H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Kirstine Marie Iversen 14. november 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. november 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

Rom den 14 november 1833

Kjære Mad: Iversen!

Ved min Ankomst her til Rom, den 18 October, fandt jeg Deres og Familiens venlige Linier, der vare bestemte til at have fundet mig i Schweits. De kan ikke troe med hvilken Glæde jeg slugte hver og hvor taknemlig jeg er Dem derfor. De burde alt før have hørt fra mig, men jeg fandt det rigtigere at udsætte det lidt længer, for at meddele Dem lidt om mit Romerliv, og da heller skrive et meget langt end flere korte Breve, eftersom disse blive Dem dyre, da jeg her ikkekkan betale det længer end til Grændsen. Deres Datter, Jette og de andre kjære maa altsaa deeltage i dette Brev, som jeg skriver til Dem, da De maa betale det, Fru Søeborg og Jette gjengjælder mig altsaa med en Skrivelse, som jeg venter i Januar, da jeg ved Slutningen af Februar gaaer til Neapel og maaskee Sicilien. - Men nu til min Reise, som gjælder Dem alle der hjemme.-- De gamle Tanter i det Hou­ rietske Huus, vadskede og stoppede om mig til min Afreise, saa det var nydeligt, mine Hoser bleve saa vel baldyrede at de gjerne kunde fremlægges paa Udstilling for Udenlansk-Kunstflid. De Smaabørn græd da jeg sagde lev vel! Det havde jeg ikke tænkt at de Uskyldiges Taare skulde flyde for mig i Schweits! - Den 14 September forlod jeg saaledes Jurabjergene, Nedkjørselen, om Aftenen, til Neufschatel var saa skjøn at jeg aldrig glemmer det. - Dybt nede laae den blaae Søe, hvor Skibene flød som hvide Elskovsbreve, hele Alpekjæden laae udtstrakt for mig, den saae ud som var det Jordens uhyre Vinger, malede med Skove og Skyer og klare som et Glas. - Slet Veir forbød mig at bestige St. Bernhard. Sneen laae meget høit. Det fygede stærkt, jeg maatte opgive det og tog nu gjennem Valisdalen med Diligensen. Skyerne hang i 6 a 8 Etager over hinanden paa de steile Bjergsider og kyssede Vandfaldet Pischewasche i det de fløi forbi. - I Brieg maatte jeg for Veirets Skyld ligge paa fjerde Dag, men saae derved det smukke JesuitterKloster; Jesuiterne vare unge, venlige Mennesker; Nonnerne vilde jeg ogsaa ind til, men Portnersken udstødte et høit Skriig over min mandlige Dristighed. En Aften spadserede jeg der, langs med Rhonfloden, jeg var just ganske sort klædt, en Bonde, der vist antog mig for en Geistlig faldt paa knæ foran mig; jeg blev ganske forskrækket, thi jeg begreb nok at han ikke vidste at Herts har sat mig mellem Helgnerne, som hellig Andersen, jeg fulgte da de kloge Generalers Exempel og vendte om, i den Tanke at Manden var gal. - Den 19. September om Morgenen Kl. 2 begyndte min Tour over Simplon. Hvilken Vei! Det er Giganten Napoleon der her har ridset Furer i Jordens Rygrad; Ørnen, hans stolte Fugl fløi ogsaa som hans levende Vaaben oppe over dette Kjæmpeværk. Under og over mig hang Skyer, jeg saae kun uformelig Klippemasser, der hang truende frem; en Gletsche var styrtet og havde revet Veien ned i Afgrunden, saa vi maatte over en gyngende Bjælkebroe. Snart hørte al Vegetation op, Klipperne vare ærtsgrønne, men ikke af Mos, nei af Tidens dræbende Aande. - Som Glasbjerge stode Laviner og Gletscher, ingen Fugl fløi os forbi og Kulden isnede os Marv og Been. - Store Galerier ere sprængt gjennem Klipperne, her foer vi igjennem. Vandfald bruste ved Vandfald, og de fleste kom høiere oppe fra en 8 a 10 Gange St Knuds Kirkespiir. Det var farligt! Strax paa den anden Side Alperne, ved Isella hvor vi kom ind paa den ita­lienske Grændse, forandrede Alt sig om os. Luften var saa overordenligt mild. Figentræer groede vildt ved Landeveien og Druerne hang store og tunge hen over Gjærdet; fra Domo d'Osola tog jeg samme Aften til den lille By Baveno ved Breden af Lago magiore og leiede næste Morgen for den skjændige Priis 8 Frank, (omtrent 3 Rdlr dansk) en Baad for at roe ud til Isola Bella, der ligger en Fjerdingvei fra Kysten. - Her vandrede jeg første Gang under Laurbær og Cypresser, saae Citroner og Apelsiner under aaben Himmel, men dog svarede Lago magiore ikke til min Forventning! disse lave venlige Kyster, disse grønne Øer have vi ogsaa hjemme, Søen maa have faaet sin Berømthed i gamle Dage da Folk ikke vidste saa meget som nu; den taaler slet ikke at sammenlignes med Genfersøen, denne er langt skjønnere. - Med Dampskibet seilede jeg nu forbi den hellige Boromæi-Statue til Sesto hvorfra jeg kjørte samme Aften til Milano. - Kirken her, var den skjønneste og største jeg havde seet! Det er et uhyre Marmorfjeld, oversaaet med Figurer. - Halv dunkelhed indvendig, de brogede Ruder og de altid brændende Lys og Lamper for­stærke Indtrykket; Menneskene see ud som Tinsoldater paa et Bord. Fra Taarnets Spids nød jeg en Udsigt der mod:Nord begrændses af Alperne, mod Syd af de lune, venlige Apeniner. - Theatret La Scala har 6 Etager indvendigt, det er efter Neapels det største i Verden. Jeg var der en Aften og travede ganske ene hjem Kl: 12 om Natten; Gaderne vare ganske øde, kun en Lazaroni snorkede paa Kirketrappen. Her skal være temmelig sikkert, derimod gaaer det ikke saa godt udenfor Byen, samme Aften jeg kom blev en Dame overfaldet af 10 stærktvæbnede Bønder og røvet Alt; i Selskab med Lieutenant Dinesen og Kammerjunker Neergaard, som jeg her traf sammen med, forlod jeg den 24 September Milano; en Romer mellem to Grenadeener var vort første Møde, snart maatte vi prøve alle Veturins-Plager, alle de Bedragerier og Optrækkelser der i Italien venter den Fremmede! - Apeninerne ere intet, naar man har paseret Alperne; Beboerne have de ækleste, skumle Ansigter og Svineri var der overalt; vi laae een Nat i et usselt Hul midt inde mellem Bjergene, hvor vi skiftedes til at vaage over vort Tøi. - Vore Bæster kunde tilsidst ikke trække og Veturinen spændte derfor vor Wiener vogn fast til et Møjlæs, der blev trukket af Stude, saaledes nærmede vi os Genua! - Den 29de kom vi her, fandt et prægtigt Hotel med Balkon ud til Havet, det farlige Hav. - O, det er saa blaat, saa uendeligt blaat, smukt som den italienske Himmel, hvor en Nord­boer kun har den i de klare Frostnætter! - Vi saae de glimrende Kirker med de store Mesteres Malerier, vare i Dogens Palais og gik over Gruset af Fjeskos Huus. - Ved Admiralen fik vi Tilladelse til at besee Galaierne. 6 a 700 Slaver arbeidede her. Vi vare inde i deres Sovesal, her laae de lænkede til Brixer; to droges med Døden og guulgrønne i Ansigtet, vi vare da indelukkede hos dem, store Laase hang for Dørene. Den store Elendighed gjorte et saa stærkt Indtryk paa mig, at jeg pressede Øinene sammen; en Romerknægt saa det, og loe mig lige ind i Ansigtet i det han rystede sine Lænker. - Den anden October tage vi fra Genua og valgte den smukke, men lidet besøgte Vei, langs Havet til Livorno, da her skal være usikkert, noget vi dog slet ikke mærkede. Den første Dagtour, er det Skjønneste jeg har seet; tænk Dem, en høi Fjeldvei mellem Figentræer og Oliven, dybt nede, til Høire, det klare blaae Hav med sine store Skibe, hvor Solen skinnede paa de hvide Seil, hvor Klipperne staae indigoblaae med grønne Pinier, til venstre for Cypresskove, Ruiner og Klostre og paa selv den usleste Hytte, et Madonnabillede af Marmor. - Italien er Phantasiens Land; Hver Plet er et nyt Maleri. Druerne voxe ikke her op om en Kjæp som i Tydskland, nei, i Guirlander hænge de fra Træ til Træ over alle Murrevner. - Capusinermunkene vi mødte, Nonnerne bag Klostrets Gittre, De gamle Bønderkoner med deres Haandtene og de deilige Børn foran de smaa Kapeller, gav Malerierne Liv! O, det lader sig ikke fortælle. Jeg drak den friske Luft i store Drag, syntes at Himlen var langt høiere end hjemme og pyntede vor Vogn ud med Krusemynter og Myrther hvoraf der groede nok langs med Veien. - Aftenen og Natten i de skidne Værtshuus hvor vi altid maatte skjændes med Værten for hans Ubluhed, var det værste. - Den 4 October kom vi til Pisa, besteg det skjæve Taarn, saae det interessante Campo Sancto med sin hellige Jord og de gamle Frescomalerier, spiiste os Kræfter til i Byens første Hotel og gjorde en lille Udflugt til Livorno hvorfra vi saae Elbas og Korsicas Kyster. - Jødekirken her i Livorno, der gjælder for den rigeste og største Synagoge i Europa, lignede formeligt en Børs, Skriig og Skraal, Spøt og Snavs, skidne Jødeunger og Komers, var Alt hvad jeg fandt, Alle beholdt Hattene paa. Der var ikke Tanke om Andagt. Men jeg maa ikke glemme en anden lille Udflugt, nemlig vort Besøg ved Marmorbrudene i Carara. Hele Fjeldet var hvidt som nysfaldet Snee, Floden skyllede over den sneehvide Grund og jeg syntes ordentligt at see mægtige Guder og Gudin[d]er bundne fast i Stenen og vente paa en Mager som Thorvaldsen eller Canova der ved sin Meisel kunde forløse dem. - Den 8de October naaede vi Florents, der ved sine snævre skidne Gader, uanselige Indkjørsel slet ikke svarede til min Forventning; men da vi kbm til Kjærnen, de prægtige Galerier og Kunstskatte følte jeg først at her var Musers og Gratiers Sæde! Jeg sad vist over en Time for den medicæiske Venus! hvilken Skjønhed, ja, det var Gudinden selv, der ved Marmoret endnu holdes her paa Jorden, vaagnede hun, da fløi hun fra os. Niobegruppen og Titians jordiske Venus, hvorledes skal jeg kunde antyde Dem disse Herligheder. De raphaelske Madonnaner og hele den store Række af Aandens Frembringelser. 8 Dage svandt som en Time for mig - jeg reiser igjen til Florents! - Paa Gaden seer man selv Værker af Michal Angelo, og Byens Omegn er en Blomsterkurv af Cypresser, Druer og Roser. Theatret var ogsaa ret smukt, de spillede "Elskovsdrikken", med ny italiensk Musik. Paa Gaden kogte Folk Kastanier og gik med brændende Lys i Hænderne. - (Ja, i Pisa kjørte vor Kudsk med et Lys i Haanden, den halve By igjennem). Den 13 tage vi fra Florents til Rom; 6 Dage varede denne Kjøretour og var den piinligste jeg har oplevet, mine to Reisekammerater have ogsaa besluttet at tage til Søes hjem, for ei at døie disse Lidelser. Italien er med al sinDeilighed en sand Svinestie at bereise!

Vi maatte for Reenligheds Skyld tye ned i Staldene, bleve dog selv opædre af de bkejndte brune Springlus, desuden vare Fluernes Anfald utaaleligt, og da vi ikke som i Italiens større Byer, sov under Flor bleve vi saaledes stukne at vort Ansigt ophovnede og jeg talte hundred og nogle Stik paa min ene Haand. Fluerne ere formeligt giftige som Myg hjemme. Vi fik kun raaden Æg, syltede Oliven og Hanekamme kogt i Olie til at spise, saa kan De tænke Dem Levemaaden. Vi saae imidlertid alle Perugias Kunstskatte, Peruginos deilige Madonnaer, seilede paa Tracymenes Søen, hvis Bredder saae Hannibals Seir. - Vi lagde Veien over Terni for at see Italiens høiste Vandfald, men det, tog sig ikke ud efter at have seet Schweits's; dog Omgivningen her, er ganske for­skjellig, vi gik gjennem tætte Olieskove, havde en Alen paa 12 italiensk Miil, med de deiligste Oranger, hvor Frugten hang stor, men græsgrøn; rundt om Vandfaldet nogle Laurbær, Rosmarin og Myrter.

Den 18. October kom vi til Rom Klokken 1 Middag, eller som det hedder her Klokken 19 (De veed man tæller Timen her til 24, som er Klokken 6 om Aftenen). Vi tre som reiste sammen fik først et privat Logie, men hvor vi for 14 Dage maatte give 18 Skudo, omtrent 36 Rdlr for fire Værelser, nu ere vi fløttede, jeg er nu alt en ung Romer, boer ene paa en af Roms Høie: Mons Pincius, i Gade med Thorvaldsen, nemlig i Via Sistina, ligefor Strada Felice, fra mit Værelse gaaer en Altan, paa den voxe Nelliker , Myrte og Ærter jeg seer over Gjenboens Huus og Have der staaer ganske broget med Roser og gule Apelsiner, der nu modnes, og seer da ligefor mig hele Quirinalet med sin Have hvor Laurbærtræerne ere beskaarne saa stivt og gammelt Franskt, men en Pinie og en Cypres rager høit ud over det hele. - See nu ere vi jo i Rom. De er med paa mit Værelse og nu kan vi flagre ud; jeg har et Madonna­ billede under mit Vindue, der brænder hele Natten en Lampe, de Smaabørn synge om Aftenen foran det, og Folk tage Hattene af. Forleden Aften hørte jeg en Guitar klinge dernede, jeg saae ud, der gik en Mand i en stor brun Kappe og spillede, lidt efter aabnedes Gjen­boens Gadedør, han smuttede ind; det var vist en lykkelig Elsker; i den sidste Tid har man ikke hørt meer end et Overfald, og det var paa den spanske Trappe, der just fører op til min Gade, dog gaae ingen gjerne paa Gaden, efter Klokken 10; i Bjergene er der slet ikke sikkert! - Hver Dag bliver Rom mig mere og mere interessant, den staaer hverken over eller under min Forventning, men den er noget ganske andet end jeg havde tænkt mig; jeg spadserer næsten daglig mellem Ruinerne af den gamle Stad, og det er i en saadan Udstrækning at jeg forleden formeligt forvildede mig. - Store Viingaarde ligge mellem beboede Pladser. Ruin reiser sig ved Ruin; snart gaaer man indesluttet mellem høie Mure, snart er man ved praktfulde Kirker, der ofte ere byggede op imellem og ind i Ruiner af OldtidsTempler - For at komme op paa Ruinerne af Keiserborgen maa man gjennem et lille fattigt Huus. En Harefod hang i et Seglgarnsbaand, vi ringede paa og en gammel, skiden Kone førte os nu op hvor Cæsar havde levet, hvor Roms Ørne fløi ud over Verden, hvor eengang Middelpunktet var for Jordens Pragt og Vælde.

Det er hændet mig, at jeg inden for Roms Mure har maattet krybe op paa en Ruin for at see til hvad Side jeg maatte gaa for at finde det nye Rom. ­Storheden af Peterskirken lader sig ikke omfatte med Øiet, saa den synes mindre end den er; jeg troer næsten at Hovedgangen i St Knudskirke hjemme ikke er større end Entreen der fører inditil dette mægtige Tempel, det største paa Jorden; mig har Kirken ellers ikke imponeret saaledes som Mailands Domkirke gjorde det; jeg kan ikke rumme Billedet af denne Storhed men dens Kraft, dens store Kunstværker har tant dybt til mit Hjerte; her og paa Gaden har jeg flere Gange seet Paven, det er en kraftfuld Mand, der seer ud til at leve længe. - Man er uhyre tolerant mod os Fremmede her i Rom, mere end man vilde være det i Danmark, i omvendt Tilfælde. Jeg har tidt seet de rigeste Damer falde paa Knæ midt paa Gaden, naaer det Hellige bæres forbi; den Fremmede behøver blot at hilse og kan da rolig gaae sin Gang; i Kirken selv er han endnu mindre genert. - Her vrimler ellers, naturligviis af Præster og Munke, de gaae tidt i hele Regimenter og i de meest forskjellige Uniformer; Fransiskanerne i sneehvide Kapper med røde Kors, Kapucinerne i brune og med Sandaler paa de bare Fødder; ja her ere ogsaa violette og ildrøde Geistlige; tidt seer man et heelt Compagnie af Drenge, bestemte for denne Stand, og mange ikke mere end 7 eller 8 Aar, aldeles klædte som de Gamle. Jeg har alt været i vist 100 Kirker, men hvad vil det forslaae da her er over 300; i hver af de jeg saae fandtes et eller andet mærkelig Malerie i Olie eller Fresco, saaledes glemmer jeg aldrig Raphaels deilige Cybiller; Loftmalerierne i den store Jesuiterkirke, der straaler af Guld og hvor Skyerne med de Salige, virkeligt synes at svæve over os. Mickal Angelos kraftige Moses (af carrasisk Marmor) er et Mesterværk. - Meest af Alt, og hvor jeg oftest kom­mer, saa jeg endnu har forsømt mange Billedgallerier, er Vatikanet, hvor Paven boer. Her er næppe mere end en Snees Malerier, men Skatte, som intet andet Land har dem. Raphaels sidste Værk Transfigurationen, (De kjender det vist af Kobberstik?) er her som Original, (i Peterskirken staaer en ypperlig Kopie deraf i Mosaik) dog mere end dette verdensberømte Stykke tiltaler mig hans Madonna del Folignio; Har De seet en smuk Sæbeboble berøre et Silkeærme, hvorledes den da synes at hvile der og dog ikke trykker det mindste, men egentligt svæver i det den forekommer at hvile? Saaledes staaer ogsaa Madonnaen her paa de lette Skyer. En mere svævende, himmelsk Skikkelse har jeg aldrig seet. Hvor har dog Raphael faaet disse Hoveder, disse Former fra? Den lille Engel underneden er saa deilig, just som en Engel maa være! - Gaae vi nu fra Malerierhe til Statuerne i de store Sale, de herlige Antikker, da veed jeg ikke selvom der i Maleriet eller i Marmoret er skabt det Skjønneste. - Laokoonsgruppen er Liv og Sjæl. Det er Smerten der levende udtaler sig, saa selv Marmoret synes at sukke. Den saa­kaldte vaticanske Apollo er skjøn som den medicæiske Venus, jeg glem­mer det aldrig; ja nu har jeg seet Digterguden! Af nyere Ting er her Canovas Perseus, det er et Ideal af Kraft og 5kjønhed og Medu­sahovedet i hans Haand er skjønt som om Raphael havde aandet det paa Lærredet. - Men hvad hjælper det jeg peger paa disse Herligheder for Dem, det er med disse som med Schweits's Vandfald, de lade sig ikke male, mindre beskrive. Meget har jeg seet og dog ligger der en halv Vetden tilbage i selve Rom. Jeg havde været i Scipionernes Grave; gjennem en Viingaard steeg vi ned i Jorden, hver med sit brændende Lys og saae de stolte Steensarcofager. Katacomberne skal være noget farlige at besøge, de strække sig under hele Rom og har i ældre Tider gaaet lige til Ostia; aligevel vovede jeg det med to Landsmænd, vi fik en Munk med og steeg nu gjennem Gravhvælvingerne i St SebastiansKirken ned til 13000 Helgeners Liig; vandrede i den udhulede Jordskorpe; hver med sit mindre Lys, udelukket fra Verden over os. - En Time vare vi vidst dernede. Coloseum staaer endnu i sin stolte Storhed, som Ruin, men hvor Fægterne strede, hvor Gladiatoren vandt sin Krands er nu reist Alter tæt ved Alter; Folk knæle der under aaben Himmel, Chordrengene svinge Røgelsekar og Munkene holde Messe. - Ruinen tager sig mageløst smukt ud, ved Maaneskin; en saadan Aften kjørte jeg forbi den; nogle Reisende gik høit oppe i Buegangene med Fakler foran sig, det var malerisk deilig. Jeg har her inden i Brevet lagt en lille, simpel Blomst, som jeg har plukket til Dem der, den voxte paa et af Trinene hvor Vestalinderne i gamle Dage sad og saae Skuespillet derinde. Ligeledes er her et grønt Blad af Olietræet fra Ruinerne af Vestas Tempel ved Vandfaldet i Tivoli. - Her i Rom seer man tydeligt hvor Jorden voxer, som jo ogsaa er naturlig, da Løvet falder hvert Aar og giver nye Jordlag. - Man har maatte grave flere Favne for at komme ned til den gamle Brolægning, for at blotte Fodstykkerne af de hedenske Templer. Men lad mig ikke glemme at fortælle Dem det interessante Held jeg havde med at komme til Rom, just den Dag jeg kom; man har her i Rom opbevaret en Hjerneskal der udgaves for den berømte Raphaels; Phrenologerne havde den i Gips og fandt alle raphaelske Organer; aligevel havde man her i Rom en Tvivl om den var ægte; Paven gav derfor Tilladelse til at aabne hans Grav og der fandt man ham da heel og holdende og da Manden, i hvor godt Hoved han havde dog ikke havde to, befandtes den opbevarede falsk. Nu skulle Raphael da begraves igjen, eftersom hans Fred var forstyrret og til denne Begravelse indtraf jeg i Rom. - Pantheon var oplyst, Italiens Mestre, med Thorvaldsen gik med deres hvide Voxlys, usynlige Chor sang bag Altrene, Messen læstes, Folket bøide sig dybt, og Kunstneren Raphael laae som en Helgen paa et ophøiet Alter; jeg havde just, da jeg gik derhen, faaet Deres og Familiens velsignede Breve, De nok havde bestemt for mig i Schweiz, jeg fandt det, derimod paa Posthuset i Rom tilligemed Brev fra Jette Wulff, og Fru Læssøe, hvilke jeg alle tilsammen læste derinde i Pantheon, saa at De og Deres, paa en Maade ogsaa vare med til Raphaels Begravelse. Tak, tak for de kjære Linier, de gjorde mit Hjerte saa godt. Dette lange Brev De nu alle faae forlanger jeg ogsaa et til gjengjæld for, og jeg tør troe at De vil glæde mig dermed. - Dersom Karnevallet i Rom bliver tilladt med Masker, da bliver jeg her Februar ud, ellers gaaer jeg herfra i Begyndelsen af Februarmaaned; det vil beroe paa Arangementet af mine Penge hjemme om jeg kommer til Sicilien eller Grækenland eller om jeg maa lade mig nøie med Neapel, Vesuv og smaae øerne. - I Schweits fuldendte jeg min Agnete, den er nu i Kjøbenhavn og under Trykken; ved Juletider kommer den ud, og jeg tør tro, den vil grunde mit Digternavn; Thorvaldsen og de danske Kunstnere læste jeg den forleden for, hos Prindsessen og den greb dem dybt, som jeg ogsaa høre at de hjemme ere smæltede i Taare.

Thorvaldsen greb min Haand og spaaede Agnete glimrende Lykke, nu faae vi see, Jeg er meget begjærlig efter at høre hvad Indtryk den gjør paa Dem og Deres. Jeg har Alt skrevet til Collins, at saa snart den er trykt, skal man sende Dem et Exemplar fra mig, det kommer viist gjennem Reitzel og Hempel til Dem. Da Jette Hank, saa søsterligt smukt tænker paa mig med Brev, skal ogsaa Exemplaret være hendes, med den Betingelse at, Fru Søeborg og Familien de første fjorten Dag have samme Ret over den som hun og kan læse den igjennem, siden er den hendes, og saa faaer jeg et tæt Brev fra hende og Fru Søeborg, maaskee et Par Ord med fra Dem, min kjære og gode Madam Iversen, og det senest i de første Dage af Januar sendt til mig. - Et Brev bruger en Tid af 18 Dage fra Danmark til Rom, men i Vinteren, da der er Snee paa Veien over Alperne og slet Vei mellem Appenninerne, gaaer der tidt Mer tre Uger, thi vi ere jo over 300 Mile fra hinanden. Jeg vil da sidst i Januar faae Fingre paa Brevet, som jeg sikkert venter; men lad os nu ogsaa selv Konvolutet være beskrevet, det trøster jo ligemeget! - Nu vil jeg fortælle Dem lidt om mine Udflugter til Roms Omegn, Albaner og Sa­binerbjergene, skjønt jeg endnu har givet Dem meget lidt om selve Rom. - En uhyre Slette strækker sig fra Byen til Bjergene og her gaaer; næsten 4 Danske Mile, del store romerske Vandledning, med Kolonne ved Kolonne; hele den apiske Vei er Gravmonument Side ved Side; hist og her seer man et Trækors der siger os at her er Een overfaldet og dræbt, her hænger hvide Been af en Røver til Skræk og Advarsel. - Vi leiede os Æsler i Frascati og reed nu om mellem Bjergene gjennem Aleer af Laurbær, ind i Kastanieskove, besteeg Ruinerne af det gamle Tusculum,

[hvor vi] melleme Tjørn og Nælder fandt Marmortrinene til et stort [Kloster].

Vi besøgte Klostrene og vandrede ved de to deilige [Søer] Alma [c: Alba] og Nemi, der ere udbrændte Vulkaner; paa det høieste Punkt af Albanerbjergene ligger et Kloster, bygget paa Ruiner af Jupiter Stator Tempel; vi besøgte Munkene her, der arbeidede i deres lille Have; en stor Skye skjulede den hele Bye under os, men snart fløi den som en Luftaand forbi og vi saae det rige Landskab med de to runde, blikstille Søer under os; langt ude strakte Middelhavet sig, det var glimrende guult og Luften uendelig mørkeblaa. Et saadant Farvespil som vi saa her paa Skyerne er mig ganske fremmed. Tidt er Luften ganske Schamois og Skyerne olivengrønne. I Maaneskin gik vi gjennem Bjergene til Albano; vi gik 9 Mand stærkt, og tæt sammen, thi her er usikkert, mødte ogsaa enkelte Bønder, med Kniv i Bæltet og Gevær paa Skuldrene, men de hilsede os venligt, det havde de maaskee ikke gjort om vi havde gaaet enkelt. Jeg har plukket Blomster ved Horatiernes Grav og hvilet mig paa Slavemonumentet over Askani, en Grav der knøtter Grækenlands Historie til Roms. Min seneste Tour var til Sabinerbjergene, hvor jeg saae det romantiske Vandfald ved Tivoli, men som før sagt, Vandfald og Statuer lader ­sig ikke beskrive. - I Thorvaldsens forskjellige Atalier har jeg naturlig­viis været, en Byron tiltalte mig især, det er et Arbeide for London. Thorvaldsen viiste mig et Basrelief over Raphael, som han for sin:egen Fornøielse, beskjæftigede sig med. Raphael sidder her og teg­ner efter Naturen, medens Kjærlighedsgenien rækker ham en Valmue, som Grunden til hans alfor tidlige Død. - Theatrene i Rom ere slette. Forleden saa jeg " Søvngjængersken" som Opera, med smuk Musik af Belini, men det tog sig ud som en Parodie paa den smukke Ballet vi have.

(skrevet i venstre margen):

* For at tydeliggøre Deres Datters Dom at Rom er [graae] og trist, maa jeg sige, at den nye Deel, er ganske moderne, lys og lystig! ­

Naar nogen af Deres seer oberst Guldberg, da bring ham min hjertelige Hilsen, og tak ham for det lille Brev inden i Deres; jeg skriver &ham ved Juletider til, vilde have lagt en lille Seddel indeni dette Brev, men jeg saae at det blev for tykt; maaskee lader De ham see dette Brev til Gjennemlæsning paa en Dagstid, det vil vist fornøie Familien, og jeg behøver da ikke i mit Brev at gjentage det samme, men kan fortælle noget Nyt, som han da vist til Gjengjæld meddeler Dem. Hver Gang jeg har skrevet et Arbeide, har han ret faderligt sagt mig sin Mening, siig ham derfor at jeg, efter at han har læst min "Agnete" ganske sikkert venter Brev fra ham som i gamle Dage; man adresserer mine Breve paa fransk til mig: Cafe greco a Roma eller og post restante. I samme Caffee komme daglig de danske og her afleveres Brevene temmeligt sikkert, naar de først slippe gjennem Grændselandene, hvor man er flere til at aabne dem eller at kaste dem bort. Maaskee faaer De ikke engang dette. - Den lille Seddel heri til min gamle Moder, er De nok saa god at sende hende, ligesom jeg altid lægger Dem hende lidet paa Hjertet. - Jeg har været lidt syg i Øinene, nu ere de raske igjen. Om Morgenen er det meget koldt, men opad Dagen gan­ske Sommervarmt, skjønt det nu er den 14 November. Haverne staae fulde af Roser, Apelsinerne modnes, men først i Februar skal de høstes.-Olie­skoven ryste da Frugt af i denne Tid og Figentræerne ere saa grøn­ne som i Sommeren; mange Træer sætte alt Blomster og jeg saae i Dag modne Citroner og duftende Blomster paa samme Green. - Men nu lev vel! Dette er da et ordentligt langt Brev, men nu faaer jeg saa Gjengjæld! Hils dem alle sammen fra Naboens Børn til den lille Christian og tænk venligt paa Deres sønlige, gamle Andersen.

(Kuvertbrevets forside):

a madame

madame K.M. Iversen

(Enke efter Hr Bogtrykker Iversen)

a Odense

en Dannemark

Tekst fra: Solveig Brunholm