H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Signe Læssøe 4. november 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 4. november 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Rom den 4 November 1833.

Kjære moderlige Veninde!

Min Flugt hertil har De vel hørt af Frøken Wulff, der har ladet Dem læse sit Brev? Til Gjengjæld læser hun dette. Ikke sandt? Paa tredie Uge er jeg alt her og har seet meget, især af Omegnen; hvad skal jeg ret fortælle? En Ørken med Tidsler, øde Ruiner Kors over Dræbte og giftig Luft ligger om Verdens gamle Hovedstad. Rom er en trehoved Chimæra, det ene Hoved er Antikken, med Krone af Templer og Erindringens Eviggrønt, den anden, en Munkekutte i Dunst af Røgelse og Munkesang, og det tredie et lystigt pariser Barn der leger mellem dem begge. - Rom er ikke hvad jeg har tænkt! det er ikke mere, ei heller mindre, men noget ganske eget! jeg har været i Coloseum, seet de uhyre Ruiner, i det klare Solskin, smaae Altre stode derinde hvor Folket knælede, jeg er kjørt forbi i Maanskin, Fremmede gik høit deroppe med Fakler medens Maanen skinnede gjennem de store Aabninger. Jeg har været paa Capitoliet og paa Keiserborgens Ruiner! disse sidste er som en Mark, Receda og Gyldenlak voxe vildt her; da vi vilde derop maatte vi først til et usselt Huus i Muren, en Harefod hang i Seglgarnsbaand til at ringe med, saaledes kom vi ind hvor Roms Keisere sendte deres Ørne ud over Verden. Tiberen vælter sit hæslige, gule Vand over Steenblokkene der bar Broen som Cocles har gjort berømt. - Peterskirkens Storhed kan ikke omfattes, Christiansborgslot skal to Gange kunde staae derinde, men man begriber det ei, thi alle Forhold ere saa store, Menneskene ere Tinsoldater paa et uhyre Marmorbord. Der harjeg seet Paven, det er en kraftfuld Mand, Folket knælede, han bad ved alle Altrene. - I Vatikanet har jeg kun endnu seet Statuerne og selv disse kan jeg ikke omfatte. Apollo ligner Byron, Canovas Perseus er ubegribelig deilig og Marmoret i Laokoons Statuen synes at græde og give dybe Suk. Men det kan jo ikke fortælles! - I tre Dage har jeg flagret om paa Albanerbjergene;jeg reed den meste Tid paa et Æsel, det gik gjennem Laurbærskove og over antikke Veie. Det gamle Tusculum viiste mig endnu Marmortrinene til et Theater; Aftenen var her saa smuk, Luften havde Regnbufarvernes Skjær, det var som saae man alle Gjenstande gjennem disse. - Paa den øverste Top af Albanerbjergene ligge et Kloster, bygget paa Ruinerne af Jupiter-Stators Tempel, vi besøgte Munkene her; en uhyre Sky hang som et Teppe mellem os og Verden dernede; rundt om den lille Have var Gjærdet af giftige Laurbær, da Skyen fløi bort saae vi de runde blikstille Søer, Nemi og Alba tæt under os (disse ere udbrændte Vulkaner), som fromme Pigeøine saae de mod Himlen. I Maanskin vandrede vi 9 Mand stærk, gjennem Bjergene, vi holdt os sammen; da her er usikkert, mødte ogsaa enkelte Bønder med Gevær, men de hilse de os venligt, det var neppe skeet havde vi været en enkelt. - Ved Bjerget her ligger et Kloster, Klippen tæt ved er med uhyre Huler, men disse er indvendigt ganske overgroet med Evigtgrønt, det seer ud som grønne Fløiels Tapeter, vi saae et mægtigt Træ hvis Krone var klippet til et bekrandset Kors; i Træetsstamme var indskaaret et lille Skab og i dette hang Madonnas Billede, som Vandringsmanden kyssede i det han gik forbi. - Himlen er saa uendelig blaae. Den sidste Aften jeg var i Albano greb den mig ret, da vi stod ved Horatiernes Grav, Recedaen duftede saa stærkt og Maanen skinnede mellem de sorte Cypresser og de forunderlige Oliventræer. Da vi sildigt kjørte til Rom over den store Hede, hvor Hyrderne havde tændt Ild for at mildne Luften, steeg der en giftig Taage, som en Elverpige op mellem de talløse tause Ruiner, hun kastede sin vaade Kappe om mig, det var som et Liiglagen og jeg gjøs som naar de hjemme sige: nu gik Døden over din Grav. Aften og Morgen er uhyre kold, Middagen brændende heed; her er neppe sundt! de Fleste have Feber. - Men jeg skriver og mit Brev bliver dog tomt og huult, De faaer intet Begreb om det Hele. Jeg sender Dem her et par Blade fra Egerias Grotte, hvor Numa har vandret, Egerias Billede var der kun Nedderdelen af, men Vandet rislede endnu som før mellem de store Marmorsteen hvorjeg plukkede dette Grønne. Jeg steeg ned i Kathecomberne og i Scipios Grav, Dødskulden knuede mig og ude var jeg halvdød af Hede. - De veed da at jeg ankom her til Rom just den Dag Raphael Durbino anden Gang blevjordet; for at see om det Hoved man gjemte af ham var ægte, blev hans Grav aabnet og der laae han da med nok et Hoved, saa det første var falsk. - Jeg læste just Deres velsignede Brev som jeg fandt her i Rom, inden i Jette Wulffs. Ja, midt i Pantheon, medens Thorvaldsen og de italienske Kunstnere gik hver med sit voxlys i Haanden læste jeg Deres og hendes Brev, saaledes var De da ogsaa med. - Nu har jeg først faaet mig et privat Logie, jeg boer i samme Gade som Thorvaldsen: viasistina, paa Huset er et Kapel med Madonna, hvor der hele Natten brænder Lampe og Folk knæler uden for mit Vindue hvorfra jeg har Udsigt til Quirinalet, det ligger lige for mig, samt Toppen af det høieste Albanerbjerg. I Gjenboens Gaard er der fuldt af Maaneds-Roser og store Oranger, der nu begynde at blive gule. Jeg har en lille Altan paa mit Huus, og paa denne voxer, Nelleker, Malurt, Ærter &. Over min Seng hænger Madonna og paa min Dør er malet med store Bogstaver »Viva Gesu!« »viva Maria!« - Thorvaldsen har hørt min Agnete og roste Ideen og den »deilige Form«. (Hertz er endnu ikke kommet). Skriv mig dog ufortøvet til om hvad Indtryk Agnete har gjort paa Dem, jeg længes uhyre. Gjerne skrev jeg Dem directe et langt Brev til, men da jeg ikke kan betale det længer end til den italienske Grændse, bliver det Dem dyrere end det er værdt. - Tusinde Ideer krydse mit Hoved, men de forkastes strax, jeg kan ikke finde et ædelt Stof nok til at bearbeide. Skjønheden, som hos den medicæiske Venus og den vaticanske Apollo, vilde jeg gjerne give mit næste Digt; Verden skal erkjende mig for Digter, min Morgen kommer med Guds Hjælp og den skal dræbe alle Nattens Gjengangere; hils nu Deres kjære Kreds; jeg gratulerer Christian og ønsker ham velkommen i det hæderlige Studenter Lag. Dine en særskildt Hilsen. Nu lev vel.

Deres sønlige Andersen

Efterskrift. N° l.

Fra Kückler kommer der til Udstillingen, et nydeligt Stykke; en italiensk Pige der lærer et lille Barn at hilse efter Landets Skik med Fingrene. Ved Siden stor Moderen med et ældre Barn der seer ned paa en stor, sort Kat. Det er ganske deiligt!

Christensen, arbeider flittig paa Kongens Sundheds Medallie, og fra Blunck er der alt paa Veien hjem en Kopie af Raphaels Madonna del Granduca i Florents; jeg har seet Originalen og den er noget af det Skjønneste af Raphael.

Efterskrift N 2.

Hils Roed meget fra mig, siig at han skal skynde sig lidt at komme ned til den blaae Himmel, de sorte Cypresser og de deilige Stemmer. Fornyelig har de pavelige Tjenere faaet nyt Liberie, Skræderen vilde selv udfinde hvorledes Snorene skulde slynge sig i hinanden; han grundede en hed Nat, næste Morgen var han vanvittig, den stakkels Skrædder Aand forviklede sig i de mange Snore. Det er tragisk!

[Tilføjelse i marginen s. I:]

I gaar saae jeg fire Røverhoveder slaaede paa Roms Porte

[Udskrift:]

Til velædle Fru Signe Læssøe Østerbroe N° 108. ligefor Peblingesøen ved Kjøbenhavn. anbefales!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter