Dato: 23. juli 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

261. Til E. Collin.

Glorup den 23 Juli 1853.

Kjære Ven!

hjertelig Tak for Deres kjærkomne Brev, jeg modtog det iaftes, da, som De veed, det er gaaet over Silkeborg her til, og jeg reiste derfra den 15de.–De vil i den Mellemtid have faaet en Skrivelse fra mig, jeg sendte den her fra Glorup den

17de i hvilken jeg bad Dem være saa god, at hæve i Zahlkassen af mit Aarlige, 50 Rdlr for Juni og 50 Rdlr for Juli; de udbetales altid forud, ved Maanedens Begyndelse; af diisse beder jeg Dem at opbevare de 50 Rdlr og strax at sende mig de andre 50 Rdlr; dette har De rimeligviis allerede gjort, men jeg vil ikke tidligere end til imorgen kunde høre derom, Pengebrevet er da sendt til Glorup ved Nyborg. Skulde det imidlertid være Tilfældet, at De ved Modtagelsen af dette mit Brev endnu ikke havde faaet Tid at afsende Pengene til mig, da vil jeg bede Dem, at De nu hellere sender disse til »Odense post restante«, men vær saa god at sende mig rede Penge og ikke Anvisning paa disse, da jeg ikke faaer Tid at gaae og hæve denne. Hvorfor jeg opgiver Dem »Odense, post restante«, ligger i at her paa Glorup er det Vrøvleri, at jeg først fra Nyborg skal underrettes om at Pengene er der, derpaa sende Qvitering eller selv reise de to Miil op at hæve samme.–Altsaa hellere »Odense post restante« men jeg maa da tillige bede Dem om, at De samme Dag De afsender Pengene, vil give mig et Par Ord til »Glorup per Nyborg«, at jeg kan vide her, i at Pengene ere gaaet til Odense og at jeg faaer dem der, ellers lever jeg her i Uvished; det er min Bestemmelse, naar jeg faaer Pengebrevet, i ethvert Tilfælde, sidst i Ugen vi skulle begynde paa, at tage her fra, thi jeg føler mig slet ikke hyggelig eller vel denne Gang paa det gamle Glorup, hvilket jeg dog maa sige ligger meest hos mig og i Tids Omstændighederne. Alene det, at mit Værelse er ovenpaa, fjernet langt fra alle Andre, at jeg ingen Mennesker kan kalde paa, om jeg pludselig bliver syg, er i disse Tider mig ganske afskyeligt og jeg lægger mig ingen Aften uden den Tanke, faaer jeg Cholera, da er jeg her aldeles opgivet, Ingen veed det, Ingen bringe Hjælp.–Rimeligviis har De alt ved Modtagelsen af dette Brev sendt mig over Nyborg de 50 Rdlr, og jeg skal derfor strax, naar de komme i mine Hænder skrive Dem til derom, ellers holde vi os til det Ovenstaaende.–

Ugjerne forlod jeg Silkeborg, jeg havde det godt, men det var et gammelt Løfte jeg havde givet Grev Moltke at være paa Glorup den 20de, Sølvbrylluppet, det laae ogsaa ganske godt i Reiseplanen hjem fra Silkeborg til Kjøbenhavn, uagtet det er en noget dyr Reise, da jeg flere Steder maa tage Extrapost.–Moltkes reise i August til Dresden og Italien, Choleraen fremskynder deres Reise, og jeg gaaer igjen tilbage til Silkeborg, hvor jeg er velkommen og bliver der vistnok endnu nogle Uger.–Aldrig før har jeg imidlertid lidt saa meget, som denne Gang, ved at være fra Kjøbenhavn, og det vil sige fra Deres Familie; jeg føler ret hvor fast jeg er voxet til den, at jeg Ingen, Ingen af Dem kan miste, der er Øieblikke i hvilke jeg er veed at bryde i Graad af Uro og Angest. Gud lade os Alle glade gjensees og snart!–Den 20de, da Sølvbrylluppet her blev feiret, var omtrent 1600 Bønder indbudne, de vare saa glade, her var Dands, Musik og Illumination, midt under dette fik jeg Brev fra Deres Svoger Drevsen, der to Gange har været saa kjærlig og god at skrive mig til hvorledes det var hjemme; jeg læste om Dødens Gang, om Maria Hornemann, og under alt dette klang Musik, og Lamperne brændte,–det var en Contrast næsten ikke til at udholde,–to Dage forud, da jeg fik hans første Brev, om hans eget Befindende, var her Selskab, en tydsk Grevinde, Platen?Hallermunde, stod just og sagde mig nogle Complimenter for mine Digtninge, da kom Brevet, »De undskylder!« sagde jeg vendte mig bort og havde kun Øine og Tanke for hvad jeg hørte hjemme fra; og tænk Dem, saaledes ere Menneskene, man undrede sig over at jeg »uden videre« vendte Ryggen til en elskværdig Dame der sagde mig Smigererier for at vide hvorledes mine trofaste Venner havde det, man sagde mig det'ndash;og jeg svarede at det vilde være meget unaturligt af mig om ikke et saadant Brev var mig vigtigere, end at høre nogle Talemaader;–Grevinden her, af rusisk Fødsel, Fyrstinde troer jeg, er en prægtig Dame, talentfuld og hjertelig.–Store Forandringer, og til det Smukkere, er skeet paa den gamle Gaard, men her var før mere hjemligt, mere stille, og som sagt, min hele Sjælestemning er nu ikke for dette Sted, med de vaade Skove, den sumpede Omgivelse, alt det Flade rundt om.–Jeg gaaer derfor gjerne til Silkeborg, uagtet Reisen her over og der tilbage, er en Udgift jeg kunde have reist ned til Dresden for.– Hils Deres Kone, jeg skriver næste Gang til hende, hils Børnene; kan jeg i Jylland faae fat paa Fugl[e]?Æg, da skal Jonas faae dem, jeg skal spørge mig for naar jeg kommer derover. Tak for Deres Brev. Lev frisk og vel!

Deres trofaste Ven

H. C. Andersen.

[I Margen: ] De hører, som sagt endnu engang fra mig før jeg, om Gud vil, forlader Glorup.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost