Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. januar 1834
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

77. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d. 29de Januar 1834.

Fader kaldte mig ned fra Bogkammeret i dette Øieblik og fortalte mig, at han havde faaet et Brev fra Dem, der røbede en høist mismodig, ja næ­sten fortvivlet Stemning, og at denne især var foranlediget af mit sidste Brev til Dem. Kjære Andersen, er Deres Characteer endnu saa blød? jeg havde dog troet den noget mere hærdet ved de mange Anfald paa Deres Godmodighed, som De fra saa mange Sider har maattet taale. Jeg erin­drer nu ikke meer, hvad jeg skrev i hiint Brev, som var saa forskrækkeligt; men jeg veed, at jeg var ærgerlig; hvorvidt jeg havde Grund til det, maa De nu selv bedømme. I samme Øieblik, jeg fra næsten alle de Venner, som have læst Agnete, hører Klage og Bedrøvelse over, at den er akkurat, som det Andet, De har skrevet, intet Nyt o.s.v. og idet jeg imøde seer en nedrivende Kritik over det, faaer jeg et Brev fra Dem, hvori De er saa yderlig tilfreds med det selv, hvori De anseer det som et Mesterstykke, der efter guddommelige og borgerlige Love maa give Dem Stemme og Sæde i Digter-Lauget. Fremdeles: i samme Øieblik, da jeg er bleven brouilleret med Reitzel, fordi jeg ei vil lade mig skambyde af ham, i samme Øieblik, da jeg fra de fleste Steder faaer Subscriptionsplaner tilbage med Besked, at Ingen har villet tegne sig, i samme Øieblik, da jeg selv har den Ube­hagelighed at faae Afslag med det Tillæg: nei, jeg er rigtig ingen Ynder af Andersens Muse, eller endog ligefrem: »jeg har mine Penge for kjære til at kaste dem saaledes bort«, og jeg da foruden den Ubehagelighed at faae Afslag, endvidere har den at skjændes med Folk om Dem – thi det maa jeg – i samme Øieblik siger jeg skriver De mig til, hvorledes De vil ekspedere over de i det Mindste 100 Rbd., som De faaer for Agnete;! Kan De ikke tænke Dem, at det – naar jeg sidder og beregner, hvorledes jeg kan dække Udgivterne med Trykning, Papiir o.s.v. tilsammen over 100 Rbd., og idetsamme faaer en Beregning fra Dem paa et Overskud af 100 Rbd. – er, ligesom jeg fik et Slag paa Snuden; og kan De ikke tænke Dem, at man bliver ærgerlig, naar man faaer et Slag paa Snuden, naar man faaer det af Vennehaand; er det af Fjendehaand, da slaaer man igjen.

Men jeg troer, Gud forlade mig, at jeg igjen bliver ærgerlig. Det var ikke min Mening; jeg er forresten i meget godt Humeur og temmelig rask. Jeg kan sige Dem, at jeg aldrig før har holdt meer af Dem, end jeg nu gjør. Jeg kan ydermere sige Dem, at jeg endnu har Haab om, at De ikke skal fortryde, at Agnete er gaaet ud paa Deres Forlag; Jeg kan endydermere sige Dem, at jeg dog har truffet Flere, som synes godt om Agnete. Ge­heimeraad Møsting takker Dem for Dedicationen og beder mig hilse Dem ret meget. Nu vil jeg holde op, for om lidt skal jeg hen og see Guerilla­banden af Overskou og Bredahl.

d. 30te Januar. Jeg har nu seet Guerillabanden; den gjorde Lykke; jeg tør endnu ei tillade mig nogen Dom om Musikken. Saasnart De har faaet dette Brev, maa De lade mig høre fra Dem; jeg længes meget derefter, jeg har ikke længe hørt fra Dem, i Brevet til Lovise var der en Hilsen til Alle, i undtagen til mig; det er en Ting, jeg ellers ei lægger Mærke til, men der frapperede det mig. Skriv mig nu til, at De er i godt Humeur igjen, De kjender mig jo og veed, hvormeget jeg holder af Dem. Lad mig saa nøi­agtig faae at vide Deres Opholdssted; jeg skal da atter skrive Dem til, og kan da vel blandt Andet fortælle Dem om, hvem der i Aar faaer Stipendier af Fonden.

Lev vel, kjære Ven, og tag ikke Feil af mig fordi jeg for har været Deres

ærgerlige, nu er jeg Deres ærlige Ven

E. Collin.

Hermed havde jeg besluttet at ende Brevet; men da der er meer end nok Papiir endnu, vil jeg dog for Løier meddele Dem en Sang, som jeg skrev til Faders Geburtsdag sidst; vi sad hjemme i den gule Stue og sang den i en ganske lille huuslig Familie Kreds.

Mel. Komm lieber Mai und mache.

1.

O kom dog snart tilbage

Du Aarstid blid og skjøn,

Da Jæg'ren gaaer at jage

Alt udi Skoven grøn.

Da Skovens Vinterfrakke

Forsvinder for vort Syn:

Komm lieber Mai und mache

Die Bäume wieder grün.


2.

Hver Tid har sine Glæder,

Hver Tid har noget Skjønt,

See Vaar og Sommer klæder

Den nøgne Jord i Grønt.

I Hjemmets lune Bolig

Jeg elsker Vintren meer

Den har en vis fortrolig

Og huuslig Characteer.


3.

Som Fuglens Sang fra Hækken

Her Glæden ofte lød:

Vor Glæde var som Bækken,

Den Bæk, som sagte flød.

Hver af os var en Kilde

Til Lunets muntre Elv,

Naar ingen Anden vilde,

Saa skrev' vi Viser selv.


4.

Hvis I lidt Tid vil give,

- Det holder sagtens stivt –

Saa skal I faae at vide,

Hvorledes Fa'er blev givt.

Det skal jeg Eder sige:

Han gik i Skoven grøn,

Saa mødte han en Pige,

Den Pige hun var skjøn.


5.

Hvert Aar paa denne Aften

Bli'er Fa'er født om igjen,

Vi ta'e ved Druesaften

Heraf Anledningen,

At klinke dygtigt sammen,

Som før paa dette Sted,

Vi sige Alle: Amen,

Og gamle Bjuti med.


6.

Saa reis Jer fra Jert Sæde

Og skjænker bredfuldt Maal,

Enhver, som er tilstede,

Skal drikke Faders Skaal.

See kun, hvor tørt han sidder

Og nyder sin Honneur;

I Byen er han kun Ridder,

Her er han Commandeur.

Glem ikke, Andersen, hvad jeg har bedt Dem ofte om, at notere, naar der falder Dem noget mindeværdigt ind fra Deres Ungdomsliv. Deres »Erindringer« bevarer jeg trolig, intet Menneske har faaet dem at see. Det Brudstykke jeg har, ender med den Afskedsbillet De fik fra R. V. – og derpaa en – endnu ufuldendt – Afskrivt af Ingemanns Brev angaaende Deres Phantasier og Skizzer, hvilket Brev De siger at ville meddele, forinden De »gaaer til den smertelige Opløsning af« Deres »Hjertes første Kjærlighed«. – De tjener mig, De tjener Dem selv og Deres Minde, ved at fortsætte disse Erindringer.

D. 1ste Februar. Emil Hornemann, som i forrige Sommer var i Neapel, beder Dem hilse Etatsraad Vogt, Ambrosio, Brochenhuus og Prindsesse Pignatelli; skulde De træffe Sangerinden, Demoiss: Toldi, da kan De sige hende, at hun har gjort Indtryk paa hans Hjerte. –

Alting er forresten her ved det Gamle; den eneste vigtige Forandring i vores Familie siden Deres Afreise er Gottliebs Givtermaal; jeg er endnu den samme Forlovede, og vedbliver vel endnu i flere Aar at være det; jeg klager ikke derover, jeg er lykkelig i min nuværende Stilling. Fader og Moder og mine Sødskende og andre Kjære ere, Gud skee Lov, raske; min Jette har Gud være lovet ogsaa god Helbred; hvad har jeg saa meer at ønske. – Fra alle Disse hilses De hjerteligt; lad mig nu snart høre fra Dem, kjære Andersen.

Deres Ven

E. Collin.

Hils Fritz Petzholdt fra mig og fortæl mig noget om ham. Det er sandt, De er jo i Neapel, han i Rom. Træffer De Hertz, da hils ham fra mig.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin