Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. august 1854
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Brev fra Jonna Stampe til H. C. Andersen

Christinelund d. 9de August 1854.

Min kjære Ven Andersen! Naar jeg tænker paa den Aften jeg sidst skrev til Dem, Dage før min lille Drengs Fødsel, hvor jeg ikke ahnede, at det var saa nær forhaanden, men var saa rask og lykkelig i Forventningen; naar jeg husker paa, at jeg Dagen efter mens jeg laae syg, saae mit Brev til Dem hænge paa min Brevvægt, og blot ventede paa at Henrik skulde tilføie to Ord for at det kunde forsegles - saa føler jeg bedst paa Forandringen fra da og nu, hvor lang Tid det er siden jeg skrev til Dem, og som det da var om Sommeren i den feireste Tid, og det nu er Eftersommer med klar Kulde, men dog med deilig Farvepragt, saa var det ogsaa dengang Sommer i mit Hjerte med et lyst Haab, og nu er det Eftersommer med Veemod og Alvor, men og med mange taknemlige og stærke Følelser. Det var et saa stort Omslag fra Glæde til Sorg, at vi mistede den lille søde Dreng, saa det er ikke saa let at forvinde; men i Tiden vil det jo kun være i Moderens Hjerte at han vil leve og vil Gud! skal jeg heller aldrig glemme den store Fryd det var at have ham i mine Arme og den endnu større Trøst at vide ham i Frelserens Arme, fjernet fra og skjærmet for Syndens Fristelser. Mit Haab er at det ikke maae være Tiden men Gud, der læger mit Saar.

Det var et deiligt og kjærligt Brev jeg fik fra Dem fra Sorø, og det glædede mig inderligt i min Sygdom at see, hvor godt De forstod mig, og hvor kjærligt Deel De tog i vor Modgang. Opholdet hos Ingemanns var Dem vist velgjørende, den stille milde Fred, der lyser ud af Fru Ingemanns Øine, og det elskværdige, fornøiede Sind som Ingemann har, maae vist gjøre godt, naar man som De trænger til Omhu og Kjærlighed; hos de to er der vist Intet der saarer; men naar nu Verden igjen gjør Dem Smerte, naar Vennernes Hengivenhed ikke altid er synlig, har De saa Trøst og Styrke til at staae imod og dog blive Deres egne kjærlige Følelser tro? ak, kjære Ven! kunde jeg dog sige Dem, at i Frelserens Arme er der Trøst og Mod og Haab at hente for et sygt og saaret Hjerte, som Menneskene ei forstaae. Bliv ikke vred at jeg taler saaledes; ville vi ikke Alle, naar vi see et lidende Menneske, yde dem den Bistand vi selv ansee for god, og er det anderledes med Sjælens Saar? byde vi ikke alle den lægedom vi selv have forsøgt som god og lægende i vore Fristelser og Sorger?

Tak for Bøgerne De har sendt mig, jeg er saa glad over dem og er nu midt i "Bazaren"; men Tiden til Læsning er kun knap for mig, saa det gaaer langsomt; dog vil det blive mig en herlig Tidsfordriv, naar nu Vinteren mere og mere nærmer sig. - Egen De plantede har hidtil staaet sig, men nu begynder den st see bedrøvelig ud, saa jeg er bange for dens Fremtid. Børnene 1øbe nu forbi Vinduet, leende og raabende af alle Kræfter, Rigmor er saa lystig og glad, at det er en Fryd og Astrid følger hende i alt; naar Rigmor skriver Brev til "Andersen", skriver Astrid ogsaa til "Anser". Nu hører jeg Henriks Bøsse knalde, saa fra ham kan jeg ingen Hilsen bringe Dem, da han ikke er hjemme nu, og ikke veed at jeg skriver. Levvel, min kjære Ven! Gud være med Dem baade i Sorg og Glæde og styrke og velsigne Dem! Tag altid mine Ord i Venlighed, saaledes som de ere skrevne, og viid at De til alle Tider har en urokkelig Ven i

Deres

Jonna.

(Til Hr Professor H.C.Andersen Kjøbenhavn)

Tekst fra: H.C. Andersens Hus