Dato: 23. august 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Silkeborg den 23 August 1853.

Kjæreste Ingemann!

hjertelig Tak for det venlige Brev, jeg fik det igaar og læste det ude i den blomstrende Lyng, bag en af Bankerne der her ganske skiller fra den lille levende Fabrikverden. - Det er just Lyngens Tid, den er saa fuld af Blomster, saa indbydende. Jeg har læst om Schackspears Oversætter Foersom en Bemærkning, som her tidt rinder mig i Tanke, som noget ganske falsk. - Der siges at han fødtes ved een af de jydske Heder og at det derfor er mærkeligt at paa et saadant upoetisk Sted en digterisk Aand kan udvikle sig. - Jeg finder at her er just Stedet, dersom Omgivelsen skal have en Indflydelse! - Denne forunderlige Ensomhed, der bringer Eens Tanke baade til at flyve ud i Rummet og tillige at gribe med faste Rødder ind i sig selv maa næsten kunde skabe en Digter. Faae Steder i Danmark, og det er ved disse da det nærliggende aabne Hav, der gjør Udslaget, / tiltaler mig, som Egnen om Silkeborg, denne Skov-Eensomhed, disse stille Skovsøer, disse mægtige Lynghøider giver det Hele en forunderlig gribende Storhed. - De veed at her fra prammes op til Randers og tilbage; deroppe fra kom forleden til Silkeborg det første Dampskib, ganske lille og fladbundet, men dog med Dampens Flugt, det var som en Cultur Raket igjennem det urgamle Landskab, jeg sad i Lyngen og skrev dette lille Vers herom.

Det var, som en Fultons Baad vi saae,

Da Dampprammen kom op ad Gudenaa,

Mod Strøm og mod Vind en Solskins Dag,

Stolt vaiende med sit danske Flag.

Den aanded' et Liv i Landskabets Ro,

Hernede hvor Ørnen i Skovene boe;

Fra Kattegattet ad Gudenaa,

Kan Dansken nu Himmelbjerget naae.

Med alt dette tænker jeg dog stærkt paa at forlade Silkeborg, hvor jeg nu har været saa længe; i Kjøbenhavn tager jo Epedemien / stærkt af jeg har skrevet min Læge til om jeg ikke nok nu kan komme hjem, og dersom da min Vei bliver lagt over Fyen og Sjælland, thi jeg har ikke Lyst til at gaae over Aarhuus, hvor det ikke staaer godt til, da kommer jeg til Sorø og bliver et Par Dage. De og Deres Kone ville jo venligt see mig! Hvad min lille Psalme angaaer, den jeg skrev af i mit Brev til Dem, da siger De, at jeg skulde sende den til »Kirketidenden, der vilde den vist blive vel modtaget og finde Gjenklang i mangt et beklemt Bryst«; ja, der vilde jeg gjerne give den, men hvem er Udgiveren, jeg har en svag Forestilling om at det er Pastor Fenger paa hiin Side Sorøsøe, er det Tilfældet, da vær saa god at sende ham den, jeg lægger en Afskrift her i Brev; er det derimod ikke Pastor Fenger, men en anden Mand, som De staaer i Brevvexling med, vil De da lade ham faae denne Afskrift.

Hauchs hører jeg ere i Tyrol hele denne Sommer, det maa være en deilig Tid for dem, der bag de høie Bjerge ikke at mærke til de vaade Dødstaager, der gaae over Hjemmet; - og nu lev hjerteligt / vel! mueligt - som sagt - sees vi endnu engang i Sommer og da snart; hils Deres kjære Kone og hver af de Venner, jeg maaskee kan have i Sorø. Vor Herre lade Sundheds Solskinnet skinne over Deres lille By og især over Hjemmet der mellem Lindetræerne ved Søen.

Deres inderligt hengivne

H.C. Andersen.

60

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 325-28)