Dato: 20. december 1853
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 266. Fra Henriette Wulff.

Rom d 20d. Dec: 1853.

Min kjære gode Andersen! Hvilken uendelig Tid, jeg ikke har talt med Dem, min kjære Ven, og at det nu skeer her fra gamle Rom, havde jeg selv mindst ventet af Alt! De vil gjennem Mine derhjemme vide, hvad der bragte os her til Rom, Angst for at ligge i Quarantaine i Neapel; men egentlig kunde vi næsten ligesaa godt have gjordt det, da i det Mindste jeg har ligget i en Slags quarantaine siden jeg kom til Rom, indespærret med en umaadelig Forkjølelse, men som nu lader til at give efter, og det første Brug jeg gjør af Frihed for Hoved- Tand- og Alleslags Piner, skal være at tale lidt med Dem, sige Dem, at jeg altid mindes Dem ved Alt Smukt og Godt jeg møder paa min Vej; ja ofte er De jo i mine Tanker. Af et Brev fra Søster Ida i Spezia, seer jeg at De, min kjære Ven, har skre­vet mig til, til Nürnberg, som vi strax skrev tilbage efter, og da det endnu ikke har naaet os, seer jeg stadigen ud efter det, og længes, som De kan begribe Noget Overordentligt! Kun eet Eeneste

Brev er kommet i rette Tid til os, fra Lieut Rohde, alle Andre der muligen kunde være skrevet høre til de endnu

uopnaaelige Ting, skyndt der skrives og skrives tilbage efter dem, og det der forundrer mig er, at de ikke have naaet os, da vi dog har rejst saa langsomt som Snegle, og nu tilsidst opholdt os 14 Dage i Spezia! Skjøndt jeg endnu ingen Glæde har haft af Rom, er jeg dog for­nøjet over at være her for Chr's Skyld, der aldrig har været her før, og der er saa vel skikket til just at nyde Roms Herlighed ved sine mange histori­ske og antiquariske Kunskaber, han vandrer ogsaa stadigen omkring, og da han alt i Forvejen var saa orienteret her, som havde han levet mange Aar mellem Rom\s Ruiner, har han stor Nydelse deraf. - Men kjæreste Ven, hvilken Forskjeld for mig,nu ogfør!

Jeg savner bitterligen alle de kjære talentfulde elskværdige Mennesker jeg levede dagligen med i to Aar her i Italien; ikke Een er sparet! Døden har ligesom udpillet dem jeg holdt af, og ikke allene alle de danske Venner er borte, mine romerske Venner ere ogsaa borte, og det ved Menneske Haand! Dog lad os ikke tale herom; det er jo Alt for det Bedste! - Døden adskjeller Gudvære lovet, ikke, den forener! - Min kjære Ven, bliv nu ikke bedrøvet for mig, naar De troer jeg ikke er glad, men det er jo ikke altid det Bedste at være glad, og jeg har det meget godt i Grunden, det forsikkrer jeg Dem. - Naar nu jeg snart haaber at kjøre ud, skal jeg see alle de gode kjære gamle Steder igjen, og om en 14 Dage tænker jeg om Gud vil, at vi drage til Neapel, jeg haaber der skal være lidt varmere der, thi her er det et afskyeligt Clima, under­tiden maae jeg lee, naar jeg tænker paa, da vi i vores Ungdom indignere­des saa uhyre over en Mand, jeg troer Nicolai,2718) eller saa, der skrev en Bog om Italien, og havde Adskjelligt at indvende, dengang syntes jeg Alt var Godt her,nu

kunde jeg maaske nok blive lidt eenig med Manden, om det nu ligger i mig eller Italien, veed jeg ikke, men jeg troer næsten lidt i Begge. Italien er sjunken dybere, og mine Fordringer ere blevne gandske anderledes udhviklede til hvad jeg fordrer af en civiliseret Stat; jeg har seet og tænkt en Deel siden sidst jeg sad i Rom, og jeg føler mig langt fra tilfredstillet, ak nej, tvært imod, jeg finder det meget sørgeligt her. ­Jeg har atter beundret Peters Kirkens Storhed og skjønne Forhold, i Vati­kanet betragtet de herlige Statuer, og Raphael's Malerier, dog har mit Hjerte ikke banket af Begejstring, der skalnu meer til, og af en gandske anden Slags. Mellem alle disse døde Statuer, dette Marmoer og Guld, synes jeg selv at blive kold og stiv; det er ikke den Følelse jeg havde, da jeg sidst rejste i et fremmed Land, - det var Nordamerika, der

er jo ingen Antiquer, men da jeg traadte ind i det døvstumme Institut i Boston, da jeg saae den Kjærlighed Menneskene der ydede de stakkels hjelpeløse Børn; der, som iblandt de Blinde og de meget Faldne; - da jeg saae, hvorledes det eene Menneske søgte og stræbte i al Kjærlighed at hjelpe, at undervise, at trøste, at forbedre det Andet - og De skulde see Hvorledes - da - ja da følte jeg en sand dejlig Glæde og Begejstring! - - Jeg glæder mig til Neapel, til at boe ved Golfen, der er jo en smuk Natur, og med det kjære gamle Hau daglig for Øje, vil jeg vist beundre mangen herlig Soelnedgang.

Min kjære Andersen, snart nærmer den kjære Juletid sig, hværken vil jeg see Dem, eller disse Linier naae Dem til den Tid, men lad mig dog der­for her, ønske Dem den glædeligste herligste Juul, glædelig i Sandhed for os Alle! Saa kommer det nye Aar, og i det beder jeg Gud, idel Godt maae møde Dem! - Hvordan mon De har det nu i denne Tid? Ja kunde jeg faae det besvaret, det var dejligt. Jeg tænker De har travlt med at udgive Deres samlede Skrifter, det gaaer jo i en flyvende Fart med dem, alt ere de to

første Bind udkomne! Forandre dog saa lidt som muligt, kjære Ven, helst slet Intet, og Alt

kommer jo ud. Jeg finder just at det er interessant, at Alt er der, selv skulde der være nogle Ungdoms Fejl og Mangler, det hører Alt til en Forfatters Ejendommelighed; har ikke selv Solen Pletter? - Men jeg mærker jeg er mat, at jeg maae holde op, men skjøndt dette er slet ikke, som jeg ønskede at sende Dem et Brev, skal det dog afsted, da jeg ikke veed om jeg kan skrive et Bedre for det Første, tag kjærligt imod det og mig. - Hvordan vi tilbringer Julen veed jeg slet ikke, her er en Masse kjedelige fornemme Danske, efter hvad jeg hører, jeg kjender slet ingen af dem; og jeg troer der ingen Jule-Aften bliver for de Danske; her er jo ingen Kunstnere, eller Kunstner Liv mere, bliver jeg saa rask tage vi vist lidt ud i Bjergene i Julen; for at blive fri for al Vrøvl. Det har glædet mig meget at see Bissen og Wilhelm2719) her, kan De tænke. Lev nu hjertelig vel, min kjære ædle Ven! Fra Neapel skriver jeg Dem til, jeg haaber fra So­rent, med Orange Træer for Øje, og i Soelskin; - i Dag skyller Regnen ned og Vinden rusker i Jerngitteret paa Balconen. - Chr: hilser Dem saa hjerteligt, han er ude i nogle Kirker. I denne Tid ringe Kirkeklokkerne ideligen, og Pifferari'erne2720) spille, Forbere[de]lser til den glade Juletid. Nok engang Levvel, skriv mig ret langt langt til, kjæreste Andersen!

De omfavnes saa oprigtigen af Deres uforandrede

Søsterlige Jette.

Siig mig endelig Noget om Frederike Bremers ny Bog, og om De har hørt fra hende. Seer De Worsaae, da hils ham mange venlige Gange, vi længes ret efter at høre Noget fra ham, den kjære Worsaae. Hils Vedel, jeg mener Prof: Peter Vedel2721) meget fra mig, hvis De seer ham. Deres »Oncle Beppo« ligger stadigen paa spandske Trappe; han har nylig giftet en niece bort, og givet hende 20.000 Scudi i Medgift, og har ligesaa meget liggende til den Anden. Forleden Dag spurgde Chr: ham, om det var sandt at han er saa riig, men han sagde naturligviis »non è vero Signor!« - Forleden Dag havde jeg Brev fra Elise og Holger fra Neapel, de gaae efter Julen til Sicilien, som jeg er ret glad ved, thi hvor meget jeg end holder af Elise, vil jeg dog helst undgaae de farlige Skjær hun er om­ringet af. - Lader De engang ved Lejlighed Deres Karl bringe indesluttede Brev paa Posthuset, tak.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost