H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Jonas Collin d.æ. 17. december 1833

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 17. december 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Rom den 17 December 1833.

Min kjære, kjære Fader!

Nu er jeg da ganske ene i Verden! Deres Brev som jeg modtog igaar, underrettede mig om min gamle Moders Død. Det var en Velgjerning af vor Herre, hun var svag og hjælpeløs; De veed ikke hvor mange Taare hendes Stilling har fremkaldt hos mig, da jeg næsten aldeles Intet kunde gjøre for at mildne den, jeg har virkeligt tidt bedet Gud om at tage hende til sig. Mit sidste Brev fra Rom har hun ikke faaet, men jeg veed hun i sin sidste Time har bedet for mig, velsignet mig. Min første Tanke da jeg hørte hun var borte var et: Gud jeg takker dig, men senere har jeg dog ikke ret kunde gjøre mig fortrolig med dette forunderlige at være saa ganske ene. Her føler jeg det dobbelt og derfor skrives disse Ord, saa taler jeg dog med Dem! - Vær mig som altid god, dersom De kan være mig det? Endnu er jeg det ikke uværdigt. - Hvormeget maatte jeg ikke tale med Dem om, især da jeg ei veed om mit sidste Brev er gaaet rigtigt! - Tak for det heibergske Brev! at De sendte mig det, er mig et nyt Beviis paa Deres Fadersind for mig. Manden har Ret i Alt hvad han skriver, Directionen med, lad det derfor hvile til jeg engang kommer hjem, da skal jeg jo ogsaa arbeide! tak, inderlig Tak, imidlertid for hvad De har gjort! Mangt et Sujet har jeg i den senere Tid overveiet, men kuldkastet, endnu skriver jeg intet, jeg har faaet ganske andre Tanker, gid Nødvendigheden og en hvis Ungdommelighed ei havde forledt mig til at skrive meget af hvad der er skrevet, men aligevel er jeg blevet for strængt behandlet og hvad Formen i Agnete og Deres Yttring derom angaaer, da - - Tiden vil bedømme det! Agnete vil, med sine Feil, give mig Digternavnet, er det en Vildfarelse af mig, en Forblindelse, da bliver der heller aldrig noget af mig! Guds Villie skee! - Deres Yttring med Hensyn til Herz, at De ønsker, jeg "glemmer alt det Gamle!" da har jeg alt fra vort første Møde stræbt at gjøre det, min Natur er tilbøielig dertil og jeg vidste nok, De saae det gjerne, - Vi sees daglig og ingen skulde mærke vort tidligere Forhold. At vi kan blive fortrolige Venner skeer vel neppe, han har gjort mig latterlig hjemme, veed De. Landsmændene her vare ikke godt stemte for ham, han talte ved sin Ankomst noget dominerende, yttrede nogle Anskuelser af Kunsten, de fandt forunder[lige,] talte og spurgte om Bibliotheket paa en Maade, som han var udsendt, for at tage sig ret af Alt, det er nu anderledes! man forebragte mig det strax, naturligviis, bad mig endogsaa ikke at være saa venlig som jeg var, da han vilde ansee det for Underdanighed, Frygt etc. etc., De kjender jo Folk, veed nok hvorledes det gaaer, selv med de bedste; men Hertz blev snart mildere, elskværdigere mellem dem alle og jeg fandt ingen Grund til at blive anderledes; maaskee min Tilnærmelse greb ham, han synes Dag for Dag at give sig mere af med mig, vi tale ofte sammen om Kunstsagerne og der er virkelig Øieblikke, hvori jeg kunde gribe hans Haand og sige, hvorfor skal vi være Uvenner? Men det vilde han maaskee finde komisk, og var han da ikke elskelig - saa blev jeg vidst mindre tillidsfuld! - Thorvaldsen havde hørt mig læse Agnete, men yttrede det Ønske at jeg vilde læse den endnu engang for ham, da han fandt meget Behag deri, han indviterede sig da hjem en Aften til mig og sagde, "lad det være en Tid at de Landsmænd der ei har hørt den kan faae godt af det med!", af disse vare der kun to, Bissen og Petsholdt; imidlertid sagde Bøtcher mig, at det vilde være lidt koldt mod Herz om jeg ikke underrettede ham derom med, at han ogsaa kunde komme hjem, jeg gjorte det da, skjøndt jeg derved var frygteligt geneert, læste vist meget slet op. Han hørte meget opmærksom til, indlod sig vel ikke som Thorvaldsen paa nogen stolt Roes, men har siden været ret hjertelig imod mig og hører til mit Befindende, som i den sidste Tid ikke har været det bedste, da det kolde Steengulv og den isnende Blæst fra de besneede Bjerge har jaget mig en halv Feber i Kroppen. - Men det er ikke farligt! - Endnu har jeg meget at tale med Dem om, skjønt Papiret slipper. Jeg maa derfor ret udtrykke mig kort. Mine Vexler, samt de 50 Species jeg venter at faae for Agnete kan ikke strække længer end til Juli Maaneds Slutning og jeg vil da kunne være i München, her og i Vien ønskede jeg gjerne at blive næste Vinter over, for at komme ret ind i det tydske Sprog og da først i Foraaret 1835 vende hjem, maaskee aabnedes der mig da en Vei hjemme, at jeg ikke nødes til at maatte digte, det skrækkeligste jeg kjender! Da er det mueligt vor Herre giver mig Kraft, som jeg nu troer han har givet mig Sands for det sande Store i Kunsten. - Men til et saadant Ophold udfordres Tillæg, dette veed jeg nok, bliver ikke stort, om jeg faaer det, desuden det lassenske Legat. Svigter Alt, da maa jeg hjem til Efteraaret og det var mig ikke saa gavnligt, men tvinges jeg til det, da maa jeg endogsaa bede Dem, dersom al Understøttelse unddrages mig, at raade og hjælpe mig; før sidst i September kan jeg ikke naae hjem, naar jeg ikke flyver afsted, og da mine Penge høre op sidst i Juli (de for Agnete med), da mangler jeg endnu Penge til to Maaneder og til Reisen fra Wien hjem; her til kommer at jeg maae klædes, og da dette vil være det billigste i Hamborg, maa jeg have 100 Species til den Tid, selv veed jeg intet andet Middel, end at maatte laane dem, og da stoler jeg paa Holten eller Fondet (?) Men nu Betalingen siger De, ja da har jeg min "Reise", som jeg ved min Hjemkomst vil paa en Maaned kunne arangere til Trykken, desuden: Kenilworth! Sidst i Januar gaaer jeg til Neapel skriv mig derfor til her i Rom, før den Tid! hvis der er noget Haab da giv mig det, at jeg kan blive næste Vinter i Tydskland, raad og hjælp mig, jeg kan ellers ikke nyde et roligt Øieblik, nu jeg skulde engang ret glæde mig, nu jeg har en Tid der aldrig kommer meer! O Gud, hvor tungt er ikke mit Hjerte! Hils Louise, Deres kjære Louise og Fru Drewsen, ingen Broder kan trofastere tænke paa dem; Tak Eduard, bed ham bære over med min Irritabiletet og hils alle hjemme!

Deres sønlige Andersen.

[Note i margenen:] A. Kückler maler mig i denne Tid, for Venskabs Skyld og efter hans egen Anmodning

Efterskrift. Endnu maa jeg tilføie et Par Ord. Vil De bede Eduard at sende 20 Exemplarer af Agnete til Boghandler Hempel i Odense. Hvad mener De om at dedicere Bogen til Prints Christian? Nyheder har jeg ingen uden at Landsmændene ret glæde sig til Julen, at Vesuv kaster Lava og Flammer meget stærkt i denne Tid og at Vinteren nu begynder her hos os. Eduards Yttring mod første Deel af Agnete, og Deres om den forsømte Form, er Alt hvad jeg endnu har hørt fra Hjemmet om et Arbeide hvori jeg har sat meget Haab, megen Livslyst, Deres Yttringer har derfor dybt grebet mig, skjøndt min egen Følelse, Thorvaldsens Dom, der just roste Formens Skjønhed, kjæmper derimod, men jeg kan bedrage mig, han har vel ikke meent det og saa have De Ret! jeg er nær ved at mistvivle om mig selv, den store Uvished der er for at skaffe mig forøget Stipendium, viser mig jo ogsaa hvor lidet man venter af mig! - Saa er da al min Stræben Tomhed? O jeg frygter for at komme hjem, hvor saa mange Bitterheder vil møde mig, saa mange Erindringer gjenvækkes, gid vor Herre derfor vilde lukke op for mig, som han har gjort for min Moder, medens jeg er borte! - Gud skjænke Dem megen Glæde af Deres Børn, som jeg ønskede at give Dem den! Tak for Alt godt, gid den 6te Januar tidt vende tilbage for Dem og Deres! Hils Louise, hun skal, efter at jeg har modtaget Brev fra Dem i Januar, faae fra mig.

Deres sønlige A.

Tekst fra: H. C. Andersen og det Collinske Hus.