Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. januar 1834
Fra: Otto Frederik Müller   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 20.-21. Januar 1834.

Naa endelig engang! hører jeg Dig udraabe ved dette Brevs Modtagelse, og maaskee adskillige bittre Tanker ledsage dit Udraab. Hvilken din Mening har været om min Forsømmelighed i at skrive Dig til, er ei vanskeligt at giætte og bestyrkes desuden ved adskillige Yttringer i dine andre til Hiemmet skrevne Breve, som: "den ikke brevskrivende Ludvig", "Ludvig tier endnu bestandig", (i et Brev til Collin:) "see om Ludvig faaer Brev fra mig", og desl. Du tænkte vel omtrent som saa: "Dengang jeg var i Kjøbenhavn, bevirkede mine Venskabsyttringer imod ham, at han ogsaa viste sig venskabeligt sindet imod mig; han syntes vel, at han ei kunde være bekiendt andet, da jeg, en Digter, saa yndet af Alle og bekiendt uopfordret creerede ham til min Ven og gav ham tilligemed Edvard den første Plads; men nu jeg er borte, træder hans sande Sind frem; han har aldrig giort noget af mig, da han under hele min Reise kun har skrevet mig eengang til, uagtet han dog maatte vide, hvor megen Priis jeg sætter paa Breve fra Hiemmet." Ja, jeg ser tydeligt dit Ansigt forlænget og et spodsk Smiil paa Læben (som Du undertiden pleiede at opvarte med), vel endog lidt Kast med Nakken, og hører Dig sige: "jeg giver ham en god Dag". Og Du har beviist det i Gierningen ved i lang Tid hverken at skrive mig til eller sende mig nogen Hilsen; maaskee Du endog har revet mit Portrait ud af din Stambog og offret det til Vulcano. - Min kiære Andersen! Jeg tilstaaer, at Du har maattet synes underligt om min Adfærd, og at jeg har forskyldt allehaande af Dig. Begyndelsen af mit Brev skal være bestemt til en Apologi, til hvilken maa tiene en Beskrivelse af mit Liv i sidste Halvdeel af forrige Aar. Du veed, kiære Ven, at jeg havde givet mig i Kast med en Priis-Afhandling, hvis vidtløftige Omfang jeg alt fra Begyndelsen af gruede for; Fader overtalte mig til at tage fat paa den, og, enfin, jeg fandt det selv ret hensigtsmæssigt. Jeg begyndte uden Betænkeligheder paa den og studerede mig ufortrødent ind i de Materier; men først i Løbet af Sommeren kom jeg saavidt, at jeg tilfulde indsaae, hvad det var for et Arbeide jeg havde paataget mig, og hvormeget der hørte til fyldestgiørende at besvare Quæstionen. Et saadant Priisspørgsmaal burde have været udsat af Videnskabernes Selskab med en Frist af 2 à 3 Aar og kun være taget fat paa af en Orientalist, som ex professo havde studert det hebraiske Sprog og kiendte det Gamle Testamente nøie. Jeg derimod havde aldrig in specie lagt mig efter hebraisk, kunde vel lidt af nogle orientalske Sprog, men ei nok; jeg havde kun 9 Maaneder til det hele (thi jeg begyndte først i Marts). Jeg indsaae da, at hvad der manglede mig i Forkundskaber til dette Spørgsmaals Besvarelse, maatte jeg indhente ved anstrængt Flid, ved en solid og smagfuld Bogsamling. Dette mit første Skridt paa den vidskabl. Bane indsaa jeg, at jeg maatte komme ærefuldt fra, naar jeg nogenlunde skulde komme frem paa den, i Hohlenberg og Jokumsen saa jeg tydeligt 2 skarpe critiske Censorer. Jeg troer virkeligt at de fleste Andre, naar de vare komne saavidt ind deri, at de saae tilstrækkeligt Sprogomraadets store Omfang, vilde ladet det falde, jeg var ogsaa engang i Sommer tæt derved, men betænkte endog at allerede adskillige vidste det, hvormegen Gavn jeg kundehave af det, og fremfor alt satte jeg en Ære i for mig selv at beseire alle Hindringer og med Gevalt tvinge igiennem. Desværre havde jeg ogsaa spildt endeel Tid paa noget, som jeg siden indssaae ei kom Spørgsmaalet saameget ved. Hertil kom, at min Manuduction tillige maatte passes, ei blot for at have Penge (dem havde maaskee Faster nok forstrakt mig med), men fordi jeg ved at opsige mine Manuducerede vanskeligt vilde kunne faae nogen igien og aabenbart handle uret imdo dem; undlertiden maatte jeg med dem tage fat paa noget nyt, som det kostede mig Tid at sætte mig ind i. Men da ser du selv, kiære Ven, at vilde jeg bringe mit Arbeide til Ende, maatte jeg bruge al den Tid jeg mueligt havde. Jeg har aldrig endnu været saa udholdende i [Flid rettet til:] mit Arbeide som sidste Halvdeel af forrige Aar; jeg besøgte ingen Mennesker, tog aldrig ud om Aftenen, søgte kun ved Spadseren og Ridning at holde min Helbred vedlige og du stod mig gudskelov fortræffeligt bi. Folk undrede sig over hvad der gik af mig, da jeg havde Examen, kunde de ei begribe, at jeg vilde være saa flittig, de kaldte mig en Bogorm, Læsehest og gud veed hvad. Jeg lod dem snakke og arbeidede ufortrøden fort; det var rigtignok slemt at jeg ei turde sige nogen hvad jeg havde for. Imidlertid maa jeg tilstaa at Arbeidet i det hele interessereede mig, da jeg saae, at der kom noget ud deraf. Skøndt Hastværket ærgrede mig, og at jeg maatte frasige mig alle Adspredelser. En stor Deel af Afhandlingen nødedes jeg for Tidens Skyld uden ordentlig Bearbeidelse strax at skrive reent ned paa Latin, som iøvrigt den Omstændighed, at den skulde være paa Latin, tog meget Tid og, da jeg vilde have nogenlunde godt Latin. Jeg fik en 14 Dages Tillæg, og uagtet jeg afkastede saameget mueligt, blev det dog en 55 Ark (og du veed at jeg skriver tæt), en for slig en Afhandling usædvanlig Størrelse, troer jeg; men skulde den due noget og være fuldstændig kunde den ei giøres mindre. Jeg indsendte da stykkeviis i 4 Hæfter. - Du seer da selv, kiære Ven, at jeg i min Travlhed havde en antagelig Grund til ei at skrive Dig til; hverken Lunding, eller mine norske Correspondenter, eller andre fik i al den Tid noget Brev fra mig. - Nu kunde Du vel indvende mig til alt dette, at havde mit Venskab for Dig været ret stærkt, havde jeg dog nok hist og her kunnet knibe en Times Tid til at skrive nogle Linier. Dertil maa jeg for det første bemærke, at jeg virkelig havde begyndt paa et Brev til Dig til Paris, men da var Du allerede taget derfra, fik jeg at vide; og sidenefter vilde Breve blive saa dyre, at jeg ei burde skrive Dig nogle Linier til, men et ordentligt langt Brev, og dertil udfordredes et Par Timers Tid. Dernæst: Du kiender mig jo noksom, da vi have omgaaedes saameget med hinanden og jeg stedse har viist mig oprigtig og aaben mod Dig, som mod Folk i Almindelighed; Du maa altsaa vide, at jeg baade tilfulde erkiender og glæder mig over dit Genie, dit Hiertes Elskværdighed, din lette behagelige Omgang, saa at Du, naar dertil lægges det Venskab Du stedse har baaret for mig, i Sandhed staaer meget høit hos mig, men tillige, at Du ved din, jeg kunde næsten sige unaturlige: som kun findes hos faa Naturer) Følsomhed og Barnlighed er meget forskjellig fra mig, og at jeg ogsaa har andre Venner foruden Dig. Du seer, kiære Ven, at jeg er i Skrift, som i Tale, meget ligefrem; men jeg frygter ikke for at misforstaaes af Dig, da jeg stoler paa, at Du kiender mig. Resultatet af disse Linier er altsaa, at jeg indtil Datum, uagtet min Sparsomhed hidtil i at skrive, er accurat sindet mod Dig, som da Du reiste, og at det skulde giøre mig ondt, om jeg formedelst meerbemeldte Skrive-Uefterrettelighed skulde have mistet noget af dit Venskab, som jeg stedse har sat megen Priis paa. Det har været saa stærkt, at jeg ei skulde undre mig over, om det paa din Udenlandsreise var blevet noget kiølnet og havde reduceret sig til en saadan Tilbøielighed, som unge Mennesker, der ere Venner, almindeligviis pleie at nære for hinanden; hermed vilde jeg være tilfreds; men hele dit Venskab vilde jeg meget, meget nødigt miste. See, det var en lang Snak om mig selv og vort Forhold til hinanden; jeg maatte først være paa det rene hermed, inden jeg gik videre. Jeg vil nu gaae over til en Materie, der har Interesse for Dig, din Agnete. Jeg for min Deel synes i det Hele godt om den, ja om mange enkelte Steder overordentlig godt. Agnete synes mig fortryllende, elskværdig, rørende, overalt hvor hun indføres; Havmandens Møde med hende lider jeg godt, og overhovedet alle Havmandens Repliquer; Agnetes Fødsel i Begyndelsen ei at forglemme. Overhovedet, hvor Bølgerne, Fuglene, Blomsterne, og øvrige Naturgjenstande udtale sig, finder jeg meget skiønt, poetiskt, høit. Slutningen, hvor Agnete skal op igien til Jorden, hendes Møde med Hemming og Endeligt, ere aldeles efter min Smag; der er meget hiertegribende deri. Den Flok Svaner, Du lader flyve forbi og synge om et skiønnere fiernere Land, gjør ypperlig Virkning. Skulde jeg udpege alle de enkelte Steder, jeg synes godt om i den, vilde det blive et vidtløftigt Arbeide. At nævne hvad der synes mig mindre heldigt, er lettere giort; hvis Du gider høre mig, min kiære Andersen, vil jeg nu ogsaa tale om Skyggesiden. (Lad mig forinden minde Dig om, at jeg er ingen æsthetisk Kunstdommer, og sige Dig, at Bemærkningerne ere mine egne individuelle, ei modtagne af andre, saa at Du ei behøver at bryde Dig det mindste om dem.) For det første er Hemming mig meget imod: en saadan umandig, flæbevorn, jammerlig Elsker kan jeg ei engang have Medlidenhed med; ogsaa kiender jeg i hans Taler hist og her Phraser, Du tidt selv i gamle Dage opvartede med, naar Du klagede over Verden, men som stedse mishagede mig. Hvorfor skal Gerdrud (skal formodentlig være Gertrud, thi det andet Navn kiender jeg ei, ja kan mit Organ ei engang udtale) giøres til Nar ved den gamle Theaterscene: at tage Feil af Personen, hvem Frieriet giælder; det er det eneste comiske i hele Bogen og synes mig derfor ei ret at passe til den øvrige Tone. Iblandt det, som de forskiellige Natur-Væsner og -Ting sige, hvori jeg ellers finder saameget smukt, har jeg af og til truffet noget, som jeg vilde kalde Fyldekalk, Ord med smuk Klingklang, men betydningsløse, og som gierne kunde været borte. Slutningen af Efterspillet til 1ste Deel, om Svanen med den blodige Piil under Vingen, kan man kun med Møie giætte sig til Meningen af; den gienkalder mig tydeligt Slutningen af een af dine Maaneder: "Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale", ligeledes "Hiertets blodige Straale" og deslige, som stedse i dine Digte have været mig imod. Hemmings Død finder jeg ækel og revolterende, ei rørende; hvortil en saa slet motiveret, urimelig Grusomhed? Jeg tænkte nok, at Du ei kunde bare Dig for, mod Slutningen, at tage Digteren med; " - ingen Skiald vil synge saa dybt Agnetes Navn, som den, hvis Hierte bløder af lige Sorg og Savn", passer meget slet ind i Havmandens ellers saa særdeles smukke og rørende Afskedssang. Endelig, hvor er Du kommen paa den uheldige Idee, at forlægge Scenen til Aar 1106? Tænk paa, hvad Danmark var under Svend Estridsens Sønner? Hele Skildringen af Ridderborgen og Personerne der passe snarere paa det 14de eller 15de Aarhundrede. Der bruges Skydegevær!! Om den forstenede Havmand siges, at for Secler siden en christen Konge forvandlede den til Steen; betænk, naar Christendommen indførtes i Norden, og desl. Hvad Hemming siger: "Hiertets Du faaer Læbens De", synes mig kun at kunne lægges en Person fra dette eller det forrige Aarhundrede i Munden. Meget af dette paaankede er, som Du selv seer, kun Smaating, og Bogens egentlige Værd uvedkommende; jeg har ellers i det hele læst den med Glæde og paaskiønner alt det smukke i den. Jeg har læst den høit herhiemme, og Fader saavelsom de andre syntes godt om den. Jeg maa dog til Slutningen endnu sige Dig, at jeg havde ventet noget andet i den (noget, som jeg imidlertid ei anseer for en Anke mod Bogens Fortrinlighed), en anden Aand, andre Ideer og Billeder, allermindst en Charakteer som Hemming; kort sagt, Agnete synes mig aldeles lig dine Digte (NB. de bedste af dine Digte), skiøndt jeg havde haabet i et og andet at see Spor af en aandelig Forandring hos Dig som en Virkning af Reisen. Herom har jeg talt med Collin, og han er enig med mig; og da han, som baade er din Ven og paa en Maade Mentor, har skrevet Dig endeel til desangaaende, skal Du blive fri for Raad og Paamindelser fra min Side, skiøndt, det veed Gud, alt hvadsomhelst der fra mig har kunnet være Dig mindre behageligt at høre eller læse, stedse har været velmeent og i bedste Hensigt. Kiære Ven, jag de Pengebekymringer og hiemlige Tanker paa Døren, og drag den fulde Nytte af din Reise! Lidt mere Mandighed og Kraft, lidt mindre Barnlighed, Overspændthed og Sentimentalitet, lidt mere Studeren og Trængen tilbunds, og jeg skal gratulere Andersens Venner til hans Hiemkomst og Danmark til sin Digter.

Du ønsker meget det lassenske Legat, og du kan vel begribe at hvad jeg kan giøre for dig skal skee,men jeg troer sandt at sige at der ei er meget Haab om det. 1) Strider det egentligt mod Fundatsen, hvor det udtrykkeligt siges, at det skal være een af de 4 Faculteter de reiser for at studere ved et Universitet; naar der altsaa fra andre Candidater, der søge om det, hvilke vist ei ville udeblive, vil Fader neppe kunne foretrække dig. 2) Havde Familien endog længstude stedse Fortrinret 3) er det Justitsraad Hamleff i Slesvig der giver det bort; Fader anbefaler kun til ham. Du har oftere skrevet til Collin at du skal og maa være 2 Aar borte; men det indseer jeg nu aldeles ingen Grund til; 1½ Aar er en god Tid, med hvilken Mange lader sig nøie, naar Moneterne ei strække længere. Grov du sagde. 1½ Aar ingen væsentlig Forandring for dig, kan jeg forsikkre dig om at det sidste halve hverken giør fra eller til. Dog vær forvisset om at jeg skal giøre hvad jeg kan, men regn for alting ei paa at du faaer Legatet. - Edvard C bad mig sige dig, at Afsætningen af din Agnete gik bestandigt fremad, om ei rivende. Edvard har været saa god at laane mig alle dine Breve siden du forlod Paris og det har glædet mig meget at forfølge din Reise ligetil Rom; i den By! gud gav jeg var der! - Otto vil selv skrive dig et Par Ord heri Brevet om Slutningen af sin Reise. - Fader har desværre i et Par Maaneder skrantet: Nervesvaghed, Hoste, Maadelig Søvn og desl, alt dette er for hans Alder slemt at undergaa, han er kun endnu lidt bedre; forresten staaer alt sig vel til og jeg skal hile ret meget fra dem alle; Gusta inclusive og Maria Sohn, som er er her i Vinter ("skiøndt du ei kan elske hende"). - En passant: jeg fandt det underligt at du i et Brev til Collin fra Paris, for selv at søge at faa Tillæg i dit Reisestip[endi]um, anførte hvormeget mere blandt Andre Otto forbrugte og anførte det aldeles galt saa at du sagde at han indtil dato havde brugt hvad han havde til hele Reisen; indseer du nu at du derved kunde støde Otto meget, naar Edvard fortalte det til Andre; man vilde ansee ham for En, der for at ødsle med et paa Reisen af det offentlige ansøgte om Penge hvortil han ei trængte; jeg skyndte mig at lade Edvard vide, at det var Løgn, du havde skrevet, til Otto vil jeg ei engang sige det, da han vilde blive gal derovre. - Fra Andreas Faye i Norge, din gamle Classecompagnon, som du maskee har hørt er blevet Præst ved Næs Jernværk hos Aals, en særdeles behaglig Post for ham), har jeg modtaget til dig et Exemplar af en Bog han nyligt har udgivet: "Samling af norske Folkesagn", hvilken jeg skal bevare til din Hiemkomst, det er en velskrevet og fortienstfuld Bog. - Nogle Nyheder fra Staden skulde Du dog egentligt ogsaa have fra mig; men jeg er i Forlegenhed hermed, baade fordi Pladsen er snart ude og jeg ei ved hvad Andre skrive dig til, eller om du læser danske Blade nu og da. Her er meget Vrøvl om Dueller i denne Tid, det Halve er Løgn og adskillige ere bilagte; af de virkelige ere: Fiklnborg mod de Place, de fik adskill. Hug i Armen og over Brystet, dog ei af Betydenhed (opkommet af at vedk. nægtede den Anden en Aften at køre hiem med sig fra et Selskab, skiøndt de ellers stedse pleiede at tage Vogn sammen), Lieut. Steenback, Söet. mid en Fanier; da begge skiøde feil, lagde Second. sig der imellem og der kom ei Blod (opkommet af at St. havde sagt om den anden, at han var kommet uanstændigt klædt i graae Buxer i Vinskabl. Selskab og derfor ei burde optages.) – Af Forlovelser ere der vel adskillige nye, men jeg tvivler paa at du kiende nogen af dem. – Det er magert paa nye Stykker i Komedien, skriv nu noget godt naar du kommer hiem; Juliane Heger skal debutere i aften i "Udstyret". – At Kierulf er blevet Overpræsident i Moltkes Sted, at der er skeet Avancement i Postdirec- tionen; Commandanten Grüner død, Prinds Vilhelm blevet Gouvernør, og Oberst Dornier Komm., og andre desl. Forfremmelser bryder du dig nok ei meget om at vide. – Kiære Ven! tag nu til takke med dette Brevs Indhold; Med dets Længde haaber jeg at du er tilfreds, da jeg baade har skrevet saa samat jeg kunde og udsøgt det største Papier muligt; jeg vil derfor bede dig betragte det som 2 à 3 Breve af almindl. Længde; thi da de Andre sige at man ei kan franquere ret langt, skriver jeg dig siældnere til; for at spare paa din Pung, men vil hver gang give dig saameget muligt. Jeg skal naturligviis sige paa Posthuset, at jeg vilde have det franquert saa langt muligt. Bare dette Brev ei forfeiler dig.

Og nu farvel, min kiære Andersen! De bedste Ønsker for en fortsat heldig Reise!

Din hengivne Ven Ludvig Müller.

[Fra Otto Müller:]

Kjøbenhavn, den 19 januar 1834 Kjære fortræffelige Ven! - Uagtet vi selv Intet have hørt fra Dig, og af Andre kun erfaret Lidet om Dig, have vi ): Ludvig og jeg dog sammenlavet dette lange Epistel til vor reisende Ven og vi bede ham ret meget at tage til Takke med den simple Kost. At Ludvig har faaet Broderparten af Brevet er jo saare naturligt, han har jo og Størstedelen af Dit Venskab, og det hver af os tildeelte Rum i Brevet svarer vel og omtrent til det Rum, hver af os indtager i Dit Hjerte. Ludvig har formodentlig allerede undskyldt sig i ovenstaaende tætskrevne Epistel, men hvis ei ved samme skulde staae tilstrækkeligen reen og renset for Dine Øine, da lad mig tilføie, at han har arbeidet paa sin Afhandling som et Bæst, siddet oppe hver Nat og forsaget sig alle Adspredelser med Undtagelse af den for hans Sundhed nødvendige Dans. Det gode Menneske har ellers (som den øvrige Familie og alle andre Mskr) saa ofte talt om Dig - jo Du er rigtignok vel anskreven herhjemme! - Men nu lidt Reisebeskrivelse. Paris forlod jeg i Slutningen af Octbr, og gik derfra til London, hvor jeg tilbragte 12 Dage. Byen behagede mig slet ikke, evig Taage og Kuldamp, Kjedsommelighed og Smagløshed - og saa Byens uforskammede Størrelse - see dette fandt jeg Londons største Mærkeligheder, thi alt det Øvrige, dens Paladser og Kunstskatte o.s.v. fandt jeg langt under Forventning. Fra England gik jeg gjennem Belgien til Brüssel, hvor jeg tilbragte to Dage, og derfra over Aachen og Kölln til Bonn, hvor jeg besøgte en god Ven, Jul.Friedlaender, fra Berlin. Veiret havde hidentil begunstiget min Reise saa at jeg uagtet den sildige Aarstid besluttede at gjøre Rhintouren. Uagtet det ei var Sommer fandt jeg dog denne Tour ret lønnende og det forekom mig især, som om Naturens Efteraarsdragt harmonerede ret skjønt med de mange Borgruiner, der jo og ere tydelige Minder om en svunden Blomstertid. Over Frankfurt, Kassel, Hannover kom jeg til Hamborg; paa Hjemreisen gjennem de danske Provindser besøgte jeg Lunding, traf ham rask og munter og tilfreds - ja saa mild og lykkelig; det er jo sjældent at man kan være saa tilfreds og endnu sjældnere at man erkjender sin Lykke. Han bad Dig meget at hilse. I Kbhn, hvor jeg indtraf d.2 Dcb, traf jeg min hele Familie frisk og vel; kun vor gode Fader lider under en langvarig Upasselighed, men som dog ei hindrer ham fra at gaae ud. De fleste gode Venner leve med det Gamle; kun i min Onkels Huus er efter hans Død indtruffen en stor Forandring. - Din Agnete have vi alle læst med megen Fornøielse; men da Ludvig formodentlig allerede [har] udbredt sig over denne (af Dig virkeligen meget yndede) Materie, tier jeg her ikke. Som i Dine fleste Arbeider er der og i Agnete meget, som særdeles tiltaler mig; saa at jeg paa Grund af min Individualitet tillægger den et Værd, som jeg fra et universelt Standpunct maaskee ei ville tillægge den. Men nok herom - Du er jo min og min Families Ven - Du holder jo dog en Klat af os allesammen og Du veed jo og, hvor meget vi alle holde af Dig trods al Din... og Din... o.s.v. jeg haaber Ludvig har hovmestereret lidt for Dig, thi det er just det sande Venskab og til venskabelige monita trænge vi alle. Uagtet jeg ikke har læst hvad han har skrevet tør jeg dog næsten sige at jeg er af samme Mening som ham; thi vi stemme ganske overeens i vore Tanker om A: baade som Mske og Digter. Levvel, Levvel, kjære gode Andersen, naar Du lader Tanken flyve her til Norden da glem ei Din af Hjertet hengivne

Otto Müller

Tekst fra: Solveig Brunholm