Dato: 24. juli 1853
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 24de Juli 53.

Kjæreste Andersen!

Jeg har tænkt meget paa Dem i denne Tid, jeg kan jo begribe at De er angst for de Kjære i Kjøbenhavn og det er jeg jo ogsaa, som De vel kan begribe, især efter de mange Dødsfald, baade Boyes, Marie Liebmanns, Madam Thybergs og andre Fjerneres, der jo berører En baade med Smerte og med Rædsel. Men i Guds Aand maae vi jo give vore Kjære og vor Bekymring for dem, Gud vil jo ikke tage sin Kjærlighed og Naade fra os, om end det var hans Villie at ramme os haardt, paa Ham maae vi jo kaste al vor Sorg, og Han vil have Omsorg for os! Han har hidtil vaaget over de Kjære derinde, har bevaret deres Liv og opretholdt deres Mod;han vil ogsaa fremdeles vaage over dem! - Bedstefader er jo hos Linds, og Fader, Moder, Viggo og Onkel Theodor ere flyttede til Onkel Gottlieb, hvis Bolig er sundere; de have jo meer eller mindre havt Cholerine, men ere dog nu i Bedring; Einar og Harald er hos os, og i morgen vente vi Edgar og Arthur. Vilde dog Sygdommen snart tage af, o Gud give det, og lade den ikke til Afsked berøve os Nogen af vore Kjære! - Onkel Theodor er jo utrættelig ved denne Lejlighed, saa udholdende og omhyggelig, ja han er ret velsignet, hans gode Hjerte fornægter sig ikke ved en saadan Lejlighed, Gud holde sin Haand over ham! Ogsaa Fenger er mageløs og ufortrøden og fortjener enhver varm Forbøn! - Jeg kan lade Dem vide at Jette Wulff er i Kiel, hun har faaet Cholerine i høj Grad, saavidt man kan forstaae af hendes Brev til Elise, derfor vilde Brødrene ikke have at hun længer maatte være i Kjøbenhavn og hun tog saa til Kiel til Fru Koch. Jeg siger Dem dette, da De maaskee har ængstet Dem for hende. - Jeg har en rigtig varm og hjertelig Hilsen til Dem fra Frøken Raben, i hvem De har en sand Ven, hun omtaler Dem altid med saamegen Følelse. Hun bad mig sige Dem, om De ikke nok vilde, naar De skrev til mig, give en Beskrivelse af Sølvbrylluppet paa Glorup, da hun længtes meget efter at høre det, endskjøndt hun nok vidste iforveien at saa smukt som den Fest for Soldaterne De stod for, kunde det ikke blive. De maae endelig opfylde denne Bøn, da hun vil sætte saamegen Pris derpaa.

Fra lille Rigmor kan jeg hilse Dem, hun sover nu sødeligt, men vaagen husker hun Dem godt, hun spurgte mig forleden da jeg talte om Dem, "om Anser ikke var hendes egen Guddatter?" Naar kommer De til os, kjæreste Andersen? hvor er De? og hvilke ere Deres Udflugtsplaner? lad mig høre lidt fra Dem, jeg længes derefter! man slutter sig dog næmere sammen i fælles Sorg eller fælles Glæde, og i denne Tid hvor Choleraen volder mig saamegen Angst, har jeg følt saa beslægtet for Dem, som for En der hørte mig og Mine til og hvis Glæde og Sorg var knyttet til og forenet med vor! Gud bevare Dem, kjære Ven! og hjælpe os Alle!

Deres Jonna

Tekst fra: H.C. Andersens Hus