266. Til E. Collin.
Silkeborg den 16 August 1853.
Kjære Ven!
hjertelig Tak for det venlige Brev jeg igaar modtog fra Dem, det belyste mig alle vore Kjære, Gud lade det bestandigt gaae godt fremad; det er med en sand glad Taknemlighed jeg seer hvorledes Epedemien tager af, uagtet jeg imellem ikke kan lade være at falde hen i Frygt ved Tanken om hvem komme mellem Offrene, der endnu kræves. Rundt omkring Kjøbenhavn seer det ikke endnu godt ud og i Aarhuus er Stemningen, hører jeg meget nedtrykt, da der endnu ingen Aftagen spores. Her paa Silkeborg er, indtil dette Øieblik Alt endnu godt, men her er gjort alle Forberedelser, Sygehuus indrettet, Medicamenter henstillede.–Imidlertid komme her daglig til Byen en Masse Reisende; de to Hoteller, Silkeborg alt har ere altid opfyldte; nyelig vare Jerichaus her og Fru Jerichau var især henrykt over Egnen og dernæst betaget ved den billige Regning; de vare fire Voxne og tre Børn her i to Dage og betalte kun 10 Rbdlr, sagde hun. Igaar var Domaine Directeur Bang her, men det var nok Forretningsreise. Waldemar kom i Løverdags hjem fra Paris, der var skrevet efter ham af Michael, der havde Angest for at Noget kunde indtræffe og saa var der Ingen ret til at styre det Hele.–I otte Dage har her været en Beriddertrup og givet i den Tid fire Forestilling[er], godt besøgt, jeg havde det Tilfælde derude, at deres store Buldogge, krøb ind under Lærredet til os, og beed mig gjennem Støvlen, saa det gjorde ondt, han kneb ordenlig fast, men der kom ikke Blod og saa har det jo ikke noget at sige, imidlertid blev jeg meget forskrækket, Noget man ikke her kan gaae ind paa.–Den Angest jeg især leed af i Fyen for alle mine Kjære i Kjøbenhavn, den Frygt, som betog mig selv, er Gud skee Lov, ved alle de sidste Efterretninger, betydeligt hævet, dog kommer der imellem en Angest, det er ikke Frygtsomhed, men det er det Uvisse, dette der især griber min Phantasi og da farer gjennem alle Nærver.
Michael Drewsen ønskede meget at Theodor, naar Epedemien var hævet i Byen, kom her over, om kun en 8 Dages Tid, han vilde af dem Alle modtages med aabne Arme, jeg vil nu ikke tale om hvor lyksalig jeg da blev; men han kommer neppe; faae at vide af ham'ndash;thi han skriver ikke, men det haaber og veed jeg at De gjør'ndash;naar han troer at jeg tør tænke paa at komme hjem, thi maanedsviis kan jeg da ikke blive her paa Silkeborg. De har vel i Dagbladet seet en Skildring af Bille om Silkeborg, jeg har nu ogsaa skrevet een og jeg har bestemt den til Delbanco-Loses Folkecalender. Michael Drewsen, der nok ikke har læst meget af mig, er ganske betaget over den sande og beskuelig[e] Skildring, De skal engang høre den! her er jo ogsaa en sjælden smuk Natur, der ikke er nok kjendt, selv af Danske, men den bliver det, Jernbanen vil trække Skarer her til og fra.– Vor Kreds her, foruden Familien Drevsen og Waldemar er Frøken Bramsen, Fru Stage med Søn, de to Lieutenanter Falbe og jeg.–De kjender vel Levemaaden her, da De har været her, veed de forskjellige Maaltider man samles til og i øvrigt frit kan tumle sig hele Dagen ; jeg skriver meest Breve, saa lidt paa Biographien, og nogle andre Smaastykker, f Ex det omtalte »Silkeborg«;–efter Bordet kjøre vi jevnligt!–jeg har iøvrigt klippet og klistret en ganske phantastisk Lyseskjærm til Fruen, imellem driver jeg ene om ad Heden til, eller fisker eller gaaer og optegner mine Naturstudier for tilkommende Digtninger, saa læser jeg Dickens Household Words, eller plages af daarligt Humeur; det er i det hele taget een af de meest tunge Sommere jeg har tilbragt i de sidste Aar, jeg kan ikke løfte mig, det er som havde jeg kun Udsigt til en Hospitalsgaard og altid skulde læse Dødslister, uvis om hvem jeg der maatte finde.–Dog det er vel en Stemning jeg deler med de Fleste. Det gjør mig ondt for Deres Svoger at han skal miste sin trofaste Jørgen, hils denne sidste fra mig og ønsk ham Lykke og Velsignelse i Guldlandet; han kommer bestemt hjem, som en riig Mand.–Naar er Afreisen bestemt?–
Glem ikke at sende mig med første Pakkepost den lille engelske Bog der er dediceret mig, jeg maa dog vide lidt om den før jeg sender Forfatterinden min Tak.–Seer De aldrig Hartmanns? Jeg har skrevet ham til, men naturligviis glemmer han igjen at skrive; Sophie og Gade ere vel hos ham?–Og nu min kjærligste, min bedste Hilsen til Deres Jette, hun skal snart faae Brev fra mig! hils Jonas, ligesom ogsaa Louise og Mimi. Lev frisk og glad, Gud være altid hos Dem.
Deres trofaste
H. C. Andersen. [I Margen : ]
Mange Hilsener til Christian Thyberg og Emil Horneman.