Dato: 21. november 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

75. Til E. Collin.

Rom [21. November 1833]

Kjære Ven!

At De øieblikkelig efter at have modtaget fra Jette Wulff, min lille Sæd­del, sendte mig den nye Vexel er jeg Dem meget takskyldig for, jeg fik den her til Rom alt den 16 November og da jeg endnu har Penge af mit ældre Creditiv indtil mod Slutningen af December, saa er mit Sind alt meget tidligt bragt i Rolighed, men det skader jo ikke. Gjerne havde jeg ønsket at mit Brev til Dem, fra Rom, var kommet i Deres Hænder før De afsendte Vexelen, men det er nu ikke skeet! Der var ogsaa meget jeg havde ønsket og ventet at faae besvaret, men ikke et Ord fandt jeg derom. Skulde det virkeligt være en Ubillighed af mig at jeg, midt nede i Italien, bliver be­drøvet ja saaret ved at det Menneske mit Hjerte ligger nærmest, naar han skriver mig til, da Brevet altid er, som man kunde skrive det til en Ven i Lyngby, en lille Sæddel, nogle hurtigt affattede Linier. Saaledes vare de fleste Breve i Paris, saaledes de to Sædle jeg har faaet her i Rom, og det sidste skulde dog betales som et Brev. – De veed ikke hvorledes enhver, jeg vil nu ikke tale om min alforbløde Characteer, længes efter Breve fra Hjemmet, hvor bittert man føler sig skuffet ved at finde næsten kun hvidt Papir. – Deres sidste er nok ogsaa det korteste nogen Dansk har faaet fra–Venner. Forretnings Breve tale vi ikke om.–I Milano skrev jeg Dem et langt Brev til, og et Brev ud af mit Hjerte, som kun Vennen kan skrive til Vennen, dette omtaler De ikke med et Ord, skulde det være gaaet feilt? Har De faaet det, fortjener det vist et Svar, eller bør De altid tie naar jeg berører de inderste Strænge af mit Hjerte. At jeg gjør det, viser Dem just min inderlige Tillid, min Sjæls Hengivenhed. – Flere Ting havde De læst urigtigt139 i Agnete, disse rettede jeg og bad Dem gjøre det samme naar den tryktes, nu maa jeg her i Slutningen af dette Brev gjentage det samme, da jeg ikke veed om Brevet er kommet til Dem og jeg kan jo ikke lade Agnete komme saaledes ud, som De har tydet mine Kragetæer. – Har derimod mit Brev fornærmet Dem, har jeg ogsaa engang sagt140 min Mening, da troer jeg dog vort Venskab er saa fast at det nok kunde taale en lille Kraftytring igjen fra Deres Side, uden at det skulde staae i Fare for at vælte. – Jeg havde ogsaa yttret om De vilde spørge Deres Fader om han syntes jeg skulde dedicere Agnete til Prinds Christian eller til Hvem. – I Guds Navn, skriv mig kun sjeldnere til, men skriv da et Brev; der maa være Tider, Deres Forretninger kan tillade Dem det og Timer at Deres Hjerte taler for mig. – Fra Paris gav jeg Dem en lang Beskrivelse om Julidagene, jeg skrev nogle smaae Breve til dem hver i Familien og gav een af de Hjemreisende med. Har De maaskee heller ikke faaet disse? Deres Hilsener til de unge Kunstnere, har jeg bragt disse, paa Hansen og Hertz nær, den første er for­længe længe siden i Grækenland, den anden er endnu ikke kommet hertil. – Gjerne havde jeg givet Dem, eller rettere Liunge, Oplysningerne om Bibliotheket, noget man snart bliver bekjendt med, men da De har forlangt det af en af de Fremmede, har jeg ogsaa opfyldt Deres Ønske, Bøtcher vil snart sende den. – Ludvig Müller skriver mig aldrig til, jeg havde ikke troet at Venskabet fra hans Side var saa løst, men man maae jo tage Folk som de er; jeg skal ikke genere ham med Breve før han svarer mig paa de han alt fik fra hiin Side Alperne.–Dem min kjære Eduard er jeg dog mere vis paa, selv om jeg ikke engang fik Deres smaae Sædler, hvis faae Ord tidt, – da jeg jo forlanger formeget – kan falde mig tungt paa Hjerte. – Een maa man dog ret kunde stole paa og det er og bliver mig Dem! – De har selv sagt at det glædede Dem at jeg endelig fik engang en Mening, De ønsker jo ogsaa at min Reise maa forandre mig, vær derfor ikke u[til]141freds, om jeg begynder at yttre mig, ikke barnligt lader Alt glide hen, Alle Folk hjemme [ha]r142 saaledes arbeidet paa at opdrage mig, at der maa komme et eget Resultat og dette vil nu vise sig. – Selv det Barn man af for stor Kjærlighed idelig tugter bliver stivsindet. Hvilket Solskin, kjære Ven, kunde ikke De, og allene De, ved enkelte Breve, hvori De talte, som jeg troer De føler for mig, kaste i mit Hjerte. – Ordet man skriver staaer dødt og koldt paa Papiret, man giver det tidt en urigtig Grundfarve, dog ogsaa med Hensyn til mig og dette Brev især, læg ikke andet heri, end et kjærligt Hjertes Udtalelse, i det dette, med Grund eller ei, føler sig noget haardt stødt tilbage. – Hvor glad kunde jeg ikke føle mig ved Dem, hvor let kunde De ikke endnu mere, dersom det er mueligt binde mig til Dem. Efter Gjer­ningen og ikke efter Ordet skal man bedømme sin sande Ven, veed jeg nok, men hvorfor kan ikke begge forenes hos gode Mennesker. Vinder ikke Orangetræet ved, at det foruden sin ædle Frugt ogsaa udbreder Duft om­kring sig. – Eduard, De har Agtelse for mig, De har Interesse, De mener mig det Bedre end maaskee nogen anden, men De synes fremmed mod mig i Meget, er jeg da virkelig endnu saa forskjellig fra Dem? – Der var endnu meget jeg vilde sige; var De her glemte jeg det ved Deres Hjerte; jeg maa tale om Rettelserne i Agnete 1ste Deel. – Der staaer ikke: Stormen klip­per Mænd og Heste af Bølgerne, men af »Skyerne«. Urten voxer ikke om »Roden«, men om Reden. Vil De i Zigeunerens Replik udelade de to Linier: »Den hele vide Verden er vort Hjem, og paa slig Vandring skærpes Blik og Tanket«. Er143 det for sildigt, da sæt det i Rettelser bag i Bogen, ligesom jeg ogsaa beder at rette i Bølgernes Sang i Efterspillet, 1ste Chor Ordet Maanens Flammer, til Solens, thi det er ved dens Nedgang. Uddeel de be­stemte Exemplarer til de jeg har udpeget. Hils Deres kjære Jette fra mig! Vinteren i Italien er som en slet Sommer hjemme, men det er det jeg ikke kan fordrage. Min Upasselighed, især ved Sirocoen, sige de Alle er et Onde de Fleste Fremmede maa prøve. Henimod Nytaarstider venter jeg sikkert at De skriver mig et Brev til, jeg vil da faae det midt i Januar og ønsker det ogsaa ret inderligt til den Tid, da jeg strax efter reiser til Neapel, først da faaer De Brev fra mig igjen. Den 2den November tænkte jeg ret levende paa Dem, drak Deres Skaal og takkede vor Herre for min kjære Eduard, som jeg tidt maaskee forlanger for meget af, men altid betrakter som min [mee]st144 trofaste Ven

Deres

Andersen.

[I Margen 1ste Side: ] Vil De nu dedicere Agnete til Prindsen eller hvem Faderen synes. –

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost