Dato: 1. januar 1834
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense Nytaarsdag [1834]

Det er nu 5 Maaneder siden jeg sidst havde Pen i Haanden for at tilskrive Dem, gode Herr Andersen! Det er en temmelig lang Tid som for mig i mit med dets sædvanlige smaae Sorger og Glæder eensformige Liv er gaaet med temmelig Hurtighed. Dem maa denne Tid hvori De har flagret saa vidt omkring, hvori Deres Aand har modtaget saa mange ny Indtryk vistnok forekomme anderledes lang, og indholdsriig. – Deres gamle Moders Død178 , maa jo have smertet den gode Søn De altid var hende; men det er jo dog en stor Trøst for Dem at hun saa ganske uden at lide gik herfra og hvad det sidste Halvaar ellers har bragt Dem, har dog vist som oftest været opmuntrende, og glædeligt det vidner Deres sidste lange, underholdene Brev om179 , det var saa muntert, glædede og interesserede os Alle saa meget. – Agnete er her i Byen ! Hempel har faaet den180 , jeg længes ret efter at læse den, jeg kunne vistnok laane den hos Canceliraaden der (som Fader siger) altid har havt en Slags faible for mig; men – det lader sig dog saa nysgjerrigt saa – – (især da vore Exemplare formodentlig komme paa Mandag), – jeg har ikke Mod dertil ! – Jeg vilde dog saa gjerne tale lidt med Dem om Agnete, naar det nu blot ikke bliver for seent at skrive Dem til naar Bogen kommer hvad mener De?? – Dog inden De kan besvare dette Spørgslnaal, kan jeg jo baade være død, begravet og glemt ! – Gid det nye Aar maa blive Dem ret glædeligt, vi ville haabe det, De har jo saa mange der bede godt for Dem, Deres Moder i Himlen, og Deres Venner paa Jorden! – Hvad kan jeg vel ønske Dem?, at ingen Sirocovind, ingen Hjemvee maae nærme sig Dem, at De altid maa være rask og munter – faae Vesuv at see imens det endnu er ildsprudende, og ikke paany faae ondt i Øjnene af at læse disse tæt skrevne Linier ! – Nu ringer Klokken til Kirke – Levvel for idag!

Tirsdag d: 7de Januar. – Deres Agnete er her! Jeg takker Dem ret meget fordi at det Exemplar De havde tiltænkt os skulle være min Eiendom181 . Collins have rigtignok ikke sendt det, men De har jo dog villet glæde mig dermed, og det har fornøjet mig meget, grumme meget! – Bedstemoder har to Exemplare og sendte os strax det ene ind til Gjennemlæsning, jeg har ogsaa alt læst det 3 – 4 Gange igjennem. Jeg har ikke grædt over Agnete; men da jeg første Gang læste Deres Bog bragte den mig til at ryste, ja gjorde mig næsten syg, den forekom mig saa gyselig fortvivlet, som om Digteren havde fravendt Svanen dens blodige Piil, med Magt opreven alle sit Hjertes (jeg kan ikke engang sige, halvlægte Saar) for bestandig at have Væde til denne Piil, hvormed han da har skreven sin Agnete. – Jeg har i de sidste Par Aar af mit Liv, om end ikke altid med Held gjort mig saa megen Umage for at have et ret jevnt Humeur, har hver Dag fortalt mig selv, hvor Uret det er af mig, der dog i saa mange Henseender har det saa godt, ikke altid at være glad, og naar den sygelige Forknythed, som mit svage Helbred ofte medfører aldeles overvælder mig saa at jeg ret smerteligt tænker og føler med Deres Spillemand "Jeg er jo dog til Intet her i Verden !" saa stræber jeg med al den Smule Kraft jeg har tilbage at indprænte mig hvad Moder før saa tit har sagt „Man maa aldrig fortvivle det er den største Utaknemmelighed mod Gud." Man maa aldrig kjede sig, derfor har man jo sit Arbeide; men da jeg første Gang, havde læst Deres Agnete forekom det mig som om al Lykke i Verden var Sophisteri og Indbildning. – Kjender De en gammel Vise der begynder saaledes: "Jeg beder skjøn Jomfru medlidende vær, Saa glæder det mig at jeg Liremand er!" Som Barn plagede jeg næsten daglig Moder for at synge den, og skjøndt den altid gjorde et underligt veemodigt Indtryk paa mig, kunde jeg dog aldrig blive kjed af at høre den, det gik mig med den, som nu med Deres Agnete (bliv ikke vred over denne Sammenligning De veed ikke hvor kjær den gamle Sang er mig). Saasnart jeg havde læst Deres Bog ud, maatte jeg begynde forfra igjen, og først da jeg anden Gang læste den, kunde jeg ret nyde alt det Skjønne deri, og der er saa meget smukt, saa meget som ret maa gribe Sielen, lige fra Mor Gjertruds "Javist jeg holder grumme meget af Dig!" indtil Bogens deilige Slutning; men jeg maa dog anføre de Stæder som især have tiltalt mig. [Her følger en Opregning af de Partier, som Henriette Hanck har heftet sig ved]. De er vist kjed af min langtrukne Snakken om een Gjenstand, især da Alt er temmelig utydeligt fremført, jeg veed heller ikke hvordan det er, jeg troer jeg glemmer at skrive, jeg har ogsaa ganske tabt Lysten dertil, saa jeg næsten aldrig rører en Pen og er i Brevgjeld til op over Ørene! – Fru Læssø har reent slaaet Haanden af mig jcg horer aldrig noget fra hende endskjøndt hun skylder mig Brev, det bedrøver mig virkelig. – Hvor jeg nu er begjerlig efter at høre hvad andre Folk sige om Deres Agnete, det morede mig ret kort efter at Maanederne vare komne ud, at høre de forskjellige Domme om dem! Saaledes var jeg en Aften i et temmeligt stort Selskab, hvor Talen faldt paa dette ny Værk af Dem, blandt de som havde læst det havde hver især sin Yndlingsmaaned. Een holdt meest af "April", fordi den havde adskilligt tilfælles med hans Naboerske, en anden foretrak af en Grund jeg kjendte "December".... Ja, sagde en ung Kjøbmand "det er meget sandt, December, og Juni ere de bedste af alle Maanederne!" "Saa De har læst dem", spurgte jeg, og saa virkelig med en Slags Agtelse paa Mennesket. "Nei det har jeg just ikke; men i dem falde Terminerne ind!" Dog De har maaskee hørt dette bon mot fortælle i Hamborg! – De kan ikke tro hvor Deres Breve interesserer os, de ere skrevne med saa megen Phantasie saa alt staaer saa klart for en. Efter deres venlige Linier fra Locle af 13 Sept. kunde jeg saa tydeligt tænke mig Dem i Hjemmet, der ved Skrivebordet med den bevidste Rynke i Panden, noget bleg, (som da jeg sidste Gang saae Dem i Kjøbenhavn, og De havde faaet en Tand trukken ud) De har skreven den hjertelige og smukke Fortale til Agnete, og gaaer ind til Familien for at lade Børnene bortspøge de Griller, som Tanken om Hjemmet, og den alvorlige Natur omkring Dem har fremkaldt! – Nu er Fuglen over Alperne, midt blandt Italiens Kunstskatte, og under dens rene milde Himmel imens vi fryse i Hjemmet, o, hvo der dog kunde tilbringe blodt en eneste Dag i Rom eller Florenz ! (Jeg tror De leer ad mig?) Ja meget fik jeg vist nok ikke at see i een Dag, men dog altid noget, og jeg er fornøjet med lidt! – Det var jo deiligt at vi vare med ved Raphaels Begravelse, og siden saa vidt omkring med Dem, jeg længes efter at gjore endnu flere Smaareiser i Rom, og de Andre vist ogsaa! Carnevalstiden maa være meget morsom, men er det ikke farligt med alle disse maskerede Mennesker, der kunne jo gjerne være Banditter deriblandt – Det feiler vist ikke at De jo gjør Vandringen til Cæcilia Metellas Grav, min Tante har saa ofte flagret om dette Monument, hvis De besøger det, tænk da, medens De staar midt i Mur Cylinderen, og seer ud mod den klare Himmel paa Deres Venner i Fyen og bring mig hvis De kan, og husker det, en lille Erindring med fra dette Sted! Dog, De har maaskee alt været der! – Vi have ret havt en mørk Juel iaar, idelig Regn og Blæst, hos os havde vi glædet os saa meget til den, vi skulle Alle været samlede; men saa blev vores kjere lille Gusta syg, at Scharlagfeber, og Halsbetændelse, saa hun maatte blive hos sine Præstefolk, hvor hun jo rigtignok har det grumme godt (men det er dog ikke Hjemmet), medens vi Andre ret vare angst for hende. Feberen grasserer ogsaa stærkt her i Byen, der døe saa mange af den, og vi ere lidt bange, da ingen af os have havt den. – Det er saa koldt idag. Vinteren har dog noget meget trist ved sig, især naar Veiret forbyder en at være i Luften, og man maa nøjes med at see paa den spidse Gavl af Gjenbohuset, som saadan nogle og tyve Aar efter hinanden har været ens daglige Udsigt; men saa ere jo ogsaa Aftnerne desto hyggeligere, og vi have det ret hyggeligt hos os! Har De ikke Lyst til i Tankerne, at besøge os lidt? De kjeder Dem jo rigtignok i Odense; men blodt for et Øjeblik, her er Plads til Dem ved Bordet, Themaskinen synger paa det, og Æblerne sladdre paa Kakkelovnen. Ikke sandt De kommer? De skal i det mindste finde venlige Ansigter, og da det er min Uge lover jeg Dem (som Gjest) den første Kop Thee og det bedste Æble! Nu leer De vist igjen af mig, men De vil jo have et tæt Brev, og saa maa De ogsaa tage tiltakke med hvad jeg kan opvarte med ! – Jeg har saa mange og hjertelige Hilsener til Dem fra mine Forældre og Sødskende, de synes Alle saa godt om Deres Bog. "Hvor Livet dog er tungt, og hvor det er en svær Kunst at leve!" sagde Thea da hun havde læst den, "jeg kunne gjerne græde en heel Aften over Agnete!" Ja Gud tilføjede Caroline, hvor den er smuk; hvor den er elskelig, hvor den er heinisk! (den største Roes hos hende), men fortæl nu ogsaa Andersen, naar Du skriver hvor godt jeg synes om den!" Jeg skal ogsaa hilse Dem ret meget fra Betty Salomon, hun er rask, og kommer nok snart en Dag herud for at besøge os, og for at høre "Agnete" forelæse, som hun endnu ikke kjender. – Gud veed om dette Brev skulle naae Dem! Naar hører vi nu noget fra Dem? Nu ved jeg slet ikke mere at fortælle Dem. Bedstemoders og Tantes Breve maa jo ogsaa omtrænt indeholde det samme, og da mit som det længste formodentlig bliver sidst læst vil det kun være et da Capo af de Andres. – Lev nu vel, ret vel gode Andersen, og naar De tænker paa Danmark, da glem ikke ganske Fyen, naar De mindes Fyen, ikke Deres søsterlige Veninde

Henriette.

Mit Brev er for langt til, at jeg selv har Taalmodighed til at læse det igjennem, hvordan skal det da gaae Dem; men det er jo dog fra Hjemmet og De tænker Dem nok selv,.!? kort alle Interpunktioner deri som jeg formodentlig har glemt – Levvel! Fra Guldbergs kan jeg hilse det er ikke ret længe siden at jeg var samlet med Stinne og Petra i Bispegaarden, det lader som Familien lever op paany, de have spilt et Par Smaastykker i Julen: "Guldbryllupsfrierne", og Destilateuren i Knibe, det skal have været meget morsomt, og gaaet særdeles godt! – Schleppegrel er meget lykkelig over Deres Hilsen, og Ønsker den gjengjeldt; – At Christiane Hofmann182har havt Bryllup veed De vel?

[Langs Randen] Der maa slet intet hvidt være paa Papiret siger Bedstemoder, nu saa skal denne Magina ogsaa bruges til at fortælle en af hendes Svermerier "Det er dog forunderligt" sagde hun paa en Kjøretour i Maaneskiin; "at tænke sig at denne Maane baade skinner paa Andersen og os," var det ikke svermeriskt, hun holder rigtignok grumme meget af Dem, og De vil vist altid i hende finde et Moderhjerte, for det Himlen har berøvet Dem. –

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost