Dato: 21. januar 1854
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 21 januar 1854.

Kjære trofaste Ven!

I det nye Aar har jeg endnu ikke talt med Dem, det vil sige gjennem Brev været hos Dem og Deres Kone, med Tanken derimod er jeg en stadig Gjæst, nu er jeg her lidt synligere. I Julen skulde jeg have været til Bregentved, men tidligere modtagne Indbydelser her i Byen bandt mig til den; ganske festligt smukt var der Juleaften hos Landgrevens hvor jeg var nogle Timer til de smukke Tableaux; jeg havde leveret Versene til disse, men Billederne selv vare det Væsentlige. Der var saaledes blandt andre: Juleglæde af Thorvaldsen , den unge Prindsese fra Preusen var deri een af var den øverste Figur i dette bekjendte Billede og complet deilig; der var ogsaa en nydelig Blomsterbouquet efter Granvilles bekjendte besjælede Blomster. Frøken Moltke til Espe var Rosen, Frøken Bille Gaaseurten, Prindsessen af Hessen Forglem mig ei, og Frøken Tutein Stedmoderblomsten, det var uendeligt smukt og yndigt. Nytaarsaften tilbragte jeg ganske hos Collins hvor jeg havde lavet for Børnene en rimet Comedie "Trut" , der var saa kort og vandt saa stort Behag at hele Publicum, da Stykket var ude raabte Dacapo! og saa blev den strax heelt spillet om igjen. Er det ikke at gjøre Lykke!!! - Siden har jeg derimod levet saa temmeligt for Tandpine, alle muelige Smertens Symphonier, Chor i alle Tænder og Solo i een bestemt Tand har været min natlige Underholdning, nu synes det imidlertid - det være sagt og skrevet i en god Tid - at Concerten er forbi. - I forgaars læste jeg "Minona", jeg havde hørt saa haarde, strænge Domme om denne Bog, at jeg gik til den i det faste Forsæt at dersom - hvad jeg troede - man gjorde Forfatterinden stor Uret vilde jeg være hendes Ridder, jeg vilde fremhæve det Smukke og Gode i Bogen, eller idet mindste mundtligt udtale mig for hende; jeg læste, og i de første Ark var jeg endnu i samme Stemning - men senere - ja, har De læst den Bog? Hun maa jo være syg Forfatterinden! Det var at ønske for hende og for Literaturen at den ikke var skrevet; det er som jeg havde grebet om en stærk duftende giftig Vandplante og nu jeg heel har den i Haanden, / opløser sig der slimet og ækel! Hvor er det mueligt at en ung Pige kan fortabe sig i disse Tanker? Eller er hun i Reenhedens Tjeneste vandret hen mod en Sump, for let at svæve hen over den pegende paa Dyndets Magt, hun er da blevet siddende i [det rettet til:] den. - Jeg gaaer ind paa at det kunde skee at Broder og Søster, der vare skildte, mødtes og forelskede sig i hinanden, men det er da mod Naturen, det er en Ulykke, og denne tør vel skildres, men her bliver Kjærligheden dyrisk, og Kjærlighed mellem Mand og Qvinde, - det veed jeg selv - den er i sin Opflammen reen - den er idet mindste ubevidst det sandselige Element; men her, er Minona et hysterisk, ulykkelig Fruentimmer og den Hengivelse tilsidst i Kristus, [det rettet til:] den er falsk, hun griber til ham, for dog at have Noget at gribe til, saaledes kommer ikke Naaden -! Det er for let at blive salig. - Jeg er her til aldeles uenig med Forfatterinden og forkaster Bogen, men siden opirrer hun mig, thi naar Minona er død bliver selv Gouvernanten, som jeg troede skikkelig, lige saa dyrisk vild. - Tyra er en Frøken med Barn, hendes Søster er det ogsaa, selv det skikkelige Præstebarn skal drages ind i denne hysteriske St Veits Dands, Præsten er et Syndens Barn, Viggo er det - ja vi ere alle Syndere paa forskjellig Maade, - men her ere de det alle i eet, i een Sandselighedens Struddel - hvor er det mueligt at en ung Pige - reen og uskyldig, som jeg troer Forfatterinden er [overstr: kan], kan leve, tænke, skrive og læse Korrectur paa Noget i en Grad, som dette; Bogen har afficeret mig! skriv mig Deres Mening om den; De har vel læst den? -

Et modsat, smukt poetisk Indtryk havde jeg i Dag; Bournonville indbød mig at see den sidste Prøve af hans nye Ballet; det var paa Dandseskolen, hvor Alle bevægede sig i de dagligdags Dandseskole-Klæder, alle Reqvisitter manglede, een Violin var hele Orchesteret og dog følte jeg mig i høi Grad grebet ved den herlige Musik, - første og tredie Act er af Gade, anden Act af Hartmann, - og af den geniale poetiske Digtning; den Ballet maa gjøre stor Virkning og bliver ypperlig udført. Navnet for den er: Et Folkesagn /; jeg skrev strax paa Stedet, før jeg gik, det Par Ord til Bournonville

"Et Folkesagn igjennem Slægter lever,

Det i sig selv har Magt mod Tidens Haand,

Dit Folkesagn til Skjønheds Digt sig hæver,

Det lever ved sin Poesi og Aand!"

Det nye Stykke af Herz: "et Offer", er saare interessant, vel nærmer det sig ligesaameget Novellen, som Dramaet, men det bliver, i alle Roller, ganske mesterligt udført, om Fru Heiberg hører jeg at Meningerne ere deelte, det kan jeg ikke forstaae, jeg finder hende udmærket og i den Scene hvor hun gaaer bort for sidste Gang at l[hul i papiret: æse] Elskerens Breve, viser hun en Sandhed, en st[hul i papiret: or] gribende Inderlighed, at man kunde gaae hen til [hul i papiret: dette] Stykke alene for at see denne Scene. - Af Byens Nyt kan maaskee interesserer Dem, da De jo kjender alle Etatsraad Hauchs Børn, den ældste af [hul i papiret: Dø]ttrene er i disse Dage blevet forlovet med en Sø[hul i papiret: n] af Conferensraad Kock, den næst ældste Søn, Peter, han er Student. - Det var en sørgelig Historie med Bergsøe, den Ulykkelige maa da være blevet gal om Natten. Hvad mon Vaaren bringer? Det seer tungt og truende ud; hvor det dog er tungt at være en lille Nation! der er ikke andet for, end at føle stor og holde sig til vor Herre! Faae vi imidlertid Fred og gode Dage, da reiser jeg til München, tager lidt omkring i Tyrol, men Sorø bliver dog det første Sted jeg besøger, nu regner der ikke meer derude og der er kommet Hul paa Posen, Vei over Søen, Landevei ud i den vide Verden, som det skal og maa være; det "at være lukket i for", kan gjøre mig syg, jeg taaler ikke engang at en Klap i Theatret slaaes for den Bænk hvor jeg sidder. - Men nu lev hjertelig vel, glæd mig snart med et Brev, jeg længes! tusinde kjærlige Hilsener til Deres Kone og bring ogsaa de Venner jeg maaskee har i Deres By min venlige Hilsen.

Deres inderligt hengivne H.C. Andersen

[Udskrift:] Til Hr Etatsraad, Professor B. S. Ingemann

Ridder af flere Ordener

i Sorø.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 337-40)