Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. januar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Rom den 1ste Januar. 1834

Min første Hilsen paa Aaret første Dag maa jeg bringe min kjære, meest moderlige Veninde, De veed vel at min gamle Moder nu har det langt bedre end før? Et Brev fra Collin mældte mig hendes Død. Det glædede mig for hende, men øieblikkelig kunde jeg dog ikke ret sætte mig ind i de Tanker at jeg nu var ganske ene, at slet ingen ved Blodets baand maatte elske mig. Hende kunde intet lykkeligere skee. Anden Juledag fik jeg Deres velsignede Brev, som jeg vist læste fire a fem Gange, for ret at presse hver Draabe af Oliebladet; man skriver mig saa sjældent til fra Hjemmet, jeg vil haabe man tænker lidt mere paa mig. - Hvormeget er der ikke jeg ønsker at besvare af Deres Brev, hvor meget har jeg ikke selv at fortælle! Min Agnete behager Dem. Ja, jeg vidste nok, De vilde bedømme den mildest, jeg havde kun hørt Eens Dom fra hjemmet og han var for stræng; kun sidste Deel indrømmedes Roes, man havde alle grædt, kun Formen, den ulykkelige Form var man bange for. Jeg begriber det ikke! Selv De slaaer paa denne Stræng; tilsidst veed jeg slet ikke hvad Form er! - Underligt er det at just Fuglenes Sang som De afskyer, finder Thorvaldsen saa nydelig, saa naiv, ligesom han ogsaa er den, der med megen Varme her roeste Formen; han havde alt hørt Digtet eengang, men bad mig læse det endnu engang for sig, han vilde da komme hjem til mig, da enkelte Danske der ikke havde hørt den kom med samme Aften (just den Dag De endte Deres Brev til mig, 6 December) man gjorte mig opmærksom paa at da Hertz og jeg omgikkes her saa venskabeligt var jeg nødt til at sige ham at jeg læste den, jeg beqvemmede mig da der til og havde ogsaa hans Vesit, men det generede mig uhyre, forstemte mig formeligt i Oplæsningen; om hvilken han aldrig har yttret noget. - Vi sees daglig, ingen skulde drømme om vort tidligere Forhold, min Ven kan han aldrig blive, dertil ere vore Characterer for forskjellige, og han har i hjemmet gjort mig latterlig, men Fjende - - Nei, det Store i Rom, lader glemme det Smaae hjemme og Ansigt mod Ansigt glemmer jeg let Fornærmelser. - De nævner mig Thorvaldsen, Raphael og Napoleon, som Exempler paa "den yndige Beskedenhed", som moralsk fuldkomne og siger at "Digterne ønsker De helst at kjende i Afstand, da deres manøevreren med Ord gjør dem fripostige at de ere hovmodige!" det er da et Spøg af Dem? Ingen kan mere beundre Napoleon end jeg, men det føler jeg meer og meer hver Dag at han var Hovmodens Genius, den knusende Forfængelighed hævede og styrtede ham,han, han maa vi som det kogende Krater see i Afstand; og nu Raphael, hvem jeg som Kunstner tilbeder i hans Værker, hvad dræbte ham fortidligt for Verden? De som kan finde mit ubetydelige Digt "Augustmaaned" malet med Ildfarver og stridende mod Deres Følelser, hvad vil De sige om Raphael hvis Liv var en brændende Augustmaaned, hvor Kjærlighedsguden viiste ham de Gestalter der nu smælter vort Hjerte og begeistrer os. Derfor har ogsaa Thorvaldsen i sit Basrelief ladet Amor række ham Valmuen medens Skaren bekrandser ham, men Kunstens Genius græder over hans korte Levealder. Og nu Thorvaldsen - - Ja, ham har De jo i Afstand, og det er det Bedste for enhver stor Genius. Jeg vil ikke tale ilde om den Levende, ikke række Dem Kikkert for at see Solpletterne. Aldrig har jeg vist skrevet sandere Ord end i Agnete: "Tro paa Ingen, ei Dig selv!" - Det er sørgeligt at der ligger et Livs Sandhed deri. - Men bort fra Skyggerne, De har faaet mig til at pege paa, her er dog mere Solskin i denne underlige Verden. De opmuntrer mig til at skrive noget: "der ret bærer Romerpræget". O, De kan tro at min Phantasie idelig er i Beskjæftigelse, men hver Dag ude, lægger en Maaned til mit Liv, hver Dag skjærpes det aandelige Øie, raphaelske Engle og forstenede Guder tale til min Skjønheds Sands og jeg seer og føler kun at jeg Intet kan gjøre. To Tragedier havde jeg begyndt paa, de døde i første Scene, Smaadigte har jeg kun skrevet eet [af], her er for meget Stof, hvor kan man male Solen naar man staaer inde i den. Gjenstandene overvælde mig. Men det kommer nok. Det er mig Alt som jeg var født her i Rom, havde levet her bestandigt, saa bekjendt synes mig nu hver Gjenstand. Selv Folkelivet; endelig har jeg bestemt mig til at gjengive dette, gjort mig selv til Romer, tænkt mig ind i deres Væsen og skriver nu en Novelle i Prosa: [titlen overstreget] som jeg begyndte paa samme Aften jeg havde modtaget Deres Brev. Bøtcher der har været 12 a 14 Aar her i Rom har hørt første Capitel og var ganske henrykt over den sydlige Luft, den romerske Natur, stor bliver den nok ikke, maaskee som Agnete, og jeg vil ende den i Neapel, thi Scenen foregaaer [overstreget] og bliver kun Ting jeg selv har oplevet, gid nu Sydboens Characteer, som den er, ikke blive Dem for meget i "August-Flammerne" [.] De kjender vist af Navn den berømte Maler Overbeck i Rom, der vist er den eneste nu levende Kunstner der kan sættes ved Siden af Thorvaldsen, skade at denne ikke er saa godt stemt for ham. Man sætter Overbeck nærmest Raphael i hvis Aand han ganske gaaer ind, det er en Lybecker, der for nogle Aar siden af fuldkommen Overbeviisning og fromt Sind gik over til den catholske Religion. Fornyelig har han fuldendt Anlæget af et nyt Arbeide, der maaskee engang vil tage aandelig Plads ved Raphaels Transfiguration; jeg var heldig nok, ved nogle Kunstnere at faae det at see, det er i Qvadrat og hver Side 5 a 6 Alen. Det er en heel Kunsthistorie, han har kaldt det den kristelige Kunst. Øverst oppe i den klare Sol sidder Madonna med Barnet, der peger paa et oprullet Pergament, hun holder en Flammepen i Haanden og paa Skyerne om hende, sees Adam og Eva, Noa med Duen, Moses, Propheter og Hellige. Midt paa Stykket er et herligt Springvand; ud af et Kors stiger den klare Straale, hvorpaa bæver en Regnbue, som Kunstnerne betragte; de mindre Begavede see paa Farvernes Reflexion i Vandspeilet under sig og glædes derover. Rundtom staae Kunstnere Konger og Prælater der have virket for Kunsten. Raphael er især fuld af Maiestæt. Næsten 50 af Figurerne ere Portrætter. I Forgrunden seer man Bygmesteren til Paulskirken i Wien, viser nogle Yngre sin Tegning, og stytter sig derved paa en ung Maurer, en billedlig Hentydning paa, hvad han har lært af dette Folks Bygningskunst. Opgravede Statuer og Capiteler ligge som Forgrund. Før om to Aar bliver Maleriet ikke færdigt og er da bestemt til at gaae til Lübeck, Malerens Fødeby. Vi kan maaskee da alle faae det at see! - For Tiden er her i Rom et mærkeligt Madonnabillede af Marmor, der gjør Mirakler. Det staaer i Kirken St Augustino, en Kirke der før ikke var synderligt besøgt, ja der brændte kun een Lampe foran denne Madonna. For nogle Aar siden knælede en lille Pige foran og nu begyndte Marmorbilledet at beklage sig over at der ingen Lys var paa dets Alter, Barnet skreeg af Skræk og nu kom Præsterne til og hørte det samme. Snart blev der da tændt Lys og Billedet gjorte flere Mirakler, flere Syge der bad til det blev helbredet, Folket strømmede til Kirken der snart blev een af de rigeste; jeg har været der nogle Gange og det er forbausende hvilken Andagt [der er]. Hele Marmor Madonnaen er overlæsset med Guldkjæder. Alle Fingrene fulde af Ringe, selv Fødderne. Hun har Juveler i Ørene og om Halsen, selv Jesubarnet og det er underligt at see det glimre ved de mange Lys der nu brænder her Nat og Dag. Over hendes Hoved staae to store Kister fyldte med Guldringe og Juveler man har givet hende; en ung Juveeler kunde sætte Boutik med dem, og hele Kirkevæggen er overhængt med Sølv-Hjerter, Sølv-Hænder og Votiv-Tavler hvorpaa den eller den Begivenhed hvorfor Madonna har frelst dem er afbildet. Her ligger en Syg i Sengen, der er løbske Heste, der Røvere &&. Alle Mennesker, de meest velklædte Herrer og Dammer kysser hendes Marmorfødder, det er formeligt Afgudsdyrkelse! - Men jeg maa fortælle Dem om Julen her i Rom! - Alt fra Decembermaaneds Begyndelse kom Hyrderne ind fra Bjergene og paa gammel Vis forkyndte Frelserens Fødsel; sædvanlig kom de to og to med deres korte brune Kapper, den lille spidse Hat med Silkebaand om, Faareskinds Buxer med Ulden ud ad og blæste da paa Sækkepibe foran hvert Huus hvorpaa der var et Madonnabillede.

"Pifferaries".

Jeg blev næsten hver Morgen vaagnet ved denne eensformige, melankolske Musik. Alle Danske, Norske og Svenske, som hjemme ere skildte ad, forener Rom til een Nation, vi vare nogle og fyrgetyve og holdt vor Juleaften sammen. En svensk, tre danske og en romersk Dame, (Thorvaldsens Datter vare med. Prindsessen vilde gjerne have været med, men som katolsk turde hun ikke deeltage i nogen Lystighed den Aften, især da det ikke var os tilladt, som Kjættere, at holde det inde i Byen, men fik et deiligt Locale tæt uden for Porten i Haven ved Villa Borghese.- Det var det deiligste Solskin, varmt og friskt Veir. Vi havde hver givet Presenter til Træet og fra Donner i Altona, der i fjor var med uden at give sin Andeel var sendt 50 Species, hvoraf det halve brugtes som Bidrag til Festen, de andre 25 til Presenter. - Grantræ kunde vi ikke faae, men da her er nok af Laurbær, blev et stort eet kappet til Juletræ og behængt med Citroner og Oranger. Spisesalen var decoreret med de tre nordiske Rigers Vaaben omvundne med Eegeløv og Laurbær. Bordet og Flaskerne omvunden med Roser og hver Gjæst havde en Vedbende Krands om Haaret, Damerne een af Roser. Jeg havde skrevet en Sang, hvori Frederik den 6tes og Karl Johans Skaal blev drukket og Hertz en rask Drikkevise. Hele Bygningen hvor Festen stod har jeg her ridset Dem af, men De veed nok jeg aldrig har lært at tegne eller har Øvelse, dog De faaer en Idee. I Stuen her stod Juletræet og paa Salen spiiste vi; udenfor var alt i det deiligste grønt; de to spidse Træer skal forestille Cypresser, de andre Pinier, de forunderlig deilige grønne Pinier der see ud som lette Skyer paa en Træstamme; Baggrunden er en Skov af eviggrønne Ege og her foran seer De lidt af Amphietheatret, der ligger ved Villaen. Tænk Dem nu den meest blaae Himmel og mellem Træerne Udsigt til sneehvide Bjerge, thi kun der ligger Sneen, saa har De et Slags Begreb om Stedet. - Da min kjære Jette Wulff, viist lader Dem see et og andet af mine Breve, saa meddeel hende lidt af dette, hun vil som De ikke see Tegningen med kritiske Øine. Af Presenterne for Donners Penge vare nogle af god Værdie, den bedste og som skulde ret erindre om denne Aften var et Sølvbæger, kjøbt i Rom og med Indskrift: "Juleaften i Rom 1833." tilfaldt ved Lykkespillet mig, saa at jeg blev den Lykkeligste den Aften. Hertz fik den næste Present, en Ring med en Antiksteen, men da han gik hjem tabte han den ved at gnide Hænderne alfor stærk imod hinanden af Glæde. - Da Thorvaldsen og de ældre tog bort fulgte jeg med, det var saa varm en Nat at Kapperne vare os for tunge og Thorvaldsen sagde: "nu har vi en dansk Sommernat!" - O Gud, jeg kan græde naar jeg tænker paa den evige Vinter hjemme! - Juledag blev Paven baaret om i Procession og viftet med Paafuglehaler. Om Natten blev Christi Vugge viist og Jesubarnet i Svøb stillet frem paa Altrene; det berømteste kjører tidt i Kareth til Sygefolk og saa presenterer Soldaterne og Folk ligger hele gaden igjennem paa Knæ, undtagen de Fremmede, vi løfte paa Hatten og mere forlange de godmodige Romere ikke. Men nu Nytaarsfesten? Ja medens de Andre spiiste Aftenen bort sad jeg hjemme i mine Drømme, Erindringen om hvad jeg i det gamle Aar havde tabt og vundet fyldte mig med Veemod, jeg blev tilsidst ganske forstemt, Natten gik bort i halv Feber og den brændende, trykkende Siroko der har blæst i Dag har næsten holdt mig hele Tiden inde; nu mod Aften jeg ender disse Linier, blæser det fra Bjergene og jeg er igjen ganske vel og Humeuret lettere. Jeg har i Dag kun været i Peterskirken og det sextinske Kapel, hvor Paven var, men jeg maatte hjem til Sengen for den tunge Siroco, gid at De hjemme havde lidet af denne afrikanske Varme, som jeg ikke engang taaler paa den første Januar. Men nu lev vel[!] om nogle Dage, før ender jeg ei Brevet. Glædeligt Nytaar!

Rom den 7 Januar 1834.

I Dag vil jeg afsende mit Brev for at det kan indtræffe betimeligt! Hvorlænge mit Ophold her i Udlandet bliver er endnu uvist. Det var mit Ønske, at jeg først kom hjem i Mai 1835, men dette kan ikke skee uden jeg faaer et Aars Tillæg i Stipendium, modsat maa jeg alt hjem tidlig paa Efteraaret dette Aar. Alle mine Penge holde op nu ved Mai’s Slutning og med Indtægten for Agnete og 100 Species jeg haaber at faae til Laans kan jeg trække det ud til i September; det koster meget herude og man giver mig intet Haab om Tillæg, det viser hvorlidet man venter sig af mig, ja, uden mine Digter-Atester var jeg jo ei engang sluppet ud. Men jeg bør ei være utaknemlig, kun gyser jeg for den Tid jeg skal tilbage til Kulden og til de gamle Forhold, jeg har nu varmere Blod og har seet ind i Paradiset. Italien er Phantasiens og Skjønhedens Land! Vinteren er som Vaar hos os! Igaar hang der Iistappe om den store Steentriton, der kaster den høie Vandstraale op i Luften paa Barbarinipladsen, Bønderne ansee det for et Tegn paa et frugtbart Aar og saa dandsede de rundt om Tritonen; De skulde have seet dem med Blomster i Hatten og Lammeskinds Klæder, med Ulden ud ad, det var et hedensk Bal, det var Vinterglæde, de saae ei engang til de deilige Oranger, der hang ud over Havemurene. Om Morgenen fryser det, om Middagen er det Sommer. O gid jeg ved et Trylleslag en Søndag kunde flytte Deres lille Stue her til, med alle Beboerne. - Thorald vilde da faae en Luft at aande, som vi paa vore skjønneste Tider, kun see Vrangen af. Aftenhimlen er et Ildhav, hvor lysegrønne Skyer svømme, som var det Pinietræets Dryader der fløi bort. - Frederik vilde more sig over de pavelige Soldater, der have en stor Ildgryde ved Skilderhuset for at varme sig, naar jeg er sommerklædt. Ludvig kunde studere Pyramiderne fra Sesostristid og grave i Keiserborgens Ruiner. - Christian kunde som vordende Geistlig aflægge St Peder en Vesit der sover paa samme Sted hvor Romulus fik Ro og Hvile. Viggo førte jeg til Piazza Navone for at see det lystige Folkeliv, Munkene paa Æsler og Frugtpigerne skjult bag Bjerge af Apelsiner og saa et lille Slagsmaal mellem Bønderne, hvor Kniven blinker og Fruentimmerne mægle Fred.

Piazza Navona.

Dine kunde faae Comedie hele Dagen i Byens 300 og jeg veed ikke hvor mange og 60 Kirker, her er. Deilig Musik, brillante Dragter og store Situationer. De, kjære Frue Lessøe, De skulde see Gallerierne, Himlen, Pinierne og Marmorguderne. O gid De var her blot 12 timer. Alt er malerisk, ja hvor jeg seer, selv min Gjenboe, Spechøkerens Boutik; jeg vil ridse den af! det er Ballier med Citroner og Apelsiner De seer udenfor Døren, en Gryde med kogende Kastanier, men Boutikken selv er decoreret med Pølser omvunden med Laurbærblade, Oste lavede i Blærer, saa de ligne Strudsæg, Skinker, alt i Laurbærguirlander og saae er Lofte og Væg derinde ligesaa rigt og ligesaa grønt. Store Metallamper brænde og Madonnabilledet hænger mellem Pølser og Roser. Det skal være en Capuciner som daglig tigger Pølse her, jeg har sat i Døren, paa denne er klistret en Madona, Kjødmad hænger ved Siden. - Men Papiret slipper. Thorvaldsens Datter har Nytaarsdag faaet en Søn: Frederik, Albert, Thorvald. - Her bliver nok intet Carneval, Paven frygter uden Grund, Uroeligheder; jeg reiser om en Maaned til Neapel og de græske Ruiner i Pestum, glæd mig i Neapel: postrestante med et Brev der er der før den 1ste April. Lev vel! Gud velsigne Dem for Deres Godhed mod mig, altid bliver jeg Deres sønlige

Andersen.

[Tilføjelse i margenen s.1:] Her i Brevet følger Viol, til Dem, de voxe alt i Mængde foran Raphaels Villa, nær Villa Borghese. -

[Udskrift:]

a Madame Madame Læssøe Østerbroe No 108 a Copenhagueen Dannemark par Hambourg. franco frontieres

[Tilføjelse på en løs seddel:] Efterskrift.

skrevet nogle Timer efter et modtaget Brev fra [overstreget] Digteren siger Dem Lev vel! Han drages med Døden! Mennesket Andersen har De kun tilbage og han vil ikke være Dem saa barnlig eller rettere barnagtig som før. Jeg veed Critikken i Maanedsskriftet over mig! Jeg veed Agnetes Fordømmelse: "et under Alt maadeligt Arbeide, det er til Fortvivlelse vanskabt." Alt veed jeg! Man har bragt mig Giftskaalen, Venner, trofaste Venner har sagt mig en Sandhed jeg ikke har Mod at nedskrive. Det er meer end et Menneske kan udholde, hvad man har mældt mig! Nu i Guds Navn, den smukke Drøm er ude, - nu bliver jeg et fornuftigt Menneske, maaskee faaer jeg en Slags Leve vei! Til Efteraaret er jeg i Danmark; Digteren bliver i Italien! styrk min syge Sjæl med en Moders Trøst, i en anden Verden kommer Glæden eller Søvnen den evige Søvn. Lev vel! -

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (108)