Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 13. august 1853
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 13de August 53.

Kjæreste Andersen! De maae ikke troe at Lunkenhed har afholdt mig fra at skrive til Dem, men derimod en daarlig Finger, der længe har plaget mig og endnu gjør det; den har vanskeliggjort min ikke ubetydelige Correspondence, og hvad Kræfter jeg har havt, har jeg givet de Kjære, Kjære i Hjemmet, der inderlig trænge til Samqvem med os alle som de maae savne. Det har været og er endnu en stræng Tid, Ingen kan jo slaae sig til Ro og Tanken om at samles maae jo opsættes til bedre, i Guds Navn kommende Tider, ak, at de ikke maatte være fierne, at de Kjæreste og Bedste maatte være sparede og at Gud dog vilde lade vore Hjerter beholde Mindet om denne Tids Ængstelse til fornyet og utrættelig indbyrdes Kjærlighed, til Tak mod Ham, der gav saa rigeligt og lod os beholde vor Rigdom! Dog savne ville vi jo alligevel de af vor Kreds der have forladt Jorden, baade Boye, Madam Thyberg og Emilie Hornemann og offre deres Minde mangen en venlig Tanke. Jeg har tænkt meget paa Dem i denne Tid, paa Deres Angst for de Kjære, paa Deres Længsel efter dem; ja Gud være lovet! for Kjærlighedens Kilde! vore Hjerter som Han ikke lader udtørre, men som drager Næring af en Angstens og Bekymringens Tid som denne; om man endogsaa i bittre Øieblikke troer at kunne undvære Menneskene, saa kan et eneste Slag af Guds Haand minde os om, hvor vi kan tage feil. De har ogsaa været kjærligt erindret af dem derinde og i mange Breve har De været varmt omtalt, som vi dog vist i det Hele alle have følt os nær forbundne i denne Tid, hvor vi have været adskilte.

Deres Brev til mig, var en Kilde til Glæde og veemodsfulde Taarer for Frøken Raben; da jeg havde faaet det, gjorde jeg enkelte Forsøg paa strax at komme til Beldringe, men kunde ikke opnaae det; da jeg endelig naaede saa vidt var hun ikke hjemme, men tagen til Nysøe; derhen stilede jeg da min Cours, hun var ude paa en lang Spadseretour med de andre; jeg gik hende da imøde og paa Hjemveien talede vi udelukkende om Dem; jeg fortalte om Deres Angst for os alle, for Deres kjærlige Følelse for os, og af den Varme hvormed hun forstod Dem sluttede jeg at hun vilde have godt af at høre Deres hele Brev, som jeg da ogsaa læste for hende, da vi vare i Eenrum; Taarerne løb ned af hendes Kinder under hele Læsningen og hun og jeg, der have mødtes maaskee en Snes Gange vare som ældgamle Bekjendtere fordi vi mødtes i vor Følelse for Dem. Det er rørende saa kjærlig en Følelse hun har for Dem, jeg kan see De minder hende om hendes Iykkeligste Dage, og mange vare de kjærlige Træk hun fortalte mig om Dem. Til Afsked bad hun mig bringe Dem en Hilsen, "saa varm og kjærlig som De kan tænke Dem jeg ønsker at sende Andersen." Herhjemme paa Christinelund lever vi jo meget godt; men fulde af Længsel efter de velsignede Mennesker i Hjemmet, hvem Gud bevare! Einar er her endnu, af og til er hans Humeur lidt bedre, men det er ikke ham givet at finde Roserne i Livet. Dog opmuntrer det ham at Harald og Edgar ere herude, de kjære Drenge. Arthur er ogsaa meget god, og Rigmors Legekammerat. Paa Løverdag venter jeg Pauline Beutner herud, som vil hjælpe mig at feire min Fødselsdag. Naar tør vi vente Dem, kjæreste Andersen! Derom skriver De ikke et Ord! Det gaaer maaskee Dem som os andre, man taber Lysten til at lægge Planer i disse bedrøvelige Tider, jeg tør idetmindste knap see udover den næste Dag. Henrik lever meget godt; men har været og er endnu stærkt opfyldt af denne Sommers Ængstelser; Børnene mærke Intet dertil, de voxe og trives, og ere søde hver paa sin Viis, Rigmor "villiefuld" som altid, livlig, varm og glad, det staaer mig som om hun i sin Characteer kommer til at forene Henriks og den collinske Natur; Astrid er from og blid med store blaae Øine og et rørende Barnesmiil. - Jeg har mange kjærlige Hilsener til Dem fra Henrik og Ungdommen herhjemme. Levvel!

Deres

Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus