Dato: 24. juli 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

262. Til Henriette Collin.

Glorup den 24 Juli 1853.

Kjære, kjære Fru Collin! med al min Tanke er jeg hos Dem! det er en tung, alvorlig Tid vi leve i! det er Skilsmissens Dage. Ogsaa Deres Moder er gaaet bort. Adolph Drev­sen skrev mig det til i et Brev jeg fik seent i aftes! jeg veed at De med fromt christeligt Sind seer op mod Gud, og hælder Dem til de Kjære, som endnu staae Dem nær.–Vor Herre være os Alle naadig og god.–Det er bitter­ligt at være borte fra Dem Allesammen, jeg er voxet Dem Alle saa fast, og hvo veed hvem af os der mødes endnu her paa Jorden. Gjerne vilde jeg leve endnu en Tid, leve med de jeg har saa kjær, men, mon det skeer'ndash;!–igaar gik jeg ret veemodig stemt, ene omkring, og som i Psalme toner klang det gjennem min Sjæl.

Som Bladet der fra Træet falder,

Saa er mit Jordliv, ikke meer,

Jeg er beredt, naar Gud mig kalder,

Gud, Du, som heelt mit Hjerte seer,

Veed al min Brøst, hvad i mig boer,

Og min Fortrøstning, dog saa stoer!

Gjør Smerten kort i min Forvandling,

Forund mig Barnets hele Mod,

Du dømme Tanke, dømme Handling,

I Naade, kjærlig, fader god.

Ryst bort min Angst! kun Dig jeg see!

I Jesu-Navn Din Villie skee!

Hils Deres Broder fra mig, hils ham ret hjerteligt og kjærligt, jeg forstaaer hans Sorg, hans eenlige Hjem. Det var en god, en trofast Sjæl, som gik ind til Gud.–Med Deres Mand vil jeg haabe og troe det er bedre nu; at jeg er meget angest for ham begriber De, begriber han. Siig ham at jeg altid var og er Een af hans meest, trofaste'ndash;dog det veed han. To Breve skrev jeg nyelig, jeg veed at jeg faaer Svar snart, thi det var ogsaa For­retnings-Sager jeg tildeels skrev, det var Penge jeg skulde have, og da er han altid saa nøiagtig, men vigtigst er det mig dog i denne Stund, at høre fra ham selv, vide hvorledes han legemligt har det.–O, hvor det er en Angest at gaae, tidt to Dage, og ikke vide om de der leve ind i Eens Liv, ere slettede ud af denne Verden361 og staae hos Gud.–Hils Jonas, Louise og Mimi, de ere jo alle ude paa Rungsted, bare at dog ogsaa Eduard kunde blive der.–Det er mig en Angest med Ingeborg derinde i Byen, en Angest med dem Alle.–Kan De, saa skriver De mig et Par Ord til, kan De ikke'ndash;nu vel, jeg veed De tænker venligt paa mig.–Her paa Glorup bliver jeg til næste Mandag, da gaaer jeg, om Morgenen til Odense, for Tirsdag at kunne kjøre med Deligensen til Horsens og derfra naae Silkeborg. Gud bevare og velsigne Dem Alle.

Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost