Dato: 4. februar 1854
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 272. Fra Henriette Wulff.

N 5 Rom Piazza d'Espagna d 4d Januar [c: Februar] 54.

Min kjære gode Andersen! I Dag har jeg to

herlige Breve fra Dem at takke for, det Sidste ankom i Gaar, det Forrige for otte Dage siden, og ofte har jeg længtes efter at tale lidt med Dem, - men Tiden i Rom har Vinger paa, der ere store og føre os afsted med sig i ilende Fart! Det i Gaar var N. 6, men ikke allene for Antallet, endnu mere for Sindelaget, for hvært kjærligt godt Ord, som de da Alle ere i Deres Breve, føler jeg saa glad og inderlig taknemlig, og skatter det Alt

og Dem, saa højt som noget Menneske kan. Men det er jo en »gammel Historie« men som for mig er »evig ny«,2800) til mine Dages Glæde, da jeg synes det er blandt de bedste Glæder vi har her, ret at sætte Priis paa og holde af hvad der i Sandhed fortjæner det! Jeg træffer naturligviis en Masse Mennesker der Alle kjende og skatte Dem, jeg mener af alle fremmede Nationer, at være »en Ven af Andersen« er et aandeligt Pas, der gjør Een meget gjeldende, og jeg gjør ofte megen Lykke derved, der glæder mig, og jeg tør nok sige, at jeg der­ ved især nyder og fryder mig ved at De er saa afholdt og respecteret, at Gienskinnet fra Dem, belyser smukt Deres Venner! - Af Landsmænd2801) er her et trøstesløst Sæt i Vinter, med Undtagelser naturligviis. Af Kunst­nere er her gandske fortreffelige Mennesker af alle tre Riger, og bogstavelig kjender jeg ikke Forskjeld paa Dansk, Svensk, Norsk iblandt dem. Puggaards Huus er Samlingstedet for alle dem, der har virkelig Sands og Glæde af Rom; han er meget gjestfri og de to Damer i hans Huus2802) meget afholdte, sande ædle Nature, Heger're veed De. Vejret er nu gandske her­ligt, jeg troer næsten Foraaret er begyndt, det er næsten for varmt i Solen; da den romerske Luft jo ikke er let, faaer man snart nok af Varme her, dog jeg jo ikke; vi kjøre dagligen lange toure i Campagnen, ud til Villa'erne; sjeldnere i Kirker og Samlinger, da der er meget koldt, undtagen i Peters Kirken, der altid har sin tempererede Varme; der saae jeg atter Paven i Gaar i Messe og baaret i prossession; jeg havde ordentlig faaet lidt Godhed for ham, men han har nylig gjordt en Streg, der har taget enhver venlig Følelse for ham bort af mit Hjerte, - det er vel bedst ikke at fortælle det i detail, ogsaa af Grunde jeg skal sige muntlig. De siger kjære Ven, at De vist kommer her næste Vinter - det er dog curiøst vi To aldrig skal treffe sammen i Udlandet, her i Rom vilde jeg nok leve en Vinter, naar De var her thi skjøndt De vel nu

er langt mere Enthusiast for Rom, end jeg, skulde vi nok komme ud af det; og maaske vilde vi være gandske eenige, naar vi ret fik udtalt os herom; for mig er Smærten over et saa sjunket Folk og Land, større end den poetiske Nydelse, det har mig ofte Noget Uhyggeligt at vi Fremmede glæde os, følesløse for al den skjulte store

Elendighed man tramper om paa. Jeg føler saa tydeligt, at dette Land slet ikke mere er for mig, og at Civilisation, Fremadskriden til det Bedre, om Gud vil, er mig altfor hellig og dyrebar! Dog maae De ikke troe Andet, end at jeg ofte, ja desværre vist for

ofte, kan være ret letsindigen glad, dog meest naar jeg er ude i Campagnen en smuk Dag med Bjergene i det Fjerne, Stilhed rundt omkring, kun Ruiner i Nærheden hvor Foraars-Fug­lene sidde i Flokke, og ofte flyve op i store Klynger med Deres muntre ejendommelige Sang. For nogle Dage siden ude i Roma vecchia, langt udenfor Cicilia Metella,2803) De hudsker nok, var jeg Vidne til en besynderlig Kamp i Luften mellem to store Fugle, en Ørn og en Falk, Falken blev saaret, men holdt sig dog længe i Luften, dog sank den meer og meer, indtil den tilsidst faldt ned, og Ørnen styrtede sig over sit Rov - ogsaa der var Kamp, tænk[t]e jeg, selv i den dejlige blaa Luft, - og vendte mig igjen ned til Ruinerne af nogle Columbarier, hvor jeg søgte i Steendyngerne efter gamle Mosaiker og marmor-Arter. - - Tak for Underretningen om Cata­comberne; jeg var alt kommet paa det Rene baade med dem, og hvad De paa forskjellige Steder taler om dem. Jeg har vandret igjennem dem alle man maae komme i under S: Sebastian, og i dem, man kalder Scipionernes Grav,2804) thi det troer jeg i Grunden ogsaa tildeels ere Catacombere, de staae i Forbindelse med dem ved S: Sebastian; de interessere mig Alle meget især som de første Christnes Tilflugtsteder. Hvad de angaae ved Kapusiner Kirken, da har de aldeles ingen interesse for mig, de ere et barokt Snurrepiberie, smagløst, for ikke at sige vanhelligende det Legeme, der jo ikke er noget værd, men som dog selv efter Sjælen har forladt det, bør holdes i Agt, og ikke tjæne til Forzieringer paa Lofte og Dørstolpe; det er ellers gjordt med megen Kunstfærdighed, men jeg fik Qvalme af det Hele, og især over den tykke fede Munk, der viste os omkring. - Nej, da ere de i 1845 og senere i 49 fundne Columbarier2805) paa Via Appia, inden for Murene gandske anderledes mærkelige, og i sin Slags skjønne, De kjende dem ventelig ikke, og jeg glæder mig til De skal see dem, en Ny er opdaget i samme Vigne i denne Tid, og man er i Færd med at udgrave den. De ere saa ypperlig vedligeholde, som var den sidste Askekrukke sadt derned i Gaar, med Indskrifter og Alt. - Nu nærmer Carnevalet sig, men vi drage herfra før den Tid, da det nu

Intet er, mod hvad jeg i Fordums Dage har glædet mig ved og hvoraf jeg har et herligt Intryk, Chr: bryder sig slet ikke derom, saa om en 8 a 14 Dage rive vi os løs herfra og drage til Neapel, hvor vi saa haabe at møde Foraaret! Jeg glæder mig umaadelig til Havet, og at høre det bruse, her er det mig ofte, som var Naturen død, eller man var i en uhyre Gravhvælving eller Sligt. Tak for Hilsner fra Worsaae og Gr: Th: ja det er sandt, at den Sidste har skrevet mig til, som jeg har ladet ham takke for, og beder Dem atter gjøre, og sige det har meget fornøjet og moret mig, men jeg troer jo rigtignok ikke at jeg skriver til ham, da mine Breve, naar jeg tidligere har skrevet, ikke har behaget ham; jeg kan ikke troe, at hvad jeg kan skrive kan i mindste Grad interessere ham, siig ham det paa en venlig Maade, som jeg virkelig mener det; men det er aldeles

mod min Natur at skrive til Nogen, jeg ikke aldeles

er overbeviist om er min Ven, som jeg ikke troer han er, efter hvad han sagde baade til

og om

mig i Fjor, og jeg er gandske den Samme i Aar. Men siig ham det meget venligt , og hils ham ligeledes; som ogsaa den gode kjære Worsaae hjerte­ligen. Jeg haaber at faae Chr: snart til at skrive til Grimur, og takke ham for det Brev til ham til Genua. Men Chr:s Tid er saa optaget, han har saa megen Glæde af at vandre om her i Rom, og studere Alt hvad der høre til det Antiqvariske Gebeet, vi har tillige vores lille venskabelige og selskabe­lige Kreds at tage Vare, saa Timer, Uger, Maaneder flyve afsted, uden man mærker Tiden er borte!

I Morgen miste vi Puggaard's, et stort Savn for alle Kunstnere og os; saa opløses det eeneste smukke Sammenhold der har været i Vinter blandt de Danske. Rom er i Vinter oversvømmet, ikke af vore gamle Landsmænd Longobarder, men sansbarder, men hvad der er værre jeg troer de Fleste er aldeles sans Hoveder, de strømme herned som Sillestimer, den eene gruelige Lieutnant, Baron etc. efter den Anden. Men lad det endelig blive mellem os; os her genere de slet ikke, vi sees aldrig. Dog maae jeg for Sandhedens Skyld gjøre en lille Undtagelse med en lille Lieut Wind,2806) som De maaske kjender fra Nysøe, eller derude, han kan lidt meer end de Andre, og han har i det Mindste Lyst

og Sands for at lære Noget, og Re­spect for noget Virkeligt; men kommer De herned næste Aar skal jeg rig­tignok anbefale Dem en herlig poetisk Natur, en norsk Billedhugger,2807) det er en Digter-Sjæl! Jeg skal en anden Gang fortælle Dem om ham, og beskrive ham, da jeg vilde ønske De maatte fatte Deeltagelse for ham, og indaande ham Noget af Deres praktiske Natur, jeg mener her i Kunsten, ikke som Menneske, som er det han mangler, for ikke at drømme sit Liv bort. - Jeg gjør meget af ham, men han har en slem Fejl, at behage Alle , det er Noget jeg aldrig kan lide hos et Menneske, det er altid Tegn til en kun lidet udpræget Individualitet, som jeg dog ellers synes han er; men nu kan De see selv engang ved Lejlighed. - Tusind Tak for Hilsnerne fra Ørsted's, jeg sætter stor Priis paa at være venligen errindret af de to ædle Qvinder, vil De bringe Dem mine Hjerteligste igjen. Alt hvad De siger mig om Frederike Bremers Bog interessere mig, gid jeg dog havde den! - At De selv har været saa forkjølet gjør mig inderlig ondt, men haaber jo at De atter er flinkt, og at Foraars Luften snart vil komme derhjemme, og gjøre Dem det lidt godt. Her er nu herligt Vejer, just ikke saa varmt, som jeg kunde ønske, dog altid tusind Gange bedre end hjemme. Mandeltræer og Laurustinus blomstre oppe paa Monte Pincio, og alle Haver og hvær grøn Plet dufte af Violer, Solen har alt megen Kraft, og jeg føler mig langt bedre end i Vinter. Deres Breve, kjære gode Ven, behøver jeg jo ikke at sige Dem, hvor de glæde mig, hvilket Værd de have for mig! Undertiden glæder jeg ogsaa af Deres Beundrere med at læse nogle Steder højt, altid en stor Fest. Det er ikke mig allene De glæder! Chr: omfavner Dem broderligst. Hils gode Venner og Bekjendtere, og mindes Deres

tro Søster Jette.

grøn Plet dufte af Violer, Solen har alt megen Kraft, og jeg føler mig langt bedre end i Vinter. Deres Breve, kjære gode Ven, behøver jeg jo ikke at sige Dem, hvor de glæde mig, hvilket Værd de have for mig! Undertiden glæder jeg ogsaa af Deres Beundrere med at læse nogle Steder højt, altid en stor Fest. Det er ikke mig allene De glæder! Chr: omfavner Dem broderligst. Hils gode Venner og Bekjendtere, og mindes Deres

tro Søster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost