H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Ludwig Müller 10. februar 1834

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 10. februar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Müller
Sprog: dansk.

Rom, d. 10. Februar 1834.

Et lykkeligt Tilfælde vilde, at jeg endnu var i Rom, da Dit kjærkomne Brev indtraf. I alle Breve til Hjemmet havde jeg skrevet, at jeg forlod sidst i Januar Rom for at gaae til Neapel. Dette var ogsaa min Villie, eftersom der ingen Udsigter gaves til, at vi skulde faae Carneval. Du veed, at for 3 Aar siden, da Gregor XVI just paa denne Tid valgtes, var der en Sammensværgelse i Gjæring, og Karnevalet blev forbudet; først i Aar glæder hans Hellighed os og sine Romere med denne Lystighed. Jeg blev altsaa disse 8 Dage længer og overraskedes da med Dit Brev, der slet ikke satte mit Ansigt i de lange og brede Figurer, Du behager at forestille Dig, men ret inderligt glædede mig. Du er fuldkommen retfærdiggjort; men min Taushed troer jeg ogsaa er det; naar man skriver 3 Breve uden at faae Svar (og veed at den paagjældende Person ikke er syg), da er det menneskeligt, at ikke det 4de skrives. - I Grunden har jeg meget ondt af Dig over Dit Slid og Dit Slæb, der vel kan lede engang til et fedt Embede, men i og for sig selv forekommer mig til ingen Verdens Nytte; naturligviis kan Du sige Meget her imod, enhver Ting lader sig forsvare! Gjerne havde jeg vidst Udfaldet; thi det vilde særdeles ærgre mig, om Du ikke fik Dit Trælle-Arbeide belønnet; men jeg venter det vist, ventede det alt hjemme, da Du begyndte derpaa, desuden Hohlenbergs Yttring - altsaa, jeg gratulerer Dig. - Hvor Meget har jeg ikke at sige Dig, hvor Meget maa jeg ikke sladdre med Dig om, selv Dit Brev giver mig Anledning til mangen Forklaring, mangen Udgydelse af min Sjæl og mit Hjerte. - Meget sjældent faaer jeg Brev hjemme fra, Flere skrive mig slet ikke til, det er det eneste Savn, jeg har, Hjemvee kjender jeg endnu slet ikke til, Gud veed, hvad der giver Dig Grund til at omtale det. Nei, nei, min kjære Ludvig, jeg bliver kun inderligt bedrøvet ved at tænke paa at vende tilbage; thi jeg veed, hvad der venter mig der, og da jeg maaskee har lidt mindre Godmodighed nu, end før, frygter jeg selv for Vennerne, da de neppe have lagt den mentorske Tone af, jeg før taalte, men nu ikke længer kan eller vil [taale], og altsaa vil blive saaret fra min ømmeste Side; thi Fjender slaae med Svøber, men Venner med Skorpioner. - Det nye Aar har bragt mig megen Sorg; først mældte det mig min gamle Moders Død, Postdagen efter mældte en Fremmed mig om Molbechs Kritik i "Maanedsskriftet", der just ikke rørte mig stærkt, men heller ikke bidrog til at muntre mig. Molbech har i den sidste Tid anmasset sig en Tone i Literaturen, der er utaalelig, han følger Moden og har formeligt prostitueret sig flere Gange; Gud naade ham, naar hans Tid kommer! I Hertz har han nu en mægtig Fjende, han erklærer ham for fuldkomment gal. Men nok om det! Strax efter fik jeg et Brev, der temmelig bittert sagde mig kun det Onde, det taltes om mig hjemme, erklærede min hele Digterværen sin Undergang nær, at "Agnete" var et til Fortvivlelse maadeligt Product, som mine Venner burde holde tilbage, (det var den Gang endnu ikke heelt blevet trykt,) "sammenjadsket", "vanskabt" etc. etc. Kun to Gange før i mit Liv har jeg følt, hvad dette Brev virkede paa mig; thi det var fra En, jeg hang ved med min hele Sjæl; jeg blev rystet dybere end mangen Sjæl, der maaskee i lignende Tilfælde har gjort Ende paa sin Tilværelse; dog, Du maatte kjende alle Omstændigheder for at faae en Idee derom, og disse kan og vil jeg ikke skrive. To Dage laae jeg i en Feber-Tilstand, en Maaned af mit Liv er spildt i Sjæle-Lidelser; Gud tilgive dem, der ere Skyld deri! - Selv Hertz kom mig i den Tid med Kjærlighed imøde, mine Landsmænd muntrede mig, de troede, at det Hele kom fra min Moders Død eller Molbechs Critik; det var et dybere Saar! - Men Tiden læger Alt, jeg er nu meget bedre, og Dine venlige Ord om "Agnete", Thorvaldsens Roes og min egen Følelse giver mig Lyspuncter i et Mørke, hvorom mine faae Yttringer her ikke give Dig Idee. Du troer vist, at det Hele ligger i en Irritabilitet eller Sygelighed hos mig; men deri tager Du feil som i Meget, Du og Enkelte hjemme yttre. - Hvad er det egentligt for en Forandring, I ville, der skal foregaae med mig herude? Min Følsomhed, min Barnagtighed var maaskee det Bedste ved mig, og den skal bort! - Troe I, at Følsomheden gaaer til Grunde ved ideligt at hegle paa mig, ved ideligt at sige mig Ting, der bedrøve mig? Nei, sandeligt: ved at saares, vækkes denne mere; gjør mig heller glad, bidrag til, at jeg seer Livet i Solskin, og da vil mit Lune voxe, og mit eget Hang til Persiflage vil tilintetgjøre Følsomheden; men man behandler mig aldeles galt. Min Barnlighed? Den paastaaer jeg er en Lykke; gid jeg kunde beholde den; men desværre kjender jeg nu alt saa meget til Livs-Forholdene, at denne ikke længer kan bestaae; der er ikke Mere tilbage, end hvad jeg ikke bør miste. - Du og vor fælles Ven Collin have yttret, at i "Agnete" ikke fandtes den Forandring, I havde ventet, at Reisen ikke syntes at gjøre mig til et andet Menneske. Hvor ubillige ere I ikke mod mig, og jeg kan næsten sige, hvor uklogt skrive I det ned! Kun to Maaneder efter jeg tog hjemme fra, begyndte jeg paa "Agnete" og fuldendte den i nogle Uger; hvad Forandring skulde den korte Tid have gjort i min Maade at tænke paa? Behøver Legemet flere Aar for at bortdunste og blive et aldeles nyt, troe I da, at Aanden kan gjøre det i nogle Uger? Agnete synes Dig liig de bedste af mine Digte, siger Du, og dette er mig det Høieste, jeg har ønsket. Mere kan nogle Maaneders Ophold i Udlandet ikke give, end vække skjønne Ideer, men ei omskabe en Sjæl. - Naar I nøjere overtænkte det Hele, da maatte I glæde Eder ved, at jeg ei affecterede en ny Forandring hos mig, men at jeg, Naturen tro, talte ud af min Sjæl. Hvor let kunde jeg ikke have gjort det med Maneer; men det forundrer mig, at I lærde, fornuftige Folk kunne snakke saaledes. - Feilene, Du udpeger, takker jeg Dig for; Du har der fuldkommen Ret, paa nogle Ubetydeligheder nær. - Du finder det underligt, at jeg kan lægge saa Meget i at blive to Aar ude, og siger, at naar 1½ Aar ingen Forandring gjøre hos mig, da vil det halve Aar heller ikke virke synderligt; men for det Første er det ¼ af min Reisetid, jeg ønsker Mere, og da det er mig om at gjøre at lære Tydsk, seer Du, at det bliver en Forskjel, om jeg kan være 6 Uger i Tydskland eller 7 Maaneder. Begriber Du det? Derfor er det, jeg ønsker dette halve Aars Tillæg for et Land, jeg næsten slet ikke kjender. - - Rom selv har jeg saaledes gjennemvandret og aftegnet, at det synes mig, som havde jeg levet her flere Aar. "Aftegnet?" spørger Du; ja, det er jo sandt, det er et Talent, Du aldeles frakjender mig; men her finde de Alle, at jeg har det i en Grad, saa man opmuntrer mig til at uddanne det, og det veed jeg, at Du vil selv engang blive mig takskyldig for de Contourer, jeg bringer hjem af en og anden Gjenstand, Du ellers ikke fik Begreb om. Seer jeg noget Smukt, kan jeg ikke lade være at tænke: "Hvorledes skal jeg nu beskrive de Kjære i Hjemmet dette?" Og saa løber Blyanten over Papiret, og min Phantasie siger: "Nu har jeg Skelettet, nu skal jeg nok illuminere og udvikle det! - Den hele Kunstverden, jeg lever i, kan jeg ikke skildre Dig paa denne indskrænkede Plads, men kun sige, at Rom er sikkert Centrum for det Hele. Af dens 600 og nogle Kirker har jeg besøgt de halve, været i Catacomberne, ved Scipionernes Grave, ude mellem Bjergene, tumlet mig i de laveste Krostuer og i de rolige Klostre, ja, selv i eet Nonnekloster; Bøger har jeg derimod ei læst mange af, den store Natur-Bibel forekom mig vigtigere, og jeg har fulgt min egen Tact og naturlige Følelse, der siger mig bedre end den halve Verden hvad jeg som Digter bør gjøre. Engang ville maaskee Fjender og Venner bifalde det, skjøndt begge i den sidste Tid have grebet forstyrrende ind i mit Liv og dræbt min Glæde [her], det eneste Sted i Verden, hvor jeg maaskee endnu kunde have fundet den. - Dog, hine kjende mig ikke, og disse mene det inderligt godt, skjøndt de tage mig aldeles galt; Resultatet bliver, at jeg i Grunden ingen Bitterhed har for deres Maade at være paa og - skjøndt det er jo Overspændthed - glæder mig til den Tid, vi Alle ret kjærligt skulle forstaae og skatte hverandre. Med Hertz omgaaes jeg meget. Min Ven bliver han aldrig saaledes, som kun Du og Edvard ere det, selv om I forandrede Eder unaturligt mod mig; men Bitterhed har jeg ikke længer mod ham, og jeg skatter endog hans Værd som Digter, en Ting, jeg af menneskelig Svaghed hjemme ikke gjorde. - Festdag følger paa Festdag her i Rom. I Julen havde vi Processioner. Soldaterne skuldrede for Jesusbarnet, der kjørte i Karreet, og hans Krybbe blev baaren om. Paven har jeg seet 12 Gange; han er rask og rørig. Forleden, da jeg spadserede med Hertz9 og kom ind i en Afkrog, hvor den laveste Pøbel var, og hvor Paven steeg i sin Vogn, sagde Hertz, at vi vist maatte knæle, for ei at gjøre Opsigt; han gjorde det; men jeg kunde ei beqvemme mig dertil, og det havde ingen Følger; Romerne ere meget tolerante; tidt har jeg i det sixtinske Kapel staaet som en Phocion-Støtte imellem de Knælende, medens Paven blev røget for og bag, Fødderne kyssede, etc. etc. Flere Ark kunde jeg skrive og fik dog kun en Fjerdedeel fortalt af, hvad jeg vilde. Altsaa kun nogle Enkeltheder! Carnevalet blev, som vor Højesteret, forkyndt med Trompeter i Gaderne og begyndte med, at Jøderne sendte en Deputation til Capitoliet for at bede om Tilladelse til at maatte opholde sig i Rom og turde betale Væddeløbet; thi tænk Dig, i ældre Tider maatte de arme Jøder løbe i Stedet for Hestene. Jeg var i Capitoliet og saae Deputationen, som man i vor Tid ikke længer sparker og træder paa, men dog ikke var christelig imod. Den første Februar gik Festen an. Fra alle Vinduer i Corsoen hang grønne, røde og brogede Tæpper, paa Fortougene vare Stole, og paa Gaden kjørte een Række Vogne op, en anden ned, og mellem disse bevægede sig med Livs-Fare flere Tusinde Mennesker. Den Ene kastede den Anden over med Confetti, en Art Kugler af Kalk, saa store som en Ært. Fra Vogne og Vinduer strømme der hele Kasser fulde, saa at det er som i det stærkeste Hagelveir. Folk gaae udklædte med og uden Maske, snakke Alle i Munden paa hverandre, og det Hele varer fra 3 til 6 om Aftenen og endes hver Dag med et Løb af 8 Heste. - Den første Dag, jeg kom derned, gjorde det Usædvanlige heri et behageligt Indtryk paa mig; jeg havde længe været saa sorgfuld; mit første Møde var med Hertz, og nu kan Du troe, der begyndte en Bataille. Romerne skrege: Bravo Francese! ): Hertz. Et andet Partie sagde til mig: Bravo Inglese! Men jeg havde ikke Confetti nok og maatte retirere. Som jeg staaer og kjøber for nogle Bajokker og vil stikke Pungen i Lommen, bliver den reven mig ud af Haanden, jeg havde 3 Scudi (3 Species) deri, og en Haandfuld Confetti blev slaaet mig i Ansigtet, saa jeg ikke kunde see Tyven, der løb med min Eiendom. En af mine Bekjendte stjal man paa lignende Maade Uhret fra. Det fordærvede mig min Smule Glæde. - Siden søgte jeg at glemme det og havde i Forgaars en Kamp med Hertz, saa at han flygtede ind i en Skomagers Boutik og tog et Par Støvler og løb efter mig med for at prygle mig, da hans Confetti ikke slog til. Et Eventyr havde jeg med en Englænderinde, der kjørte og altid slog mig over; tilsidst sprang jeg op bag paa Vognen, og nu kastede hun en Blomster-Bouket til mig, som jeg vil bringe med hjem til Danmark. Theatrene ere i disse Aftener oplyste, og man kommer der med og uden Maske; i Forgaars gik jeg i det brillanteste og saae nogle ganske deilige Pigebørn uden Maske i Mandfolkeklæder (og det var anstændige Fruentimmere). Jeg gik op i en Loge, en fik Dame kom efter mig, kaldte mig "Mylord"; men det var neppe en anstændig Dame. I Gaar var det bekjendt over hele Rom, at man i en Loge der samme Nat havde fundet et Fruentimmer myrdet ved flere Dolkestik. - Det er skeet midt under Musikken og Dandsen. I Gaar hændtes det ogsaa paa Corsoen, at en Dreng blev dræbt af Hestene, der løb; thi betænk dog, der er aldeles intet Rækværk mellem disse og Tilskuerne. Hestene ere formeligt vilde, der brændes dem Ild paa Ryggen, for at de skal løbe. - I Aften er det den sidste Carnevals-Aften, da møde alle Folk med brændende Lys i Gaderne, og den Ene slukker den Andens; naar da det sidste slukkes, ringe Klokkerne, og Fasten begynder.

I Morgen tidlig Klokken 5 reise Hertz, Zeuthen og jeg med en Vetturin til Neapel, hvor vi ere om 3 Dage, see Vesuv, der spruder i denne Tid, gjøre Udflugt til Øerne og de græske Ruiner ved Pæstum og vende efter 5 Uger tilbage til Rom for at være her i Paasken; jeg bliver her kun i 3 Dage og reiser da mod Norden. - - I Florents skriver jeg Otto til; jeg længes ret meget efter at pluddre med ham; thi ærligt talt, han er nær ved at stikke Dig ud i mit Venskab; jeg holder uendeligt meget af ham og har jo ogsaa levet mangen god Time med ham paa det lille Kammer i Paris. Hils ham ret inderligt, det kjære, velsignede Menneske, og siig, at nu ere mine Schnurrbarter lige saa smukke, som hans var det i Paris; siig, at Romerinderne ere meget skjønnere end vore Skjønheder i Paris, og at de ere Fyr og Flamme; selv den philosophiske, comiske Zeuthen lider under Skjønhedens Aag og gaaer i Carnevalstiden med Hænderne fulde af Violer. - - Han er bleven utroligt original her i Rom, gaaer om Aftenen paa Gaden i Schlafrock og med en stor Stok som en Herkules-Kølle. - Thorvaldsen har nogle Gange glædet mig ved sin Visit, to Gange hørt "Agnete" og foræret mig 30 Contourer til sine Basreliefs. - - Kückler har malet mig, og det er ganske ypperligt. - - En meget interessant Fest har jeg ellers oplevet her, nemlig St. Antonii Velsignelse af Dyrene. Alle Heste og Æsler bleve førte til Kirken, læste over og besprængte med Vievand; i Grunden ligger der noget Smukt i, at selv Dyrene faae Deel i den christelige Velsignelse; men comisk er det dog at see et Æsel, pyntet med Silkebaand, staae og høre paa en Munk, der læser for det. Men jeg maa slutte Brevet, der, som Du seer, er skrevet i Galop. Bær derfor over med Formen, og naar Du klager over det tynde Papir, hvorved det Hele er blevet vanskeligt at læse, da maa jeg gjøre Dig opmærksom paa, at det er gjort, for at jeg kunde skrive des Mere og Brevet dog kun gjælde for et enkelt Brev paa Posthuset. Hils Dine gode Forældre, Brødrene, Din Søster, etc. etc., Tanten ei at forglemme. Lev nu ret vel!

Din trofaste Ven Andersen.

( I Hast!)

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Rom, d. 10. Februar 1834.

Et lykkeligt Tilfælde vilde, at jeg endnu var i Rom, da Dit kjærkomne Brev indtraf. I alle Breve til Hjemmet havde jeg skrevet, at jeg forlod sidst i Januar Rom for at gaae til Neapel. Dette var ogsaa min Villie, eftersom der ingen Udsigter gaves til, at vi skulde faae Carneval. Du veed, at for 3 Aar siden, da Gregor XVI just paa denne Tid valgtes, var der en Sammensværgelse i Gjæring, og Karnevalet blev forbudet; først i Aar glæder hans Hellighed os og sine Romere med denne Lystighed. Jeg blev altsaa disse 8 Dage længer og overraskedes da med Dit Brev, der slet ikke satte mit Ansigt i de lange og brede Figurer, Du behager at forestille Dig, men ret inderligt glædede mig. Du er fuldkommen retfærdiggjort; men min Taushed troer jeg ogsaa er det; naar man skriver 3 Breve uden at faae Svar (og veed at den paagjældende Person ikke er syg), da er det menneskeligt, at ikke det 4de skrives. - I Grunden har jeg meget ondt af Dig over Dit Slid og Dit Slæb, der vel kan lede engang til et fedt Embede, men i og for sig selv forekommer mig til ingen Verdens Nytte; naturligviis kan Du sige Meget her imod, enhver Ting lader sig forsvare! Gjerne havde jeg vidst Udfaldet; thi det vilde særdeles ærgre mig, om Du ikke fik Dit Trælle-Arbeide belønnet; men jeg venter det vist, ventede det alt hjemme, da Du begyndte derpaa, desuden Hohlenbergs Yttring - altsaa, jeg gratulerer Dig. - Hvor Meget har jeg ikke at sige Dig, hvor Meget maa jeg ikke sladdre med Dig om, selv Dit Brev giver mig Anledning til mangen Forklaring, mangen Udgydelse af min Sjæl og mit Hjerte. - Meget sjældent faaer jeg Brev hjemme fra, Flere skrive mig slet ikke til, det er det eneste Savn, jeg har, Hjemvee kjender jeg endnu slet ikke til, Gud veed, hvad der giver Dig Grund til at omtale det. Nei, nei, min kjære Ludvig, jeg bliver kun inderligt bedrøvet ved at tænke paa at vende tilbage; thi jeg veed, hvad der venter mig der, og da jeg maaskee har lidt mindre Godmodighed nu, end før, frygter jeg selv for Vennerne, da de neppe have lagt den mentorske Tone af, jeg før taalte, men nu ikke længer kan eller vil [taale], og altsaa vil blive saaret fra min ømmeste Side; thi Fjender slaae med Svøber, men Venner med Skorpioner. - Det nye Aar har bragt mig megen Sorg; først mældte det mig min gamle Moders Død, der i og for sig selv var ønskeligt men dog rystede mig dybt, da jeg nu slet intet Menneske har i den hele Verden der maa elske mig.

Postdagen efter mældte en Fremmed mig om Molbechs Kritik i Maanedsskriftet, der just ikke rørte mig stærkt, men heller ikke bidrog til at muntre mig. Molbech har i den sidste Tid anmasset sig en Tone i Literaturen, der er utaalelig, han følger Moden og har formeligt prostitueret sig flere Gange; Gud naade ham, naar hans Tid kommer! I Hertz har han nu en mægtig Fjende, han erklærer ham for fuldkomment gal. Men nok om det! Strax efter fik jeg et Brev, der temmelig bittert sagde mig kun det Onde, det taltes om mig hjemme, erklærede min hele Digterværen sin Undergang nær, at Agnete var et til Fortvivlelse maadeligt Product, som mine Venner burde holde tilbage, (det var den Gang endnu ikke heelt blevet trykt,) sammenjadsket, vanskabt etc. etc. Kun to Gange før i mit Liv har jeg følt, hvad dette Brev virkede paa mig; thi det var fra En, jeg hang ved med min hele Sjæl; jeg blev rystet dybere end mangen Sjæl, der maaskee i lignende Tilfælde har gjort Ende paa sin Tilværelse; dog, / Du maatte kjende alle Omstændigheder for at faae en Idee derom, og disse kan og vil jeg ikke skrive. To Dage laae jeg i en Feber-Tilstand, en Maaned af mit Liv er spildt i Sjæle-Lidelser; Gud tilgive dem, der ere Skyld deri! - Selv Hertz kom mig i den Tid med Kjærlighed imøde, mine Landsmænd muntrede mig, de troede, at det Hele kom fra min Moders Død eller Molbechs Critik; det var et dybere Saar! - Men Tiden læger Alt, jeg er nu meget bedre, og Dine venlige Ord om Agnete, Thorvaldsens Roes og min egen Følelse giver mig Lyspuncter i et Mørke, hvorom mine faae Yttringer her ikke give Dig Idee. Du troer vist, at det Hele ligger i en Irritabilitet eller Sygelighed hos mig; men deri tager Du feil som i Meget, Du og Enkelte hjemme yttre. - Hvad er det egentligt for en Forandring, I ville, der skal foregaae med mig herude? Min Følsomhed, min Barnagtighed var maaskee det Bedste ved mig, og den skal bort! - Troe I, at Følsomheden gaaer til Grunde ved ideligt at hegle paa mig, ved ideligt at sige mig Ting, der bedrøve mig? Nei, sandeligt: ved at saares, vækkes denne mere; gjør mig heller glad, bidrag til, at jeg seer Livet i Solskin, og da vil mit Lune voxe, og mit eget Hang til Persiflage vil tilintetgjøre Følsomheden; men man behandler mig aldeles galt. Min Barnlighed? Den paastaaer jeg er en Lykke; gid jeg kunde beholde den; men desværre kjender jeg nu alt saa meget til Livs-Forholdene, at denne ikke længer kan bestaae; der er ikke Mere tilbage, end hvad jeg ikke bør miste. - Du og vor fælles Ven Collin have yttret, at i Agnete ikke fandtes den Forandring, I havde ventet, at Reisen ikke syntes at gjøre mig til et andet Menneske. Hvor ubillige ere I ikke mod mig, og jeg kan næsten sige, hvor uklogt skrive I det ned! Kun to Maaneder efter jeg tog hjemme fra, begyndte jeg paa Agnete og fuldendte den i nogle Uger; hvad Forandring skulde den korte Tid have gjort i min Maade at tænke paa? Behøver Legemet flere Aar for at bortdunste og blive et aldeles nyt, troe I da, at Aanden kan gjøre det i nogle Uger? Agnete synes Dig liig de bedste af mine Digte, siger Du, og dette er mig det Høieste, jeg har ønsket. Mere kan nogle Maaneders Ophold i Udlandet ikke give, end vække skjønne Ideer, men ei omskabe en Sjæl. - Naar I nøjere overtænkte det Hele, da maatte I glæde Eder ved, at jeg ei affecterede en ny Forandring hos mig, men at jeg, Naturen tro, talte ud af min Sjæl. Hvor let kunde jeg ikke have gjort det med Maneer; men det forundrer mig, at I lærde, fornuftige Folk kunne snakke saaledes. - Feilene, Du udpeger, takker jeg Dig for; Du har der fuldkommen Ret, paa nogle Ubetydeligheder nær. - Du finder det underligt, at jeg kan lægge saa Meget i at blive to Aar ude, og siger, at naar 1½ Aar ingen Forandring gjøre hos mig, da vil det halve Aar heller ikke virke synderligt; men for det Første er det ¼ af min Reisetid, jeg ønsker Mere, og da det er mig om at gjøre at lære Tydsk, seer Du, at det bliver en Forskjel, om jeg kan være 6 Uger i Tydskland eller 7 Maaneder. Begriber Du det? Derfor er det, jeg ønsker dette halve Aars Tillæg for et Land, jeg næsten slet ikke kjender. /

Uden at jeg faaer det Lassenske Legat vil jeg ikke kunde blive Vinteren over og kommer da hjem i Efteraaret. Italien er et Paradis, dets Vinter er skjønnere end vort Foraar. Ingen Maler kan give Dig Idee om denne blaae Luft, thi "Du" aander den ikke! De grønne Pinier, de gule Oranger og Laurbærtræerne er en Forgrund til Maleriet med Oldtids Ruinerne og de sneedækte Bjerge; Juleaften vare alle danske Svenske og Norske samlede, jeg skrev en Sang hvori Frederik VI og Karl Johans Skaal blev udbragt; vi havde Krans om Hovedet og vort Juletræ var Laurbær behængt med Citroner og Oranger. Blandt flere kostbare Presenter fik jeg den bedste, nemlig et Sølvbæger med Indskrift: "Juleaften i Rom 1833". Det var en sommervarm Nat da vi gik hjem; slig en Juleaften oplever jeg aldrig mere! Daglig besøger jeg Gallerierne og er nu som hjemme i Vaticanet mellem de gamle Marmorguder og de raphaelske Engle. - Rom selv har jeg saaledes gjennemvandret og aftegnet, at det synes mig, som havde jeg levet her flere Aar. Aftegnet? spørger Du; ja, det er jo sandt, det er et Talent, Du aldeles frakjender mig; men her finde de Alle, at jeg har det i en Grad, saa man opmuntrer mig til at uddanne det, og det veed jeg, at Du vil selv engang blive mig takskyldig for de Contourer, jeg bringer hjem af en og anden Gjenstand, Du ellers ikke fik Begreb om. Seer jeg noget Smukt, kan jeg ikke lade være at tænke: Hvorledes skal jeg nu beskrive de Kjære i Hjemmet dette? Og saa løber Blyanten over Papiret, og min Phantasie siger: Nu har jeg Skelettet, nu skal jeg nok illuminere og udvikle det! - Den hele Kunstverden, jeg lever i, kan jeg ikke skildre Dig paa denne indskrænkede Plads, men kun sige, at Rom er sikkert Centrum for det Hele. Af dens 600 og nogle Kirker har jeg besøgt de halve, været i Catacomberne, ved Scipionernes Grave, ude mellem Bjergene, tumlet mig i de laveste Krostuer og i de rolige Klostre, ja, selv i eet Nonnekloster; Bøger har jeg derimod ei læst mange af, den store Natur-Bibel forekom mig vigtigere, og jeg har fulgt min egen Tact og naturlige Følelse, der siger mig bedre end den halve Verden hvad jeg som Digter b ø r gjøre. Engang ville maaskee Fjender og Venner bifalde det, skjøndt begge i den sidste Tid have grebet forstyrrende ind i mit Liv og dræbt min Glæde, det eneste Sted i Verden, hvor jeg maaskee endnu kunde have fundet den. - Dog, hine kjende mig ikke, og disse mene det inderligt godt, skjøndt de tage mig aldeles galt; Resultatet bliver, at jeg i Grunden ingen Bitterhed har for deres Maade at være paa og - skjøndt det er jo Overspændthed - glæder mig til den Tid, vi Alle ret kjærligt skulle forstaae og skatte hverandre. Med Hertz omgaaes jeg meget. Min Ven bliver han aldrig saaledes, som kun Du og Edvard ere det, selv om I forandrede Eder unaturligt mod mig; men Bitterhed har jeg ikke længer mod ham, og jeg skatter endog hans Værd som Digter, en Ting, jeg af menneskelig Svaghed hjemme ikke gjorde. - Festdag følger paa Festdag her i Rom. I Julen havde vi Processioner. Soldaterne skuldrede for Jesusbarnet, der kjørte i Karreet, og hans Krybbe blev baaren om. Paven har jeg seet 12 Gange; han er rask og rørig. Forleden, da jeg spadserede med / Hertz og kom ind i en Afkrog, hvor den laveste Pøbel var, og hvor Paven steeg i sin Vogn, sagde Hertz, at vi vist maatte knæle, for ei at gjøre Opsigt; han gjorde det; men jeg kunde ei beqvemme mig dertil, og det havde ingen Følger; Romerne ere meget tolerante; tidt har jeg i det sixtinske Kapel staaet som en Phocion-Støtte imellem de Knælende, medens Paven blev røget for og bag, Fødderne kyssede, etc. etc. Flere Ark kunde jeg skrive og fik dog kun en Fjerdedeel fortalt af, hvad jeg vilde. Altsaa kun nogle Enkeltheder! Carnevalet blev, som vor Højesteret, forkyndt med Trompeter i Gaderne og begyndte med, at Jøderne sendte en Deputation til Capitoliet for at bede om Tilladelse til at maatte opholde sig i Rom og turde betale Væddeløbet; thi tænk Dig, i ældre Tider maatte de arme Jøder løbe i Stedet for Hestene. Jeg var i Capitoliet og saae Deputationen, som man i vor Tid ikke længer sparker og træder paa, men dog ikke var christelig imod. Den første Februar gik Festen an. Fra alle Vinduer i Corsoen hang grønne, røde og brogede Tæpper, paa Fortougene vare Stole, og paa Gaden kjørte een Række Vogne op, en anden ned, og mellem disse bevægede sig med Livs-Fare flere Tusinde Mennesker. Den Ene kastede den Anden over med Confetti, en Art Kugler af Kalk, saa store som en Ært. Fra Vogne og Vinduer strømme der hele Kasser fulde, saa at det er som i det stærkeste Hagelveir. Folk gaae udklædte med og uden Maske, snakke Alle i Munden paa hverandre, og det Hele varer fra 3 til 6 om Aftenen og endes hver Dag med et Løb af 8 Heste. - Den første Dag, jeg kom derned, gjorde det Usædvanlige heri et behageligt Indtryk paa mig; jeg havde længe været saa sorgfuld; mit første Møde var med Hertz, og nu kan Du troe, der begyndte en Bataille. Romerne skrege: Bravo Francese!: Hertz. Et andet Partie sagde til mig: Bravo Inglese! Men jeg havde ikke Confetti nok og maatte retirere. Som jeg staaer og kjøber for nogle Bajokker og vil stikke Pungen i Lommen, bliver den reven mig ud af Haanden, jeg havde 3 Scudi (3 Species) deri, og en Haandfuld Confetti blev slaaet mig i Ansigtet, saa jeg ikke kunde see Tyven, der løb med min Eiendom. En af mine Bekjendte stjal man paa lignende Maade Uhret fra. Det fordærvede mig min Smule Glæde. - Siden søgte jeg at glemme det og havde i Forgaars en Kamp med Hertz, saa at han flygtede ind i en Skomagers Boutik og tog et Par Støvler og løb efter mig med for at prygle mig, da hans Confetti ikke slog til. Et Eventyr havde jeg med en Englænderinde, der kjørte og altid slog mig over; tilsidst sprang jeg op bag paa Vognen, og nu kastede hun en Blomster-Bouket til mig, som jeg vil bringe med hjem til Danmark. / Theatrene ere i disse Aftener oplyste, og man kommer der med og uden Maske; i Forgaars gik jeg i det brillanteste og saae nogle ganske deilige Pigebørn uden Maske i Mandfolkeklæder (og det var anstændige Fruentimmere). Jeg gik op i en Loge, en fik Dame kom efter mig, kaldte mig Mylord; men det var neppe en anstændig Dame. I Gaar var det bekjendt over hele Rom, at man i en Loge der samme Nat havde fundet et Fruentimmer myrdet ved flere Dolkestik. - Det er skeet midt under Musikken og Dandsen. I Gaar hændtes det ogsaa paa Corsoen, at en Dreng blev dræbt af Hestene, der løb; thi betænk dog, der er aldeles intet Rækværk mellem disse og Tilskuerne. Hestene ere formeligt vilde, der brændes dem Ild paa Ryggen, for at de skal løbe. - I Aften er det den sidste Carnevals-Aften, da møde alle Folk med brændende Lys i Gaderne, og den Ene slukker den Andens; naar da det sidste slukkes, ringe Klokkerne, og Fasten begynder.I Morgen tidlig Klokken 5 reise Hertz, Zeuthen og jeg med en Vetturin til Neapel, hvor vi ere om 3 Dage, see Vesuv, der spruder i denne Tid, gjøre Udflugt til Øerne og de græske Ruiner ved Pæstum og vende efter 5 Uger tilbage til Rom for at være her i Paasken; jeg bliver her kun i 3 Dage og reiser da mod Norden, skriver du mig altsaa til før Paaske da send Brevet til Florents post restante, men skriver Du ikke 12 Dage før Paaske, da send det til München post restante; det maa du bestemt! I Florents skriver jeg Otto til; jeg længes ret meget efter at pluddre med ham; thi ærligt talt, han er nær ved at stikke Dig ud i mit Venskab; jeg holder uendeligt meget af ham og har jo ogsaa levet mangen god Time med ham paa det lille Kammer i Paris. Hils ham ret inderligt, det kjære, velsignede Menneske, og siig, at nu ere mine Schnurrbarter lige saa smukke, som hans var det i Paris; siig, at Romerinderne ere meget skjønnere end vore Skjønheder i Paris, og at de ere Fyr og Flamme; selv den philosophiske, comiske Zeuthen lider under Skjønhedens Aag og gaaer i Carnevalstiden med Hænderne fulde af Violer, for at kastede til sin Donna. "Det er et Skam-Færd et rart Fruentimmer siger han. Han er bleven utroligt original her i Rom, gaaer om Aftenen paa Gaden i Schlafrock og med en stor Stok som en Herkules-Kølle. - Thorvaldsen har nogle Gange glædet mig ved sin Visit, to Gange hørt "Agnete" og foræret mig 30 Contourer til sine Basreliefs. - - Kückler har malet mig, og det er ganske ypperligt. Een af de sidste Dage jeg sad for ham, kom en Moder med sin smukke Datter og faldbød hende, som Model. De talte italiensk, jeg forstod dem ikke, thi det gik mig for hurtigt. Lad mig see hendes Bryster, sagde K. og tænk Dig nu, før jeg vidste et Ord af det, begyndte Moderen at klæde den 17 aarige Pige af. I det Øieblik Særken faldt, saa kom der mig en sælsom Rystelse, at Kükler spurgte om jeg fik / ondt. Jeg skal være blevet død-bleg. Nu drillede da de Andre mig over min Uskyldighed, ja sagde at min Skjæbne var Geilhed. Det var virkelig Undseelse! – Nu har jeg da seet et nøgent Fruentimmer! En meget interessant Fest har jeg ellers oplevet her, nemlig St. Antonii Velsignelse af Dyrene. Alle Heste og Æsler bleve førte til Kirken, læste over og besprængte med Vievand; i Grunden ligger der noget Smukt i, at selv Dyrene faae Deel i den christelige Velsignelse; men comisk er det dog at see et Æsel, pyntet med Silkebaand, staae og høre paa en Munk, der læser for det. Men jeg maa slutte Brevet, der, som Du seer, er skrevet i Galop. Bær derfor over med Formen, og naar Du klager over det tynde Papir, hvorved det Hele er blevet vanskeligt at læse, da maa jeg gjøre Dig opmærksom paa, at det er gjort, for at jeg kunde skrive des Mere og Brevet dog kun gjælde for et enkelt Brev paa Posthuset. Hils Dine gode Forældre, Brødrene, Din Søster, etc. etc., Tanten ei at forglemme; bring Mimi og Jette en ret kjærlig Hilsen, jeg havde ventet nogle Ord fra den sidste for mit lille Brev.

Lev nu ret vel!

Din trofaste Ven

Andersen.

( I Hast!)

[udskrift:]Til Hr: Cand: Theol: Ludvig Müller.

Bispegaarden paa Nørregade i Kjøbenhavn.

ved Godhed.

Tekst fra: Solveig Brunholm