Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. juni 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Carsten Hauch
Sprog: dansk.

Sorø den 3 Juni 1853.

Kjære, kjære Hauch!

Vær igjen hjerteligt velsignet og takket for det nye Værk, De har givet mig, og som jeg har læst og optaget, medens Timerne bleve saa rige, og dog saa korte. Flere Gange under Læsningen trængte mig Taarerne frem i Øinene; jeg selv har i min Udvikling prøvet Sandheden af, hvad De har følt og givet. Deres Bog vil for mangt et kjæmpende, sandt Talent være et Fingerpeg ovenfra, et Trøstens og Opmuntringens Ord til ikke at slippe Troen paa Gud og sig selv. Tak, fordi De undte mig den saa snart; jeg fik den, idet jeg stod og pakkede ind, læste dog endnu om Aftenen i Kjøbenhavn de første Capitler, stak saa Bogen i Lommen - thi i Kofferten var der ikke længer Plads - og den fulgte mig herud til Sorø, hvor jeg kom i Tirsdags Middags og boer hos Ingemanns. Oppe paa det store Tagværelse, som De kjender, med Udsigten til Søen, har jeg læst Bogen, og idag holdt den mig her til over Middag. De to qvindelige Characterer, Laura og Abigail, ere uforligneligt tegnede: den halvt africanske Cactusblomst og den blide, smukke Blomst fra Amerikas Skoveensomhed. Advocaten Gray er skaaren ud af Virkeligheden Træk for Træk. Den derimod, som træder mig ikke nær nok, men som jo ogsaa maae sees saaledes, da han meest vises som et Erindringsbillede hos Fulton, er den berømte Franklin. Enkelte Træk i denne Bog berøre saa forunderligt Strænge i mit eget Indre, at det under Læsningen forekom mig, som om halvglemte og for Verden altid gjemte Øieblikke af mit eget Liv traadte frem. Og som jeg har følt derved, ville ogsaa Andre føle det! Gud glæde og velsigne Dem for det Skjønne, Gode og Sande, De udtaler; dog, det gjør han, idet han altid giver Dem usvækket Ungdomskraft til at udtale den Dybde og Rigdom, De har i Deres Sjæl. De vil nu ikke misforstaae mig, naar jeg ogsaa bekjender et andet, lille Indtryk, jeg følte ved at læse Deres Bog; det var, da jeg aabnede den, og jeg læste Dennes Ord til mig, skrevet fori; De har altid før sat foran mit Navn: »Digteren«; med denne Gang stod det der ikke, De havde skrevet »Professor«. Maaskee smiler De ad mig; men det Ord: »Professor« bedrøvede mig; jeg vilde gjerne der, hvor De af Venskab bragte mig Noget, hellere hædres med min kjæreste Titel: den fra Gud. Dette skulde jeg maaskee ikke have skrevet ned; men mit Brev er kun for Dem, og for Dem tør jeg nok vise mig, som jeg er. - - - - - Det var min Bestemmelse i Ugen, før jeg forlod Kjøbenhavn, at være gaaet ud til Dem; men den Dag, jeg havde bestemt dertil, blev jeg plaget med at maatte skrive Noget for Nogen, hjælpe paa Nogen med et Vers, og senere fik jeg ikke Tid; nu kommer dette mit Brev med Tak og Hilsen til dem Alle i Deres Hjem. - Et lille Moment, der for mig var saa stort, maa jeg dog omtale for Dem. Jeg kom i Mandags ind paa Posthuset for at sige der, at jeg reiste bort, og hvorhen de skulde sende de Breve, der kom til mig; jeg traf i Stuen Faber, der, som De veed, er den øverste ved Udgangsstedet for den electromagnetiske Traad i Kjøbenhavn; jeg bad ham, om jeg, naar jeg kom tilbage fra min Sommerudflugt, maatte see, hvorledes det gik til med Telegrapheringen. Han bad mig see og fornemme det strax, og vi gik over i Værelset, hvorfra Traaden gaaer til Korsør og Helsingør. Han gav et Signal til det sidste Sted, der strax blev besvaret; han spurgte om, hvor mange de vare paa Contoiret i Helsingør, og lige saa snart lød Svaret: » Tre Mand!« Det gik saa hurtigt, som om den Hammer, han slog med paa Kanten af Bordet, satte Slaghammeren i Bevægelse paa den anden Kant af Bordet. Nu sagde han dem, at jeg var paa Contoiret i Kjøbenhavn, og at de skulde sige mig noget Nyt fra Helsingør. »Vent lidt!« var det øieblikkelige Svar, og nogle faa Secunder efter klang Signalet, Maskinen arbeidede, og paa den lange Papirstrimmel, de droge ud derfra, havde den electriske Strøms Indvirkning paa Maskinen ladet denne aftrykke: »Hver Skipper har en Hustru, det er hans bedste Last; den lille Unge i Vuggen er surret til Skibets Mast« o.s.v. Det var hele det første Vers af et af mine egne, ældste Digte, som jeg har skrevet, troer jeg, i min Skoletid i Helsingør. Jeg følte mig saa underligt overvældet af Opfindelsens Storhed; det var, som stod jeg under Vingeslaget af en uendeligt mægtig Aand; der gik mig saa mange Tanker gjennem Sjælen, at jeg var lige ved at græde og skyndte mig derfra, for at de Fremmede der ikke skulde lee ad min Nerveusitet, som de maaskee kunde kalde det. Men det var mig et i høieste Grad storartet Moment, og har De endnu ikke selv se et Experimentet, saa gaa endeligt en Dag derhen. Jeg føler og seer en uendelig Kjærlighed hos Gud ogsaa i hvert nyt Indblik, han forunder os i Naturlovene og Naturkræfterne, og den høie Magt han derved skjænker Menneskeheden. Mange sige vel, det er kun i det Materielle, vor Tid gaaer frem; jeg giver dem ikke Ret heri; men selvom jeg maatte, nu vel, saa er det Materielle, vi vinde, dog ligesom et Bjælkeværk, der reises for Aandens Bygning; Menneskene rykkes nærmere sammen; Ideerne vexles lettere, vi blive mere eet Folk, een Aandens Stat. Videnskaben har i de sidste Aar faaet en saadan Interesse for mig, at jeg er overtydet om, at havde jeg for tyve Aar siden været saaledes opfyldt af dens Herlighed, som jeg nu er, jeg havde vist gaaet en anden Vei, end den, jeg nu gaaer, eller rettere: jeg havde tilegnet mig Kundskaber i en Retning, hvorved min Digtervirksomhed havde faaet en anden Blomst end nu. De vil altsaa kunne forstaae, hvorledes Deres Billed af Robert Fulton har fyldt mig, hans Stræben, hans Kamp, hans Lykke. Fortræffeligt er ogsaa det lille Billed, de har givet os af Faderen, lige fra, hvor han staaer med Piben og forhaaner Sønnen, til den dybe Anger stærkt og sandt bøier ham. - Men nu, lev vel! Vil De glæde mig med et Brev, da send det til Vilhelmsborg ved Aarhuus, derhen reiser jeg her fra Sorø paa Tirsdag Morgen. Hils Deres Kone og Børn, og send ogsaa William en Hilsen fra mig; jeg tænkte paa ham, da jeg kjørte forbi Præstegaarden, hvor hans Brud har tilbragt sine Barneaar. Ingemann, som nu sidder og har begyndt paa »Robert Fulton«, beder mig hilse Dem, og Fru Ingemann giver mig samme Ærinde. Bøgeskoven er deiligt grøn; men Bladene have dog alt tabt deres fine Fryndser. Solen har brændt varmt lige til idag, nu lufter det mere friskt; jeg har endnu kun været lidt paa Vandring, idet jeg har meest levet i Deres Digtning.

Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost