Dato: 11. november 1853
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 262. Fra Henriette Wulff.

Ved Comersøen d 11 d. Nov. 53.

Til Andersen.

Min kjæreste gode Ven! Et Haandtryk og en kjærlig Hilsen skal De dog have her fra vores første Hvilepunkt. Jeg har skrevet et langt Brev til min Henny, som jeg siger ham bringe Dem, da hvad der er Fortællende, trætter mig at skrive to Gange, en anden Gang faaer De det lange fortællende Brev, som De da deeler med mine Andre! Kun maae jeg ved nogle Ord takke Dem i Dag, for hvad De fortalte mig om passagen over Splügen, især »verlohrnes Loch« og »via mala«. De seer hvor jeg fulgte Deres Raad, og besaae ret al den frygtelige Herlighed, ved at passere tre

Gange den Vej, den første Dag fra Tusis, (Hurra for Tusis) i vores egen lille Vogn, vi lod holde naar vi vilde, Chr gik næsten hele Tiden, og jeg snart stod, snart hang ud af Vognen, ja flere Gange sprang ud af den, især paa de Steder, hvor Broer føre over Afgrunden; saa kastede vi store Skiferstene ned i Rhinen, hvor den brusende arbejder sig frem paa de indeklemte Steder, hvor de uhyre Steenmasser har spærret den Vej, det Hele er jo vel noget af det meest imponerende vi har i Europa. Fra Chr: skal jeg hjertelig hilse og takke Dem for »das verlohrne Loch« han glædede sig rigtig der; og fik sig i det Hele en god motion den Dag vi passerede Splügen, da han gik oppe paa Snee-Bjergene, hvor den laae 2 Alen tyk; dog ikke paa Vejen, der var det banet, og gjorde Gangen let. Efter at have kjørt en halv Time fra Byen Splügen, kom vi ind i Sneen, og jo højere vi kom, jo koldere een­sommere og højtideligere blev det. Min Følelse der oppe var næsten den Samme som paa Oceanet; den samme store Eensomhed, den samme tyde­lige Bevisthed om sin egen Lidenhed og Forladthed, var ikke Gud saa stor og havde et Øje med os!

Da vi kom ned paa den sydlige Side af Splügen havde vi ventet mere sommerligt Udseende af Bjergene, men her var Alt endnu længere ned end paa den nordlige Side bedækket med Snee; dog det hørte jo op at være i Nærheden, thi endnu her fra Comersøen see vi lutter hvide Snee bedæk­kede Toppe rejse sig bag de forreste Bjerge, her er ogsaa koldt, derfor skynde vi os afsted til mere Varme, til Como, Milano over Pavia til Genua , hvor De strax vil skrive et langt omstændeligt Brev; Tydelig skrevet Navn og poste restante, saa haaber jeg sikkert at blive saa lykkelig at faae det, thi jeg længes jo inderligen efter Nogle af Dem derhjemme, og deriblandt er jo De, min kjære gode Andersen! Farvel, snart glæder jeg mig til at skrive Dem langt og udførlig til. Dog det er sandt, jeg kan ikke slutte dette uden ogsaa at sige Dem at jeg, foruden alle de Gange jeg har tænkt og tænker dagligen paa Dem, ikke havde Dem ude af Tanke paa den mærke­lige Zigzag Vej ned af Splügen, hvor det lodret faldende Vandfald er, hud­sker De? De har ogsaa talt om den, og den er vist et sjeldent menneskeligt Kunstværk; jeg var i en idelig Beundring! Nu Godnat, Maanen staaer og spejler sig i Comersøen, det er smukt! Man kunde næsten blive lidt roman­tisk, men det vil jeg nu ikke.

Som altid Deres Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost