Dato: 20. august 1853
Fra: I. P. E. Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Til Digteren Hr: Professor H.C. Andersen Ridder af Dannebroge pp. addr. Hr: Fabrikør Drewsen Silkeborg

Strandveien d: 20 Aug: 1853.

Jeg er næsten misfornøiet med, dyrebare Ven, at Thora nyligt har forelæst mig sit Brev til Dig; thi jeg seer deraf, at hun aldeles har opbrugt den Tarvelighed af historiskt Stof, som Tiden tilbyder, skjønt Gud veed, at der i Grunden kun er eet Stof at nævne, thi al vor Tanke er desværre i Sprøiten. Ikke desto mindre, og for at Du om muligt ikke skal have Ret i at jeg aldrig svarer før det er bagefter - om end et tilbagegaaende Brevs pecuniaire Byrder denne Gang ikke skulde være slet saa ubehagelige som sidst - vil jeg dog ikke opsætte at skrive Dig til, selv om jeg intet andet Væsenligt har at sige Dig, end en hjertelig Tak for dit velsignede, kjærlige brev. - For at frappere Dig havde jeg egenlig bestemt at svare strax den første Dag jeg havde faaet Dit Brev, og gik i den Anledning om med den Vittighed, at jeg af Forundring over mig selv maatte føle paa min hule Tand, ligesom Jeppe for at erfare, om det virkelig er Jeg. Nu passer dette ikke mere, skjønt de Andre have været ondskabsfulde nok til at paastaae, at jeg godt kunde bruge den fulde 8 Dage efter at have faaet Dit Brev. - Jeg kan godt tænke mig, hvor behageligt et Ophold et Sted som Silkeborg maa frembyde, og jeg vil ogsaa raade Dig at blive der saa længe der er godt at være, og indtil Epidemien er ganske ophørt i Kjøbenhavn, skjønt den Gud være lovet nu er saaledes aftaget der, at den næsten ikke mere kan kaldes en Epidemi. Du kan ikke forestille Dig den Følelse af Nedtrykthed i Sindet - ikke at tale om legemligt Ildebefindende - som man havde ved i den værste Tid at komme til Kjøbenhavn, og den Masse af sørgelige og forstemmende Indtryk, som mødte Øiet ved hvert Skridt, man gjorde derinde. Vi har forøvrigt holdt os saa meget herude paa Strandveien, som mine og Gades Forretninger tillade. Her og i vor nærmeste Omegn har vi været frie for Sygdom. Ogsaa Quæsthuusgaden har været forskaanet, skjønt man i en lang Tid nærede Frygt for at Kaserne[n], som er stærkt overfyldt, skulde blive et Brændpunkt for Sygdommens Udbredelse i Nabolaget. I den værste Tid var vi et Par Dage i Roeskilde; men der var ikke meget bedre, da ogsaa der enkelte Tilfælde forekom, som satte Skræk i Folk. Desuden var Byen overfyldt af Kjøbenhavnere, som søgte Tilflugt og Recreation der nogle Dage; men efter min Erfaring gjør man bedre i at blive hvor man er, naar man ikke kan blive reent borte, da det ellers er saa meget værre naar man kommer tilbage og skal til at climatisere sig paany. Angaaende vore fælleds Venners Befindende behøver jeg vel ikke videre at underrette, da Du rimeligviis jevnligt hører fra Collins. Eduard talte jeg med for faae Dage siden. Han og hans Kone og Børnene ere raske og have lykkeligt overstaaet al den Skræk og Sorg, som de har gjennemgaaet. Stakkels Hornemann og hans Kone har havt en sørgelig Tid, iblandt vore nærmeste Bekjendte den sørgeligste af Alle; men selv har de dog staaet sig. - Du har Følelser i Maven? Du drikker Portviin? Du kan ikke bestille Noget? tout comme chez nous! Dog maa jeg angaaende det sidste Punkt sige, at jeg rigtignok har lavet eet og andet Smaat, hvoraf Noget duer lidt, noget ikke; jeg har ellers læst en Deel i Sommer, baade Dansk og Tydsk, for Heelstatens Skyld; Goethes "aus meinem Leben" har beskjæftiget mig meget. - Gade, jeg og Erslev - han boer her paa Landet paa Siden af os - har ogsaa i Sommer gjort en Deel Musik for Claveer, Violin og Violoncel, med Accompagnement af tre knurrende Maver. - Her har Du nu Noget "aus meinem Leben"; det er grumme fattigt, men man maa i alt Fald takke Gud, at man endnu har et "Leben" at give Noget af; tag altsaa til Takke med det kjedelige Brev! Det smager dog altid af Fugl, det skal sige, det er velmeent, saa velmeent, som et Brev fra mig til Dig altid maa være, selvom det er nok saa lidt maarsomt. - Lev nu vel kjære, trofaste Ven, en kjærlig Hilsen fra alle Rollingerne og hele Husets Beboere. Gid det snart ikke længere maatte være det Bedste Du kan gjøre, at blive borte herfra, og gid vi da Alle maatte samles glade.

Din I:P:E:Hartmann

[I marginen på s. 3:] Din venlige Vært, min gamle Bekjendt og Skolekammerrat, beder jeg Dig bringe min Hilsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost