Dato: 18. august 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Silkeborg den 18 August 1853.

Kjære Jonna!

Det var en god Post i Dag, jeg fik sex Breve og eet af disse var fra Dig! Tak derfor, der var hele dit trofaste Sindelag deri; jeg skriver øieblikkelig igjen i Haab om at denne min Skrivelse kan naae Chri­stinelund til den 22 August; med al min Tanke er jeg der den Dag, Gud velsigne og glæde Dig i dit nye Leveaar!- Jeg længes tidt efter dit og din Mands deeltagende Hjem, jeg er dog anderledes voxet fast til Eder to end til de gode Mennesker jeg her lever med, jeg kan ikke ret skyde Rod, og dog e1sker jeg denne Natur, jeg her omgives af, kun Havet mangler, ellers er her det Deiligste mit Fædreland endnu har viist mig. - Læs i Dagbladet den lille Skizze Bille der har skrevet om »Silkeborg«, den er vel ikke fyldig og frisk, som jeg vilde have den, men det er altid facta. Jeg har nu, til Folkekalenderen skrevet et større Stykke om Silkeborg og givet et, Landskabsmalerie, som jeg kan give det. Dersom vi sees i Sommer, saa skal jeg have det med. I Dag kom det første lille Dampskib ad Gudenaa, fra Randers her ned; det var rigtig nok meget ringe, men det gjorde Indtryk paa mig, for den Straale af Kultur og Aandens Fremgang der lyste heri. Jeg sad ude paa en Lyngbakke under Birkene og skrev dette lille Vers,

»Dampskibet Guden-Aa,«

Det var, som om Fu1tons Baad vi saae,

Da Dampprammen kom op ad Gudenaa,

Mod Strøm og mod Vind en Solskins Dag,

Stolt vaiende med sit danske Flag;

Den aanded' et Liv i Landskabets Ro,

Hernede hvor ørne i Skovene boe;

Fra Kattegattet. ad Gudenaa,

Kan Dansken nu Himmelbjerget naae.

Jeg har en forunderlig Kjærlighed til denne eensomme Egn; den lille Kirkegaard udenfor Byen, med sine Hængebirke over Gravene, de sorte Enebærbuske som minde om Italiens Cypresser have noget saa hyggeligt og' jeg synes imellem, som om det var ganske godt at have sin jordiske Deel der lagt hen i Ro, men det at døe - Dødens Smer ter har jeg Gru for, Døden er mig saa stadig i Tanke denne Tid, men det ligger vel i Tiden, ligger i det' bestandige Fingerpeg man faaer ved hvert Brev, ved hver Avis og daglig i al Tale. - Boye synes at være død saa velsignet rolig. Jeg fik i Dag et Brev fra Maria Boye og hun. skrev deri, »hans Død var saa himmelsk blid, han var jo ogsaa moden for Himlen, da Fenger kom om Aftenen spurgte Boye ham paa Ære og Samvittighed, om han kunde leve, da denne svarede han troede det ikke, var han saa velsignet og Gud hengiven, trak selv sit Uhr op for sidste Gang, han talte saa venlig til dem alle. J eg Stakkel kunde jo ikke høre ham, men han tog min Haand mellem sine dødsklamme Hænder og trykkede dem saa kjærligt, det var hans Afsked til mig! «

Med faae Ord har hun saa tro, saa deiligt givet mig her hans sidste, smukke Stund. - Gud lad den komme mild og stille til mig.- Paa Silkeborg er sundt og godt sige de, men kun 6 Mile herfra, i Aarhuus, er det alvorlige, tunge Dage, Epidemien tager, der endnu ikke af. Til Kjøbenhavn, skriver man, maa jeg endnu ikke komme, og at reise til Weirnar, Dresden eller München ligger saa langt fra al min Lyst at jeg ikke veed endnu at tage Bestemmelse. En 12 a 14 Dage bliver jeg vistnok endnu paa Silkeborg. Michael Drewsen holder jeg meget af, han er aaben, ærlig og god, til ham har jeg meest Fortroelighed, han er vist ogsaa den i Huset, som interesserer sig meest for mig. Waldemar­kom hjem i Løverdags, det gjorde -- mig ondt ondt at han blev kaldet tid­ligere hjem, end det var først bestemt, dog paa ham mærkes det ikke; han er ganske livlig og seer godt ud. - Saa er her de to Lieutenanter Falbe, de ere velopdragne, smukke Mennesker; Mine Bramsen er en rar Personlighed og Characteer, god i Omgang; Madam Stage bi­drager ogsaa en Deel til Behageligheden, kort sagt her er jo om jeg gaaer hele Forsamlingen igjennem gode, venlige Mennesker, men jeg er i de sidste Tider, som en syg Fugl i tung Luft, jeg kan ikke tage Opsving! Men det kommer vel! - Hvad du skrev mig til om Frøken Raben og hendes venlige Deeltagelse for mig rørte mig. Hun er kjær­lig, trofast og har vist en uendelig dyb Følelse, jeg forstod det under Krigens Tid, jeg følte det ved saa mange smaa Leiligheder, paa Glo­rup, hun virkede saa stille og godt. - Hils hende inde'rligtfra mig! - Din Mand bringer Du min kjærlige Hilsen og kysser den søde lille »villiefulde« og hendes Søster Astrid, som jo endnu for mig er en saa godt som Ubekjendt.

Elisa, Janina og Holger maa ikke glemmes, naar der uddeles Hilsener fra mig. Harald bliver vel endnu en Tid, ligesom ogsaa Edgard og Artur, de skulle vel ikke i Skole, før det klares endnu bedre derinde. Siig til Einar at jeg denne - Gang synes saa godt om Christian Drevsen, jeg synes han har taget sig særdeles op. Johanne synger dag­ligt og smukt, med sin friske unge Stemme. Malle Drevsen synes mig rask, som jeg tidligere ikke havde seet hende. Nu er da Pauline Beut­ner hos Dig, hels hende meget fra mig; fra Waldemar faaer hun jo selv Brev, jeg behøver altsaa ikke at bringe Hilsener; han er i Paris blevet noget mager - han siger det er af Sult - men seer, som sagt, meget vel ud, har bruun Hat fra Paris og Glands Støvler, det mellemværende er den gamle Waldemar. - Sangen vi havde til Fru Drevsens Fød­selsdag, - jeg skrev den under mit tidligere Besøg - var følgende.

See det er Visen! Frøken Pauline kan give Forklaring om »Olymp«, »Kilderne« etc. - Og nu Lev vel bedste Jonna! Vor Herre holde sin Haand kjærligt over Dig og din Kreds, gid vi. mødes i Glæde! Hils den kjære Henrik Stampe!

Din trofaste Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus