H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Carl B Lorck 31. august 1853

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. august 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl B Lorck
Sprog: dansk.

Silkeborg den 31 August 1853

Kjære Ven!

hele Sommeren har De ikke hørt et Ord fra mig og dog har De saa tidt venligt været i min Tanke; men det har været en tung Sorgens og Prøvelsens Tid og endnu kunne vi ikke ganske sige at den er endt. Fire af min nærmeste Omgangskreds ere gaaede bort og der var nogle Uger i hvilke mit Sind stod saaledes, at jeg hver Postdag ventede et nyt Dødsbud; for mig selv er jeg i den senere Tid ogsaa blevet noget ængstelig, ikke for det at døe, men for de skrækkelige Smerter, den gruelige Dødsangest, Sygdommen skal føre med. Her paa Silkeborg er endnu intet Tilfælde indtruffet, men vi ere her kun nogle Mile fra Aarhuus og her er daglig Forbindelse med denne og andre befængte Byer, der nord paa. Krigen var dog meget bedre end denne fule Giftsot; i Krig er Opsving, der er Seirens Begeistring, her er Alt nedtrykkende og henslæbende. Min Læge i Kjøbenhavn har forbudt mig at komme der før han siger mig det, da jeg nu slet ikke er climatiseret for Luften der, men med Guds Hjælp er det vel snart Tiden jeg igjen tør flyve hjem. Det var sidst i Mai jeg reiste, besøgte Ingemanns i Sorø, gik saa til Baron Güldencrones ved Aarhuus og derfra til Silkeborg, netop da Efterretningen lød om Choleras Udbrud i Kjøbenhavn; efter et gammelt Løfte, jeg havde givet Grev Moltke-Hvidtfeldt at være i Juli hos ham paa Glorup, hvor hans Sølvbryllup skulde feires, tog jeg derover, hvor jeg blev i 14 Dage, netop da de sørgeligste Efterretninger lød fra Kjøbenhavn; jeg var meget lidende, følte mig saa forunderlig uhyggelig og vendte igjen om til Jylland, for paa det eensomme stille Silkeborg at aande friere, men det er ikke bedre her. Naturen har vel her en Skjønhed, en Storhed, som i høi Grad tiltaler mig, men Sindet kan ikke løfte sig; jeg faaer heller ikke stort bestilt, en lille Fortælling har jeg skrevet, den er ikke ilde, men der er ikke Solstraale deri, thi jeg har selv ingen. - Med Guds Hjælp bliver det bedre. Tak for den smukke Udstyrelse af "gesammelte Werke", jeg fik i forgaars ved Hr. Delbanco et Exemplar sendt og han siger mig at han endnu har to til mig; naar hele Samlingen er sluttet, vil jeg gjerne have et smukt indbundet Exemplar sendt til Kong Max af Bayern under Adresse" GeheimeLegationsrath v. Doenniges in München", men jeg skal forud sende Dem et løst skrevet Blad der kan komme foran i første Bind. Jeg fik et Brev fra Kong Max selv i Anledning af de tilsendte "Historien". Jeg længes efter at vide om De har opfyldt mit særdeles Ønske at: "Fliedermütterchen" og "Den nye Barselstue" er kommet med i den dramatiske Deel; de kunne begge tilsammen, trykte som denne Udgave er trykt, ikke fylde meget, vær saa venlig og god at faae det istand; ved samme Leilighed, vil jeg bede Dem om jeg maa faae 10 Aftryk af de Blade hvorpaa "Den nye Barselstue" kommer, det gjør ikke noget med Pagina oven over, kun at jeg har 10 Aftryk ud af Bindet, idet jeg gjerne vil have disse sendt til forskjellige Theater-Directeurer; jeg skal nærmere tillade mig at opgive disse, naar jeg enten fra Dem selv, eller gjennem Hr: Delbanco hører at De har optaget "Barselstuen" . Og nu kjære Ven, lev hjertelig vel, hils Deres Kone, Svigerfader, lille Datter, og de andre Venner af mig, De rimeligviis træffer paa.

Deres hjerteligt hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus