H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Jonna Stampe, f. Drewsen til H.C. Andersen 19. juli 1854

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 19. juli 1854
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 19de Juli 1854.

Kjæreste Andersen!

Tak for det rare og hjertelige Brev jeg fik idag; det gjorde mig godt at see, at De dog paa en Maade havde havt det lidt godt i vor Stilhed herhjemme, at De dog havde følt, at vi ønskede at være rigtig gode imod Dem. Jeg saae jo strax De kom, hvor svag De saae ud, og jeg følte jo hele Tiden, at saa nøie var Deres Sjæl og Legeme forbundet, at begge lede, naar den ene Deel blev angrebet, saa Gud veed, jeg ønskede saa inderligt at indrette Alt herhjemme efter Deres Sinds og Legems Tarv; men om det Iykkedes mig som jeg ønskede det, tør jeg jo ikke haabe, thi der hører ogsaa Held til at kunne vise Folk sit kjærlige Sindelag i den Form, hvorigjennem det fremkommer. Dog - om jeg end lidt føler, at meget i min Natur er Dem ukjendt, saa vil jeg dog helst lade det udvikle sig jevnt og stille for Deres Opfattelse, kan det nogensinde være til Deres Gavn at forstaae mig bedre end De nu gjør, vil Ilerren nok benytte mig dertil; og kan det ikke bringe Dem hverken Gavn eller Glæde, at forstaae mig bedre, kan jeg ogsaa deri see Herrens Villie.

For Deres egen Skyld vilde jeg ønske, at De ikke rugede over Einars Brev, thi det gjør Dem ikke godt, og "hvorfor friste Ukjærlighedens Braad i vort Indre?" Jeg kan godt tænke mig, at De kunde ønske meer Kjærlighed end der er udtalt i hans Brev, og at det kan være et smerteligt Savn: at give megen Hengivenhed og ikke faae den fuldt gjengjældt; men gjennem den Skjærsild gaae vi alle, selv om De troer mit Liv og mit Sind saa roligt, saa fredeligt, det har dog havt Storme som De ikke yender, og det har tidt og mange Gange Fristelser i det Indre til Kulde, til Bitterhed, som kun afhjælpes naar jeg tyer hen til Ham, der for mig er Livets Kilde; jeg tænker desuden altid, at om nu endogsaa Den eller Hiin krænker mig eller unddrager mig sin Kjærlighed, saa gives der maaskee ogsaa mere end En, hvem jeg har krænket eller forsømt eller være ukjærlig imod: og min egen Synd lærer mig at tilgive andres.

Fra Rigmor har jeg venlige Hilsener; hun har ligetil idag fornøiet sig over Deres Fugl, og forsikrede mig at Andersen havde sagt, den var lavet af Vorherre. Hun kan ikke glemme Deres Beskrivelse af Nonnelivet, og gjør stadige Indsigelser mod at indskrives i Kloster, det gyser næsten i hende naar jeg taler derom: " jeg vil ikke være Noget, jeg vil blive hos Mo'er!" Astrid løb de første Dage og raabte: Anser, borte!" Nu bad Rigmor mig sige til Andersen, "om han vilde hilse Mormor naar han kom til Byen."

Fru Raben traf jeg igaar, tilligemed de engelske Damer, som vare særdeles Iykkelige over Sammentræffet med Dem; jeg hørte Moderen bede Fru Raben endelig levere Dem hendes Kort, fordi De havde lovet at besøge hende, naar De næste Gang gjæster England.

De maae endelig hilse Etatsraad Ingemann og hans Kone saa hjerteligt fra mig; siig ham at den Dag jeg tilbragte i hans Huus i 1849 staaer endnu for mig med et saa eget Tryllerie, at jeg ikke kan glemme den, og at jeg troligt gjemmer den Blomst han da gav mig. Det kunde være morsomt engang igjen at komme til Sorø, ogsaa for at besøge Svanes, men jeg har nu saamange Baand, der holder mig hjemme, at mine Planer ikke meer tør overskride vort Huus's Tærskel. Hils ogsaa Svane mange Gange.

Levvel, kjæreste Andersen! Gud give Dem den rette Lægedom for Sjæl og Legeme og lade Dem forstaae, hvem der er Deres sande Venner, om endogsaa Formen støder Dem. Jeg bliver Dem dog vist altid tro!

Deres

Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus