge hende, men gid jeg turde fortælle hende hvor ofte jeg tænker paa hende, og hvor elskelig og elskværdig jeg finder hende, jeg lætter mit Hjerte lidt ved her at sige det til Dem. Naar jeg engang imellem faaer en lille venlig Billet fra hende er jeg ret glad og gjemmer den troeligt, De er da som oftest, for ikke at sige altid Gjenstanden for vores gjensidige meddelte Tanker. Ja, De er ret en Lykkens Pamphilius. - Endelig er Waagepetersens Kasser komne, og jeg har modtaget Deres Kobbere, seet dem igjennem, (det maatte vi jo nok) givet Frue Lessøe sine to, og selv taget min Vandôme Støtte, som jeg ret fornøjer mig [over], naar jeg seer længe paa den, bilder jeg mig tilsidst ind at jeg staaer nede paa Pladsen, og seer op til den. Nu ere Kobberne pakkede sammen igjen og lagte til Deres øvrige Sager. - Professor Thiele er saa god at besørge dette Brev til Rom,459 det kommer nok til at gjøre Rejsen derhen med Korset som Thorvaldsen faaer som Dannebrogsmand,460 men for at være beskeden, og kun sende et lille Brev, skriver jeg Dem her paa tvers, som jeg haaber De kan læse, jeg kan ikke! Og dog maae jeg blive ved at passiare med Dem, det morer mig altfor godt; gjør det ogsaa Dem? Hvor ønskede jeg at vide Deres Bestemmelse for i Vinter, bliver De i Rom og gaaer først til Foraaret til Neapel, eller omvent? Dog De bliver vist Juulen over i Rom, og jeg vil derfor tænke mig Dem der. Jeg glæder mig allere[de] til den lille Lap, jeg faaer fra Dem inden i Collins Brev, for at see hvad Indtryk, den hellige Stad har gjordt paa Dem. Hils min Ven Marc Aurel fra mig, det er min Helt af alle Romere; naar De staaer uden for Capitolium og seer paa hans Billedstøtte til Hest, da nik til ham fra mig, vil Gud, besøger jeg ham snart, vis ikke, besøger jeg Originalen i Himmerige! Castor og Pollux paa Monte Cavallo,461 Raphaels Billeder i Vaticanet, Peters Kirken - Ach Alt dette tænker jeg ofte paa og ønsker mig did! Er De mere tilfreds med Landsmændene i Rom end De var det i Paris. Jeg haaber det, og med Grund, da det jo næsten er lutter Kunstnere og det altid er ædle elskværdige Mennesker; fortæl mig ret omstændelig om hvær især af dem jeg kjender og hvad de tage dem for; Hansen og Küchler interessere mig meest.

Jeg behøver ikke at sige Dem, min kjære Andersen, at den De meest maae tale om er en Kunstner, der ogsaa maler; men ikke med Farver og Pensel, men herlige Billeder med Pennen! Dog ikke allene om hans aandelige jeg, men hans physiske ønskede en kjærlig Søster at vide Noget, om Climaet i Italien bekom hans Helbred vel, om han følte mere Styrke og Livskraft bevæge sig i hans Aarer; dette ønskede hun et solid

Svar paa! For ej at blive kaldt en altfor slet Correspondent maae jeg lukke min Nyheds?Pose op, som destoværre er slettere forsynet end Nogensinde. Robert le diablele462 kom til Dronningens Geburtsd[ag] paa Theatret i danske Klæder, syede af Hr Overskou. For ej at fordærve vores Moralitet er le Diable gjordt til en skikkelig Mand (o sancta simplisita!) ikke tilfreds dermed piber Moraliteten hvær Aften Stykket gaaer. Musikken behager almindelig. I sidste Hefte af Prometheus463 har Hauch recenseret Heibergs Noveller, og roest dem meget! Hvad maae man ikke opleve! - Hertz klager i sine Breve over at han maae undvære en Ting han ikke havde tænkt paa før han drog hjemme fra: Torsk og Kartofler! stakkels Mand, han kunde have bleven hjemme, her har vi nok !

Jeg har nu læst les Enfans d'Edouard, hvor den er skjøn! men ikke for vores Theater. Weyse hilser venligt; han er nu færdig med 4 Nummere og lader til at arbejde med Lyst, skjøndt langsomt.

Dog nu maae jeg ende dette, ikke uden først at have lagt Dem en Bøn paa Hjertet, at De snart skriver mig til, et ligesaa dejligt langt Brev som det Sidste. Bryd Dem ej om Portoen, dersom det er fra Støvlespidsen til Nordkap, jo dyrere for os, jo bedre, desto tykkere er Brevet. Hvad det spinkle Stipendium angaaer, behøver vist Ingen at tale til Møsting, den ædle gamle Collin formaaer jo Alt, og gjør jo Alt for sin kjære Andersen. Imidlertid taler Koch med Manden.

De bestorme mig Alle: Moder, Ida og Christian især med Hilsner til den kjære Ven og jeg bringer dem her, saa varme, som de komme fra deres Hjerter. Fader, Peter mene det ikke mindre venligt. Hils Cousin Wilhelm fra os Alle, jeg venter Brev fra ham.

Adio! caro amico, non dismenticate la vostra amica e sorella464 Jette.

Hvordan gaaer det med la bella lingua italiana? Det er dog det Skjønneste af Alle. Siig mig næste Gang om De har fundet ud af denne Labyrinth af Ord.

Adio! Adio!

[Udskrift

] ST:

Hr Cand:philos: H. C. Andersen

i Rom.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost