H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Maria Boye, f. Birckner 9. juli 1853

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. juli 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Maria Boye, f. Birckner
Sprog: dansk.

Silkeborg 9 Juli 1853.

Kjære Fru Boye!

Det er mig en Trang at skrive Dem til, thi jeg ved og begriber hvor bedrøvet De er; trøste Dem kan kun Gud, men det vil han; efter Uger og Maaneder vil det klares for Dem, hvor meget Godt han endnu har ladet Dem tilbage, og at hver han kalder til sig er os en Ven mere at længes efter, Een mere vi glade skulle gaae imøde. – Da iaftes et Brev fra Ingeborg sagde mig at Boye var død, følte jeg ret, som i en Sum Deres Sorg og Savn, jeg tænkte paa Deres Hjem, tænkte ogsaa paa den trofaste Jomfru Günther, der med ærligt Hjerte i Aaringer er voxet fast til dette Hjem, tryk hendes Haand fra mig.. Der skeer i Verden saa meget tungt, og næsten altfor tungt, men lad os ikke slippe Troen paa at Gud vil det Bedste. Gud slipper os ikke! - Der staaer Dem nær saa Mange der holder af Dem, De har Børn og Børnebørn, Deres Margarethe har De nær, og hun eier et lykkeligt Hjem, hold Dem med Deres Tanke naar De kan det - til hvad godt her endnu er tilbage! Selv i Erindringerne om Dem, der gik fra os til Gud, ligger der en Velsignelse, de bedste lyse Timer have vi i os, som vi gjennem Evigheden vil beholde dem. Det er først i de sidste Aar, ved Boyes venlige Stemning mod mig, ved hans, den ældre Digters milde Erkjendelse af mig den yngre, jeg kom ham ligesom lidt nærmere, men fra de korte Timer vi mødtes og udtalte os, har jeg en Aandens Deel tilbage, og hvad maa da ikke hans Nærmeste, hvad maa ikke De, der med hele Deres Sjæl omfattede ham i Kjærlighed, eie og kunde leve med, indtil Mødets deilige Tid kommer; Gud, som tog vil give, og give Dem den bedste Trøst. - Fra ham, som nu er i sin nye Tilværelse er der i Verden en Sæd af Tanker tilbage, de ere fra hans Taler gaaet ind i Manges Hjerter, de spire i hans Psalmer og leve i hans Digterværker. - Dog Jordens Roes er ham nu ringe! en stor Skjald har sagt ved en døende Digters Leie, da man udbrød der: hvor glad maa hans Tanke ikke see tilbage paa sin jordiske Berømmelse! - "Hvad, tror I, at Svanen der flyver mod Solen, bryder sig om den lille Skygge af dens Vingeslag, der som Tegn paa den, viser sig paa de smaa Bølger!" - Den Bortdragne har her i Gud ærligt virket, hans Tanke er mod Lyset han drager ind i, lad ikke Sorgen naae for bittert op til ham! - Vor Herre trøste Dem og Deres. -

Af hele mit Hjerte Deres deeltagende

Ven

H.C. Andersen

Kuvert:

Til

Fru Maria

født Birkner.

Adresse: Excellensen, Geheimeraad Collin

i Amaliegade

i Kjøbenhavn.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus