Dato: 22. december 1853
Fra: Christian Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 267. Fra Henriette og Christian Wulff.

Rom d 22 Dec 1853.

Min kjære Andersen!

Skjøndt jeg sendte Brev til Dem i Forgaars, kan jeg dog i Aften ikke lukke Pakken til Hjemmet uden nogle ret taknemlige Ord til Dem, for alle de Herligheder der er kommet til mig i Dag fra Dem - tre herlige Breve! Tænk Dem min Glæde! Jeg har baade leet og grædt over dem, og det alt af samme Kilde, usigelige Glæde og Taknemlighed over hvært kjærligt Ord og venlig Tanke; tak for det Alt, min gode tro Ven! De lider i Vinter af Udvee siger De, og det efter Rom, og nu just da vi kom her af et Til­fælde, kan jeg dog sige Dem, at Rom har vel neppe nogen Vinter været saa ubehagelig for Danske, som denne, da der iblandt dem her er, en stor Masse, er en usædvanlig Mangel paa Intelligens hos de Enkelte; paa venlig Godmodighed og Sammenhold af dem Alle! Da vores Ophold er saa kort og flygtigt, seer vi jo slet ingen af dem, men triste maatte en Vinters Ophold være her i Aar. Vi ile om kort Tid ned til Neapel, for at vandre under Orange-Træer, der Gudskelov ogsaa ere grønne om Vinteren, og nu vi har passeret den korteste Dag, seer vi frem til meer Soel, og Foraar!! I Dag er det meget bedre med mig end sidst jeg skrev, og [jeg] haaber at begynde mine Vandringer i Morgen igjen i gamle Rom. Tak for Alt hvad De for­tæller mig i Deres tre fortreffelige Breve; tak for Digtet over Ø; tak for Hilsenerne fra Ørsteds, som De vil bringe venligst igjen, det glæder mig at errindres af saadanne to herlige Væsner som baade den Moder og Datter! Siig mig endeligt Noget om Frederike B:s Bog, og hvad Mathilde Ørsted siger om den. Saa Forfatteren til den kjedelige Ny Barselstue er nu be­kjendt »ih see see« som Sibbern siger; De veed min Mening om den For­fatter. Deres sidste Brev, hvor De gjør lidt Nar af os, naar vi rejse fra vore Breve, er saa uhyre moersomt, saa godmodigt, saa elskværdigt, saa smukt skrevet, saadan kunde ikke Forfatteren til den ny Bars: skrive, troer De? - Siig mig, De nævner »den vide vide Verden « og understreger det, kjen­der De den engelske Bog: the wide wide world?2723) siig mig det; det er noget af det meest yndige, jeg har læst, og læser daglig i den, foruden at jeg over­sætter den i denne Tid.

Nej Gudskelov, min Ven, ingen af Deres skrevne Blade ere fløjne hen for Vinden, de ere alle i min Haand, for mine Øjne, i mit Hjerte, nærmere kan de dog ikke komme, og ikke en Tøddel af hvad De har skrevet mig, siden jeg rejste er gaaet tabt; det er meget dejligt og beroligende for mig, og jeg skynder mig at sige Dem det, at De vil vedblive at glæde mig, som hidintil, det er saa dejligt at faae Deres kjære rare Breve! Tænk Dem 9 i Dag, 3 fra Dem, 3 fra Ida, fra Broder Peter, Worsaae, og min Fætter Ipsen.2724) Det er en aldeles Festdag, og i Morgen skal det læses for anden Gang.

Jeg kjendte ikke Sagnet om at Bodensø og Vettern stode i Forbindelse, men finder det saa smuk en Tanke af Dem, at den grønne bouquet jeg kastede i Bodensøen skyller op som Tang paa Vetterns Bredder, ja den Digter der gav mig de grønne Blomster, har jo hjemme fra Vettern til Bodensøen, er elsket endnu langt videre omkring paa Jorden, og forener alle Lande i een Følelse tilfælles, det er Beundring for den Sanger, der fortæller baade for de Store og de Smaa i alle Verdens Egne! Og ham kjender jeg godt, og han holder lidt af mig og er min Ven - hvad synes De, er jeg lykkelig? - Hvad Schweitz angaaer er jeg gandske af Deres Mening, det er et herligt Land, og Chr: og jeg talede just om, da vi for Aarstiden, og vores videre Planer, kun saae en ringe Deel deraf, at dersom vi levede ad Aare, engang, naar vi kunde, skulde en heel Sommer gives til ret at for­dybe sig i Schweitz; see, kjende det hele Land, og leve længere Tid i Bjerg­Eensomhed; Tusis bestemte vi alt, vi vilde boe længere Tid i, men hvor vilde man ikke det, i det hele Land! Det er storartet, og eeneste i sin Slags og en meget dejlig Slags Land er det!

Nu lev vel min kjæreste gode Andersen! Gud velsigne Dem i Juul og i det hele nye Aar, der snart opruller for os Alle! Jeg beder Dem ikke tænke paa mig i det ny Aar, Erfaringen i saa mange, har gjordt mig tryg og til­lidsfuld!

De omfavnes som altid af Deres søsterlige

Henriette Wulff.

Rom d: 22 Decbr 1853.

Min kjære broderlige Ven! Skjøndt de tre herlige Breve, Jette idag har modtaget fra Dig, ikke vare til mig, vil [jeg] dog takke Dig baade for dem, og for de venlige Hilsner der vare i til mig. Du har ganske Ret i, at prak­tiske Reisende lade Posthusene vide hvorhen de skal sende de Breve de reise fra, og derfor er det ogsaa, at vi idag have havt den Glæde at mod­tage de Breve, Du har sendt til Nürnberg, Genua og Spezzia. - Endnu en Ting maa jeg give Dig Ret i, og det er, at Schweitz er et af Naturens Me­sterstykker, og at faaer jeg nogensinde en Sommer tilovers førend jeg bli­ver for gammel, vil jeg anvende den til at gaae

det igjennem. Det er i Sand­hed noget Stort. Ja Jette har da alerede for længe siden fortalt Dig om vort heldige Ophold ved »Verlornes Loch«. - Derimod kan jeg desværre ikke sande Din Spaadom om den Hede, hvori vi skulde leve; vi kan kun skaffe Varme ved et anseligt Baal i Caminen. - Rom er - Rom; og hvis den var, hvad den har været, kunde man jo ikke finde Udtryk store nok til dens Storhed. - Jeg haaber snart igjen Du skriver til Jette, og dette Haab er ikke alene for hendes Skyld, men lidt egoistisk. - Nu vil jeg slutte med Ønsket om en glædelig Juul og et glædeligt Nytaar, og sende Dig et varmt ærligt Haandtryk. - Din altid hengivne Ven

Chr. Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost