H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff 31. december 1833

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. december 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Rom Nytaarsaften Klokken 11. - 1833.

Min trofaste Søster Jette!

Det er Aarets sidste Aften, min Tanke er hos Dem! jeg har revet mig løs fra Landsmændene, af hvem jeg jo altid faaer nok, jeg er i mit lille Værelse, og drømmer Dem hos mig, thi hjemme er der Vinter, evig Vinter der vil jeg ikke tænke mig. Aftenen skulde jeg have spiist bort med Landsmændene, men jeg trak mig derfra, gik i Jesuiterkirken,507 der straalede med Lys, man sang te Deum fra tre Orgler, hver i sit Hjørne af Kirken, Stemmerne svarede hinanden, det var et Hav af Toner der brusede over mig. Mængden knælede og mit Hjerte med dem, thi jeg var saa forunderlig rørt, hvormeget har ikke det nu hendøende Aar bragt mig? Det lod mig ved sin Begyndelse drømme en Lidenskab der aldrig tilfredsstilles for mig,508 hvo der ikke er smuk eller riig, vinder aldrig et Qvinde-Hjerte; det lod mig flyve ud i den vide Verden see det store Krater: Paris, hvor Friheds Vinen voxer, lod mig kaste et Blik i det alvorlige Sveits og det lyse, blomstrende Italien, hvor Guderne staae forstenede, men skjønne som da de levede, hvor Alt er skjønnere end Mignon509 har sjunget det for os. O hvor glad vilde jeg være havde jeg Dem her! et Aar af mit Liv gav jeg derfor! Her er Sommer, evig Sommer. Laurbærtræerne staae grønne, Orangerne gløde og nye Blomster dufte mellem Bladene; hjemme ligger Sneen, hjemme hænger Taagen og Menneskene ere saa kolde, saa kloge! - Der skal jeg maaskee i det nye Aar tilbage, mit varme Blod kjøles med kolde Omslag og trivielle Forelæsninger! - Dog dette vil jeg ikke taale! misforstaae ei mit Hjertelag, jeg elsker Vennerne, jeg hænger ved mine Kjære med Liv og Sjæl, selv her i Paradiset vilde jeg døe, om jeg vidste jeg aldrig skulde see dem her mere, men jeg gyser for den evige Vinter og det evige Vrøvl, der vil nu knuge mig dobbelt, da jeg slet ikke vil føle mig hjemme der. I forgaars510 da jeg spadserede med Hertz , skinnede Solen saa varmt, Pinierne reiste sig saa friske grønne over os og Himlen havde dette Blaa, som jeg dog aldrig vil kunde forklare Dem, da sukkede ogsaa han og sagde: »Gud veed, hvorledes det vil gaae naar vi eengang komme hjem; her blive vi forvænt!« - O hvem der kunne flyve fra Italien ind i Guds Rige! aldrig har jeg som i Aften følt en Smerte som denne, ved Tanken om at skulde bort fra et Sted. O, vist er det, det er sidste og eneste Nytaarsaften jeg er paa denne Side Apeninerne, dog Gud være takket at jeg dog engang var her! miste det skal jeg, men mit Hjerte er vant til at miste og ved Tabet synger jeg maaskee smukkere! - Nu sov vel! gid jeg maa finde Dem glad og vel i Danmark i det nye Aar, skal og maa jeg hjem! - De, Fru Lessøe og Eduard

skal erstatte mig den evige Sommer, Guderne og mine grønne Pinier, som jeg da aldrig mere seer. Sov vel [og Tak]511 for Alt godt i det gamle Aar, for Trøst og søsterligt Sind. Gud lønne Dem derf[or].

Rom den 8 Januar 1834.

Et Brev fra Hjemmet512 havde formeligt bedøvet mig, nu er jeg i en Slags Ligevægt igjen. - Man har underrettet mig om Critikken i Maane[d]-skriftet,513 man har sendt mig hver bitter Yttring af Folk!514 jeg veed, hvorledes min Agnete er fordømt - »det er et maadeligt Arbeide« - »smuurt sammen« - »til Fortvivlelse vanskabte - »det var en Velgjerning om mine Venner holdt det tilbage!« - Alle skal være imod min Muse hjemme. Alt er forbi! - Men nu har jeg jo tømt Giften, som Vennerne række mig!? Det er underligt, i nogle faae Dage at høre sin Moder død, sin Ære tabt, alle sine Forhaabninger falske Bobler. Selvtilliden hos mig, Hjertet til al Stræben og Virken er dræbt, jeg er sløv for Alt, der er nu intet meer at tabe. - I gamle Dage kunde jeg græde for en mindre Smerte, nu er jeg ganske forunderlig stærk og dog, siger De , vil jeg bedrøve Dem med min Sorg? Nei, nei! vi ville tale om Italien, det herlige Italien, som jeg nu snart skal forlade!; i September seer De mig vist, De skal finde en Broder i mig, aldrig skal jeg plage Dem som før, i Tankerne vil vi da flyve sammen over Apeninerne, bort fra Taagen og de kloge, fornuftige Mennesker, som jeg dog misunder. O, kjære, kjære Jette, hvor jeg dog er et fattigt Menneske, jeg har tabt min Tro paa mig selv og paa Menneskene! hver eneste Ven, hver [,] og saa maa det dog være Sandhed, siger man mig, erklærer Agnete og Alt, hvad jeg skrev for - maadeligt. De veed ikke hvad og hvorledes man har sagt mig det! Men bort! bort derfra! jeg er jo endnu i Italien, der vil vi sladre. Hjemme bliver der Aar og Maaneder nok til Sorgen. - Julen515 her gik ret nydeligt! det var som en Foraarsdag hjemme hos os. De Danske Svenske og Norske var sammen og Festen stod i Villa Borghese. Udenfor blomstrede Violerne, jeg sender Dem her een i Brevet; de deilige grønne Pinier stode i den blaae Luft, der var saa varm at Thorvaldsen sagde med Rette da vi gik hjem om Aftenen: det er en dansk Sommernat. Jeg havde skrevet en Sang516 hvori Kongen af Danmarks og Kongen af Sverrigs Skaal blev drukket, pyntet Bordet med Blomster, hvor vi alle sad med Vedbende Krandse om Hovedet. Den bedste Julepresent: et Sølvbæger med Indskrift »Juleaften i Rom 1833« tilfaldt ved Lykkespillet mig.

Thorvaldsen viser mig megen Venlighed, Landsmænde[ne] ogsaa, dog ønsker jeg snart at komme fra dem, man har ikke godt af at være med saa mange Danske, jeg reiser derfor om nogle Uger til Neapel, seer Vesuv, Salerno og Pestum, der bliver det sydligste Punkt jeg kommer, i Mai maa jeg alt forlade Italien for evig, den øvrige Deel af Reisen glæder jeg mig ikke til, jeg gaaer jo da mod Norden, mod Hjemmet, hvor kun een god Plads staaer mig aaben, nemlig den man forunder mig paa Kirkegaarden. Landsmændene opmuntre mig til at tegne, de sige alle, at jeg har Øie derfor, nu har jeg ogsaa begyndt.517 I Martsmaaned venter jeg at faae et Brev fra Dem i Neapel, vil De addressere det til vor Charge d'affaires Voigt 518 i Neapel, det er det sikkreste! Hils Fader og Moder, Koks og Brødrene, især den gode, kjærlige Christian, som vist tænker lidt paa mig! glem mig ikke, det er paa Heldingen med Alt, maaskee ogsaa med Vennerne. - Lev vel, lev ret glad og lykkelig, fra Broderen!

Tal til Ingen om min Sorg, om Menneskenes Haardhed!

[Udskrift]

Til Frøken Henriette Wulff

paa Søcadetacademiet i Kjøbenhavn anbefales!

Tekst fra: H.C. Andersens Hus